Language of document :

Appel iværksat den 8. april 2022 af Scania AB, Scania CV AB og Scania Deutschland GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tiende Udvidede Afdeling) den 2. februar 2022 i sag T-799/17, Scania m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-251/22 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Scania AB, Scania CV AB og Scania Deutschland GmbH (ved advocaat D. Arts, avocate F. Miotto, advocate N. De Backer, advocaat C.E. Schillemans og advokaterne C. Langenius, S. Falkner, L. Ulrichs og P. Hammarskiöld)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves helt eller delvist.

Kommissionens afgørelse C(2017) 6467 final af 27. september 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen (sag AT.39824 – Lastbiler) annulleres helt eller delvis, og/eller de relevante bøder eftergives eller nedsættes, eller

sagen hjemvises til Retten til afgørelse, og

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanterne fremsat følgende fire anbringender:

Med det første anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den undlod at anerkende, at Kommissionen ved at vedtage forligsafgørelsen 1 og derefter fortsætte sin undersøgelse over for Scania med de samme sagsbehandlere tilsidesatte artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som fortolket i Domstolens retspraksis.

Med det andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den karakteriserede den geografiske udstrækning af adfærden på tysk niveau således, at den omfattede hele EØS, hvorimod den var begrænset til Tyskland.

Med det tredje anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den karakteriserede en række af adfærd på de tre forskellige niveauer som én samlet overtrædelse.

Subsidiært har appellanterne med det fjerde anbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den opretholdt en bøde i forbindelse med adfærd, der er forældede.

____________

1 Kommissionens afgørelse C(2016) 4673 final af 19.7.2016 om en procedure i henhold til artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 53 i EØS-aftalen (sag AT.39824 - Lastbiler).