Forenede sager T-515/13 RENV og T-719/13 RENV
Kongeriget Spanien m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 23. september 2020
»Statsstøtte – støtte ydet af de spanske myndigheder til visse økonomiske interessegrupper (ØIG) og deres investorer – skatteordning for visse finansielle leasingkontrakter med henblik på køb af søgående skibe (spansk skatteleasingordning) – afgørelse, hvorved støtten erklæres delvist uforenelig med det indre marked og anordnes delvist tilbagesøgt – selektivitet – begrundelsespligt – tilbagesøgning af støtte – ligebehandling – berettiget forventning – retssikkerhed«
1. Retslig procedure – intervention – intervention i den hjemviste sag for en part, der alene har interveneret i appelsagen – lovlighed
(Rettens procesreglement, art. 217, stk. 1)
(jf. præmis 64 og 65)
2. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – skatteforanstaltninger til fordel for visse økonomiske interessegrupper og deres investorer – skatteordning for visse finansielle leasingkontrakter med henblik på køb af søgående skibe – ordning støttet på en forhåndstilladelse på grundlag af vage kriterier, der kræver skattemyndighedernes fortolkning – vage kriterier, der ikke kan anses for objektive – lovgivning, der de jure er skønsmæssig – omfattet
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 81-102)
3. Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – skatteforanstaltninger til fordel for visse økonomiske interessegrupper og deres investorer – skatteordning for visse finansielle leasingkontrakter med henblik på køb af søgående skibe – marked, der er åbent for samhandel mellem medlemsstaterne – prisnedsættelse, der kan fordreje konkurrencevilkårene på markedet for køb og salg af søgående skibe
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 103-107)
4. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsafgørelse vedrørende statsstøtte – domstolsprøvelse
[Art. 296, stk. 2, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra c)]
(jf. præmis 118-132)
5. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – skatteforanstaltninger til fordel for visse økonomiske interessegrupper og deres investorer – foranstaltninger, der svarer til en anden ordning, som har været genstand for et påbud om tilbagesøgning – forskellig behandling – objektiv begrundelse
(Art. 108 TEUF)
(jf. præmis 139-146)
6. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – støtte ydet i strid med procedurereglerne i artikel 108 TEUF – eventuelt berettiget forventning hos støttemodtagerne – beskyttelse – betingelser og grænser – usædvanlige omstændigheder – foreligger ikke
(Art. 108 TEUF)
(jf. præmis 155-176)
7. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – retssikkerhedsprincippet – betingelser og grænser – usædvanlige omstændigheder – foreligger ikke
(Art. 108 TEUF)
(jf. præmis 193-206)
8. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – identifikation af støttemodtageren – kriterium – effektiv nydelse
(Art. 108, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 217-220)
Resumé
Den spanske skatteordning for visse finansielle leasingkontrakter indgået af skibsværterne udgør en støtteordning
Den ulovlige statsstøtte, der er ydet i medfør heraf, skal tilbagesøges fra dens modtagere
I 2006 modtog Europa-Kommissionen flere klager over den »spanske leasingbeskatningsordning« (herefter »SLB-ordningen«) for visse finansielle leasingkontrakter, idet denne ordning gav rederier mulighed for at købe skibe bygget af spanske skibsværfter med en rabat på 20-30%. Formålet med SLB-ordningen var ifølge Kommissionen at lade visse skatteforanstaltninger komme til fordel for økonomiske interessegrupper (herefter »ØIG’er«) og de investorer, som deltager heri, og som derefter ville overføre en del af disse fordele til de rederier, som køber et nyt skib.
I den anfægtede afgørelse (1), som blev vedtaget i juli 2013, fastslog Kommissionen, at SLB-ordningen udgjorde statsstøtte (2) i form af en selektiv skattefordel, som var delvist uforenelig med det indre marked. Eftersom denne støtteordning havde været gennemført i strid med anmeldelsespligten siden den 1. januar 2002 (3), pålagde Kommissionen de nationale myndigheder at tilbagesøge støtten fra investorerne, dvs. ØIG’erners medlemmer.
I september 2013 anlagde Kongeriget Spanien, Lico Leasing, SA og Pequeños y Medianos Astilleros Sociedad de Reconversión, SA (herefter »sagsøgerne«) sag med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse. Ved dom af 17. december 2015, Spanien m.fl. mod Kommissionen (4) (T-515/13 og T-719/13, EU:T:2015:1004), fastslog Retten, at den fordel, som ØIG’ernes investorer havde modtaget, ikke var selektiv, og at begrundelsen vedrørende kriterierne for konkurrenceforvridning og for påvirkningen af samhandelen var utilstrækkelig. Den anfægtede afgørelse blev følgelig annulleret, uden at det var fornødent at træffe afgørelse om de øvrige anbringender og argumenter, som sagsøgerne havde fremsat. Efter appel iværksat af Kommissionen besluttede Domstolen ved dom af 25. juli 2018, Kommissionen mod Kongeriget Spanien m.fl. (5) (C-128/16 P, EU:C:2018:591), at ophæve Rettens dom. Domstolen fastslog nemlig, at Retten i analysen af skatteforanstaltningernes selektive karakter havde foretaget en urigtig anvendelse af traktatens bestemmelser om statsstøtte, og at Kommissionens afgørelse i modsætning til, hvad Retten havde fastslået, ikke var behæftet med en begrundelsesmangel. Efter at have bemærket, at Retten ikke havde truffet afgørelse om samtlige de anbringender, der var rejst for den, fastslog Domstolen, at tvisten ikke var moden til påkendelse, og hjemviste derfor sagerne til Retten.
Ved dom i den hjemviste sag, afsagt den 23. september 2020, Spanien m.fl. mod Kommissionen (T-515/13 RENV og T-719/13 RENV), frifandt Retten Kommissionen i søgsmålet anlagt af sagsøgerne.
Retten undersøgte for det første kvalificeringen af skatteforanstaltningerne som statsstøtte. I denne forbindelse undersøgte den indledningsvis, om Kommissionen kunne konkludere, at de foranstaltninger, der var indrømmet i medfør af SLB-ordningen samlet set, havde selektiv karakter. Efter en henvisning til retspraksis om selektivitet, der følger af de nationale myndigheders skønsbeføjelse under udøvelse af deres skattemæssige kompetencer (6), bemærkede Retten, at skatteforvaltningen indrømmede den pågældende skatteordning som led i en forhåndsgodkendelse på grundlag af vage kriterier, der krævede en fortolkning, hvis udøvelse ikke var reguleret. Skatteforvaltningen kunne således fastsætte startdatoen for afskrivningen under hensyn til omstændigheder, der var defineret med en ordlyd, som gav forvaltningen en betydelig skønsmargen. Ifølge Retten kunne eksistensen af disse skønsmæssige aspekter begunstige modtagerne i forhold til andre skattepligtige personer, der befandt sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation. Navnlig kunne andre ØIG’er ikke have været begunstiget af den indledende afskrivning på de samme betingelser. For at forkaste argumentet om, at godkendelsen i praksis blev indrømmet alle ØIG’er, der var aktive i den pågældende sektor, fremhævede Retten endvidere, at henset til, at lovgivningen de jure var skønsmæssig, er det af begrænset betydning, om den de facto blev anvendt skønsmæssigt. Retten udledte heraf, at eftersom en af de foranstaltninger, som gjorde det muligt at være begunstiget af SLB-ordningen, som helhed var selektiv, nemlig tilladelsen til indledende afskrivning, begik Kommissionen ikke en fejl ved at finde, at ordningen som helhed var selektiv. Retten fremhævede herefter, at markedet for køb og salg af søgående skibe var åbent for samhandel mellem medlemsstaterne, og at en nedsættelse på 20-30% af prisen på et skib truede med at fordreje konkurrencevilkårene på det marked, hvor ØIG’erne var aktive. Betingelserne om risikoen for fordrejning af konkurrencevilkårene og påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne var således opfyldt. Følgelig forkastede Retten anbringendet om en tilsidesættelse af kvalificeringen af foranstaltningen som statsstøtte.
For det andet undersøgte Retten tilbagesøgningen af den ulovlige støtte og forkastede de forskellige anbringender, som sagsøgerne havde fremsat i denne henseende. Den forkastede navnlig den angivelige tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Sagsøgerne havde nemlig ikke godtgjort, at de havde modtaget præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer fra Kommissionen om, at den omhandlede ordning ikke henhørte under begrebet statsstøtte. Retten fastslog endvidere, at Kommissionen havde taget behørigt hensyn til kravet om retssikkerhed i den anfægtede afgørelse, og at den derfor havde foretaget en tidsmæssig begrænsning af tilbagesøgningen af den ulovlige støtte. Tilbagesøgningen af støtte blev således begrænset til støtte indrømmet efter offentliggørelsen af beslutningen om de franske skattemæssige ØIG’er, som havde bragt den situation med retsusikkerhed, som udsprang af Brittany Ferries-beslutningen (7), til ophør. I denne forbindelse fastslog Retten, at Kommissionen ikke havde begået en fejl ved at finde, at offentliggørelsen af denne beslutning havde bragt enhver retsusikkerhed til ophør, eftersom en ordning, som kunne sammenlignes med SLB-ordningen, i denne beslutning var blevet kvalificeret som statsstøtte. Retten fremhævede desuden, at gyldigheden af denne konstatering ikke blev draget i tvivl ved senere omstændigheder, såsom Kommissionens angivelige passivitet i forhold til den pågældende ordning.
Endelig forkastede Retten ligeledes anbringendet om tilsidesættelse af de principper, der finder anvendelse for tilbagesøgningen. Sagsøgerne kritiserede den anfægtede afgørelse, for så vidt som den pålagde tilbagesøgning af hele støtten fra investorerne (ØIG’ernes medlemmer), selv om en del af skattefordelen var blevet overført til rederierne. Kommissionen havde nemlig besluttet, at rederierne ikke var støttemodtagere, hvorfor tilbagesøgningen alene og i sin helhed vedrørte investorerne, der var de eneste modtagere af hele støtten som følge af ØIG’ernes skattemæssige transparens. Retten fastslog, at Kommissionen derfor uden at begå en fejl havde pålagt tilbagesøgning af hele støtten fra investorerne, selv om de havde overført en del af fordelen til andre erhvervsdrivende, eftersom de sidstnævnte ikke blev betragtet som støttemodtagere. Det var nemlig investorerne, som virkelig havde modtaget støtten, eftersom gældende ret ikke pålagde dem at overføre en del af støtten til tredjeparter.