RETTENS DOM (Første Afdeling)
13. januar 1999 (1)
»Erstatningssøgsmål - ansvar uden for kontraktforhold - mælk - tillægsafgift -
referencemængde - producenter, der har påtaget sig en ikke-markedsføringsforpligtelse - ufrivillig genoptagelse af produktionen ved
forpligtelsens ophør - nationale myndigheders retsakter«
I sag T-1/96,
Bernhard Böcker-Lensing og Ludger Schulze-Beiering, landmænd, deltagere i et
tysk interessentskab, Borken (Tyskland), ved advokaterne Bernd Meisterernst,
Mechtild Düsing, Dietrich Manstetten, Frank Schulze og Klaus Kettner, Münster,
og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Dupong og Dupong, 4-6, rue
de la Boucherie,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved juridisk konsulent Arthur Brautigam, som
befuldmægtiget, bistået af advokaterne Hans-Jürgen Rabe, Georg M. Berrisch og
Marco Núñez-Müller, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg
hos generaldirektør Alessandro Morbilli, Den Europæiske Investeringsbanks
Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,
og
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved ledende juridisk konsulent
Dierk Booss og Michael Niejahr, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som
befuldmægtigede, bistået af advokaterne Hans-Jürgen Rabe, Georg M. Berrisch og
Marco Núñez-Müller, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg
hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret,
Kirchberg,
angående en påstand i medfør af EF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2,
om erstatning af det tab, sagsøgerne har lidt ved, at de har været forhindret i at
markedsføre mælk som følge af Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts
1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EØF)
nr. 804/68 omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13), som
suppleret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 (EFT
L 132, s. 11),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Første Afdeling)
sammensat af præsidenten, B. Vesterdorf, og dommerne R.M. Moura Ramos og
P. Mengozzi,
justitssekretær: H. Jung,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 24.
september 1998,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
- 1.
- I 1977 udstedte Rådet med henblik på at nedbringe en overskudsproduktion af
mælk inden for Fællesskabet forordning (EØF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om
indførelse af en præmieordning for ikke-markedsføring af mælk og mejeriprodukter
og for omstilling af malkekvægsbesætninger (EFT L 131, s. 1, herefter »forordning
nr. 1078/77«). Ved forordningen blev producenterne tilbudt en præmie for at
påtage sig en forpligtelse til at undlade at markedsføre mælk i en periode på fem
år eller omstille besætningerne.
- 2.
- Trods mange producenters indgåelse af sådanne forpligtelser, fortsatte
overproduktionen i 1993. Rådet udstedte derfor forordning (EØF) nr. 856/84 af 31.
marts 1984 (EFT L 90, s. 10) om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 804/68
af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT
1968 I, s. 169). Ved den nye artikel 5c i forordningen blev der indført en
»tillægsafgift« på de mængder mælk, som producenterne leverer, og som overstiger
en »referencemængde«.
- 3.
- Ved Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler
for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning nr. 804/68 omhandlede afgift på
mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13, herefter »forordning nr. 857/84«) blev
referencemængden for hver enkelt producent fastsat på grundlag af den
produktion, der var leveret i et referenceår, nemlig kalenderåret 1981, med
forbehold af muligheden for medlemsstaterne at vælge kalenderåret 1982 eller
1983. Forbundsrepublikken Tyskland valgte sidstnævnte som referenceår.
- 4.
- De ikke-markedsføringsforpligtelser, som visse producenter havde indgået i medfør
af forordning nr. 1078/77, dækkede de referenceår, der var valgt. Da sagsøgerne
ikke havde produceret mælk i de pågældende år, kunne de ikke få tildelt en
referencemængde og således heller ikke markedsføre mælk, der var fritaget for
tillægsafgiften.
- 5.
- Ved domme af 28. april 1988 i sagerne Mulder (sag 120/86, Sml. s. 2321, herefter
»Mulder I-dommen«) og Von Deetzen (sag 170/86, Sml. s. 2355) fastslog
Domstolen, at forordning nr. 857/84, som suppleret ved Kommissionens forordning
(EØF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 om gennemførelsesbestemmelserne for den
tillægsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning nr. 804/68 (EFT L 132, s.
11), er ugyldig som følge af, at den tilsidesætter princippet om beskyttelse af den
berettigede forventning.
- 6.
- Med henblik på at opfylde disse domme udstedte Rådet forordning (EØF) nr.
764/89 af 20. marts 1989 om ændring af forordning nr. 857/84 (EFT L 84, s. 2). I
medfør af denne ændringsforordning fik de producenter, der havde indgået ikke-markedsførings- eller omstillingsforpligtelser, tildelt en »særlig« referencemængde
(også benævnt »kvote«).
- 7.
- Tildelingen af en særlig referencemængde var undergivet flere betingelser. Visse
af disse betingelser, der navnlig angik tidspunktet for ikke-markedsføringsforpligtelsens ophør, blev kendt ugyldige af Domstolen ved domme
af 11. december 1990 i sagerne Spagl (sag C-189/89, Sml. I, s. 4539) og Pastätter
(sag C-217/89, Sml. I, s. 4585).
- 8.
- På baggrund af disse domme udstedte Rådet forordning (EØF) nr. 1639/91 af 13.
juni 1991 om ændring af forordning nr. 857/84 (EFT L 150, s. 35, herefter
»forordning nr. 1639/91«), som ophævede de forpligtelser, der var blevet kendt
ugyldige, hvorefter de berørte producenter kunne få tildelt en særlig
referencemængde.
- 9.
- Ved dom af 19. maj 1992 i sagerne Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen
(forenede sager C-104/89 og C-37/90, Sml. I, s. 3061, herefter »Mulder II-dommen«), fastslog Domstolen, at Fællesskabet var ansvarligt for de tab, der var
forvoldt visse mælkeproducenter, som havde været forhindret i at markedsføre
mælk som følge af anvendelsen af Rådets forordning nr. 857/84, fordi de havde
påtaget sig nogle forpligtelser i medfør af forordning nr. 1078/77.
- 10.
- På foranledning af denne dom offentliggjorde Rådet og Kommissionen den 5.
august 1992 meddelelse 92/C 198/04 (EFT C 198, s. 4). Efter heri at have redegjort
for virkningerne af Mulder II-dommen tilkendegav institutionerne med henblik på
at give dommen fuld virkning, at de ville vedtage de praktiske regler for betaling
af erstatning til de pågældende producenter. Indtil vedtagelsen af de omhandlede
regler forpligtede institutionerne sig over for enhver producent, der havde krav på
erstatning, til at give afkald på at påberåbe sig forældelsen i henhold til artikel 43
i EØF-statutten for Domstolen. Forpligtelsen var dog betinget af, at retten til
erstatning ikke var forældet på tidspunktet for offentliggørelsen af meddelelsen
eller på det tidspunkt, hvor producenten havde rettet henvendelse til en af
institutionerne.
- 11.
- Rådet udstedte derpå forordning (EØF) nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om
erstatning til visse producenter af mælk og mejeriprodukter, som midlertidigt har
været forhindret i at udøve deres virksomhed (EFT L 196, s. 6). Forordningen
hjemler et tilbud om en fast erstatning til de producenter, som under nærmere
angivne omstændigheder har lidt tab ved anvendelsen af den ordning, som var
omhandlet i Mulder II-dommen.
Den faktiske baggrund for tvisten
- 12.
- Böcker-Lensing, der er landmand i Borken (Tyskland), har indgået en ikke-markedsføringsforpligtelse inden for rammerne af forordning nr. 1078/77.
Forpligtelsen ophørte den 18. marts 1983. Han har ikke genoptaget produktionen
af mælk ved forpligtelsens ophør.
- 13.
- Den 13. september 1988 indgik han en kontrakt med en anden landmand, Schulze-Beiering, om oprettelse pr. 15. september 1988 af et interessentskab, hvis formål
var at drive landbrugsvirksomhed. Han indskød det landbrugsareal, for hvilket han
havde indgået ikke-markedsføringsforpligtelsen, i dette selskab.
- 14.
- Ved skrivelse af 28. juni 1989 anmodede han de nationale myndigheder om tildeling
af en referencemængde.
- 15.
- Ved skrivelser af 21. december 1990 fremsatte han over for Rådet og
Kommissionen krav om erstatning for sine tab. I sine svar af henholdsvis 11. januar
1991 og 19. februar 1991 erklærede institutionerne, at de ikke ville påberåbe sig
forældelsen, indtil udløbet af en frist på tre måneder fra offentliggørelsen af
Mulder II-dommen i De Europæiske Fællesskabers Tidende, dog under forudsætning
af, at retten til erstatning ikke allerede var forældet.
- 16.
- Efter vedtagelsen af forordning nr. 1639/91 afslog de nationale myndigheder at
tildele den første sagsøger en referencemængde med den begrundelse, at da det
landbrugsareal, der var genstand for ikke-markedsføringsforpligtelsen, var blevet
indskudt i selskabet, var det ikke længere muligt at anse ham for »producent« i
den betydning, hvori udtrykket er anvendt i artikel 12, litra c), i forordning nr.
857/84.
- 17.
- Efter vedtagelsen af forordning nr. 2187/93 af 22. juli 1993 anmodede første
sagsøger om at få tilsendt et tilbud om erstatning som omhandlet i denne
forordning. Anmodningen blev afvist med henvisning til, at ingen af sagsøgerne, i
modsætning til hvad der var foreskrevet i forordningen, havde fået tildelt en endelig
referencemængde.
- 18.
- Efter Domstolens dom af 27. januar 1994 (sag C-98/91, Herbrink, Sml. I, s. 223),
som har anerkendt, at et interessentskab har ret til at få tildelt en særlig
referencemængde, modtog selskabet Böcker-Beiering den 10. april 1995 fra de
nationale myndigheder en foreløbig særlig referencemængde, som blev endelig den
5. juli 1996.
- 19.
- Ved skrivelse af 5. april gjorde sagsøgerne et erstatningskrav gældende over for
Kommissionen. Kommissionen svarede ved skrivelse af 30. maj 1995, at man var
i færd med at undersøge, i hvilket omfang der kunne tilkendes dem erstatning.
Denne skrivelse er forblevet resultatløs.
- 20.
- Den første sagsøger har ved aftale af 27. juni 1996 overdraget sine erstatningskrav
mod Fællesskabet til selskabet.
Retsforhandlinger og parternes påstande
- 21.
- Ved stævning indleveret den 2. januar 1996 har sagsøgerne anlagt nærværende sag.
Foruden de nedenfor nævnte påstande har de anmodet om udsættelse af sagen.
- 22.
- Rådet og Kommissionen modsatte sig ved processkrift af 5. februar 1996 denne
anmodning. Ved kendelse af 27. februar 1996 afviste formanden for Rettens Første
Afdeling denne anmodning.
- 23.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Første Afdeling)
besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse,
men har anmodet parterne om at besvare visse spørgsmål skriftligt.
- 24.
- Sagsøgerne har for Retten nedlagt følgende påstande:
- De sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgerne en erstatning for perioden
2.4.1984 til 13.6.1991 på 118 436,52 DEM med rente 8% pro anno fra
19.5.1992.
- De sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger samt omkostninger til
syn og skøn med 1 961,90 DEM.
- 25.
- De sagsøgte har for Retten nedlagt følgende påstande:
- Afvisning.
- Subsidiært frifindelse.
- Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
- 26.
- Sagsøgerne har anført, at betingelserne for Fællesskabets erstatningsansvar for den
skade, som de har lidt, er opfyldt. De sagsøgte har bestridt, at betingelserne er
opfyldt, og har gjort gældende, at sagen bør afvises, fordi den ikke opfylder kravene
i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), og fordi de påberåbte rettigheder er
forældede.
Formaliteten
- 27.
- De sagsøgte har gjort gældende, at stævningen ikke opfylder kravene i
procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c). De har anført, at det ikke afstævningen fremgår, hvorledes første sagsøger har overdraget den påberåbte ret til
erstatning til selskabet.
- 28.
- De har desuden gjort gældende, at disse rettigheder er forældede. De skrivelser,
som første sagsøger sendte til Rådet og Kommissionen den 21. december 1990,
kunne ikke afbryde forældelsen, da sagsøgerne ikke havde anlagt sag inden for
fristen på to måneder i traktatens artikel 173, som artikel 43, tredje punktum, i
statutten for Domstolen henviser til. Under disse omstændigheder ville alle de
rettigheder, der er opstået før den 2. januar 1991, være forældede på datoen for
sagsanlægget, den 2. januar 1996.
- 29.
- Det bemærkes, at i overensstemmelse med procesreglementets artikel 44, stk. 1,
litra c), skal stævningen indeholde søgsmålets genstand og en kort fremstilling af
søgsmålsgrundene.
- 30.
- Beviset for overdragelsen af første sagsøgers ret til erstatning til selskabet fremgår
af aftalen, indgået mellem de to parter den 27. juni 1996, og som sagsøgerne har
vedlagt replikken. Det fremgår heraf, at første sagsøger har overdraget selskabet
retten til den erstatning, som han var berettiget til inden selskabets stiftelse.
- 31.
- For så vidt angår forældelsen må det fastslås, at denne i den foreliggende sag kan
påvirke omfanget af den ret til erstatning, som sagsøgerne har påberåbt sig. Det vil
derfor være hensigtsmæssigt først at undersøge, om betingelserne for at
Fællesskabet ifalder erstatningsansvar i medfør af traktatens artikel 215 er opfyldt.
- 32.
- Sagen bør derfor antages til realitetsbehandling.
Fællesskabets erstatningsansvar
Parternes argumenter
- 33.
- Sagsøgerne har anført, at de har lidt skade som følge af, at de ikke fik tildelt en
referencemængde efter forordning nr. 857/84, som er blevet erklæret ugyldig af
Domstolen. På grundlag af Mulder II-dommen har de gjort gældende, at det
påhviler institutionerne at betale erstatning for skaden.
- 34.
- Den periode, i hvilken produktion var forhindret, varede, indtil sagsøgerne fik
tildelt en foreløbig referencemængde i 1995, efter afsigelsen af Herbrink-dommen,
a.st.. Fra tidspunktet for vedtagelsen af forordning nr. 1693/91, som tildelte en
referencemængde til producenter i denne situation, er det de nationale
myndigheder, der skal bære ansvaret for, at de er blevet forhindret i at producere
denne mængde. Følgelig er det kun perioden indtil den 13. juni 1991, datoen for
forordning nr. 1639/91's ikrafttrædelse, der skal erstattes.
- 35.
- Som svar på de sagsøgtes anbringender vedrørende den manglende
årsagsforbindelse mellem tabet og Fællesskabets adfærd, har sagsøgerne anført, at
Domstolen i dommene Spagl og Pastätter har fastslået, at man ikke kan kræve, at
producenter, der har underskrevet en ikke-markedsføringsforpligtelse, genoptager
produktionen af mælk umiddelbart efter forpligtelsens ophør. Følgelig burde enhver
landmand, hvis ikke-markedsføringsperiode udløb i 1983, have haft tid til at
modernisere sine anlæg og sin besætning, inden produktionen blev genoptaget.
- 36.
- Sagsøgerne har anført, at de havde til hensigt at genoptage produktionen af mælk
efter at have moderniseret besætningen, hvilket de ikke har kunnet gøre på grund
af forordning nr. 857/84. Det følger under alle omstændigheder af Domstolens dom
af 22. oktober 1992 (sag C-85/90, Dowling, Sml. I, s. 5305), at producenterne med
henblik på genoptagelse af produktionen mindst skulle råde over perioden fra 1.
januar 1983 til forordning nr. 857/84's ikrafttrædelse i 1984.
- 37.
- Med hensyn til statussen som producent, som de sagsøgte har anfægtet, har
sagsøgerne anført, at de nationale myndigheder har tildelt dem en endelig
referencemængde og således har anerkendt egenskaben af producent.
Fællesskabsinstitutionerne er bundet af denne anerkendelse.
- 38.
- De sagsøgte har bestridt Fællesskabets erstatningsansvar over for sagsøgerne.
Første sagsøger har af egen vilje besluttet ikke at genoptage produktionen ved
ophøret af sin ikke-markedsføringsforpligtelse i 1983. Da opgivelsen af
produktionen er blevet besluttet af årsager, som ikke har noget at gøre med
forpligtelsen eller dennes følger, kan det ikke hævdes, at princippet om beskyttelse
af den berettigede forventning er blevet tilsidesat. Det påberåbte tab af indtægter
frembyder således ikke nogen årsagsforbindelse med Fællesskabets retsanordnende
adfærd.
Rettens bemærkninger
- 39.
- Fællesskabet kan kun ifalde ansvar uden for kontraktforhold efter traktatens artikel
215, stk. 2, for det tab, institutionerne har forvoldt, såfremt visse betingelser er
opfyldt, nemlig at den adfærd, som fællesskabsinstitutionen kritiseres for at have
udvist, er retsstridig, at der er indtrådt et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem
den retsstridige adfærd og det hævdede tab (Domstolens dom af 17.12.1981,
forenede sager 197/80, 198/80, 199/80, 200/80, 243/80, 245/80 og 247/80,
Ludwigshafener Walzmühle m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 3211,
præmis 18, og Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93,
Exportateurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis
80).
- 40.
- Med hensyn til situationen for de mælkeproducenter, der havde indgået en ikke-markedsføringsforpligtelse, er Fællesskabet erstatningsansvarlig over for hver enkelt
producent, der har lidt et erstatteligt tab, som følge af at han har været forhindret
i at levere mælk i medfør af forordning nr. 857/84 (Mulder II-dommen, præmis 22).
- 41.
- Dette erstatningsansvar skyldes krænkelsen af den berettigede forventning, som
producenter, tilskyndet af en fællesskabsretsakt til at indstille markedsføringen af
mælk i en begrænset periode af hensyn til almenvellet og mod betaling af en
præmie, kunne have med hensyn til deres ikke-markedsføringsforpligtelses
begrænsede virkninger (Mulder I-dommen, præmis 24, og Von Deetzen-dommen,
a.st., præmis 13). Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er dog
ikke til hinder for, at der - af årsager der ikke har noget at gøre med ikke-markedsføringsforpligtelsen - under en ordning som tillægsafgiftsordningen
pålægges en producent begrænsninger som følge af, at han ikke har markedsført
mælk i en bestemt periode, der ligger forud for ikrafttrædelsen af den nævnte
ordning.
- 42.
- Sagsøgerne har gjort gældende, at anvendelsen af forordning nr. 857/84 ville
medføre en ulovlig nægtelse af en referencemængde i perioden fra den 2. april
1984 til den 13. juni 1991. Det ville have skuffet første sagsøgers håb om at kunne
genoptage mælkeproduktionen ved ophøret af hans ikke-markedsføringsperiode.
- 43.
- Under disse omstændigheder bør det først undersøges, om de anbringender, som
sagsøgerne har fremført til støtte for et erstatningskrav, er berettigede, navnlig om
der består en ulovlig adfærd fra institutionernes side, og om der er indtrådt det
hævdede tab.
- 44.
- Det bemærkes, at første sagsøger ikke genoptog mælkeproduktionen ved ophøret
af ikke-markedføringsperioden i marts 1983, og først flere år efter gav udtryk for
at ville genoptage den. Som Kommissionen har anført, fremgår det af den
sagkyndige erklæring, som sagsøgerne har fremlagt, at staldbygningerne
vedligeholdtes i den periode, forpligtelsen gjaldt. Producenten havde altså kunnet
genoptage produktionen i 1983 og som følge heraf få tildelt en referencemængde,
da ordningen med tillægsafgifter trådte i kraft i 1984.
- 45.
- Desuden er årsagerne til, at mælkeproduktionen ikke blev genoptaget ved ophøret
af ikke-markedsføringsforpligtelsen, irrelevante for det forhold, at der var indgået
en forpligtelse i medfør af forordning nr. 1078/77. Som sagsøgernes advokat har
anført under den mundtlige forhandling, ville første sagsøger give sig tid til at rejse
den nødvendige kapital til modernisering af staldbygningerne.
- 46.
- I modsætning til sagsøgerne i Spagl- og Pastätter-dommene, a.st., har første
sagsøger ikke i denne sag godtgjort at have foretaget skridt, der kan bevise hans
hensigt om at genoptage produktionen ved ophøret af ikke-markedsføringsperioden.
- 47.
- Da sagsøgeren ikke frivilligt har genoptaget produktionen, kan han ikke gøre en
berettiget forventning om at kunne genoptage mælkeproduktionen på et hvilket
som helst tidspunkt i fremtiden, gældende. På områder med en fælles
markedsordning, hvor der sker en løbende tilpasning til ændringer i den
økonomiske situation, kan de erhvervsdrivende ikke have en berettiget forventning
om, at de ikke underlægges begrænsninger som følge af eventuelle
markedspolitiske eller strukturpolitiske bestemmelser (jf., i denne retning,
Domstolens dom af 17.6.1987, forenede sager 424/85 og 425/85, Frico, Sml. s. 2755,
præmis 33, Mulder I-dommen, præmis 23, og Von Deetzen-dommen, a.st., præmis
12).
- 48.
- Under disse omstændigheder ville første sagsøger ikke høre til blandt de
producenter, hvorpå ovennævnte forordning nr. 764/89 af 20. marts 1989 og
forordning nr. 1639/91 fandt anvendelse, da disse retsanordnende akter ikke havde
til formål at ophæve udelukkelsen af tildeling af referencemængder til producenter,
der havde været forhindret i at genoptage markedsføringen ved ophøret af den
forpligtelse, som de havde indgået.
- 49.
- Det følger af ovenstående, at Fællesskabet ikke kan ifalde ansvar overfor
sagsøgerne for anvendelsen af forordning nr. 857/84.
- 50.
- Det forhold, at de nationale myndigheder har tildelt sagsøgerne en
referencemængde den 10. april 1995, ændrer på ingen måde dette resultat. Da de
nationale myndigheders adfærd ikke er bindende for Fællesskabet, kan tildelingen
af en referencemængde ikke foregribe spørgsmålet om eksistensen af en ret til
erstatning i medfør af traktatens artikel 215, stk. 2.
- 51.
- Desuden kan sagsøgerne ikke hævde at have lidt et tab i perioden fra den 2. april
1984 til den 28. juni 1989 med henvisning til, at de var forhindret i at genoptage
mælkeproduktionen. Første sagsøger har faktisk først den 28. juni 1989 anmodet
om tildeling af en referencemængde.
- 52.
- Da de sagsøgte ikke har udvist en ulovlig adfærd, der har medført den anførte
skade, kan et erstatningsansvar for Fællesskabet ikke komme i betragtning. Følgelig
er det unødvendigt at undersøge, om de andre betingelser for et sådan ansvar er
opfyldt.
- 53.
- Under disse omstændigheder er det unødvendigt at undersøge spørgsmålet om
forældelse.
- 54.
- Det følger af ovenstående, at de sagsøgte skal frifindes.
Sagens omkostninger
- 55.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part
at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne
har tabt sagen, bør de i overensstemmelse med Rådets og Kommissionens påstande
pålægges at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling)
1) Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske
Fællesskaber frifindes.
2) Sagsøgerne betaler sagens omkostninger.
Vesterdorf Moura Ramos Mengozzi
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. januar 1999.
H. Jung
B. Vesterdorf
Justitssekretær
Præsident