RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM (Tredje Afdeling)

12. februar 2014

Sag F-73/12

Jean-Pierre Bodson m. fl.

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

»Personalesag – ansatte ved EIB – ansættelsesforholdets kontraktmæssige karakter – ændring af EIB’s lønsystem og lønstigningsordning«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder sagsøgerne har nedlagt påstand om, for det første, annullation af afgørelserne i deres lønsedler for april 2012 om på sagsøgerne at anvende afgørelsen af 13. december 2011 truffet af bestyrelsen for Den Europæiske Investeringsbank (EIB eller herefter »Banken«), hvorved der fastsattes en lønstigning begrænset til 2,8%, og at anvende direktionen for EIB’s afgørelse af 14. februar 2012 om gennemførelse af førnævnte afgørelse truffet af bestyrelsen, og, for det andet, at EIB tilpligtes at betale sagsøgerne forskellen mellem de beløb, der skyldes i henhold til de ovennævnte afgørelser, og den tidligere ordning, samt erstatning.

Udfald:      Den Europæiske Investeringsbank frifindes. Jean-Pierre Bodson og de syv andre sagsøgere bærer deres egne omkostninger og betaler Bankens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – ansættelsesforholdets lovgivningsmæssige karakter – tilrettelæggelse af tjenestegrenene og fastsættelse af vederlag til de ansatte – administrationens skønsbeføjelse

(Protokollen vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, art. 21; vedtægten for de ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank, art. 13 og 20; Den Europæiske Investeringsbanks forretningsorden, art. 31)

2.      Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – løn – ændring af lønsystemet – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser

1.      Når ansættelseskontrakter er blevet indgået med et EU-organ, hvis opgave er af almen interesse, og som i en vedtægt kan fastsætte reglerne for de ansatte, er de kontraherende parters vilje nødvendigvis begrænset ved de forpligtelser af enhver karakter, som hidrører fra denne særlige opgave, og som binder både dette EU-organs direktionsorganer og dettes ansatte. I medfør af artikel 31 i Den Europæiske Investeringsbanks forretningsorden har EIB beføjelse til i dens forretningsorden at fastsætte de bestemmelser, der skal finde anvendelse på dens personale. Af denne grund er forholdet mellem EIB og dens kontraktansatte personale af lovgivningsmæssig karakter.

I denne retning råder EIB i forbindelse med varetagelsen af den opgave af almen interesse, der er betroet den, over et vidt skøn i forhold til at tilrettelægge sine tjenestegrene og til ensidigt at fastsætte de ansattes løn, uanset de retsakter af aftalemæssig karakter, der danner grundlag for de nævnte arbejdsforhold.

(jf. præmis 52, 53 og 55)

Henvisning til:

Domstolen: 14. oktober 2004, sag C-409/02 P, Pflugradt mod ECB, præmis 34 og 36; 22. december 2008, sag C-443/07 P, Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, præmis 60

Retten i Første Instans: 22. oktober 2002, forenede sager T-178/00 og T-341/00, Pflugradt mod ECB, præmis 53

2.      Hvad angår en ændring af Den Europæiske Investeringsbanks lønsystem og lønstigningsordning indebærer udarbejdelsen af budgettet for et Unionsorgan som Den Europæiske Investeringsbank komplekse vurderinger af politisk karakter og nødvendiggør, at der tages hensyn til den økonomiske udvikling og finansielle variabler. Det vide skøn, som EIB råder over i denne henseende, rummer kun mulighed for en begrænset domstolsprøvelse, der forbyder Retten at sætte sit eget skøn i stedet for det nævnte organs. Således skal Unionens retsinstanser begrænse sig til en undersøgelse af, om EIB har foretaget et åbenbart urigtigt skøn eller klart har overskredet grænserne for sit skøn.

Med henblik på at fastslå, at administrationen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, der kan begrunde, at en afgørelse annulleres, skal de beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremskaffe, være tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund for afgørelsen, bliver usandsynlige. Således er sagsøgernes påstand om, at EIB’s besparelser udelukkende er blevet båret af personalet, på ingen måde underbygget og kan ikke bidrage til, at det fastslås, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

(jf. præmis 78, 79 og 90)

Henvisning til:

Domstolen: 9. juni 2005, sag C-318/03, HLH Warenvertrieb og Orthica, præmis 75