Language of document :

Sag anlagt den 5. september 2016 – Dehtochema Bitumat mod Det Europæiske Kemikalieagentur

(Sag T-630/16)

Processprog: tjekkisk

Parter

Sagsøger: Dehtochema Bitumat, s.r.o. (Bělá pod Bezdězem, Den Tjekkiske Republik) (ved advokat P. Holý)

Sagsøgt: Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)

Sagsøgerens påstande

Det Europæiske Kemikalieagenturs afgørelse af 7. juli 2016, hvorefter sagsøgeren fortsat skal anses for at være en stor virksomhed, og derfor ikke er berettiget til gebyrnedsættelsen for en mellemstor virksomhed, annulleres og erklæres ugyldig, og det tillades, at gennemførelsen af denne afgørelse udsættes.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ifølge sagsøgeren har ECHA ved den ovennævnte afgørelse og dets handlinger begået magtmisbrug og tilsidesat legalitets- og retssikkerhedsprincippet.

Sagsøgeren har gjort gældende, at ECHA, ved undersøgelsen af, om der var tale om en lille eller mellemstor virksomhed (SMV), vurderede uafhængigheden af sagsøgerens virksomhed fejlagtigt og fejlagtigt medregnede et antal ansatte og en størrelse af den årlige omsætning for sagsøgerens virksomhed samt angiveligt tilknyttede partnervirksomheder, der ikke har tilknytning til sagsøgerens virksomhed eller dennes partnervirksomheder i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 340/2008 eller Kommissionens henstilling 2003/361/EF.

Den sagsøgende virksomhed har gjort gældende, at dens erklæring om den ukorrekte størrelse af virksomheden, som den fremsatte på foranledning af ECHA den 2. juni 2016, i det væsentlige blev fremsat i tillid til ECHA’s vurdering og løftet om et lavere gebyr.

Den sagsøgende virksomhed har anført, at dens registrering var blevet suspenderet, og at den udtrykkeligt havde meddelt ECHA, at den ikke har produceret de relevante produkter (registreringspligtige stoffer) siden 2011.

Den sagsøgende virksomhed har gjort gældende, at det følger af artikel 13, stk. 4, i Kommissionens forordning (EF) nr. 340/2008, at retten til en gebyrnedsættelse i forbindelse med registrering opstår, hvor det er muligt at dokumentere en sådan berettigelse, og at det således – i modsætning til det, som ECHA har gjort gældende – er hensigtsmæssigt at tillade sagsøgeren at dokumentere denne berettigelse.

____________