Sagerne T-200/22 og T-314/22
Republikken Polen
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Anden Udvidede Afdeling) af 29. maj 2024
»Miljø – brunkulsudvinding i et åbent brud – brunkulsminen i Turów (Polen) – regler for institutionerne – manglende gennemførelse af en kendelse afsagt af Domstolen om afsigelse om påbud – tvangsbøder – inddrivelse af fordringer ved modregning – artikel 101, stk. 1, og artikel 102 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 – sletning af hovedsagen – ingen tilbagevirkende kraft af de iværksatte foreløbige forholdsregler – begrundelsespligt«
Særlige rettergangsformer – foreløbige forholdsregler – pålæggelse af en tvangsbøde i tilfælde af, at den pågældende part ikke overholder et anordnet påbud – mindelig løsning mellem parterne og sletning af hovedsagen – sletningens indvirkning på tvangsbødens beløb
(Art. 2 TEU; art. 279 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 160, stk. 1 og 2, og art. 162, stk. 3)
(jf. præmis 31-42 og 47-49)
Sammendrag
Retten, der traf afgørelse i udvidet sammensætning, frifandt Europa-Kommissionen i de to annullationssøgsmål, som Republikken Polen havde anlagt mod flere af Europa-Kommissionens afgørelser, hvorved sidstnævnte inddrev de skyldige beløb i forbindelse med daglige tvangsbøder pålagt af Domstolen. Domstolen havde i det foreliggende tilfælde – en sag mellem Den Tjekkiske Republik og Polen – afsagt en kendelse om foreløbige foranstaltninger med henblik på at sikre den forestående endelige afgørelses fulde virkning. Da Polen ikke overholdt disse foreløbige forholdsregler, blev medlemsstaten pålagt at betale en daglig tvangsbøde indtil gennemførelsen af de nævnte foreløbige forholdsregler. Hovedsagen blev slettet efter en aftale om mindelig løsning indgået mellem parterne. Retten klargjorde i sin dom konsekvenserne af denne sletning for Polens pligt til at betale de skyldige beløb fastsat i tvangsbøden.
Den 26. februar 2021 havde Den Tjekkiske Republik anlagt et traktatbrudssøgsmål mod Polen som følge af udvidelsen og forlængelsen af brunkulsminedriften i det åbne brud i Turów (Polen) i nærheden af den tjekkiske og tyske grænse. Samtidig havde Den Tjekkiske Republik indgivet en begæring om foreløbige forholdsregler med henblik på straks at bringe udvindingen til ophør, hvilket Domstolen tog til følge den 21. maj 2021 (1).
Idet den var af den opfattelse, at Polen ikke havde efterkommet denne kendelse, indgav Den Tjekkiske Republik den 7. juni 2021 en ny anmodning om foreløbige forholdsregler med påstand om at pålægge Polen en daglig tvangsbøde. Den 20. september 2021 (2) blev Polen pålagt fra denne dato at betale en daglig tvangsbøde på 500 000 EUR til Kommissionen indtil medlemsstaten overholdt den afgørelse, hvorved der blev fastsat foreløbige foranstaltninger.
Kommissionen opfordrede Polen til at betale de skyldige beløb i form af en tvangsbøde og meddelte medlemsstaten, at den nævnte institution i tilfælde af manglende betaling ville foretage inddrivelse heraf ved modregning i henhold til finansforordningen (3).
Idet Polen ikke havde foretaget disse betalinger, vedtog Kommissionen de fem anfægtede afgørelser (4), hvorved den modregnede sin gæld i forskellige fordringer, som Polen havde mod Unionen for et beløb på næsten 68 500 000 EUR i perioden fra den 20. september 2021 til den 3. februar 2022.
Den Tjekkiske Republik og Polen indgik en aftale om en mindelig løsning den 3. februar 2022 og anmodede om sletning af sagen.
Idet hovedsagen blev slettet (5), fremsatte Polen en anmodning om ophævelse af kendelsen af 20. september 2021, som pålagde Polen tvangsbøder. Polen anmodede ligeledes Kommissionen om at afslutte proceduren med henblik på fuldbyrdelse af tvangsbøder og trække de anfægtede afgørelser tilbage, som allerede var vedtaget på denne dato. Kommissionen anførte, at den ville fortsætte inddrivelsen ved modregning af de skyldige beløb indtil datoen for indgåelsen af aftalen om mindelig løsning, så længe kendelsen af 20. september 2021 ikke var »ophævet«. Ved kendelse af 19. maj 2022 (6), blev anmodningen om ophævelse af den ovennævnte kendelse ikke taget til følge.
Polen anmodede ved to særskilte søgsmål Retten om annullation af de anfægtede afgørelser, som var blevet vedtaget af Kommissionen, på baggrund af den indgåede aftale om mindelig løsning, der førte til sletning af hovedsagen for Domstolen.
Rettens bemærkninger
Polen gjorde med det første anbringende i det væsentlige gældende, at aftalen om mindelig løsning og sletningen af sag C-121/21 medførte, at virkningerne af de foreløbige forholdsregler, der blev anordnet i denne sag, blev bragt til ophør med tilbagevirkende kraft, således at den inddrevne gæld ikke eksisterede, og at inddrivelsen heraf ville være i strid med finansforordningens artikel 101 og 102.
Retten bemærkede i denne forbindelse, at kendelsen af 21. maj 2021, hvorved det blev pålagt, at brunkulsudvindingen fra minen i Turów skulle bringes til ophør, og kendelsen af 20. september 2021, hvorved der blev pålagt en tvangsbøde i denne henseende, ikke længere fandt anvendelse fra datoen for sletningen af hovedsagen, den 4. februar 2022, fordi sagen om foreløbige forholdsregler var accessorisk i forhold til hovedsagen.
Hvad angår konsekvenserne af sletningen af hovedsagen med hensyn til Polens gæld bemærkede Retten for det første, at kendelsen om sletning hverken nævner de foreløbige forholdsregler, der blev pålagt ved kendelsen af 21. maj 2021, eller den daglige tvangsbøde. For det andet blev Polens påstand om ophævelse af kendelsen af 20. september 2021, hvorved tvangsbøden blev pålagt, forkastet. For det tredje fremgik det udtrykkeligt af kendelsen om afvisning af denne anmodning, at den daglige tvangsbøde var bortfaldet med virkning fra den 4. februar 2022. Som følge heraf løb den daglige tvangsbøde faktisk fra datoen for forkyndelsen af kendelsen af 20. september 2021 til datoen for sletningen af hovedsagen fra registret, den 4. februar 2022.
Hvis der skulle drages en anden konklusion, ville det svare til at fravige formålet med tvangsbøden, som er at sikre en effektiv anvendelse af EU-retten, der er uløseligt forbundet med retsstatens værdier, som er fastsat i artikel 2 TEU.
Denne konklusion kunne ikke drages i tvivl af Polens argumentation om, at den fortsatte gennemførelse af de foreløbige forholdsregler til trods for sletningen af hovedsagen ville gå ud over det ene formål, der forfulgtes med disse foranstaltninger, nemlig først og fremmest at sikre effektiviteten af dommen om sagens realitet. De tvangsbøder, som Unionens retsinstanser pålægger, har nemlig ikke blot til formål at sikre effektiviteten af dommen om sagens realitet, men ligeledes at sikre overholdelsen af de foreløbige forholdsregler og i det foreliggende tilfælde at afskrække Polen fra at forsinke sin adfærdsændring, for at efterkomme disse bøder. Polens argumentation ville være ensbetydende med, at ordningen med tvangsbøder gøres indholdsløs, eftersom det ville føre til en accept af, at den forpligtede part bevidst tilsidesætter forpligtelsen til at efterkomme de pålagte foreløbige forholdsregler, indtil afslutningen af tvisten i hovedsagen, og således underminere EU-rettens effektivitet.
Polens argument om, at fuldbyrdelsen af tvangsbøderne gør det mindre attraktivt at indgå en mindelig aftale, kunne heller ikke tiltrædes, henset til formålet med tvangsbøderne og til den omstændighed, at sletningen af hovedsagen havde haft gavnlige virkninger for Polen i den forstand, at de daglige tvangsbøder ophørte med at løbe den 4. februar 2022 og ikke på datoen for afsigelsen af Domstolens dom.
Endelig fandt Retten, at finansforordningens artikel 101 i modsætning til, hvad Polen havde gjort gældende, ikke fastsætter nogen forpligtelse for Kommissionen til at annullere en fastlagt fordring. Desuden var betingelserne for inddrivelse ved modregning opfyldt, idet Kommissionen havde kontrolleret eksistensen af Polens gæld og fastsat dens størrelse.
Retten forkastede derfor det første anbringende. Da det andet anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten ligeledes blev forkastet som ugrundet, frifandt Retten Kommissionen i det hele.