DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
5. maj 2015 (*)
»Annullationssøgsmål – gennemførelse af et forstærket samarbejde – enhedspatent – forordning (EU) nr. 1260/2012 – oversættelsesordninger – princippet om forbud mod forskelsbehandling – artikel 291 TEUF – delegering af beføjelser til organer uden for Den Europæiske Union – artikel 18, stk. 2, TEUF – retsgrundlag – princippet om EU-rettens autonomi«
I sag C-147/13,
angående et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, anlagt den 22. marts 2013,
Kongeriget Spanien ved E. Chamizo Llatas og S. Centeno Huerta, som befuldmægtigede,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved T. Middleton, F. Florindo Gijón, M. Balta og L. Grønfeldt, som befuldmægtigede
sagsøgte,
støttet af:
Kongeriget Belgien ved C. Pochet, J.-C. Halleux og T. Materne, som befuldmægtigede
Den Tjekkiske Republik ved M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede
Kongeriget Danmark ved C. Thorning og M. Wolff, som befuldmægtigede
Forbundsrepublikken Tyskland ved T. Henze, M. Möller og J. Kemper, som befuldmægtigede
Den Franske Republik ved G. de Bergues, F.-X. Bréchot, D. Colas og N. Rouam, som befuldmægtigede
Storhertugdømmet Luxembourg
Ungarn ved M. Fehér og K. Szíjjártó, som befuldmægtigede
Kongeriget Nederlandene ved M. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede
Kongeriget Sverige ved A. Falk og C. Meyer-Seitz, som befuldmægtigede
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved M. Holt, som befuldmægtiget, bistået af J. Stratford, QC, og af barrister T. Mitcheson
Europa-Parlamentet ved M. Gómez-Leal, U. Rösslein og M. Dean, som befuldmægtigede
Europa-Kommissionen ved I. Martínez del Peral, T. van Rijn, B. Smulders og F. Bulst, som befuldmægtigede,
intervenienter,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling)
sammensat af præsidenten, V. Skouris, vicepræsidenten, K. Lenaerts, afdelingsformændene R. Silva de Lapuerta, M. Ilešič (refererende dommer), A. Ó Caoimh, C. Vajda og S. Rodin samt dommerne A. Borg Barthet, J. Malenovský, E. Levits, E. Jarašiūnas, C.G. Fernlund og J.L. da Cruz Vilaça,
generaladvokat: Y. Bot
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 1. juli 2014,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 18. november 2014,
afsagt følgende
Dom
1 I stævningen har Kongeriget Spanien nedlagt påstand om annullation af Rådets forordning (EU) nr. 1260/2012 af 17. december 2012 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse for så vidt angår gældende oversættelsesordninger (EUT L 361, s. 89, herefter »den anfægtede forordning«).
2 Denne forordning blev vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union efter Rådets afgørelse 2011/167/EU af 10. marts 2011 om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om indførelse af beskyttelse af et enhedspatent (EUT L 76, s. 53, herefter »afgørelsen om forstærket samarbejde«).
Retsforskrifter
International ret
Konventionen om meddelelse af europæiske patenter
3 Artikel 14 i konventionen om meddelelse af europæiske patenter, der blev undertegnet i München den 5. oktober 1973, og som trådte i kraft den 7. oktober 1977, i den affattelse, der finder anvendelse på den foreliggende sag (herefter »EPK«), der har overskriften »Den Europæiske Patentmyndigheds sprog«, bestemmer:
»(1) Den Europæiske Patentmyndigheds [(herefter »EPO’s«] officielle sprog er engelsk, fransk og tysk.
(2) Ansøgning om europæisk patent indgives på et af de officielle sprog eller, såfremt den indgives på et andet sprog, oversættes til et af de officielle sprog i henhold til gennemførelsesbestemmelserne. Oversættelsen kan i forbindelse med sagsbehandlingen hos [EPO] korrigeres, således at den stemmer overens med den indgivne ansøgning. Indgives den krævede oversættelse ikke inden for den fastsatte frist, anses ansøgningen for tilbagetaget.
(3) Det af [EPO’s] officielle sprog, på hvilket en europæisk patentansøgning er indleveret, eller til hvilket den er oversat, skal anvendes som behandlingssprog ved enhver behandling ved [EPO], medmindre andet er fastsat i gennemførelsesforskrifterne.
(4) Fysiske og juridiske personer med bopæl eller forretningssted inden for en kontraherende stat, der som officielt sprog har et andet sprog end engelsk, fransk eller tysk, samt statsborgere i den pågældende stat med bopæl i udlandet kan dog inden for en bestemt frist indlevere dokumentation på den pågældende stats officielle sprog. De skal i så fald indlevere en oversættelse til et af [EPO’s] officielle sprog i henhold til gennemførelsesforskrifterne. Såfremt dokumentation ud over de dokumenter, der udgør en del af selve ansøgningen om europæisk patent, ikke indleveres på det foreskrevne sprog, eller såfremt den krævede oversættelse ikke indleveres inden for de fastsatte frister, anses dokumentationen ikke for modtaget.
(5) Europæiske patentansøgninger offentliggøres på behandlingssproget.
(6) De europæiske patentskrifter offentliggøres på behandlingssproget; de omfatter oversættelse af patentkravene til de to andre af [EPO’s] officielle sprog.
[…]
(8) Indførelser i registret over europæiske patenter sker på [EPO’s] tre officielle sprog. I tvivlstilfælde har indførelsen på behandlingssproget gyldighed.«
4 EPK’s artikel 142 med overskriften »Enhedspatenter« fastsætter:
»(1) En gruppe kontraherende stater, der ved særlig overenskomst har bestemt, at de for disse stater meddelte europæiske patenter har enhedskarakter overalt på deres territorium, kan bestemme, at europæiske patenter kun kan meddeles samlet for alle de pågældende stater.
(2) Har en gruppe kontraherende stater gjort brug af den i stk. 1 nævnte mulighed, finder bestemmelserne i denne afdeling anvendelse.«
5 EPK’s artikel 143 med overskriften »Særlige organer inden for [EPO]« bestemmer:
»(1) Gruppen af kontraherende stater kan give [EPO] yderligere opgaver.
(2) Til udførelse af disse yderligere opgaver kan der inden for [EPO] oprettes særlige organer, der er fælles for de kontraherende stater i gruppen. Ledelsen af disse særlige organer påhviler præsidenten for [EPO]; artikel 10, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.«
6 EPK’s artikel 145 med overskriften »Særlig komité inden for Administrationsrådet« bestemmer:
»(1) Til at overvåge de i henhold til artikel 143, stk. 2, oprettede særlige organers virksomhed kan gruppen af kontraherende stater nedsætte en særlig komité inden for Administrationsrådet; [EPO] stiller personale, lokaler og udstyr til rådighed for denne komité i det omfang, det er nødvendigt for udførelsen af opgaverne. Præsidenten for [EPO] er over for den særlige komité inden for Administrationsrådet ansvarlig for de særlige organers virksomhed.
(2) Den særlige komités sammensætning, kompetence og funktioner fastlægges af gruppen af kontraherende stater.«
Aftalen om en fælles patentdomstol
7 Aftalen om en fælles patentdomstol, der blev undertegnet i Bruxelles den 19. februar 2013 (EUT C 175, s. 1, herefter »aftalen om en fælles patentdomstol«), fastsætter i artikel 32, stk. 1, litra i):
»Domstolen har enekompetence med hensyn til:
[…]
i) søgsmål vedrørende beslutninger, som [EPO] træffer som led i varetagelsen af de opgaver, der er omhandlet i artikel 9 i [Europa-Parlamentets og Rådets] forordning (EU) nr. 1257/2012 [af 17. december 2012 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse (EUT L 361, s. 1)].«
8 Artikel 89, stk. 1, i aftalen om en fælles patentdomstol bestemmer:
»Denne aftale træder i kraft den 1. januar 2014 eller den første dag i den fjerde måned efter deponeringen af det [13.] ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument i overensstemmelse med artikel 84, deriblandt de tre medlemsstater, hvor det største antal europæiske patenter havde retsvirkning i det år, der går forud for det år, hvor undertegnelsen af aftalen finder sted, eller den første dag i den fjerde måned efter ikrafttrædelsesdatoen for ændringerne til [Europa-Parlamentets og Rådets] forordning (EU) nr. 1215/2012 [af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 351, s. 1)] om dens forbindelse med denne aftale, idet den seneste dato er gældende.«
EU-retten
Forordning nr. 1257/2012
9 9., 24. og 25. betragtning til forordning nr. 1257/2012 har følgende ordlyd:
»(9) Det europæiske patent med ensartet retsvirkning bør give patenthaveren ret til at forhindre enhver tredjemand i at foretage handlinger, som patentet beskytter mod. Dette bør sikres ved oprettelse af en fælles patentdomstol. Bestemmelserne i EPK, i aftalen om en fælles patentdomstol, herunder de bestemmelser, der definerer omfanget af retten til at forhindre tredjemand i at foretage handlinger, som patentet beskytter mod, og denne rets begrænsninger, og i national ret, herunder internationale privatretlige regler, bør finde anvendelse i sager, der ikke er omfattet af denne forordning eller af [den anfægtede] forordning […].
[…]
(24) Domstolskompetencen for europæiske patenter med ensartet retsvirkning bør fastlægges og reguleres i henhold til et instrument, hvorved der indføres et fælles patentdomstolssystem for europæiske patenter med ensartet retsvirkning.
(25) For at sikre et velfungerende europæisk patent med ensartet retsvirkning, sammenhæng i retspraksis og dermed retssikkerhed, og omkostningseffektivitet for patenthavere, er det afgørende, at der etableres en fælles patentdomstol til behandling af sager om sådanne patenter. Det er derfor yderst vigtigt, at de deltagende medlemsstater i overensstemmelse med deres nationale forfatningsmæssige og parlamentariske procedurer ratificerer aftalen om en fælles patentdomstol og tager de nødvendige skridt for, at denne domstol kan påbegynde sit arbejde så snart som muligt.«
10 Artikel 1 i forordning nr. 1257/2012 bestemmer:
»1. Ved denne forordning gennemføres et forstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse i henhold til bemyndigelsen i [afgørelsen om forstærket samarbejde].
2. Denne forordning udgør en særlig overenskomst, jf. artikel 142 i [EPK].«
11 Forordningens artikel 2, litra e), bestemmer følgende:
»I denne forordning forstås ved:
[…]
e) »register for enhedspatentbeskyttelse«: register, der udgør en del af det europæiske patentregister, hvor den ensartede retsvirkning og enhver begrænsning, licens, overførelse, ugyldigkendelse eller ethvert ophør af et europæisk patent med ensartet retsvirkning registreres.«
12 Samme forordnings artikel 3, stk. 1, første afsnit, bestemmer:
»1. Et europæisk patent, der meddeles med de samme patentkrav i alle de deltagende medlemsstater, har ensartet retsvirkning i de deltagende medlemsstater, hvis dets ensartede retsvirkning er blevet registreret i registret for enhedspatentbeskyttelse.«
13 Artikel 9 i forordning nr. 1257/2012 med overskriften »Administrative opgaver inden for rammerne af Den Europæiske Patentorganisation« bestemmer:
»1. De deltagende medlemsstater tildeler, som omhandlet i artikel 143 i EPK, EPO følgende opgaver, som skal udføres i overensstemmelse med EPO’s interne regler:
a) at administrere anmodninger om ensartet retsvirkning fra indehavere af europæiske patenter
b) at oprette registret for enhedspatentbeskyttelse inden for det europæiske patentregister og administrere registret for enhedspatentbeskyttelse
c) at modtage og registrere erklæringer om licenser, jf. artikel 8, deres tilbagetrækning og licensforpligtelser, som indehaveren af det europæiske patent med ensartet retsvirkning har påtaget sig i internationale standardiseringsorganer
d) at offentliggøre oversættelser, jf. artikel 6 i [den anfægtede] forordning […], i den i nævnte artikel anførte overgangsperiode
e) at opkræve og administrere fornyelsesgebyrer for europæiske patenter med ensartet retsvirkning for årene efter det år, i hvilket bekendtgørelsen af meddelelsen offentliggøres i Den Europæiske Patenttidende, at opkræve og administrere tillægsgebyrer i forbindelse med forsinket betaling af fornyelsesgebyrer, hvor sådan forsinket betaling sker inden for seks måneder efter forfaldsdatoen, samt at fordele en del af de opkrævede fornyelsesgebyrer til de deltagende medlemsstater
f) at administrere godtgørelsesordningen for refusion af oversættelsesomkostninger for ansøgere, jf. artikel 5 i [den anfægtede] forordning […]
g) at sikre, at en anmodning om ensartet retsvirkning fra en indehaver af et europæisk patent indgives på behandlingssproget som defineret i artikel 14, stk. 3, i EPK senest en måned efter bekendtgørelsen om meddelelsen er offentliggjort i Den Europæiske Patenttidende, og
h) at sikre, at den ensartede retsvirkning angives i registret for enhedspatentbeskyttelse, når der indgives en anmodning om ensartet retsvirkning, og i overgangsperioden, jf. artikel 6 i [den anfægtede] forordning […], er blevet indgivet sammen med oversættelserne som anført i den nævnte artikel, og at EPO underrettes om eventuelle begrænsninger, licenser, overførelser eller ugyldigkendelser af europæiske patenter med ensartet retsvirkning.
2. De deltagende medlemsstater sikrer, at denne forordning overholdes, når de opfylder deres internationale forpligtelser i henhold til EPK, og samarbejder herom. Som kontraherende stater i EPK sikrer de deltagende medlemsstater ledelse af og tilsyn med de aktiviteter, der er knyttet til de opgaver, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, og de sikrer fastlæggelsen af størrelsen af fornyelsesgebyrerne, jf. denne forordnings artikel 12, og fastlæggelsen af nøglen for fordeling af fornyelsesgebyrerne, jf. denne forordnings artikel 13.
De opretter til dette formål en særlig komité inden for Administrationsrådet for Den Europæiske Patentorganisation (i det følgende benævnt »den særlige komité«), jf. artikel 145 i EPK.
Den særlige komité består af repræsentanter for de deltagende medlemsstater og en repræsentant for Kommissionen som observatør samt af suppleanter, der repræsenterer dem i deres fravær. Den særlige komités medlemmer kan søge bistand hos rådgivere eller eksperter.
Den særlige komités afgørelser træffes under behørig hensyntagen til Kommissionens holdning og i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i artikel 35, stk. 2, i EPK.
3. De deltagende medlemsstater sikrer en effektiv retlig beskyttelse ved en eller flere deltagende medlemsstaters kompetente domstol mod de afgørelser, som EPO træffer i forbindelse med udøvelsen af sine opgaver i henhold til stk. 1.«
Den anfægtede forordning
14 5., 6., 9. og 15. betragtning til den anfægtede forordning har følgende ordlyd:
»(5) [Oversættelsesordningerne for det europæiske patent med ensartet retsvirkning] bør sikre retssikkerheden og stimulere innovation og især være til gavn for små og mellemstore virksomheder (smv’er). De bør gøre adgangen til det europæiske patent med ensartet retsvirkning og hele patentsystemet nemmere, billigere og retssikkert.
(6) Eftersom EPO er ansvarlig for meddelelse af europæiske patenter, bør oversættelsesordningerne for det europæiske patent med ensartet retsvirkning baseres på den eksisterende procedure hos EPO. Disse ordninger bør have til formål at sikre den nødvendige balance mellem de økonomiske aktørers interesser og de almene interesser for så vidt angår sagsbehandlingsomkostninger og adgangen til tekniske oplysninger.
[…]
(9) I tilfælde af tvist vedrørende et erstatningskrav bør den domstol, som træffer afgørelse i tvisten, tage i betragtning, at den formodede patentkrænker, før denne har modtaget en oversættelse til sit eget sprog, kan have handlet i god tro og kan have været uvidende om, eller have rimelige grunde til at være uvidende om, at denne krænkede patentet. Den kompetente domstol bør vurdere de nærmere omstændigheder i hvert enkelt tilfælde og blandt andet tage i betragtning, om den formodede patentkrænker er en smv, der alene driver virksomhed på lokalt plan, behandlingssproget i EPO og i overgangsperioden oversættelsen, der sendes sammen med anmodningen om ensartet retsvirkning.
[…]
(15) Denne forordning berører ikke reglerne vedrørende den ordning, som gælder for Unionens institutioner på det sproglige område, og som er fastsat i henhold til artikel 342 […] TEUF, eller Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område [(EFT 1952-1958, s. 59)]. Denne forordning er baseret på sprogordningen i EPO og bør ikke betragtes som etablering af en specifik sprogordning for Unionen eller som præcedens for en begrænset sprogordning i et fremtidigt EU-retsinstrument.«
15 Den anfægtede forordnings artikel 2, litra b), definerer »behandlingssprog« i henhold til denne forordning som værende »det sprog, der benyttes ved behandlingen ved EPO, jf. definitionen i [EPK’s] artikel 14, stk. 3«.
16 Den anfægtede forordnings artikel 3-7 bestemmer:
»Artikel 3
Oversættelsesordninger for det europæiske patent med ensartet retsvirkning
1. Uden at dette berører artikel 4 og 6 i denne forordning, kræves der ikke yderligere oversættelser, når patentskriftet for et europæisk patent med ensartet retsvirkning er blevet offentliggjort i overensstemmelse med artikel 14, stk. 6, i EPK.
2. En anmodning om ensartet retsvirkning, jf. artikel 9 i forordning (EU) nr. 1257/2012, indgives på behandlingssproget.
Artikel 4
Oversættelse i tilfælde af tvister
1. I tilfælde af en tvist vedrørende en formodet patentkrænkelse af et europæisk patent med ensartet retsvirkning stiller patenthaveren efter anmodning fra en formodet patentkrænker og efter dennes valg en fuldstændig oversættelse af det europæiske patent med ensartet retsvirkning til rådighed på et officielt sprog i den deltagende medlemsstat, hvor den formodede patentkrænkelse har fundet sted, eller i den medlemsstat, hvor den formodede patentkrænker har bopæl.
2. I tilfælde af en tvist vedrørende et europæisk patent med ensartet retsvirkning stiller patenthaveren under retssagen efter anmodning fra en domstol, som i de deltagende medlemsstater er kompetent til at træffe afgørelse i tvister vedrørende europæiske patenter med ensartet retsvirkning, en fuldstændig oversættelse af patentet til rådighed på denne domstols processprog.
3. Patenthaveren afholder samtlige omkostninger til oversættelser som anført i stk. 1 og 2.
4. I tilfælde af tvist vedrørende et erstatningskrav skal den domstol, som træffer afgørelse i tvisten, navnlig hvor den formodede krænker er en smv, en fysisk person eller en non profit-organisation, et universitet eller en offentlig forskningsorganisation, vurdere og tage i betragtning, om den formodede patentkrænker, før denne har modtaget den i stk. 1 omtalte oversættelse, ikke vidste, eller ikke havde rimelige grunde til at vide, at vedkommende krænkede det europæiske patent med ensartet retsvirkning.
Artikel 5
Administration af en godtgørelsesordning
1. Eftersom ansøgninger om europæiske patenter i henhold til artikel 14, stk. 2, i EPK kan indgives på et hvilket som helst sprog, overdrager de deltagende medlemsstater i overensstemmelse med artikel 9 i forordning (EU) nr. 1257/2012 EPO, jf. artikel 143 i EPK, administrationen af en godtgørelsesordning, hvorefter patentansøgere, der indgiver patentansøgninger til EPO på et af de officielle EU-sprog, som ikke er et af EPO’s officielle sprog, kan få godtgjort alle oversættelsesomkostninger op til et maksimumsbeløb.
2. Den i stk. 1 omhandlede godtgørelsesordning finansieres gennem de gebyrer, der er omhandlet i artikel 11 i forordning (EU) nr. 1257/2012, og er kun til rådighed for smv'er, fysiske personer, non profit-organisationer, universiteter og offentlige forskningsorganisationer, der har deres bopæl eller hovedforretningssted i en medlemsstat.
Artikel 6
Overgangsforanstaltninger
1. I en overgangsperiode, der begynder på datoen for anvendelsen af denne forordning, indgives en anmodning om ensartet retsvirkning, jf. artikel 9 i forordning (EU) nr. 1257/2012, ledsaget af følgende:
a) en fuldstændig oversættelse til engelsk af det europæiske patentskrift, hvis behandlingssproget er fransk eller tysk, eller
b) en fuldstændig oversættelse af det europæiske patentskrift til et hvilket som helst andet officielt EU-sprog, hvis behandlingssproget er engelsk.
2. I overensstemmelse med artikel 9 i forordning (EU) nr. 1257/2012 overdrager de deltagende medlemsstater EPO, jf. artikel 143 i EPK, offentliggørelsen af de i denne artikels stk. 1 omhandlede oversættelser hurtigst muligt efter den dato, hvorpå en anmodning om ensartet retsvirkning, jf. artikel 9 i forordning (EU) nr. 1257/2012, er indgivet. Disse oversættelsers ordlyd har ingen retsvirkning og er kun vejledende.
3. Seks år efter datoen for denne forordnings anvendelse og herefter hvert andet år foretager et uafhængigt ekspertudvalg en objektiv evaluering af tilgængeligheden af maskinoversættelser af høj kvalitet af patentansøgninger og ‑skrifter til alle officielle EU-sprog på basis af det system, som EPO har udviklet. Ekspertudvalget nedsættes af de deltagende medlemsstater inden for rammerne af Den Europæiske Patentorganisation og sammensættes af repræsentanter for EPO og for ikke-statslige organisationer, som repræsenterer brugerne af det europæiske patentsystem, og som er inviteret af Administrationsrådet for Den Europæiske Patentorganisation som observatører i overensstemmelse med artikel 30, stk. 3, i EPK.
4. Kommissionen forelægger på grundlag af den første af de i denne artikels stk. 3 omtalte evalueringer, og derefter hvert andet år på grundlag af de efterfølgende evalueringer, en rapport for Rådet og fremsætter, hvis det er hensigtsmæssigt, forslag om at bringe overgangsperioden til ophør.
5. Bringes overgangsperioden ikke til ophør på grundlag af et forslag fra Kommissionen, udløber den 12 år efter datoen for denne forordnings anvendelse.
Artikel 7
Ikrafttræden
1. Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
2. Den anvendes fra den 1. januar 2014 eller datoen for ikrafttræden af aftalen om en fælles patentdomstol, idet den seneste dato er gældende.«
Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
17 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 22. marts 2013 har Kongeriget Spanien anlagt denne sag.
18 Ved afgørelser truffet af Domstolens præsident den 12. september 2013 har Kongeriget Belgien, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Franske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Ungarn, Kongeriget Nederlandene, Kongeriget Sverige, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Europa-Parlamentet og Kommissionen fået tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for Rådets påstande i henhold til artikel 131, stk. 2, i Domstolens procesreglement.
19 Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede forordning annulleres.
– Subsidiært annulleres den nævnte forordnings artikel 4-6, stk. 2, og artikel 7, stk. 2.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
20 Rådet, som alle intervenienterne støtter, har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Om søgsmålet
21 Kongeriget Spanien har til støtte for søgsmålet fremsat fem anbringender vedrørende henholdsvis tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af sprog, tilsidesættelse af de principper, der blev opstillet i dom Meroni mod Den Høje Myndighed (9/56, EU:C:1958:7), som følge af, at EPO er blevet tildelt visse administrative opgaver i relation til det europæiske patent med ensartet retsvirkning, manglende retsgrundlag, tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og tilsidesættelse af princippet om EU-rettens autonomi.
Det første anbringende om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af sprog
Parternes argumenter
22 Kongeriget Spanien har anført, at Rådet i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede forordning har tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i artikel 2 TEU, eftersom det for så vidt angår det europæiske patent med ensartet retsvirkning indfører en sprogordning, der er til skade for personer, hvis modersmål ikke er et af EPO’s officielle sprog. Den nævnte ordning skaber ulige behandling mellem på den ene side de borgere og virksomheder i Unionen, der råder over midler til med en vis grad af ekspertise at forstå dokumenter, der affattes på disse nævnte sprog, og på den anden side de borgere og virksomheder, der ikke har sådanne muligheder, og som derfor selv må afholde omkostninger til oversættelse. Enhver begrænsning af brugen af alle Unionens officielle sprog bør under iagttagelse af proportionalitetsprincippet være behørigt begrundet.
23 For det første sikres almenheden ikke adgang til oversættelser af rettighedsstiftende dokumenter. Dette skyldes, at patentskriftet for et europæisk patent med ensartet retsvirkning vil blive offentliggjort på behandlingssproget og indeholde en oversættelse af patentkravene til EPO’s to andre officielle sprog, uden at det er muligt at kræve andre oversættelser, hvilket er udtryk for forskelsbehandling og tilsidesætter retssikkerhedsprincippet. Det præciseres endvidere ikke i den anfægtede forordning, hvilket sprog et europæisk patent med ensartet retsvirkning vil blive meddelt på, og heller ikke om oplysning om det meddelte patent vil blive offentliggjort. Den omstændighed, at Rådet har baseret sig på EPO’s ordning for at etablere en sprogordning for det europæiske patent med ensartet retsvirkning, er ikke en garanti for, at den er forenelig med EU-retten.
24 For det andet er den anfægtede forordning uforholdsmæssig og ikke begrundet i almene hensyn. Det er for det første ikke fastsat, at der skal stilles en oversættelse af i det mindste patentkravene til rådighed, hvilket medfører en stor retsusikkerhed og kan have en negativ indvirkning på konkurrencen. For det andet er det europæiske patent med ensartet retsvirkning et beskyttelsesbevis for en intellektuel ejendomsrettighed, der er af afgørende betydning for det indre marked. For det tredje fastsætter denne forordning ikke en overgangsordning, der sikrer et passende kendskab til patenter. Hverken udviklingen af maskinoversættelser eller pligten til at fremlægge en fuldstændig oversættelse i tilfælde af tvist, er tilstrækkelig i denne henseende.
25 Det følger heraf, at indførelsen af en undtagelse fra princippet om lighed mellem Unionens officielle sprog burde have været begrundet i andre hensyn end de rent økonomiske hensyn, der er nævnt i femte og sjette betragtning til den anfægtede forordning.
26 Rådet har heroverfor for det første anført, at der ikke af traktaterne kan udledes noget princip om, at alle Unionens sprog under alle omstændigheder skal behandles ens, hvilket i øvrigt er bekræftet i artikel 118, stk. 2, TEUF, der ikke ville give nogen mening, hvis der kun fandtes en enkelt mulig sprogordning, som omfattede samtlige Unionens officielle sprog.
27 For det andet kan enhver fysisk eller juridisk person under den gældende ordning indgive ansøgning om et europæisk patent på et hvilket som helst sprog, dog på betingelse af, at der inden for en frist på to måneder indleveres en oversættelse til et af EPO’s tre officielle sprog, der derefter anvendes som behandlingssprog, idet patentkravene efterfølgende offentliggøres på EPO’s to andre officielle sprog. En ansøgning bliver således kun oversat til og offentliggjort på spansk, hvis der anmodes om validering af patentet for Kongeriget Spanien.
28 For det tredje har den manglende offentliggørelse på spansk kun en begrænset virkning. For det første fastsætter den anfægtede forordning en godtgørelsesordning. For det andet administreres patenter i almindelighed af patentrådgivere, der har kendskab til Unionens andre sprog. For det tredje vil indvirkningen på adgangen til videnskabelige oplysninger på spansk være begrænset. For det fjerde oversættes kun et mindre antal af europæiske patentansøgninger for tiden til spansk. For det femte foreskriver denne forordning indførelsen af et system med maskinoversættelser af høj kvalitet til alle Unionens officielle sprog. Og for det sjette fastsættes der endelig i den nævnte forordnings artikel 4 en begrænsning af det ansvar, som små og mellemstore virksomheder, fysiske personer eller non profit-organisationer, universiteter eller offentlige forskningsorganisationer eventuelt kan ifalde.
29 For det fjerde forfølger den begrænsning af antallet af sprog, der kan anvendes i forbindelse med europæiske patenter med ensartet retsvirkning, et legitimt formål, når der henses til de rimelige omkostninger, der er forbundet hermed.
30 Intervenienterne har støttet Rådets argumenter. Intervenienterne har anført, at det har været særligt vanskeligt at finde en balance mellem de økonomiske aktørers interesser, idet alle de tidligere forslag om et enhedspatent er mislykkedes på grund af medlemsstaternes forskellige holdninger til sprogordningen.
Domstolens bemærkninger
31 Det følger af Domstolens praksis, at henvisningerne i traktaterne til sprogbrug i Unionen ikke kan anses for at være et udtryk for et generelt EU-retligt princip om, at alt, hvad der kan berøre en unionsborgers interesser, under alle omstændigheder skal være affattet på hans sprog (domme Kik mod KHIM, C-361/01 P, EU:C:2003:434, præmis 82, og Polska Telefonia Cyfrowa, C-410/09, EU:C:2011:294, præmis 38).
32 I det foreliggende tilfælde kan det ikke bestrides, at den anfægtede forordning foretager en differentieret behandling af de officielle sprog i Unionen. Den nævnte forordnings artikel 3, stk. 1, der definerer oversættelsesordninger for det europæiske patent med ensartet retsvirkning, henviser til offentliggørelsen af patentskriftet for det europæiske patent med ensartet retsvirkning i overensstemmelse med artikel 14, stk. 6, i EPK. I henhold til denne bestemmelse og til EPK’s artikel 14, stk. 1, offentliggøres europæiske patentskrifter på behandlingssproget, som skal være et af EPO’s officielle sprog, dvs. tysk, engelsk eller fransk, og indeholder en oversættelse af patentkravene til de to andre af EPO’s officielle sprog. Eftersom de krav, der er foreskrevet ved disse bestemmelser i EPK, er opfyldt, kræves der ingen anden oversættelse for anerkendelsen af det pågældende europæiske patents ensartede retsvirkning.
33 For så vidt som et legitimt formål af almen interesse kan påberåbes, og det kan godtgøres, at det foreligger, bemærkes, at en ulige behandling på grund af sprog desuden skal overholde proportionalitetsprincippet, dvs. at den skal være egnet til at nå det tilsigtede mål og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det (jf. dom Italien mod Kommissionen, C-566/10 P, EU:C:2012:752, præmis 93).
34 Hvad for det første angår det formål, som Rådet forfølger, fremgår det af 16. betragtning til den anfægtede forordning, at målet for denne er oprettelsen af en ensartet og enkel oversættelsesordning for europæiske patenter med ensartet retsvirkning, der er blevet indført ved forordning nr. 1257/2012. Fjerde og femte betragtning til den anfægtede forordning præciserer, at de oversættelsesordninger, der kræves i forbindelse med europæiske patenter med ensartet retsvirkning i overensstemmelse med afgørelsen om forstærket samarbejde, bør være enkle og omkostningseffektive. De bør endvidere sikre retssikkerheden, stimulere innovation og især være til gavn for små og mellemstore virksomheder og endvidere gøre adgangen til det europæiske patent med ensartet retsvirkning og hele patentsystemet nemmere, billigere og retssikkert. Det følger af det ovenstående, at den anfægtede forordning tilsigter at lette adgangen til den beskyttelse, der gives ved patentet, navnlig for de små og mellemstore virksomheder.
35 Legitimiteten af et sådant formål kan ikke anfægtes. Blandt de valgmuligheder, en opfinder har, når han har bestemt sig for at søge sin opfindelse beskyttet ved udstedelse af et patent, er muligheden for at vælge den ønskede territoriale udstrækning af beskyttelsen, og dette valg træffes på grundlag af en samlet bedømmelse af fordelene og ulemperne ved det enkelte valg, hvori der navnlig indgår komplicerede økonomiske vurderinger af den erhvervsmæssige interesse i en beskyttelse i de forskellige stater i forhold til den samlede størrelse af de omkostninger, der er forbundet med udstedelsen af et patent i disse stater, herunder udgifterne til oversættelse (jf. i denne retning dom BASF, C-44/98, EU:C:1999:440, præmis 18).
36 Systemet til beskyttelse af europæiske patenter, der følger af EPK, er imidlertid karakteriseret ved en kompleksitet og særligt høje omkostninger for en ansøger, der vil opnå beskyttelse af sin opfindelse ved meddelelse af et patent, som omfatter området for alle medlemsstaterne. Denne kompleksitet og disse omkostninger, der bl.a. følger af nødvendigheden for indehaveren af et europæisk patent meddelt af EPO – med henblik på at validere dette patent på en medlemsstats område – af at indgive en oversættelse af sidstnævnte på denne medlemsstats officielle sprog, udgør en hindring for beskyttelsen af patenter i Unionen.
37 Der er i øvrigt heller ikke tvivl om, at fremgangsmåden i det aktuelle system for beskyttelse af patenter, der følger af EPK, har negative indvirkninger på de europæiske virksomheders kapacitet til innovation og konkurrenceevne og særligt for så vidt angår små og mellemstore virksomheder, der ikke kan udvikle nye teknologier beskyttet af patenter, der dækker hele Unionen, uden at skulle følge komplekse og dyre procedurer, mens den sprogordning, der er indført ved den anfægtede forordning, kan gøre adgangen til det europæiske patent med ensartet retsvirkning og hele patentsystemet i almindelighed nemmere, billigere og retligt mere sikkert.
38 For det andet skal det efterprøves, om den ordning, der er blevet indført ved den anfægtede forordning, er passende for at nå det legitime formål om at lette adgangen til den beskyttelse, der gives ved patentet.
39 I denne henseende skal det bemærkes, at den anfægtede forordning har til formål at fastlægge oversættelsesordningerne for de europæiske patenter, som er tillagt en ensartet retsvirkning i henhold til forordning nr. 1257/2012. Eftersom EPO er ansvarlig for meddelelse af europæiske patenter, er den anfægtede forordning støttet på de gældende oversættelsesordninger ved EPO, der fastsætter brugen af tysk, engelsk og fransk, idet nævnte forordning dog ikke kræver en oversættelse af det europæiske patentskrift eller i det mindste af dets patentkrav på det officielle sprog i hver stat, hvor patentet med ensartet retsvirkning har retsvirkning, således som det er tilfældet for det europæiske patent. Følgelig gør den ordning, der er blevet indført ved den anfægtede forordning det faktisk muligt at lette adgangen til den beskyttelse, der gives ved patentet, ved at reducere de omkostninger, som er knyttet til oversættelseskravene.
40 For det tredje skal det efterprøves, om den ordning, der er blevet indført ved den anfægtede forordning, ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det mål, der legitimt forfølges.
41 I denne henseende har Domstolen i præmis 92 i dom Kik mod KHIM (C- 361/01 P, EU:C:2003:434) fremhævet den nødvendige ligevægt, der skal bevares mellem på den ene side de økonomiske aktørers og almenhedens interesser hvad angår omkostninger ved sagernes behandling, og på den anden side interesserne hos ansøgerne om beskyttelsesbeviser for intellektuelle ejendomsrettigheder og de andre økonomiske aktørers interesser med hensyn til adgangen til oversættelse af dokumenter, der giver rettigheder, eller med hensyn til sager med deltagelse af flere økonomiske aktører.
42 Hvad for det første angår bevarelsen af ligevægten mellem de økonomiske aktørers og almenhedens interesser for så vidt angår omkostningerne ved proceduren for anerkendelsen af det europæiske patents ensartede retsvirkning skal det bemærkes, at selv om Unionen bestræber sig på at bevare flersprogetheden, hvis betydning er anført i artikel 3, stk. 3, fjerde afsnit, TEU og i artikel 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er det i denne doms præmis 36 blevet anført, at de høje omkostninger, der er forbundet med meddelelsen af et europæisk patent, som dækker området for alle medlemsstaterne, udgør en hindring for beskyttelsen ved patentet i Unionen, og det var således afgørende, at oversættelsesordningerne for de europæiske patenter med ensartet retsvirkning skulle være omkostningseffektive.
43 For det andet skal det fremhæves, at Rådet har fastsat tilvejebringelsen af flere mekanismer for at sikre den nødvendige ligevægt mellem interesserne hos ansøgerne om det europæiske patent med ensartet retsvirkning og de andre økonomiske aktørers interesser med hensyn til adgangen til oversættelse af dokumenter, der giver rettigheder, eller med hensyn til sager med deltagelse af flere økonomiske aktører.
44 Det skal således indledningsvis bemærkes, at for at lette adgangen til det europæiske patent med ensartet retsvirkning og navnlig for at gøre det muligt for ansøgerne at indgive deres ansøgninger til EPO på et hvilket som helst af Unionens sprog fastsætter den anfægtede forordnings artikel 5 en godtgørelsesordning, hvorefter visse patentansøgere, navnlig små og mellemstore virksomheder, der indgiver patentansøgninger til EPO på et af de officielle EU-sprog, som ikke er et af EPO’s officielle sprog, kan få godtgjort oversættelsesomkostninger op til et maksimumsbeløb.
45 Herefter bemærkes, at Rådet for at begrænse ulemperne for de økonomiske aktører, der ikke råder over midler til med en vis grad af ekspertise at forstå dokumenter, der affattes på tysk, engelsk eller fransk, i den anfægtede forordnings artikel 6 har fastsat en overgangsperiode af en varighed på højst 12 år, hvorefter en ordning med maskinoversættelser af høj kvalitet er tilgængelig på alle Unionens officielle sprog. I denne overgangsperiode skal enhver anmodning om ensartet retsvirkning være ledsaget af enten en fuldstændig oversættelse til engelsk af det europæiske patentskrift, hvis behandlingssproget er fransk eller tysk, eller en fuldstændig oversættelse af det europæiske patentskrift til et hvilket som helst andet officielt EU-sprog, hvis behandlingssproget er engelsk.
46 Endelig bemærkes, at Rådet, for at beskytte de økonomiske aktører, der ikke råder over midler til med en vis grad af ekspertise at forstå et af EPO’s officielle sprog, i den anfægtede forordnings artikel 4 har fastsat flere bestemmelser, der finder anvendelse i tilfælde af tvister, som tilsigter dels at tillade sådanne økonomiske aktører, når de mistænkes for patentkrænkelse, på de betingelser, der er fastsat i denne artikel, at få en fuldstændig oversættelse af det europæiske patent med ensartet retsvirkning, dels i tilfælde af tvister vedrørende et erstatningskrav, at den domstol, som træffer afgørelse i tvisten, vurderer og tager i betragtning, om den formodede patentkrænker er i god tro.
47 Henset til disse elementer skal det fastslås, at den anfægtede forordning bevarer den nødvendige ligevægt mellem de forskellige omhandlede interesser og følgelig ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det mål, der legitimt forfølges. Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 61-74 i forslaget til afgørelse, er Rådets valg om inden for rammerne af etableringen af oversættelsesordningen for det europæiske patent med ensartet retsvirkning at foretage en differentieret behandling af de officielle sprog i Unionen begrænset til tysk, engelsk og fransk passende og forholdsmæssig i forhold til det legitime formål, der forfølges med denne forordning.
48 Det første anbringende må derfor forkastes.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af de principper, der blev opstillet i dom Meroni mod Den Høje Myndighed (9/56, EU:C:1958:7)
Parternes argumenter
49 Kongeriget Spanien har gjort gældende, at Rådet har tilsidesat de principper, der er opstillet i dom Meroni mod Den Høje Myndighed (9/56, EU:C:1958:7), som er blevet bekræftet i domme Romano (98/80, EU:C:1981:104) og Tralli mod ECB (C-301/02 P, EU:C:2005:306), ved i den anfægtede forordnings artikel 5 og artikel 6, stk. 2, at uddelegere administrationen af den godtgørelsesordning, hvorefter der kan opnås godtgørelse af omkostninger og offentliggørelse af oversættelser i overgangsperioden, til EPO.
50 For det første indeholder hverken betragtningerne til forordning nr. 1257/2012 eller betragtningerne til den anfægtede forordning en objektiv begrundelse for denne delegation af beføjelser.
51 For det andet følger det af dom Meroni mod Den Høje Myndighed (9/56, EU:C:1958:7), at delegationen kun kan vedrøre klart definerede gennemførelsesbeføjelser, for hvilke der ikke er nogen skønsmargen, og hvis udøvelse derfor kan kontrolleres nøje i forhold til de objektive kriterier, som den delegerende myndighed har fastsat. Dette er imidlertid ikke tilfældet i denne sag.
52 For det første tillægger den anfægtede forordnings artikel 5 administrationen af godtgørelsesordningen EPO, som skønsmæssigt kan bestemme gennemførelsen af retten til godtgørelse af de oversættelsesomkostninger, som dette system fastsætter. Kongeriget Spanien har i øvrigt anført, at selv om artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 1257/2012 pålægger medlemsstaterne forpligtelsen til at sikre en effektiv retlig beskyttelse for så vidt angår afgørelser truffet af EPO i udøvelsen af de opgaver, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, og selv om denne kompetence udelukkende er blevet tillagt den fælles patentdomstol i artikel 32, stk. 1, litra i), i aftalen om en fælles patentdomstol, nyder Den Europæiske Patentmyndighed immunitet mod retsforfølgelse, og følgelig kan EPO’s retsakter ikke undergives nogen form for domstolsprøvelse.
53 For det andet er opgaven med at offentliggøre oversættelser, som er fastsat i den anfægtede forordnings artikel 6, stk. 2, en aktivitet, med hensyn til hvilken der ikke er nogen skønsmargen. Den er imidlertid ikke underlagt nogen domstolskontrol.
54 Rådet har indledningsvis anført, at Kongeriget Spanien ikke har bestridt, at det påhviler medlemsstaterne gennem EPO at administrere godtgørelsesordningen og den opgave, der består i at offentliggøre oversættelser. Gennemførelsen af EU-retten påhviler først og fremmest medlemsstaterne, og det er ikke for så vidt angår de opgaver, der vedrører godtgørelsesordningen og offentliggørelsen af oversættelser, nødvendigt at have ensartede gennemførelsesbetingelser som omhandlet i artikel 291, stk. 2, TEUF. De principper, der er opstillet i domme Meroni mod Den Høje Myndighed (9/56, EU:C:1958:7), Romano (98/80, EU:C:1981:104) og Tralli mod ECB (C-301/02 P, EU:C:2005:306), er ikke relevante. Under alle omstændigheder er de nævnte principper ikke blevet tilsidesat.
55 Intervenienterne har støttet Rådets argumenter.
Domstolens bemærkninger
56 Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af Kongeriget Spaniens skriftlige indlæg, at denne medlemsstat gør gældende, at betingelserne for den påståede delegation af kompetencer, som Rådet har foretaget i den anfægtede forordnings artikel 5 og artikel 6, stk. 2, ikke er opfyldt, hvilket udgør en tilsidesættelse af de principper, der er opstillet i dom Meroni mod Den Høje Myndighed (9/56, EU:C:1958:7).
57 I denne henseende skal det bemærkes, at den anfægtede forordnings artikel 5 og 6 opfordrer de deltagende medlemsstater til i overensstemmelse med artikel 9 i forordning nr. 1257/2012 at overdrage EPO de opgaver, som de fastlægger, jf. EPK’s artikel 143.
58 Som det følger af artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 1257/2012, udgør denne forordning en særlig overenskomst, jf. artikel 142 i EPK, således at bestemmelserne i afdeling IX i denne konvention vedrørende særlige overenskomster, der omfatter artikel 142-149 i sidstnævnte, finder anvendelse på en sådan overenskomst.
59 Ifølge EPK’s artikel 143 og 145 kan en gruppe af medlemsstater, der gør brug af bestemmelserne i afdeling IX i EPK, tildele EPO opgaver.
60 Det er med henblik på at gennemføre de nævnte bestemmelser, at artikel 9, stk. 1, litra d) og f), i forordning nr. 1257/2012 bestemmer, at de deltagende medlemsstater tildeler EPO opgaverne dels at offentliggøre oversættelser, jf. artikel 6 i den anfægtede forordning, i den i nævnte artikel anførte overgangsperiode, dels at administrere godtgørelsesordningen for refusion af oversættelsesomkostninger, jf. artikel 5 i den anfægtede forordning.
61 Disse opgaver er imidlertid uadskilleligt forbundet med gennemførelsen af enhedspatentbeskyttelsen, der er indført ved forordning nr. 1257/2012, og hvis oversættelsesordninger er fastsat ved den anfægtede forordning.
62 Det skal derfor lægges til grund, at den omstændighed, at EPO er blevet tillagt yderligere opgaver, følger af det forhold, at de deltagende medlemsstater som kontraherende parter i EPK har indgået en særlig overenskomst, jf. denne konventions artikel 142.
63 Eftersom Rådet ikke, i modsætning til hvad Kongeriget Spanien har gjort gældende, har delegeret de deltagende medlemsstater eller EPO gennemførelsesbeføjelser, der udelukkende tilkommer Rådet i henhold til EU-retten, finder de principper, som Domstolen opstillede i dom Meroni mod Den Høje Myndighed (9/56, EU:C:1958:7), ikke anvendelse.
64 Det følger heraf, at det andet anbringende må forkastes.
Det tredje anbringende om manglende retsgrundlag for den anfægtede forordnings artikel 4
Parternes argumenter
65 Kongeriget Spanien har anført, at det retsgrundlag, der er anvendt til at indføre artikel 4 i den anfægtede forordning, er fejlagtigt, idet denne bestemmelse ikke vedrører en »sprogordning« for europæiske beskyttelsesbeviser som omhandlet i artikel 118, stk. 2, TEUF, men indarbejder visse processuelle garantier i en retslig procedure, der ikke kan være støttet på denne bestemmelse i EUF-traktaten.
66 Rådet har gjort gældende, at den anfægtede forordning faktisk indfører en sprogordning, da den fastlægger de oversættelser, der kræves efter meddelelsen og registreringen af den ensartede virkning af et europæisk patent med ensartet retsvirkning. Denne forordnings artikel 3, stk. 1, indfører således sprogordningen for det europæiske patent med ensartet retsvirkning, idet den – for så vidt angår situationen efter registreringen af den ensartede retsvirkning – præciserer, at når patentskriftet for et europæisk patent er blevet offentliggjort i overensstemmelse med EPK, kræves der ikke yderligere oversættelser. Den nævnte forordnings artikel 4 udfylder et retligt tomrum, eftersom den sprogordning, der er fastsat i EPK, ikke regulerer de sprogkrav, der gælder i tilfælde af en tvist. Da medlemsstaternes processuelle regler ikke er blevet harmoniseret i EU-retten, skal det endvidere sikres, at den formodede patentkrænker altid har ret til at modtage en fuldstændig oversættelse af et europæisk patent med ensartet retsvirkning.
67 Intervenienterne har støttet Rådets argumenter.
Domstolens bemærkninger
68 Ifølge fast retspraksis skal valget af retsgrundlag for en EU-retsakt ske på grundlag af objektive forhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol, herunder navnlig retsaktens formål og indhold (domme Kommissionen mod Rådet, C-377/12, EU:C:2014:1903, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis, og Det Forenede Kongerige mod Rådet, C-81/13, EU:C:2014:2449, præmis 35).
69 I det foreliggende tilfælde skal det for så vidt angår den anfægtede forordnings formål bemærkes, at forordningen i henhold til sin titel og artikel 1, gennemfører et forstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse for så vidt angår gældende oversættelsesordninger. Som det fremgår af 16. betragtning til den anfægtede forordning, er målet for denne oprettelsen af en ensartet og enkel oversættelsesordning for europæiske patenter med ensartet retsvirkning.
70 Hvad angår indholdet af den anfægtede forordning skal det bemærkes, at denne forordnings artikel 3, stk. 1, fastsætter, at uden at dette berører bestemmelserne vedrørende oversættelser i tilfælde af tvister og overgangsbestemmelser, kræves der ikke yderligere oversættelser, når patentskriftet for et europæisk patent med ensartet retsvirkning er blevet offentliggjort i overensstemmelse med artikel 14, stk. 6, i EPK. Ifølge sidstnævnte bestemmelse offentliggøres europæiske patentskrifter på behandlingssproget og indeholder en oversættelse af patentkravene til de to andre af EPO’s officielle sprog.
71 Det følger af de ovenstående betragtninger, at den anfægtede forordning i henhold til artikel 118, stk. 2, TEUF indfører sprogordningen for det europæiske patent med ensartet retsvirkning, defineret ved henvisning til EPK’s artikel 14, stk. 6.
72 I denne henseende skal det bemærkes, at artikel 118, stk. 2, TEUF ikke udelukker, at der ved fastlæggelsen af sprogordningen for et europæisk beskyttelsesbevis henvises til sprogordningen ved den organisation, som det organ, der skal meddele beviset, som en ensartet retsvirkning er knyttet til, henhører under. Det har i øvrigt ingen betydning, at den anfægtede forordning ikke indfører udtømmende bestemmelser for den sprogordning, der finder anvendelse på det europæiske patent med ensartet retsvirkning. TEUF’s artikel 118, stk. 2, kræver nemlig ikke, at Rådet harmoniserer samtlige aspekter af sprogordningen for beskyttelsesbeviser for intellektuel ejendomsret, der er indført på grundlag af artikel 118, stk. 1.
73 Hvad angår den anfægtede forordnings artikel 4 skal det fastslås, at denne henhører direkte under sprogordningen for det europæiske patent med ensartet retsvirkning, for så vidt som den definerer de særlige regler, der regulerer oversættelsen af det europæiske patent med ensartet retsvirkning i den specifikke situation, hvor der er tale om en tvist. Eftersom sprogordningen for det europæiske patent med ensartet retsvirkning nemlig er defineret ved alle bestemmelserne i den anfægtede forordning og nærmere bestemt i bestemmelserne i artikel 3, 4 og 6, der skal regulere forskellige situationer, kan denne forordnings artikel 4 ikke adskilles fra resten af bestemmelserne i denne forordning for så vidt angår retsgrundlaget.
74 Henset til de ovenstående betragtninger må Kongeriget Spaniens argument, hvorefter artikel 118, stk. 2, TEUF ikke kan tjene som retsgrundlag for den anfægtede forordnings artikel 4, følgelig forkastes.
75 Det tredje anbringende må derfor forkastes.
Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet
Parternes argumenter
76 Kongeriget Spanien har gjort gældende, at Rådet har tilsidesat retssikkerhedsprincippet. For det første begrænser den anfægtede forordning de økonomiske aktørers mulighed for at modtage oplysninger, eftersom europæiske patentskrifter kun offentliggøres på behandlingssproget, idet de øvrige af EPO’s officielle sprog udelukkes. Denne forordning fastsætter endvidere ikke ordningerne, og navnlig ikke sprogordningerne, for meddelelse af det europæiske patent med ensartet retsvirkning. Den fastsætter desuden ikke maksimumsbeløbets størrelse i relation til administrationen af godtgørelsesordningen og heller den måde, hvorpå dette beløb skal fastsættes. Bestemmelserne i den nævnte forordning artikel 4 er heller ikke tilstrækkelige til at kompensere for de manglende oplysninger vedrørende det europæiske patent med ensartet retsvirkning. Oversættelsen af et europæisk patent med ensartet retsvirkning, der leveres i tilfælde af en tvist, har nemlig ikke nogen retlig værdi, og denne bestemmelse nævner ikke de konkrete konsekvenser i den situation, hvor en patentkrænker har handlet i god tro. Endelig eksisterede systemet med maskinoversættelser ikke på det tidspunkt, hvor den anfægtede forordning blev vedtaget, og der var ingen sikkerhed for, at det kunne fungere på et område, hvor det er helt afgørende, at oversættelser er præcise.
77 Rådet er af den opfattelse, at Kongeriget Spaniens argumenter er i strid med princippet om indirekte forvaltning og subsidiaritetsprincippet, som EU-retten er baseret på. Den anfægtede forordning overlader det til medlemsstaterne at foretage en nærmere regulering af aspekter såsom en godtgørelsesordning eller et system med maskinoversættelse. Retssikkerhedsprincippet kræver ikke, at alle regler er fastsat ned til den mindste detalje i grundforordningen, idet visse regler kan fastsættes af medlemsstaterne eller fastlægges i delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter. I denne forordnings artikel 4, stk. 4, fastsættes endvidere de væsentligste elementer og kriterierne for den nationale rets anvendelse heraf.
78 Intervenienterne har støttet Rådets argumenter.
Domstolens bemærkninger
79 Efter fast retspraksis kræver retssikkerhedsprincippet, at retsreglerne er klare, præcise og forudsigelige i deres retsvirkninger, således at de berørte kan orientere sig i situationer og retsforhold, der henhører under EU-retten (jf. domme France Télécom mod Kommissionen, C-81/10 P, EU:C:2011:811, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis, og LVK – 56, C-643/11, EU:C:2013:55, præmis 51).
80 For det første tilsigter Spaniens argument, hvorefter den anfægtede forordning begrænser de økonomiske aktørers mulighed for at modtage oplysninger, at anfægte den sprogordning, der er blevet etableret ved den nævnte forordning, for så vidt som den ikke fastsætter oversættelse af det europæiske patent med ensartet retsvirkning til alle de officielle sprog i Unionen. En sådan argumentation er imidlertid allerede blevet forkastet i forbindelse med det første anbringende.
81 Hvad for det andet angår argumentet, hvorefter den anfægtede forordning ikke fastsætter ordningerne, og navnlig ikke sprogordningerne, for tildeling af ensartet retsvirkning, udelukker de relevante bestemmelser i denne forordning, sammenholdt med bestemmelserne i forordning nr. 1257/2012, at der er sket en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.
82 Den anfægtede forordnings artikel 3, stk. 2, bestemmer nemlig, at en anmodning om ensartet retsvirkning, jf. artikel 9 i forordning nr. 1257/2012, indgives på behandlingssproget. I denne henseende er behandlingssproget defineret i den anfægtede forordnings artikel 2, litra b), som værende behandlingssproget ved EPO som omhandlet i EPK’s artikel 14, stk. 3.
83 Ifølge artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1257/2012 skal den ensartede retsvirkning være registreret i registret for enhedspatentbeskyttelse, idet et sådant register ifølge denne forordnings artikel 2, litra e), udgør en del af det europæiske patentregister, som EPO fører. I overensstemmelse med EPK’s artikel 14, stk. 8, finder indførelser i det europæiske patentregister sted på EPO’s tre officielle sprog.
84 Hvad for det tredje angår godtgørelsesordningens påståede manglende fastsættelse af maksimumsbeløbets størrelse eller af den måde, hvorpå dette maksimumsbeløb skal fastsættes, er det tilstrækkeligt at konstatere – ligesom generaladvokaten har anført i punkt 110 og 111 i forslaget til afgørelse – at det følger af artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1257/2012, at de deltagende medlemsstater som kontraherende parter i EPK sikrer ledelse af og tilsyn med de aktiviteter, der er knyttet til de opgaver, der er omhandlet i denne forordnings artikel 9, stk. 1, og at de til dette formål opretter en særlig komité inden for Administrationsrådet for Den Europæiske Patentorganisation, jf. EPK’s artikel 145, således at en afgørelse vedrørende godtgørelsesordningens fastsættelse af maksimumsbeløbets størrelse eller den måde, hvorpå dette maksimumsbeløb skal fastsættes, henhører under de deltagende medlemsstater gennem en sådan særlig komité. Der kan derfor ikke konstateres nogen tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet i denne henseende.
85 For det fjerde skaber den omstændighed, at det kun er patentet på det sprog, hvorpå det er blevet meddelt, der har retlige virkninger, og ikke oversættelsen, som i henhold til den anfægtede forordnings artikel 4 skal fremlægges i tilfælde af en tvist, ingen retsusikkerhed, eftersom de omhandlede aktører er i stand til med sikkerhed at kende det sprog, der har gyldighed, med henblik på at vurdere omfanget af den beskyttelse, som det europæiske patent med ensartet retsvirkning har givet.
86 For det femte udgør manglen på angivelse af konkrete konsekvenser i den situation, hvor en formodet patentkrænker har handlet i god tro, heller ikke en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet. Som det følger af niende betragtning til den anfægtede forordning, gør denne omstændighed det tværtimod muligt for den kompetente domstol at vurdere de nærmere omstændigheder i hvert enkelt tilfælde og bl.a. tage i betragtning, om den formodede patentkrænker er en lille eller mellemstor virksomhed, der alene driver virksomhed på lokalt plan, behandlingssproget i EPO og i overgangsperioden den oversættelse, der sendes sammen med anmodningen om ensartet retsvirkning.
87 Hvad for det sjette angår det af Kongeriget Spanien hævdede om, at der ikke er sikkerhed for, at systemet med maskinoversættelser, der ikke var operationelt på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede forordning, fungerer, skal det bemærkes, at det, der i virkeligheden er blevet rejst tvivl om, er unionslovgivers valg om at have fastsat en overgangsperiode på 12 år til at tilvejebringe den komponent i sprogordningen, der vedrører maskinoversættelse af patentansøgninger og patentskrifter til alle Unionens officielle sprog. Selv om det er rigtigt, at der ikke er nogen garanti for, at det nævnte system, som skal være operationelt ved slutningen af overgangsperioden, vil fungere, er dette ikke tilstrækkeligt til at udgøre grundlaget for en annullation af den anfægtede forordning på grund af tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, eftersom der ikke ville kunne gives en sådan garanti. Kongeriget Spaniens argument må følgelig forkastes som irrelevant.
88 Under disse omstændigheder kan det ikke konstateres, at der er sket en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.
89 Det fjerde anbringende må derfor forkastes.
Det femte anbringende om tilsidesættelse af princippet om EU-rettens autonomi
Parternes argumenter
90 Kongeriget Spanien har anført, at den anfægtede forordnings artikel 7 er i strid med princippet om EU-rettens autonomi, idet der i forordningen sondres mellem på den ene side ikrafttrædelsen af den nævnte forordning og på den anden side anvendelsen heraf ved at fastsætte denne dato til den 1. januar 2014 samtidig med, at det angives, at denne dato udsættes, hvis aftalen om en fælles patentdomstol ikke er trådt i kraft i overensstemmelse med dens artikel 89, stk. 1. I det foreliggende tilfælde er de kontraherende parter til aftalen om en fælles patentdomstol blevet tillagt beføjelsen til at bestemme datoen for anvendelse af en EU-retlig regel og dermed udøvelsen af kompetencen i henhold til denne regel. Kongeriget Spanien har tilføjet, at Rådets eksempler om lovgivningsmæssig praksis er irrelevante.
91 Rådet har anført, at det fremgår af en samlet læsning af 9., 24. og 25. betragtning til forordning nr. 1257/2012, at det politiske valg, som EU-lovgiver har foretaget for at sikre et velfungerende europæisk patent med ensartet retsvirkning, sammenhæng i retspraksis og dermed retssikkerhed og omkostningseffektivitet for patenthavere, består i at knytte det europæiske patent med ensartet retsvirkning sammen med en særskilt retsinstans, der skal etableres, inden det første europæiske patent med ensartet retsvirkning meddeles. Der er i denne henseende ingen retlige hindringer for, at der kan skabes en sammenhæng mellem det europæiske patent med ensartet retsvirkning og den fælles patentdomstol, hvilket er tilstrækkelig begrundet i 24. og 25. betragtning til forordning nr. 1257/2012. Der findes i øvrigt i den lovgivningsmæssige praksis en række eksempler på, at der skabes en sammenhæng mellem anvendelsen af en EU-retsakt og en begivenhed, der ligger uden for denne retsakts rammer.
92 Intervenienterne har støttet Rådets argumenter.
Domstolens bemærkninger
93 Det skal bemærkes, at den anfægtede forordnings artikel 7, stk. 2, bestemmer, at den »anvendes fra den 1. januar 2014 eller datoen for ikrafttræden af aftalen om en fælles patentdomstol, idet den seneste dato er gældende.«
94 Ifølge Domstolens praksis indebærer den direkte anvendelighed af en forordning som fastsat i artikel 288, stk. 2, TEUF, at dens ikrafttræden og dens anvendelse til fordel for eller imod de retsundergivne ikke kræver nogen gennemførelsesforanstaltning i national ret, medmindre den omhandlede forordning overlader det til medlemsstaterne selv at træffe de lovgivningsmæssige, administrative eller finansielle foranstaltninger, der er nødvendige for en anvendelse af forordningens bestemmelser (jf. domme Bussone, 31/78, EU:C:1978:217, præmis 32, og ANAFE, C-606/10, EU:C:2012:348, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).
95 Dette er tilfældet i den foreliggende sag, idet unionslovgiver selv – med henblik på, at bestemmelserne i den anfægtede forordning kan anvendes – har overladt det til medlemsstaterne dels at vedtage flere foranstaltninger inden for den retlige ramme, som er fastsat ved EPK, dels at etablere den fælles patentdomstol, der, således som det er anført i 24. og 25. betragtning til forordning nr. 1257/2012, er afgørende for at sikre et velfungerende europæisk patent med ensartet retsvirkning, sammenhæng i retspraksis og dermed retssikkerhed og omkostningseffektivitet for patenthavere.
96 Det følger af de ovenstående betragtninger, at det femte anbringende må forkastes.
97 Henset til alle de ovenstående betragtninger må Rådet frifindes i det hele, også med hensyn til den subsidiære påstand om delvis annullation af den anfægtede forordning, som Kongeriget Spanien har nedlagt.
Sagens omkostninger
98 I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet har nedlagt påstand om, at Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og Kongeriget Spanien har tabt sagen, bestemmes det, at denne medlemsstat skal bære sine egne omkostninger og betale de omkostninger, der er blevet afholdt af Rådet.
99 I henhold til samme procesreglements artikel 140, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):
1) Rådet for Den Europæiske Union frifindes.
2) Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er blevet afholdt af Rådet.
3) Kongeriget Belgien, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Franske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Ungarn, Kongeriget Nederlandene, Kongeriget Sverige og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland samt Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen bærer deres egne omkostninger.
Underskrifter