Language of document :

Sag anlagt den 13. februar 2013 - Panasonic og MT Picture Display mod Kommissionen

(Sag T-82/13)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Panasonic Corp. (Kadoma, Japan) og MT Picture Display Co. Ltd (Matsuocho, Japan) (ved advokaterne R. Gerrits og A. H. Bischke, M. Hoskins, QC (Queenʼs Counsel) og barrister S. Abram)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Kommissionens afgørelse K(2012) 8839 endelig af 5. december 2012 i sag COMP/39.437 - TV og computer skærmrør annulleres i sin helhed eller delvist, for så vidt som det deri fastslås, at sagsøgerne overtrådte artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53.

De bøder, sagsøgerne er blevet pålagt, annulleres eller nedsættes.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fire anbringender.

Første anbringende om en tilsidesættelse af retten til kontradiktion vedrørende perioden indtil 10. februar 2003, idet:

Konklusionen i den anfægtede afgørelse om, at Matsushita Electric Industrial Co., Ltd. (herefter "MEI") deltog i den påståede samlede og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF vedrørende farveskærmrør (herefter "farveskærmrørskartellet") i perioden før 10. februar 2003, blev støttet på to nye anbringender, som ikke var anført i klagepunktsmeddelelsen: For det første at MEI vidste eller burde have vidst, at farveskærmrørskartellet fandtes, og for det andet at MEI traf et strategisk valg om at deltage i farveskærmrørskartellet via bilaterale kontakter. Tilsvarende støttes den anfægtede afgørelse på visse mundtlige udsagn og beviser i form af dokumenter eller dele deraf, som for første gang anføres til støtte for disse påstande.

Medtagelsen af disse påstande og materialer for første gang i den anfægtede afgørelse udgør en alvorlig tilsidesættelse af Panasonic Corporations (herefter "Panasonic") ret til kontradiktion, må afvises, og kræver at den nævnte afgørelse må annulleres for så vidt angår Panasonic og denne periode.

Andet anbringende om manglende bevis for, at MEI vidste eller burde have vidst, at farveskærmrørskartellet fandtes, og/eller hvad det omfattede for så vidt angår perioden indtil 10. februar 2003, idet:

Kommissionen - selv hvis de i første anbringende nævnte påstande og/eller beviser ikke afvises - ikke har bevist, at MEI vidste eller burde have vidst, at de bilaterale kontakter, som selskabet deltog i, var en del af en samlet plan, og at den samlede plan omfattede alle de omstændigheder, der indgår i det påståede farveskærmrørskartel.

De anførte beviser godtgør heller ikke, at MEI traf et strategisk valg om at deltage i farveskærmrørskartellet via bilaterale møder.

Tredje anbringende om manglende bevis for, at MEI/MT Picture Display Co., Ltd. (herefter "MTPD") deltog i den samlede og vedvarede overtrædelse, der er fastslået i den anfægtede afgørelse, fra den 10. februar 2003, idet:

Aktiviteterne i Europa og Asien ikke udgjorde en del af en fælles plan med et enkelt formål pr. den 10. februar 2003.

MEI/MTPD deltog ikke i nogen multilaterale farveskærmrørskartelmøder i Europa.

Kommissionen har ikke vedrørende MEI/MTPD's bilaterale kontakter under denne periode godtgjort, at MEI/MTPD havde kendskab til eller burde have haft kendskab til de multilaterale kartelaktiviteter i Europa blandt de andre adressater for den anfægtede afgørelse og indholdet af disse aktiviteter.

Fjerde anbringende om at den bøde, Panasonic/MTPD er blevet pålagt, skal annulleres i sin helhed eller subsidiært nedsættes, idet

Panasonic/MTPD's primære påstand er, at de konstaterede overtrædelser i forhold til hver af dem skal ophæves i deres helhed og at de bøder, der er blevet pålagt skal ophæves fuldstændigt.

Subsidiært, i tilfælde af at Panasonic/MTPD gives medhold i annullationssøgsmålet for så vidt angår visse, men ikke alle, anbringender, påstås bøderne nedsat tilsvarende.

Endvidere eller subsidiært nedlægges påstand om, at selv hvis den fastslåede overtrædelse fastholdes, er den bøde Panasonic/MTPD er blevet pålagt, uforholdsmæssig, fordi den anfægtede afgørelse anvender en fejlbehæftet fremgangsmåde, som tilregner salg inden for gruppen en fejlagtigt forhøjet værdi ved bødeberegningen.

Endvidere eller mere subsidiært nedlægges påstand om, at den bøde, Panasonic/MTPD er blevet pålagt, nedsættes i anerkendelse af selskabernes mindre involvering i det påståede farveskærmrørskartel.

____________