Language of document : ECLI:EU:F:2009:99

PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

20. juli 2009

Sag F-86/07

Luigi Marcuccio

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – psykisk chikane – anmodning om undersøgelse – åbenbart afvisningsgrundlag – åbenbart, at sagen er retligt ugrundet«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Luigi Marcuccio i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om afslag på hans anmodning om, at der blev iværksat en undersøgelse vedrørende den psykiske chikane, han var udsat for i den periode, han var udstationeret ved Kommissionens delegation i Angola, og påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den skade, han blev forvoldt som følge af den angivelige psykiske chikane.

Udfald: Sagen afvises, da det er åbenbart, at søgsmålet delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet. I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Luigi Marcuccio betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – forberedende retsakt – rapport fra Undersøgelses- og Disciplinærkontoret – afvisning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

1.      Med hensyn til tjenestemandsklager kan akter til forberedelse af en endelig afgørelse ikke indeholde klagepunkter og kan derfor kun anfægtes accessorisk under et søgsmål til prøvelse af de retsakter, som kan være genstand for annullation. Selv om visse rent forberedende foranstaltninger kan være bebyrdende for en tjenestemand, for så vidt som de kan påvirke indholdet af en senere anfægtelig retsakt, kan de ikke være genstand for et selvstændigt søgsmål, men skal anfægtes til støtte for et søgsmål til prøvelse af denne retsakt.

Eftersom rapporten fra Undersøgelses- og Disciplinærkontoret kun udgjorde en foranstaltning til forberedelse af en endelig afgørelse, som ansættelsesmyndigheden i en konkret sag skulle vedtage, skal påstandene om annullation af nævnte rapport forkastes.

(jf. præmis 39 og 40)

Henvisning til:

Domstolen: 7. april 1965, sag 11/64, Weighardt mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 55, org.ref.: Rec. s. 365, på s. 383, 11. juli 1968, sag 35/67, Van Eick mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 523, org.ref.: Rec. s. 481, på s. 500, 14. februar 1989, sag 346/87, Bossi mod Kommissionen, Sml. s. 303, præmis 23.

Retten i Første Instans: 6. april 2006, sag T-309/03, Camós Grau mod Kommissionen, Sml. II, s. 1173, præmis 46-58.

2.      I henhold til den bistandspligt, som påhviler administrationen, skal denne, når der er indtruffet en begivenhed, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skride ind med den nødvendige fasthed og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene tillader det, for at konstatere, hvad der er sket, og for på denne baggrund at kunne beslutte, hvilke konsekvenser dette skal have. I denne forbindelse er det tilstrækkeligt, at den tjenestemand, der gør krav på beskyttelse fra institutionens side, fremlægger et foreløbigt bevis for, at de angreb, som han hævder at have været udsat for, faktisk har fundet sted. I så fald er den pågældende institution forpligtet til at iværksætte passende foranstaltninger, navnlig ved at gennemføre en undersøgelse, for i samarbejde med klagens ophavsmand at fastslå de omstændigheder, der ligger til grund for klagen.

(jf. præmis 47)

Henvisning til:

Domstolen: 26. januar 1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, Sml. s. 99, præmis 15 og 16.

Personaleretten: 17. oktober 2007, sag F-63/06, Mascheroni mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 36.