RETTENS DOM (Første Afdeling)

5. april 2017 (*)

»Dumping – import af visse typer polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i Indien, Thailand og Taiwan – udløbsundersøgelse – Kommissionens forslag om at forlænge de nævnte foranstaltninger – Rådets beslutning om at afslutte udløbsundersøgelsesproceduren uden at indføre disse foranstaltninger – annullationssøgsmål – artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009 – sandsynlighed for, at der igen ville blive forvoldt væsentlig skade – artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 1225/2009 – Unionens interesse – åbenbart urigtigt skøn – begrundelsespligt – erstatningssøgsmål«

I sag T-422/13,

Committee of Polyethylene Terephthalate (PET) Manufacturers in Europe (CPME), Bruxelles (Belgien), og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget (1), ved advokat L. Ruessmann og solicitor J. Beck,

sagsøgere,

støttet af:

Europa-Kommissionen ved J.-F. Brakeland, A. Demeneix og M. França, som befuldmægtigede,

intervenient,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved S. Boelaert og J.-P. Hix, som befuldmægtigede, bistået af solicitor B. O’Connor og advokat S. Gubel,

sagsøgt,

støttet af:

European Federation of Bottled Waters (EFBW), Bruxelles,

Caiba, SA, Paterna (Spanien),

Coca-Cola Enterprises Belgium (CCEB), Anderlecht (Belgien),

Danone, Paris (Frankrig),

Nestlé Waters Management & Technology, Issy-les-Moulineaux (Frankrig),

Pepsico International Ltd, London (Det Forenede Kongerige),

og

Refresco Gerber BV, Rotterdam (Nederlandene),

ved barrister E. McGovern,

intervenienter,

angående dels et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/226/EU af 21. maj 2013, som forkaster forslag til Rådets gennemførelsesforordning om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009 og om afslutning af udløbsundersøgelsen vedrørende importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indonesien og Malaysia, for så vidt som forslaget indfører en endelig antidumpingtold på importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand (EUT 2013, L 136, s. 12), for så vidt som den afviste forslaget om at indføre en endelig antidumpingtold på import med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand og afsluttede udløbsundersøgelsen af denne import, dels et søgsmål i henhold til artikel 268 TEUF med påstand om erstatning for det tab, som sagsøgerne angiveligt har lidt,

har

RETTEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne I. Pelikánová og E. Buttigieg (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig C. Heeren,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 28. juni 2016,

afsagt følgende

Dom

 Retlige rammer

1        Den i nærværende sag omhandlede afgørelse blev truffet i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT 2009, L 343, s. 51, berigtiget i EUT 2010, L 7, s. 22, herefter »grundforordningen«), inden denne blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 37/2014 af 15. januar 2014 om ændring af visse forordninger vedrørende den fælles handelspolitik for så vidt angår procedurerne for vedtagelse af visse foranstaltninger (EUT 2014, L 18, s. 1), og ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21).

2        Grundforordningens artikel 11, stk. 2, havde følgende ordlyd:

»Endelige antidumpingforanstaltninger udløber fem år efter indførelsen heraf eller fem år efter datoen for afslutningen af den seneste genoptagelse af en undersøgelse, som omfattede både spørgsmålet om dumping og skade, medmindre det som led i en genoptagelse af en undersøgelse fastslås, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade. En undersøgelse genoptages ved foranstaltningernes udløb på [Europa-]Kommissionens initiativ eller på anmodning fremsat af eller på vegne af producenterne i [Unionen], og foranstaltningerne forbliver i kraft, indtil resultatet af en sådan undersøgelse foreligger.

En undersøgelse genoptages ved foranstaltningernes udløb, når anmodningen herom indeholder tilstrækkelige beviser for, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade. At der foreligger sandsynlighed herfor, kan f.eks. fremgå af beviser for, at der fortsat finder dumping sted og forvoldes skade, eller beviser for, at når de skadelige virkninger er afhjulpet, skyldes det helt eller delvis, at der foreligger foranstaltninger, eller beviser for, at omstændighederne for eksportørerne eller markedsvilkårene har en sådan karakter, at de giver anledning til at formode, at der vil finde yderligere skadevoldende dumping sted.

Ved gennemførelsen af undersøgelser i henhold til dette stykke skal eksportørerne, importørerne, repræsentanterne for eksportlandet og producenterne i [Unionen] have lejlighed til at uddybe, afvise eller fremsætte bemærkninger til de spørgsmål, der er indeholdt i anmodningen om genoptagelse af en undersøgelse, og der skal drages konklusioner under behørig hensyntagen til alle relevante og behørigt dokumenterede beviser, der fremlægges vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt foranstaltningernes bortfald indebærer sandsynlighed for, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade.

En meddelelse om det forestående udløb af foranstaltningerne skal offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på et passende tidspunkt inden for det sidste år, foranstaltningerne er i kraft, som defineret i dette stykke. Derefter skal [Unionens] producenter senest tre måneder før udgangen af femårsperioden indgive en anmodning om, at en undersøgelse genoptages i henhold til andet afsnit. Der offentliggøres også en meddelelse om foranstaltningernes faktiske bortfald i henhold til dette stykke.«

3        Det fulgte af grundforordningens artikel 11, stk. 5, at »[d]e relevante bestemmelser i denne forordning om procedurer og om gennemførelsen af undersøgelser skal, undtagen bestemmelserne vedrørende tidsfrister, finde anvendelse på genoptagelse af undersøgelser, der foretages i henhold til stk. 2, 3 og 4«.

4        Grundforordningens artikel 9, stk. 4, bestemte følgende:

»Fremgår det af den endelige konstatering af de faktiske omstændigheder, at der finder dumping sted og forvoldes skade som følge heraf, og er det af hensyn til beskyttelsen af [Unionens] interesser påkrævet at gribe ind i henhold til artikel 21, træffer Rådet på forslag fra Kommissionen og efter konsultationer i det rådgivende udvalg afgørelse om indførelse af en endelig antidumpingtold. Forslaget vedtages af Rådet, medmindre dette ved simpelt flertal beslutter at forkaste forslaget inden for en frist på en måned, efter at Kommissionen har forelagt det [...]«

5        Det fulgte af grundforordningens artikel 15, stk. 1, at »[a]lle konsultationer, der er omhandlet i denne forordning, finder sted i et rådgivende udvalg, der er sammensat af repræsentanter for samtlige medlemsstater og med en repræsentant for Kommissionen som formand«.

6        Grundforordningens artikel 20, stk. 4, var affattet som følger:

»Den endelige fremlæggelse af oplysninger finder sted skriftligt. Oplysningerne fremlægges snarest muligt under behørig hensyntagen til kravet om beskyttelse af fortrolige oplysninger og normalt ikke senere end en måned, før der træffes endelig afgørelse, eller Kommissionen fremlægger forslag om endelige foranstaltninger i henhold til artikel 9. Er Kommissionen ikke i stand til at fremlægge oplysninger om visse kendsgerninger eller betragtninger på det pågældende tidspunkt, skal de fremlægges snarest muligt derefter. Fremlæggelsen af oplysningerne foregriber ikke senere afgørelser, som Kommissionen eller Rådet måtte træffe, men træffes sådanne afgørelser på grundlag af oplysninger om andre kendsgerninger og betragtninger, skal disse fremlægges snarest muligt.«

7        I henhold til grundforordningens artikel 20, stk. 5, var fastsat, at »[b]emærkninger, der fremsættes efter den endelige fremlæggelse af oplysninger, tages kun i betragtning, hvis de modtages inden for en frist, som Kommissionen fastsætter i hvert enkelt tilfælde, og som skal være mindst ti dage, idet der tages behørigt hensyn til sagens hastende karakter«.

8        Grundforordningens artikel 21, stk. 1, bestemte følgende:

»En afgørelse om, hvorvidt det af hensyn til beskyttelsen af [Unionens] interesser er påkrævet at gribe ind, træffes på grundlag af en vurdering af alle involverede parters interesser som helhed, herunder den indenlandske erhvervsgrens, brugernes og forbrugernes interesser, og der træffes kun afgørelse i henhold til denne artikel, når alle parter har haft lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter i henhold til stk. 2. I en sådan undersøgelse tages der særligt hensyn til behovet for at bringe den fordrejning af handelen, som skyldes skadevoldende dumping til ophør og at genskabe en situation med effektiv konkurrence. De foranstaltninger, der fastsættes på grundlag af den konstaterede dumping og deraf følgende skade, må ikke anvendes, når myndighederne på grundlag af alle fremlagte oplysninger klart kan fastslå, at det ikke er i [Unionens] interesse at anvende sådanne foranstaltninger.«

 Tvistens baggrund

9        Denne sag vedrører proceduren for en genoptaget undersøgelse, der er iværksat i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, som følge af bortfaldet af den antidumpingtold, som Rådet for Den Europæiske Union fra 2000 havde indført på importen af visse typer polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand (herefter »den pågældende antidumpingtold«).

10      Rådet havde ligeledes siden 2000 pålagt antidumpingtold på import af visse typer PET fra Indonesien og Malaysia samt udligningstold på import af visse typer PET fra bl.a. Indien (herefter »den pågældende udligningstold«).

11      Den 25. november 2011 og efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende af to meddelelser om udløb af hele den ovenfor i præmis 9 og 10 nævnte antidumpingtold (EUT 2011, C 122, p. 10) og den pågældende udligningstold (EUT 2011, C 116, s. 10) blev Europa-Kommissionen af den PET-producerende EU-erhvervsgren forelagt to anmodninger om at indlede en udløbsundersøgelse af antidumpingtolden og udligningstolden i henhold til henholdsvis grundforordningens artikel 11, stk. 2, og artikel 18 i Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 af 11. juni 2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT 2009, L 188, s. 93).

12      Idet Kommissionen efter at have hørt det rådgivende udvalg som foreskrevet i grundforordningens artikel 15 fastslog, at der forelå tilstrækkelige beviser til at indlede udløbsundersøgelserne, meddelte den den 24. februar 2012, at disse undersøgelser blev indledt (EUT 2012, C 55, s. 4, og EUT 2012, C 55, s. 14).

13      Efter disse undersøgelser foreslog Kommissionen ikke at forlænge antidumpingtolden for import af PET fra Indonesien og Malaysia. Derimod foreslog Kommissionen at forlænge den pågældende antidumpingtold og udligningstold for en periode på fem år. Hvad nærmere bestemt angår den pågældende antidumpingtold fandt Kommissionen, at der, såfremt denne udløb, var sandsynlighed for fortsat dumping og fornyet skade for EU-erhvervsgrenen, og at en forlængelse af denne told ikke var i strid med Unionens interesser.

14      Den 3. april 2013 forelagde Kommissionen det rådgivende udvalg disse forslag. Samme dag fremsatte 13 repræsentanter fra medlemsstaterne i dette udvalg indvendinger mod forslaget om at forlænge den pågældende antidumpingtold. Dette forslag blev således støttet af et simpelt flertal af medlemsstaternes repræsentanter.

15      På grundlag heraf fremsatte Kommissionen således for Rådet et forslag til en antidumpingforordning (herefter »Kommissionens forslag«) og et forslag til en antisubsidieforordning om forlængelse af den pågældende antidumpingtold og udligningstold for en yderligere periode på fem år.

16      Den 21. maj 2013 forlængede Rådet på Kommissionens forslag den pågældende udligningstold ved sin gennemførelsesforordning (EU) nr. 461/2013 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af visse typer PET med oprindelse i Indien efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 18 i forordning (EF) nr. 597/2009 (EUT 2013, L 137, s. 1). Det fastslog således, at EU-erhvervsgrenens situation til trods for de tilsyneladende positive tendenser og de omfattende omstruktureringsbestræbelser »stadig [var] sårbar« (186. betragtning). Rådet anførte ligeledes, at da den subsidierede import fra Indien sandsynligvis ville stige væsentligt og sandsynligvis underbyde EU-erhvervsgrenens salgspriser, ville situationen med stor sandsynlighed forværres, og at der ville opstå væsentlig fornyet skade, hvis foranstaltningerne fik lov at udløbe (211. betragtning). Endelig fandt Rådet, at den pågældende udligningstold ikke havde »uforholdsmæssige virkninger« for PET-brugerne i Unionen (264. betragtning). På baggrund heraf fandt Rådet, at »det ikke […] klart [kunne] konkluderes, at det ikke [var] i Unionens interesse at opretholde [den pågældende udligningstold]« (265. betragtning).

17      Til gengæld vedtog Rådet samme dag afgørelse 2013/226/EU, som forkaster forslag til Rådets gennemførelsesforordning om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009 og om afslutning af udløbsundersøgelsen vedrørende importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indonesien og Malaysia, for så vidt som forslaget indfører en endelig antidumpingtold på importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand (EUT 2013, L 136, s. 12, herefter »den anfægtede afgørelse«).

18      Ved den anfægtede afgørelse besluttede Rådet ikke at forlænge den pågældende antidumpingtold i modsætning til Kommissionens forslag (artikel 1). Rådet anså det nemlig »ikke for dokumenteret« (5. betragtning), at det var sandsynligt, at der igen ville blive forvoldt skade, hvis de pågældende antidumpingforanstaltninger bortfaldt, dvs. at fornyet skade var »usandsynlig[…]« (17. betragtning). Rådet konkluderede, at det klart ikke var i Unionens interesse at forlænge foranstaltningerne, da omkostningerne for importører, brugere og forbrugere ikke stod i forhold til fordelene for EU-erhvervsgrenen (18.-23. betragtning). På dette grundlag afsluttede Rådet den fornyede undersøgelse vedrørende den pågældende antidumpingtold uden at forlænge denne told (artikel 2).

19      Hvad angår antidumpingtolden på importen af PET med oprindelse i Indonesien og Malaysia (jf. præmis 10 ovenfor) fulgte Rådet i den anfægtede afgørelse imidlertid Kommissionens forslag om ikke at forlænge denne told. Rådet fandt i denne forbindelse som Kommissionen, at der ikke var sandsynlighed for, at de indonesiske eller malaysiske eksporterende producenter ville genoptage eksporten i skadevoldende mængder til dumpingpriser til EU-markedet på kort til mellemlang sigt, hvis foranstaltningerne blev ophævet (fjerde betragtning). På det grundlag afsluttede Rådet ligeledes den fornyede undersøgelse vedrørende den antidumpingtold, der gjaldt for den pågældende import fra disse lande (artikel 2).

 Retsforhandlinger og parternes påstande

20      Committee of Polyethylene Terephthalate (PET) Manufacturers in Europe (CPME) er en sammenslutning af PET-producenter i EU. Cepsa Química, SA, Equipolymers Srl, Indorama Ventures Poland sp. z o.o., Lotte Chemical UK Ltd, M & G Polimeri Italia SpA, Novapet, SA, Ottana Polimeri Srl, UAB Indorama Polymers Europe, UAB Neo Group og UAB Orion Global pet er PET-producenter i EU.

21      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 14. august 2013 har sagsøgerne, dvs. alle de ovenfor i præmis 20 nævnte enheder, i det væsentlige i henhold artikel 263 TEUF nedlagt påstand om delvis annullation af den anfægtede afgørelse og i henhold til artikel 268 TEUF påstand om erstatning for det tab, de havde lidt som følge af den ulovlige vedtagelse af afgørelsen.

22      Ved begæring indleveret til Rettens Justitskontor den 17. oktober 2013 har Kommissionen anmodet om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for sagsøgernes påstande om delvis annullation af den anfægtede afgørelse. Ved kendelse af 27. november 2013 gav formanden for Rettens Første Afdeling tilladelse til denne intervention.

23      Ved begæring indleveret til Rettens Justitskontor den 20. december 2013 har visse PET-brugere i EU, nemlig Caiba, SA, Coca-Cola Enterprises Belgium (CCEB), Danone, Nestlé Waters Management & Technology, Pepsico International Ltd og Refresco Gerber BV samt den sammenslutning, der repræsenterer denne erhvervsgren, nemlig European Federation of Bottled Waters (EFBW) (herefter »de private intervenienter«), anmodet om tilladelse til at intervenere til støtte for Rådets påstande.

24      Den 20. februar 2014 har sagsøgerne fremsat indsigelser mod denne interventionsbegæring. Desuden har sagsøgerne i henhold til artikel 116, stk. 2, i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 anmodet om, at alle de argumenter og bilag, som var indeholdt i deres processkrifter, og som vedrørte deres erstatningspåstand, ikke skulle meddeles de private intervenienter, såfremt disse fik tilladelse til at intervenere, eftersom disse oplysninger var fortrolige. Med henblik herpå har sagsøgerne fremlagt en ikke-fortrolig version af de pågældende dokumenter og bilag.

25      Formanden for Rettens Første Afdeling har ved kendelse af 8. juli 2014 alene taget de private intervenienters interventionsbegæring til følge hvad angår Rådets påstande om frifindelse for sagsøgernes annullationspåstand og ikke hvad angår frifindelsen for sagsøgernes erstatningspåstand. De private intervenienter har alene fået tilstillet den ikke-fortrolige udgave, som sagsøgerne har fremlagt. De private intervenienter har ikke fremsat indsigelse til anmodningen om fortrolig behandling.

26      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Første Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. artikel 89 i Rettens procesreglement, anmodet parterne om at besvare visse skriftlige spørgsmål. Parterne har besvaret spørgsmålene inden for de fastsatte frister. Retten har navnlig anmodet parterne om at tage stilling til, om den anfægtede afgørelse opfyldte de forpligtelser, der påhvilede Rådet i medfør af artikel 296 TEUF.

27      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 28. juni 2016.

28      Under retsmødet har sagsøgerne anført, at de ønskede at ajourføre deres påstand om skadeserstatning, som var fremsat i henhold til artikel 268 TEUF. På grundlag af denne anmodning har Retten opfordret sagsøgerne til at indgive denne ajourføring. Rådet har fremsat sine bemærkninger til denne ajourføring inden for den fastsatte frist.

29      Den mundtlige forhandling blev afsluttet den 18. november 2016.

30      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgerne medhold.

–        Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den ikke forlængede den pågældende antidumpingtold.

–        Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale erstatning for det lidte tab.

–        Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

–        De private intervenienter tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med interventionen.

31      Rådet har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse for påstanden om annullation, idet denne er ubegrundet.

–        Frifindelse for påstanden om erstatning, idet denne er ubegrundet.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

32      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgerne medhold i påstanden om annullation.

–        Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

33      De private intervenienter har nedlagt følgende påstande:

–        Rådet frifindes for påstanden om annullation.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

1.     Om annullationspåstanden

34      Sagsøgerne har fremsat tre anbringender til støtte for annullationspåstanden. Med det første og det tredje anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at Rådet hverken har meddelt dem de faktiske omstændigheder og betragtninger, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, eller indrømmet dem en frist til at fremsætte bemærkninger til disse. En sådan undladelse udgør efter sagsøgernes opfattelse en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 20, stk. 4 og 5, og af sagsøgernes ret til forsvar (det første anbringende) samt af princippet om omhyggelig forvaltning og princippet om god forvaltningsskik (det tredje anbringende). Med det andet anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at der er foretaget en åbenbart urigtig vurdering, og at der foreligger en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 2, og artikel 21, stk. 1.

35      Retten vil først undersøge sagsøgernes andet anbringende.

 Det andet anbringende om en åbenbart urigtig vurdering og tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 2, og artikel 21, stk. 1

36      Sagsøgerne har, støttet af Kommissionen, gjort gældende, at Rådets konklusioner i 17. og 23. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter det dels var usandsynligt, at der igen ville blive forvoldt væsentlig skade, hvis foranstaltningerne bortfaldt, og det dels klart ikke var i Unionens interesse at forlænge den pågældende antidumpingtold, udgør en åbenbart urigtig vurdering og udgør en tilsidesættelse af henholdsvis grundforordnings artikel 11, stk. 2, og artikel 21, stk. 1.

37      Disse konklusioner er nemlig støttet på betragtninger, som afspejler et partisk og forvansket valg af de faktiske omstændigheder, der blev fastlagt under Kommissionens undersøgelse, samt på andre ubegrundede, eller åbenbart urigtige, konstateringer. Visse konstateringer er endvidere ikke underbyggede og usammenhængende. Den anfægtede afgørelse førte til konklusioner, der er i strid med Kommissionens samt med Rådets egne konklusioner i gennemførelsesforordning nr. 461/2013.

38      Rådet har, støttet af de private intervenienter, bestridt sagsøgernes og Kommissionens argumenter, idet det har anført, at det i medfør af sine vide skønsbeføjelser kunne lægge mere vægt på et forhold end et andet og endda finde, at et forhold ikke var relevant. Eftersom fremtidsanalysen inden for rammerne af en fornyet undersøgelse er kompleks, kunne såvel Kommissionen som Rådet selv med føje nå til forskellige konklusioner, uden at en af dem foretog en åbenbart urigtig vurdering. Hvad angår den angivelige modsigelse mellem den anfægtede afgørelse og gennemførelsesforordning nr. 461/2013 har Rådet anført, at der var tale om forskellige procedurer, der kunne føre til en forskellig vurdering af de faktiske omstændigheder. Endelig er Rådets konklusioner i 17. og 23. betragtning til den anfægtede afgørelse ikke behæftet med åbenbare fejl.

39      Inden der foretages en detaljeret undersøgelse af parternes argumenter vedrørende tilsidesættelserne af grundforordningens artikel 11, stk. 2, og artikel 21, stk. 1, skal arten af den undersøgelse, som Rådet skulle foretage i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, og rækkevidden af Rettens prøvelse af den anfægtede afgørelse først fastlægges som svar på visse af parternes argumenter.

 Den analyse, Rådet skal foretage i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, og rækkevidden af Rettens prøvelse af den anfægtede afgørelse

40      De private intervenienter har anført, at det følger af grundforordningens artikel 11, stk. 2, første afsnit, at foranstaltningerne i princippet udløber ved udløbet af en fastsat frist, »medmindre det [...] fastslås«, at bortfaldet heraf vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade. Det er således de private intervenienters opfattelse, at det, for at foranstaltningerne udløber, ikke positivt skal godtgøres, at det er usandsynligt, at der fortsat eller igen vil finde skadevoldende dumping sted, men at det blot skal fastslås, at det modsatte ikke er godtgjort, hvilket er lettere.

41      De private intervenienter har medgivet, at Rådet i den anfægtede afgørelse nogle gange fremsatte sine konklusioner »mere underbygget«, idet det anførte, at det var »usandsynligt«, at der igen ville blive forvoldt væsentlig skade, hvis foranstaltningerne bortfaldt. Det er imidlertid deres opfattelse, at disse konstateringer ikke ændrer arten af den undersøgelse, der skal foretages. På den baggrund har de private intervenienter anmodet Retten om at tage hensyn til denne undersøgelses art, når den undersøger sagsøgernes klagepunkter vedrørende Rådets anvendelse af grundforordningens artikel 11, stk. 2.

42      De private intervenienter har ligeledes anført, at Rådet i den anfægtede afgørelse foretog en passende undersøgelse, da det for det første konstaterede, at det »ikke [var] dokumenteret, at fjernelsen af antidumpingforanstaltninger over for Indien, Taiwan og Thailand sandsynligvis [ville] føre til fortsat eller fornyet skadevoldende dumping« (5. betragtning), for det andet, at »det [ikke var] påvist, at der sandsynligvis [ville] forekomme skadevoldende dumping i forbindelse med importen fra [Indien, Taiwan og Thailand], når foranstaltningerne [bortfaldt]« (12. betragtning), og for det tredje, at »der ikke [var] blevet fremlagt nogen overbevisende dokumentation for en række faktorer, som [syntes] relevante for enhver vurdering af, om fjernelsen af tolden [ville] føre til fornyet skadevoldende dumping« (15. betragtning).

43      Som svar på Rettens skriftlige spørgsmål har Rådet præciseret, at det, når det vedtog en afgørelse i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 4, efter en genoptagelse af en undersøgelse i medfør af denne forordnings artikel 11, stk. 2, skulle undersøge, om »det [var påvist]«, at det på grundlag af tidligere faktiske forhold var sandsynligt, at der i fremtiden ville finde fortsat eller fornyet skadevoldende dumping sted. I nærværende sag har Rådet anført, at det vurderede, at de faktiske omstændigheder, som fastlagt af Kommissionen, ikke påviste sandsynlighed for en fortsat eller fornyet skadevoldende dumping.

44      Under retsmødet har Rådet tilføjet, at det alene skulle forkaste eller tiltræde Kommissionens forslag og begrunde sin afgørelse. Rådet har ligeledes anerkendt, at det i den anfægtede afgørelse gik ud over den analyse, der kræves i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, idet det nogle gange konkluderede, at det var usandsynligt, at der ville forekomme fornyet skade. Rådet har imidlertid anført, at de faktiske omstændigheder, som det lagde til grund i den anfægtede afgørelse til støtte for denne konklusion, nødvendigvis godtgjorde, at Kommissionen ikke havde påvist, at en skade var sandsynlig.

45      På Rettens skriftlige spørgsmål har Kommissionen præciseret, at EU-institutionerne i princippet afsluttede proceduren for en udløbsundersøgelse af foranstaltningerne uden at opretholde de eksisterende foranstaltninger, hvis de fandt, at der ikke forelå tilstrækkelige beviser til at påvise, at det var sandsynligt, at der fortsat eller igen ville finde dumping sted med deraf følgende skade. Kommissionen har imidlertid gjort gældende, at grundforordningens artikel 11, stk. 2, ikke er til hinder for, at EU-institutionerne som i nærværende sag anvender en mere krævende metode ved at støtte sig på den udtrykkelige konklusion, at ophævelsen af eksisterende foranstaltninger ud fra et materielt synspunkt ikke kunne medføre, at der igen ville finde dumping sted med deraf følgende skade. Det er Kommissionens opfattelse, at Unionens retsinstanser, såfremt dette var tilfældet, havde ret til at efterprøve, om de faktiske forhold understøttede denne konklusion. Kommissionen har i den forbindelse henvist til dom af 7. april 2016, ArcelorMittal Tubular Products Ostrava m.fl. mod Hubei Xinyegang Steel (C-186/14 P og C-193/14 P, EU:C:2016:209, præmis 74 og 75).

46      Sagsøgerne har, adspurgt herom under retsmødet, tilsluttet sig Kommissionens argumenter.

47      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Rådet i den anfægtede afgørelse ikke blot delvist forkastede Kommissionens forslag (artikel 1), men ligeledes selv afsluttede den fornyede undersøgelse, som Kommissionen havde indledt (artikel 2). På denne baggrund var Rådet forpligtet til at overholde de af grundforordningen pålagte betingelser for en sådan afslutning.

48      Det følger af grundforordningens artikel 11, stk. 2, første afsnit, at en endelig antidumpingforanstaltning udløber fem år efter indførelsen heraf eller fem år fra datoen for afslutningen af den seneste genoptagede undersøgelse, som omfattede både spørgsmålet om dumping og skade, »medmindre det som led i en genoptaget undersøgelse fastslås, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade«.

49      Det fremgår af fast retspraksis, at den blotte mulighed for, at der fortsat eller igen vil blive forvoldt skade, ikke er tilstrækkelig til at begrunde, at en foranstaltning opretholdes, idet det er en betingelse, at det fastslås, at det er sandsynligt, at der fortsat eller igen vil blive forvoldt skade (dom af 20.6.2001, Euroalliages mod Kommissionen, T-188/99, EU:T:2001:166, præmis 42). Endvidere er det et krav, at myndighederne på grundlag af en undersøgelse positivt har fastslået denne sandsynlighed (dom af 20.6.2001, Euroalliages mod Kommissionen, T-188/99, EU:T:2001:166, præmis 57).

50      Det følger heraf, at grundforordningens artikel 11, stk. 2, indebærer, at foranstaltningerne udløber, medmindre det er fastslået, at bortfaldet vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade. I henhold til denne bestemmelse er EU-institutionerne for ikke at opretholde en endelig antidumpingforanstaltning således ikke forpligtede til at påvise, at det er usandsynligt, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade, men de kan blot fastslå, at en sådan sandsynlighed ikke er påvist.

51      Ordlyden af grundforordningens artikel 11, stk. 2, første afsnit, adskiller sig fra affattelsen af denne forordnings artikel 6, stk. 1, der blev undersøgt i dom af 7. april 2016, ArcelorMittal Tubular Products Ostrava m.fl. mod Hubei Xinyegang Steel (C-186/14 P og C-193/14 P, EU:C:2016:209), som Kommissionen har henvist til. I denne sag anvendte Rådet nemlig den undtagelsesvise mulighed, der er fastsat i grundforordningens artikel 6, stk. 1, for ikke alene at tage hensyn til oplysningerne fra undersøgelsesperioden, men på visse betingelser ligeledes til oplysninger, der ligger senere end undersøgelsesperioden. På denne baggrund fandt Domstolen, at anvendelsen af de sidstnævnte ikke kunne undtages fra den prøvelsesret, som Unionens retsinstanser er tillagt. Grundforordningens artikel 11, stk. 2, første afsnit, fastsætter kun én form for undersøgelse med henblik på at afgøre, om det er nødvendigt at opretholde foranstaltningerne, hvilken undersøgelse tilsigter at afgøre, om det er påvist, at det er sandsynligt, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade.

52      I nærværende sag konkluderede Rådet i den anfægtede afgørelse både, at det »ikke [var] påvist«, at der igen ville blive forvoldt væsentlig skade, hvis den pågældende antidumpingtold bortfaldt (5. betragtning), og at en sådan fornyet skade var »usandsynlig« (17. betragtning). Rådet støttede disse to konklusioner på de samme grunde, som er fremsat i 8.-17. betragtning til den anfægtede afgørelse.

53      Som Rådet har fremhævet, skal det i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, undersøges, om de betragtninger, som den anfægtede afgørelse er støttet på, giver mulighed for, uden at foretage en åbenbart urigtig vurdering, at konkludere, at det i nærværende sag ikke var påvist, at bortfaldet af den pågældende antidumpingtold ville medføre, at der fortsat eller igen ville finde dumping sted med deraf følgende skade.

54      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at EU-institutionerne inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge (dom af 27.9.2007, Ikea Wholesale, C-351/04, EU:C:2007:547, præmis 40, og af 11.2.2010, Hoesch Metals and Alloys, C-373/08, EU:C:2010:68, præmis 61).

55      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en undersøgelse af sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping eller skade forudsætter en vurdering af komplicerede økonomiske spørgsmål, og at den retslige prøvelse af denne vurdering derfor må begrænses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 20.6.2001, Euroalliages mod Kommissionen, T-188/99, EU:T:2001:166, præmis 45 og 46, og af 8.5.2012, Dow Chemical mod Rådet, T-158/10, EU:T:2012:218, præmis 21).

56      Domstolen har ligeledes fastslået, at Rettens efterprøvelse af de beviser, som EU-institutionerne havde lagt til grund for deres konstateringer, ikke udgjorde en ny vurdering af de faktiske omstændigheder, som erstattede institutionernes. Denne kontrol gør ikke indgreb i institutionernes brede skønsmargin inden for området for handelspolitik, men er begrænset til en prøvelse af, om disse elementer var af en sådan art, at de understøttede institutionernes konklusioner (jf. i denne retning dom af 16.2.2012, Rådet og Kommissionen mod Interpipe Niko Tube og Interpipe NTRP, C-191/09 P og C-200/09 P, EU:C:2012:78, præmis 68).

57      Endelig har Domstolen fastslået, at det tilkommer Unionens retsinstanser ikke blot at tage stilling til den materielle rigtighed af de beviser, der henvises til, og til deres troværdighed og sammenhæng, men ligeledes at kontrollere, om disse beviser udgjorde alle de relevante oplysninger, som skulle tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om de havde en sådan karakter, at de kan begrunde institutionernes konklusioner (jf. i denne retning dom af 7.4.2016, ArcelorMittal Tubular Products Ostrava m.fl. mod Hubei Xinyegang Steel, C-186/14 P og C-193/14 P, EU:C:2016:209, præmis 36).

58      Det er i lyset af disse principper, at Rådets analyse i den anfægtede afgørelse af anvendelsen af grundforordningens artikel 11, stk. 2, og artikel 21, stk. 1, i nærværende sag skal undersøges.

 Om undersøgelsen af sandsynligheden for, at der igen vil blive forvoldt skade som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 2

59      En foranstaltnings opretholdelse efter en udløbsundersøgelse afhænger af resultatet af en vurdering af følgerne af dens udløb, altså af en forudsigelse, der bygger på hypoteser vedrørende markedssituationens fremtidige udvikling (dom af 20.6.2001, Euroalliages mod Kommissionen, T-188/99, EU:T:2001:166, præmis 42).

60      I nærværende sag konstaterede Rådet først i syvende betragtning til den anfægtede afgørelse, at »[EU-erhvervsgrenen] i øjeblikket ikke [var] forvoldt væsentlig skade«.

61      Hvad angår en fornyet væsentlig skade, såfremt antidumpingforanstaltningerne udløb, fandt Rådet i 5. og 17. betragtning til den anfægtede afgørelse, at dette ikke var påvist, eller at det var usandsynligt.

62      Rådet støttede i det væsentlige denne konklusion på de følgende syv konstateringer.

63      For det første anførte Rådet, at der forelå positive økonomiske indikatorer (8. og 9. betragtning), bl.a. prisstigninger (8. betragtning) – navnlig importpriserne (9. betragtning in fine samt 10. og 12. betragtning). Rådet anførte, at »[t]endenserne [viste], at markedsudviklingen ikke [kunne] betragtes som midlertidig« (8. betragtning in fine).

64      For det andet fremhævede Rådet, at import med oprindelse i de pågældende lande ikke havde været markant i de seneste år (10. betragtning), og at markedsandelene for import fra Taiwan og Thailand lå »tæt på nul«, hvilket betød, at der »sandsynligvis [ville] være en stor fejlmargin forbundet med påstandene om dumping« (11. betragtning).

65      For det tredje anførte Rådet, at foranstaltningerne i henhold til »de fremlagte data« med hensyn til markedsandele havde været til større gavn for tredjelandsproducenter end for EU-erhvervsgrenen (tiende betragtning in fine).

66      For det fjerde anførte Rådet, at der ikke forelå prisunderbud på importen med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand i den betragtede periode (12. betragtning).

67      For det femte anførte Rådet, at selv om der kunne være en stigning i importen efter foranstaltningernes bortfald, »[ville] denne stigning ikke være markant« (14. betragtning in fine). Rådet var nemlig »ikke overbevist om«, at den uudnyttede kapacitet i Indien, Taiwan og Thailand ville blive rettet mod EU (13. betragtning). Der var stigende efterspørgsel på de fleste større markeder i verden (6. og 13. betragtning). Priserne i Unionen udviste en tendens til normalisering (fald) jævnført med øvrige lande (14. betragtning). Visse oplysninger eller beviser, som syntes relevante for denne vurdering, var ikke blevet fremlagt (14. og 15. betragtning).

68      For det sjette fandt Rådet, at opretholdelsen af de pågældende kompensationsforanstaltninger og antidumpingforanstaltninger over for Kina og andre lande fortsat ville sikre »[EU-erhvervsgrenen] en vis beskyttelse« (16. betragtning).

69      For det syvende var det Rådets opfattelse, at det »tidligere mønster for handelen på dette marked [også viste], at enhver forøgelse af eksporten fra Indien, Thailand og Taiwan delvist eller helt kunne erstatte importen fra tredjelande snarere end EU-produktionen« (16. betragtning in fine).

70      Som anført ovenfor i præmis 53 skal det på grundlag af parternes argumenter undersøges, om disse konstateringer gav Rådet mulighed for, uden at foretage en åbenbart urigtig vurdering, at fastslå, at det ikke var påvist, at bortfaldet af den pågældende antidumpingtold ville medføre, at der igen ville blive forvoldt skade.

71      Eftersom en manglende eller utilstrækkelig begrundelse hører under de væsentlige formforskrifter i artikel 263 TEUF’s forstand, og Unionens retsinstanser kan, eller skal, rejse dem af egen drift, når parterne er hørt (jf. i denne retning dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 54 og 57), skal det ligeledes undersøges, om Rådet har overholdt sine forpligtelser i henhold til artikel 296 TEUF. Det skal bemærkes, at parterne efter Rettens anmodning som led i de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, den har anordnet, har taget stilling til Rådets overholdelse af forpligtelsen til at begrunde den anfægtede afgørelse (jf. præmis 26 ovenfor).

–       Forekomsten af positive økonomiske indikatorer, bl.a. prisstigning på PET

72      Det fremgår af ottende betragtning til den anfægtede afgørelse, at »Rådet har [...] undersøgt sandsynligheden for fornyet væsentlig skade, hvis foranstaltningerne [blev ophævet]«, og at »Rådets vurdering [var], at dette sandsynligvis ikke [ville] være tilfældet«. Det er Rådets opfattelse, at »[p]roduktiviteten [var] steget i den periode, som [var] omfattet af udløbsundersøgelsen«. Endvidere sad »[EU-erhvervsgrenen] [...] konsekvent på 70% af EU’s marked, og priser, rentabilitet, investeringsafkast og likviditetstal [var] blevet væsentligt forbedret«, og »[t]endenserne [viste], at markedsudviklingen ikke [kunne] betragtes som midlertidig«.

73      Hvad nærmere bestemt angår importpriserne tilføjede Rådet, at disse »[var] steget betydeligt i den seneste årrække med et faldende pristryk til følge« (9. betragtning). Rådet præciserede, at priserne på import fra Indien, Taiwan og Thailand var »i overensstemmelse med EU-salgspriserne og priserne for den øvrige import« (10. betragtning). Endvidere anførte Rådet, at »[h]vor der [forekom] import, [var] importpriserne steget kraftigt«, og »[i] den betragtede periode steg de indiske priser med 29%, de taiwanesiske priser med 27% og de thailandske priser med 32%« (12. betragtning).

74      Sagsøgerne har, støttet af Kommissionen, gjort gældende, at Rådet selektivt henviste til den positive udvikling af bestemte økonomiske indikatorer for EU-erhvervsgrenen, men så bort fra negativ udvikling og den begrænsede varighed af den positive udvikling, som Rådet selv havde fastslået i gennemførelsesforordning nr. 461/2013. Denne modsigelse afslører ifølge Kommissionen, at Rådet begik en åbenbar fejl og ikke gav en klar og utvetydig forklaring på dette grundlæggende punkt.

75      Hvad angår konstateringerne i 9., 10. og 12. betragtning til den anfægtede afgørelse vedrørende stigningerne i importpriserne i perioden for den genoptagede undersøgelse afspejler de ifølge sagsøgerne, at der er sket en uventet og midlertidig markedsudvikling på verdensplan som følge af en voldsom prisstigning på bomuld, som Rådet anerkendte i gennemførelsesforordning nr. 461/2013. Under alle omstændigheder vedrører det relevante spørgsmål den sandsynlige prisudvikling, såfremt foranstaltningerne bortfalder. I den anfægtede afgørelse anføres intet herom, og der ses bort fra Kommissionens vurdering desangående.

76      Rådet har, støttet af de private intervenienter, gjort gældende, at det har anerkendt de faktiske omstændigheder som fremlagt af Kommissionen, og at det derefter har vurderet dem alle. Det er Rådet opfattelse, at en vurdering af de faktiske omstændigheder ikke svarer til at fastlægge dem. Rådet har ligeledes anført, at en vurdering nødvendigvis er skønsmæssig, og at dette begrunder, at institutionerne har en vid skønsmargin.

77      Hvad for det første angår den positive markedsudvikling, som er bemærket i 8. betragtning til den anfægtede afgørelse, skal det fastslås, at Kommissionen ganske vist i 186. betragtning til sit forslag anførte, at »hovedparten af de relevante mikroøkonomiske indikatorer [udviste] tegn på forbedringer«. Således steg »[r]entabiliteten, investeringsafkastet og likviditeten [...] betydeligt, særlig i 2010 og [under den nuværende undersøgelsesperiode]«, dvs. fra den 1. januar til den 31. december 2011.

78      Kommissionen fastslog imidlertid ligeledes i 186. betragtning til sit forslag, at investeringerne »styrtdykkede i 2009 og [...] ikke siden [var] kommet tilbage til det oprindelige niveau«. Endvidere fremgår det af 185. betragtning til Kommissionens forslag, at »[a]nalysen af de makroøkonomiske data [viste] et fald i EU-erhvervsgrenens produktions- og salgsmængder i den betragtede periode[, dvs. fra den 1. januar 2008 til den 31. december 2011]«. Endvidere havde »EU-erhvervsgrenen [...] ikke helt genvundet sin markedsandel siden faldet i 2009, og markedsandelen viste et generelt fald på 3 procentpoint i den betragtede periode (til 77% i [undersøgelsesperioden])«. Endelig var »[f]aldet i beskæftigelsen og kapaciteten [...] et resultat af den igangværende omstrukturering og [skulle] ses i lyset af den stigende kapacitetsudnyttelse og produktivitet«.

79      Rådet har ganske vist vide skønsbeføjelser i forhold til de økonomiske oplysninger, Kommissionen fremlægger. Som led i disse beføjelser kunne Rådet f.eks. bestride relevansen af visse elementer, som Kommissionen tog i betragtning, eller foretage en anden afvejning af de positive og negative interesser end den, Kommissionen foretog i sit forslag. I den anfægtede afgørelse omtalte Rådet imidlertid hverken de negative økonomiske indikatorer, som Kommissionen havde identificeret, eller bestred umiddelbart deres relevans. Størrelsen af EU-erhvervsgrenens investeringer, produktion og afsætning samt tendenserne til tab af markedsandele udgør relevante elementer med henblik på vurderingen af markedsudviklingen som led i den fremtidsanalyse, Rådet skal foretage. Endvidere tog Rådet hensyn til disse elementer i gennemførelsesforordning nr. 461/2013 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af visse typer PET med oprindelse i Indien.

80      På denne baggrund har sagsøgerne med føje gjort gældende, at Rådet i den anfægtede afgørelse ikke tog hensyn til alle de relevante oplysninger som led i sin analyse, og at det herved foretog en åbenbart urigtig vurdering.

81      Hvad for det andet angår de positive markedsudviklings permanente karakter skal det bemærkes, at Kommissionen i 187. betragtning til sit forslag anførte, at »[d]isse forbedringer [...] dog [var] forholdsvis nye og i et vist omfang baseret på uforudsete og midlertidige markedsudviklinger ved årsskiftet 2010/2011 [som følge af den voldsomme prisstigning på bomuld]«. Ifølge Kommissionen »understøttedes [dette] tilsyneladende af de foreliggende oplysninger om udviklingen i EU-erhvervsgrenens margin i 2012 [...], som [viste] et fald i forhold til [den nuværende undersøgelsesperiode]«.

82      I denne forbindelse anførte Rådet blot i slutningen af ottende betragtning til den anfægtede afgørelse, at »[t]endenserne [viste], at markedsudviklingen ikke [kunne] betragtes som midlertidig«.

83      Denne konstatering er således ikke tilstrækkeligt begrundet.

84      I sit svarskrift har Rådet anført, at den eneste midlertidige positive indikator, som sagsøgerne havde gjort gældende, var prisen. De private intervenienter har anført, at nøgleindikatorerne (rentabiliteten af afsætningen og udviklingen i afkastet på investeringerne) viste positiv udvikling inden den voldsomme prisstigning på bomuld.

85      Disse konstateringer fremgår imidlertid ikke af den anfægtede afgørelse. Hverken Rådet eller de private intervenienter kan afhjælpe begrundelsesmanglen af den anfægtede afgørelse ved at fremlægge forklaringer for Retten (jf. i denne retning dom af 15.6.2005, Corsica Ferries France mod Kommissionen, T-349/03, EU:T:2005:221, præmis 287 og den deri nævnte retspraksis).

86      Hvad for det tredje angår prisstigningerne anførte Kommissionen følgende i sit forslag:

»(155) Indledningsvis skal det bemærkes, at visse globale økonomiske begivenheder sent i 2010 og tidligt i 2011 havde en indvirkning på situationen på EU-markedet, især på priserne på og salgsmængderne af samme vare. I denne periode faldt bomuldsforsyningen, hvilket resulterede i en øget efterspørgsel efter polyesterfibre på det asiatiske marked. PET og polyesterfibre er i produktionsleddet i høj grad afhængige af den samme råvare, nemlig ren terephthalatsyre (PTA). Den øgede efterspørgsel efter polyesterfibre medførte en utilstrækkelig forsyning af PTA, hvilket fik priserne på PET til at stige. Da producenterne af PET i Mellemøsten også er afhængige af PTA fra Asien, medførte dette et pludseligt fald i importen af PET til Unionen. Samtidig erklærede de vigtigste PTA-leverandører i Unionen »force majeure«, hvilket medførte supplerende restriktioner for den hjemlige PET-produktion.

[…]

(181) Det skal i den forbindelse bemærkes, at EU-erhvervsgrenen var i stand til at drage fordel af PET-prisstigningen i slutningen af 2011 og starten af 2012, da den havde fastsat PTA-prisen, før de nævnte begivenheder på markedet fandt sted. På grundlag af de statistiske kilder om udviklingen efter [den nuværende undersøgelsesperiode], som parterne indsendte, faldt PET-producenternes fortjenstmarginer væsentligt i 2012. Dette bekræfter, at rentabiliteten i 2011 ([den nuværende undersøgelsesperiode]) i høj grad var påvirket af uventede og midlertidige globale økonomiske begivenheder (jf. betragtning 153), som sandsynligvis ikke vil vende tilbage og ikke kan betragtes som permanente og repræsentative for EU-erhvervsgrenens situation.«

87      I 8., 9., 10. og 12. betragtning til den anfægtede afgørelse henviste Rådet til prisstigningerne på PET hos både EU-producenterne og importørerne af disse varer med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand, uden at det omtalte den voldsomme prisstigning på bomuld eller umiddelbart bestred dette forholds relevans. Rådet tog dog hensyn til dette forhold i sin forordning nr. 461/2013, hvilket bekræfter, at det er relevant. Rådet undlod således i den anfægtede afgørelse atter at undersøge alle de relevante oplysninger som led i sin fremtidsanalyse. Herved foretog Rådet en åbenbart urigtig vurdering.

88      I sit svarskrift har Rådet forklaret, at det af Kommissionens undersøgelse fremgik, at prisstigningen på PET ikke nødvendigvis var midlertidig. Det følger nemlig af Kommissionens oplysninger, at denne stigning begyndte inden den voldsomme prisstigning på bomuld, som først startede i slutningen af 2010. Rådet har i sin duplik tilføjet, at Kommissionens konstatering i dens forslag, hvorefter rentabiliteten for EU-erhvervsgrenen var faldet efter den genoptagede undersøgelse, hverken angav noget om faldets omfang eller gjorde det muligt at erkende, om dette ophævede den prisstigning, som Rådet havde konstateret inden den voldsomme prisstigning på bomuld.

89      Det skal fastslås, at disse forklaringer ikke fremgår af den anfægtede afgørelse, og at de således ikke kan tages i betragtning som led i analysen af, om denne er velbegrundet.

90      Det følger af det ovenstående, at Rådet foretog åbenbart urigtige vurderinger og ikke gav en fyldestgørende begrundelse for den anfægtede afgørelse, da det støttede sig på visse positive økonomiske indikatorer, navnlig prisstigningen, eftersom det ikke nævnte visse negative faktorer, der var relevante for analysen.

–       Den ubetydelige import med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand under den fornyede undersøgelse

91      I 10. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Rådet, at »[i]mporten fra de pågældende lande […] ikke [var] betragtelig hvad angår deres andel af EU-markedet (fortsat under 4% i [den nuværende undersøgelsesperiode]) og i forhold til importen fra andre lande og EU-producenters salg«. I 11. betragtning til den anfægtede afgørelse tilføjede Rådet, at »[b]åde Taiwans og Thailands markedsandele [lå] tæt på nul«, og at der »[i] betragtning af de små mængder [...] sandsynligvis [ville] være en stor fejlmargin forbundet med påstandene om dumping«.

92      Hvad angår tiende betragtning til den anfægtede afgørelse har sagsøgerne gjort gældende, at Rådet i sin analyse så bort fra den betydelige stigning i importen fra Indien, Taiwan og Thailand, hvilket viser, at Rådet var selektivt hvad angår de faktiske forhold, således at det fremlagde et forvansket billede og herved drog uberettigede konklusioner.

93      Rådet har i sit svarskrift anført, at det med rette kunne veje og vurdere de faktiske omstændigheder som led i sin hensyntagen til importmængden i tiende betragtning til den anfægtede afgørelse.

94      Det skal i denne forbindelse fastslås, at Kommissionen i sit forslag ikke alene undersøgte importmængden i den betragtede periode, men ligeledes tendenserne (stigning eller fald) for denne import i denne periode (50., 92. og 114. betragtning til Kommissionens forslag), som er et relevant indicium som led i den fremtidsanalyse, der skal foretages i nærværende sag. På denne baggrund skulle Rådet ligeledes have undersøgt dette element, da det nævnte importmængden i 10. betragtning til den anfægtede afgørelse.

95      Hvad angår 11. betragtning til den anfægtede afgørelse har sagsøgerne gjort gældende, at det af Rådet anførte – uden hverken konstatering af de faktiske forhold eller argumenter til støtte herfor – tilsigter at rejse tvivl om Kommissionens analyse, hvorefter der for Thailand og Taiwan var sandsynlighed for, at den skadevoldende dumping ville fortsætte. Endvidere er konstateringen i denne betragtning uden relevans, idet den ikke tager hensyn til den sandsynlige prisudvikling efter den fornyede undersøgelse, hvis foranstaltningerne bortfalder, hvilket er det relevante spørgsmål.

96      Rådet har i sit svarskrift anført, at det først som led i sin analyse fastslog, at importen med oprindelse i Thailand og Taiwan var begrænset, hvilket ikke gav mulighed for at udlede klare tendenser. Herefter fastslog det, at beregningen af dumping ikke var støttet på en undersøgelse af den kontrollerede normalværdi og eksportpriserne hos disse landes producenter, men på EU-erhvervsgrenens hævdelser som led i deres klage. Kombinationen af disse to elementer førte Rådet til at betvivle troværdigheden af det anførte om en risiko for skadevoldende dumping i fremtiden. Endelig er Kommissionens konstateringer i 105. og 191. betragtning til dens forslag, hvorefter dumpingen ville blive reduceret eller ophævet i fremtiden, et skøn og ikke et påvist faktum.

97      De private intervenienter har anført, at konstateringen i 11. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter der »sandsynligvis [ville] være en stor fejlmargin forbundet med påstandene om dumping«, ligeledes er støttet på to konstateringer, der fremgår af Kommissionens forslag, nemlig dels prisstigningerne på import fra Indien, Taiwan og Thailand, dels den omstændighed at disse priser ikke ændrede priserne i Unionen.

98      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at både Rådet og de private intervenienter har afgivet forklaringer for Retten, som ikke fremgår af den anfægtede afgørelse. I 11. betragtning til denne afgørelse konstaterede Rådet nemlig blot, at importmængden fra Taiwan og Thailand var så beskeden, at der »sandsynligvis [ville] være en stor fejlmargin forbundet med påstandene om dumping«.

99      Som led i udløbsundersøgelsen vedrørende foranstaltningerne drejer det sig imidlertid ikke om at oplyse »påstandene om dumping«, men om at efterprøve, om bortfaldet af foranstaltningerne kan medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted. Rådets konstatering var således ikke relevant for analysen.

100    Såfremt 11. betragtning til den anfægtede afgørelse skulle forstås således, at den rejste tvivl om Kommissionens konklusion i dens forslag, hvorefter der fortsat ville finde dumping sted i Thailand og Taiwan, hvis de pågældende antidumpingforanstaltninger bortfaldt, skal det fastslås, at Rådets konstatering hverken er endelig eller underbygget af beviser. Rådet rejste i den anfægtede afgørelse nemlig hverken tvivl om Kommissionens beregning af dumpingmarginen eller dens konklusioner om, at det var sandsynligt, at dumpingen ville fortsætte, hvis foranstaltningerne bortfaldt.

101    Det fremgår heraf, at Rådets konklusioner om den ubetydelige import fra Indien, Taiwan og Thailand under den fornyede undersøgelse er behæftet med åbenbart urigtige vurderinger.

–       De reelt begunstigede af foranstaltningerne med hensyn til markedsandele

102    I tiende betragtning in fine til den anfægtede afgørelse anførte Rådet, at »foranstaltningerne i henhold til de fremlagte data med hensyn til markedsandele [havde] været til større gavn for tredjelandsproducenter end for [EU-erhvervsgrenen]«.

103    Eftersom Rådet ikke har anført, hvilke data det henviser til, kan Retten ikke efterprøve, om en sådan konstatering er velbegrundet, og den anfægtede afgørelse er behæftet med en begrundelsesmangel desangående (jf. i denne retning dom af 6.9.2006, Portugal mod Kommissionen, C-88/03, EU:C:2006:511, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).

–       Fraværet af prisunderbud i den betragtede periode

104    Rådet konstaterede i 12. betragtning til den anfægtede afgørelse, at der »[ikke blev] konstateret prisunderbud« i den betragtede periode hvad angår importen fra Taiwan og Thailand.

105    Kommissionen har i denne forbindelse med føje anført, at fraværet af prisunderbud blev konstateret tidligere, uden at den anfægtede afgørelse giver oplysninger om den fremtidige udvikling af situationen, når antidumpingforanstaltningerne ophæves. Rådets argument som svar på Kommissionens interventionsindlæg om, at de indiske importører havde forhøjet deres priser i Unionen, svækker ikke denne konstatering.

106    Rådets konstatering i 12. betragtning til den anfægtede afgørelse vedrørende fraværet af underbud udgør således ikke et afgørende element, der i sig selv kan godtgøre, at det ikke var påvist, at det var sandsynligt, at skadevoldelsen igen ville finde sted.

–       Den ubetydelige import med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand i tilfælde af ophævelse af foranstaltningerne

107    13.-15. betragtning til den anfægtede afgørelse er affattet således:

»(13)      Selv om der er en vis overkapacitet i [Indien, Taiwan og Thailand], er Rådet ikke overbevist om, at denne uudnyttede kapacitet vil blive rettet mod EU. Der er stigende efterspørgsel på de fleste større markeder.

(14)      Prisniveauet i EU sammenlignet med andre lande er højere end på andre større markeder, eftersom disse langvarige foranstaltninger er i kraft. Uden foranstaltningerne ville priserne udvise en tendens til normalisering jævnført med øvrige lande. Det er ikke sandsynligt, at handelsbeskyttelsesforanstaltninger i tredjelande blokerer for betydelig handel med EU, da disse lande ikke er verdens største forbrugere af PET. Det er ikke blevet oplyst, om der findes handelsbeskyttelsesforanstaltninger på andre større PET-markeder, f.eks. USA og Japan. Rådet mener derfor, at selv om der kunne være en stigning i importen efter disse foranstaltningers bortfald, vil denne stigning ikke være markant.

(15)  Rådet vurderer, at der ikke er blevet fremlagt nogen overbevisende dokumentation for en række faktorer, som synes relevante for enhver vurdering af, om fjernelsen af tolden vil føre til fornyet skadevoldende dumping. Blandt disse faktorer er:

a)      Efterspørgselstendenser i tredjelande: I Taiwans tilfælde udgør tredjelandseksporten ca. 60% af produktionskapaciteten, hvilket viser, at den fremtidige efterspørgselstendens i disse lande er relevant for vurderingen.

b)      Transportomkostninger og andre faktorer, som påvirker rentabiliteten: Hvis tredjelandes eksportmarkeder er tættere på eksportøren end EU-markedet – Østasien er et stort marked – vil dette påvirke transportomkostninger og derved eksportsalgets rentabilitet og således EU-markedets relative tiltrækningskraft.«

108    Sagsøgerne har, støttet af Kommissionen, gjort gældende, at Rådet vilkårligt forkastede Kommissionens minutiøse undersøgelse, som konkluderede, at der var sandsynlighed for en betragtelig stigning af importen, hvis foranstaltningerne blev ophævet. Selv om det ikke formelt er påberåbt, at artikel 296 TEUF er blevet tilsidesat, er det ligeledes gjort gældende, at visse af Rådets konstateringer i den anfægtede afgørelse ikke er underbygget og nogle gange er selvmodsigende.

109    Rådet har, støttet af de private intervenienter, bestridt disse argumenter.

110    Det skal fastslås, at Rådet i det væsentlige konkluderede i den anfægtede afgørelse, at »selv om der kunne være en stigning i importen efter disse foranstaltningers bortfald, vil denne stigning ikke være markant« (14. betragtning in fine), eftersom »Rådet ikke [var] overbevist om, at denne uudnyttede kapacitet [i Indien, Taiwan og Thailand] [ville] blive rettet mod EU« (13. betragtning).

111    Rådets konklusion er støttet på de fem konstateringer, der er anført nedenfor i præmis 112, 121, 122, 127 og 130.

112    For det første var der ifølge Rådet en »vis« overkapacitet i Indien, Taiwan og Thailand (13. betragtning til den anfægtede afgørelse).

113    Sagsøgerne og Kommissionen har anført, at denne konstatering er i strid med Kommissionens analyse i dennes forslag og med Rådets egne konklusioner i gennemførelsesforordning nr. 461/2013 om, at den forventede overkapacitet i disse tre lande, navnlig i Indien, var væsentlig.

114    Rådet har i sit svarskrift gjort gældende, at Kommissionens analyse var støttet på oplysningerne i klagen, og at den ikke havde kontrolleret dem på stedet i Taiwan og Thailand. Rådet tog hensyn til denne omstændighed, da det afgjorde den betydning, denne skadevoldende indikator skulle tillægges som led i analysen. Rådet har gjort gældende, at det kunne vurdere den fremtidige overkapacitet og efterspørgsel i Taiwan og Thailand anderledes i lyset af de argumenter, som de andre interesserede parter, herunder PET-brugerne i EU, havde fremsat under undersøgelsen, uden at en sådan analyse er behæftet med en åbenbart urigtig vurdering.

115    Som svar på Rådets argumenter har sagsøgerne og Kommissionen anfægtet, at Rådet rejste tvivl om visse faktiske forhold, som Kommissionen havde fastlagt under dennes undersøgelse, fordi de fremgik af klagen og ikke var blevet kontrolleret på stedet i Taiwan og Thailand.

116    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de forhold, Rådet har fremført for Retten, ikke fremgår af den anfægtede afgørelse. Rådets konstatering i 13. betragtning til denne afgørelse om, at der var en »vis« overkapacitet, er således ikke støttet på nogen forklaring.

117    Det kan ganske vist ikke kræves af institutionerne, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige omstændigheder. Spørgsmålet, om en afgørelses begrundelse opfylder disse krav, skal nemlig ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 9.1.2003, Petrotub og Republica mod Rådet, C-76/00 P, EU:C:2003:4, præmis 81).

118    Som sagsøgerne og Kommissionen har gjort gældende, er Rådets konstatering om en »vis« overkapacitet i Indien, Taiwan og Thailand i nærværende sag imidlertid i strid med Kommissionens analyse i dennes forslag og, hvad angår Indien, i strid med Rådets egen konklusion i gennemførelsesforordning nr. 461/2013 om, at denne overkapacitet »[måtte] betragtes som væsentlig« (193. betragtning). På denne baggrund påhvilede det Rådet i den anfægtede afgørelse at give forklaringer med henblik på at give parterne mulighed for at forstå den argumentation, der lå til grund for Rådets konstatering, og for, at Retten kunne udøve sin prøvelsesret.

119    Den anfægtede afgørelse er således behæftet med en begrundelsesmangel, uden at de forklaringer, Rådet har fremført for Retten, kan afhjælpe denne mangel (jf. i denne retning dom af 15.6.2005, Corsica Ferries France mod Kommissionen, T-349/03, EU:T:2005:221, præmis 287 og den deri nævnte retspraksis).

120    Selv såfremt der skulle tages hensyn til Rådets forklaringer, skal det under alle omstændigheder bemærkes, at Kommissionen, idet de eksporterende producenter i Taiwan og Thailand havde nægtet at samarbejde, kunne støtte sig på de foreliggende faktiske omstændigheder i henhold til grundforordningens artikel 18.

121    For det andet konstaterede Rådet, at der var en stigende efterspørgsel på de fleste større markeder (13. betragtning til den anfægtede afgørelse), hvilket bekræftede nævnte institutions konstateringer i 6. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at »de vigtigste eksportmarkeder for PET [voksede]«, og »den globale efterspørgsel efter PET-emballerede produkter [...] sandsynligvis [ville] stige yderligere med genopretningen af verdensøkonomien«. Hverken sagsøgerne eller Kommissionen har bestridt Rådets konstateringer.

122    For det tredje fandt Rådet i det væsentlige, at EU-markedets tiltrækning efter ophævelsen af de pågældende antidumpingforanstaltninger ville være mindre væsentlig hvad angår priser, eftersom priserne ville normalisere sig nedad jævnført med andre lande (14. betragtning til den anfægtede afgørelse). Rådets opfattelse beroede på en konstatering af, at prisniveauet i EU var højere end på andre større markeder som følge af de pågældende antidumpingforanstaltninger, og at priserne i EU uden disse ville normalisere sig nedad jævnført med andre lande.

123    Det skal, som sagsøgerne har gjort, fastslås, at Rådets opfattelse indebar, at import med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand som følge af mængden heraf kunne påvirke prisniveauet i EU. Rådet anførte samtidig i 14. betragtning til den anfægtede afgørelse, at »selv om der kunne være en stigning i importen efter disse foranstaltningers bortfald, [ville] denne stigning ikke være markant«. Den anfægtede afgørelse er hermed behæftet med en selvmodsigende begrundelse. Som sagsøgerne har anført under retsmødet, er Rådets konstatering i den anfægtede afgørelse, hvorefter »[p]risniveauet i EU sammenlignet med andre lande [var] højere end på andre større markeder, eftersom disse langvarige foranstaltninger [var] i kraft«, på ingen måde begrundet.

124    Rådet har i sit svarskrift gjort gældende, at det prisfald ved ophævelse af de pågældende antidumpingforanstaltninger, der er nævnt i 14. betragtning til den anfægtede afgørelse, ikke nødvendigvis betød, at den skadevoldende dumping igen ville finde sted. Det er Rådets opfattelse, at prispresset i EU ikke hovedsageligt hidrørte fra Indien, Taiwan og Thailand. Denne vurdering var støttet af den omstændighed, at denne import udgjorde mindre end 4% af markedsandelene i EU, mens importen fra tredjelande, som ikke var pålagt antidumpingforanstaltninger, og som havde lavere priser, udgjorde 15,9% af de samme markedsandele. Som svar på Kommissionens interventionsindlæg har Rådet anført, at det ikke i den anfægtede afgørelse anførte, at prisstigningen i EU alene skyldtes anvendelse af antidumpingforanstaltninger. Rådet har desangående anført, at de indiske eksportører har forhøjet deres priser med 29%.

125    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at disse forklaringer modsiger konstateringen i 14. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter priserne i EU var højere, »eftersom disse langvarige foranstaltninger er i kraft«. Som bemærket ovenfor i præmis 123 beror denne konstatering nødvendigvis på opfattelsen om, at importen med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand kunne påvirke prisniveauet i EU.

126    Rådets argumenter rejser således ikke tvivl om konstateringen i præmis 123 ovenfor om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en selvmodsigende begrundelse hvad angår analysen af EU-markedets tiltrækningskraft.

127    For det fjerde fremhævede Rådet i 14. betragtning til den anfægtede afgørelse, at »[d]et [...] ikke [var] sandsynligt, at handelsbeskyttelsesforanstaltninger i tredjelande [blokerede] for betydelig handel med EU, da disse lande ikke [var] verdens største forbrugere af PET«. Rådet henviste indirekte til visse handelsbeskyttelsesforanstaltninger i Tyrkiet, Sydafrika og Malaysia i forhold til importen med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand, som Kommissionen havde konstateret i sit forslag.

128    Det skal på dette punkt fastslås, som sagsøgerne ligeledes har gjort, at Kommissionen, da den i undersøgelsen godtgjorde, at visse lande havde indført handelsbeskyttelsesforanstaltninger i forhold til importen af PET med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand, ikke fandt, at disse foranstaltninger blokerede den betydelige handel med EU. Med denne konstatering anførte Kommissionen nemlig blot, at anvendelsen af disse foranstaltninger muligvis reducerede antallet af markeder for eksporten med oprindelse i Indien og Taiwan. Rådet har ikke bestridt en sådan konstatering i den anfægtede afgørelse.

129    Den omstændighed, at Rådet i 14. betragtning til den anfægtede afgørelse konstaterede, at der ikke forelå en blokering af en betydelig handel med EU, giver således ikke i sig selv mulighed for at godtgøre, at det ikke var påvist, at det var sandsynligt, at en skadevoldende dumping igen ville finde sted.

130    For det femte fastslog Rådet endelig i 14. betragtning til den anfægtede afgørelse, at »[d]et [...] ikke [var] blevet oplyst, om der [fandtes] handelsbeskyttelsesforanstaltninger på andre større PET-markeder, f.eks. USA og Japan«. Rådet tilføjede i 15. betragtning til den anfægtede afgørelse, at »der ikke er blevet fremlagt nogen overbevisende dokumentation for en række faktorer, som synes relevante for enhver vurdering af, om fjernelsen af tolden vil føre til fornyet skadevoldende dumping«. Ifølge Rådet »[findes blandt] disse faktorer: a) efterspørgselstendenser i tredjelande [...]; b) transportomkostninger og andre faktorer, som påvirker rentabiliteten [ved eksporten]«.

131    Sagsøgerne har i denne forbindelse med føje konstateret, at Kommissionen havde undersøgt muligheden for, at tredjelande, herunder USA og Japan, absorberede overkapaciteten i Indien, Taiwan og Thailand, i modsætning til hvad Rådet anførte i 14. betragtning og litra a) i 15. betragtning til den anfægtede afgørelse. Kommissionen havde således i sit forslag undersøgt hævdelser fra visse interesserede parter, som var støttet på den omstændighed, at »de vigtigste eksportmarkeder for Taiwans PET-produktion [var] Asien-Stillehavsområdet og Nord-, Syd- og Mellemamerika« (101. betragtning), og på behovet for at »tage højde for den stigende efterspørgsel på andre tredjelandsmarkeder« (104. betragtning). Kommissionen forkastede imidlertid disse synspunkter, idet den bemærkede, at den ikke fandt, at »den samlede [over]kapacitet til eksport ville blive sendt til Unionen«, men alene, at »de mængder, der sandsynligvis [ville] blive sendt til EU-markedet, [kunne] forventes at ligge over de sandsynligvis skadevoldende niveauer« (104. betragtning).

132    Hvad angår den manglende hensyntagen til transportomkostninger og andre faktorer, som påvirker eksportens rentabilitet, som er anført i litra b) i 15. betragtning til den anfægtede afgørelse, har sagsøgerne bemærket, at Kommissionens undersøgelse undersøgte cif-prisen (omkostninger, forsikring og fragt) for importen i EU, der omfattede transportomkostningerne, og sammenlignelige importpriser i tredjelande.

133    Det skal i denne forbindelse, som de private intervenienter har gjort gældende, bemærkes, at Kommissionen, da den undersøgte EU-markedets tiltrækningskraft, sammenlignede eksportpriserne fra Indien, Taiwan og Thailand til tredjelande med disse landes eksportpriser til EU uden at undersøge transportomkostningernes påvirkning af eksportens rentabilitet.

134    Som Kommissionen har fremhævet, var EU’s tiltrækningskraft og eksportens rentabilitet imidlertid fastlagt i dennes forslag på baggrund af bl.a. EU-markedets størrelse (det tredjestørste i verden) og priserne inden for dette, som var klart højere end de indiske, taiwanske og thailandske eksportpriser til tredjelande.

135    På denne baggrund er Rådets konstatering i litra b) i 15. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at Kommissionen ikke havde fremlagt beviser vedrørende »andre faktorer, som påvirker rentabiliteten« af eksporten til EU, behæftet med en fejl.

–       Den tilstrækkelige beskyttelse af EU-erhvervsgrenen ved andre handelsbeskyttelsesforanstaltninger

136    I 16. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Rådet, at »[a]ndre faktorer [pegede] på, at fjernelsen af foranstaltninger sandsynligvis ikke fører til fornyet dumping, som forvolder industrien i EU væsentlig skade«. Det præciserede, at »[f]ortsatte antisubsidieforanstaltninger over for Indien og antidumpingforanstaltninger over for Kina og andre lande [...] fortsat [ville] sikre [EU-erhvervsgrenen] en vis beskyttelse«.

137    Det skal i denne forbindelse fastslås, at Rådet for Retten har anerkendt, at der var opstået en fejl, da det i 16. betragtning til den anfægtede afgørelse nævnte, at der fandtes antidumpingforanstaltninger over for Kina, eftersom disse foranstaltninger ikke eksisterede.

138    Endvidere har Rådet ikke forklaret, hvordan eksistensen af bestemte handelsbeskyttelsesforanstaltninger gav mulighed for at konkludere, at det ikke var påvist, at det var sandsynligt, at der igen ville blive forvoldt skade.

139    Rådets konstatering i 16. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at EU-erhvervsgrenen var tilstrækkeligt beskyttet, er således behæftet med en begrundelsesmangel.

–       Påvirkningen af andre erhvervsdrivende, hvis foranstaltningerne ophæves

140    I slutningen af 16. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Rådet, at »[d]et tidligere mønster for handelen på dette marked [...] også [viste], at enhver forøgelse af eksporten fra Indien, Thailand og Taiwan delvist eller helt kunne erstatte importen fra tredjelande snarere end EU-produktionen«.

141    Som sagsøgerne har fremhævet under retsmødet, er Rådets konstatering ikke tilstrækkeligt begrundet, idet den blotte henvisning til »[d]et tidligere mønster for handelen på dette marked« ikke gør det muligt for Retten at efterprøve, om Rådets konstatering er begrundet, selv i lyset af den sammenhæng, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse (jf. præmis 117 ovenfor). Det skal dermed fastslås, at der foreligger en begrundelsesmangel på dette punkt.

–       Konklusion om undersøgelsen af sandsynligheden for fornyet skade

142    Det fremgår af det ovenstående, at Rådets analyse i 8.-17. betragtning til den anfægtede afgørelse er behæftet med åbenbart urigtige vurderinger samt visse steder med en begrundelsesmangel eller en selvmodsigende begrundelse.

143    Den anfægtede afgørelse skal dog ikke annulleres, hvis Rådets konklusion i 23. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at »det klart ikke [var] i Unionens interesse at forlænge foranstaltningerne«, hverken er behæftet med en åbenbart urigtig vurdering eller en begrundelsesmangel. Det følger nemlig af grundforordningens artikel 21, stk. 1, at selv om det er godtgjort, at der er sandsynlighed for skadevoldende domping, kan de pågældende foranstaltninger udløbe, når institutionerne »klart kan fastslå, at det ikke er i [Unionens] interesse at anvende sådanne foranstaltninger«.

 Undersøgelsen af Unionens interesse som omhandlet i grundforordningens artikel 21, stk. 1

144    Undersøgelsen af Unionens interesser nødvendiggør i overensstemmelse med grundforordningens artikel 21, stk. 1, en vurdering af de sandsynlige følger – både hvis de påtænkte foranstaltninger bringes i anvendelse, og hvis de ikke bringes i anvendelse – for EU-erhvervsgrenens interesser og for de andre berørte interesser, navnlig interesserne hos de forskellige parter, der er nævnt i grundforordningens artikel 21. Denne vurdering indebærer en forudsigelse, der bygger på antagelser om fremtidige begivenheder, som omfatter bedømmelsen af komplekse økonomiske situationer (dom af 8.7.2003, Euroalliages m.fl. mod Kommissionen, T-132/01, EU:T:2003:189, præmis 47).

145    I den anfægtede afgørelse analyserede Rådet Unionens interesse således:

»(18)      Artikel 21, stk. 1, i grundforordningen fastlægger, at en afgørelse om, hvorvidt det af hensyn til Unionens interesser er påkrævet at gribe ind, skal træffes på grundlag af en vurdering af alle involverede parters interesser som helhed.

(19)      PET-priser fastlægges ved hjælp af en række faktorer, men det er klart, at antidumpingforanstaltninger har øget brugerindustriens omkostninger. Mange brugere er aftapningsvirksomheder og SMV’er, der opererer med stramme marginer, og de er blevet alvorligt ramt af de høje PET-priser i de seneste år, fordi PET udgør en udslagsgivende andel af deres produktionsomkostninger. De høje omkostninger har haft størst indvirkning på mindre aftapningsvirksomheder, som ikke har kunnet vælte de forhøjede priser over på detailhandlere og slutbrugere på grund af en svag forhandlingsposition. Mange er kraftigt tabsgivende og har måttet sige farvel til et stort antal medarbejdere. Forslaget anerkender brugernes forværrede situation og det faktum, at PET-priserne er højere i EU end på andre større markeder. Rådet anser det imidlertid ikke for påvist, at de pågældende foranstaltninger ikke [var] en bidragende faktor til de relativt høje PET-priser i Unionen.

(20)  EU’s PET-industri er nu meget koncentreret og i stigende grad vertikalt integreret. Den er rentabel og bør kunne være internationalt konkurrencedygtig.

(21)      Akkumuleringen af foranstaltninger kombineret med den øgede integration af PET-producenter og PET-emballagevirksomheder i EU skaber en situation, hvor der ikke er lige vilkår for uafhængige PET-emballagevirksomheder, som er underkastet de højeste PET-priser på verdensplan (i betragtning af den horisontale effekt på PET-priser), mens deres vigtigste konkurrenter i tredjelande har adgang til PET til lavere priser.

(22)      PET-brugere har meget begrænsede forsyningskilder uden for EU, eftersom foranstaltningerne også er i kraft over for import med oprindelse i andre tredjelande.

(23)      Rådet konkluderer, at det klart ikke er i Unionens interesse at forlænge foranstaltningerne, da omkostningerne for importører, brugere og forbrugere ikke står i forhold til fordelene for industrien i Unionen.«

146    Sagsøgerne har, støttet af Kommissionen, bemærket, at grundforordningens artikel 21, stk. 1, kræver, at der tages særligt hensyn til behovet for at bringe den fordrejning af handelen, som skyldes skadevoldende dumping, til ophør og at genskabe en situation med effektiv konkurrence. I modsætning til gennemførelsesforordning nr. 461/2013 omtalte den anfægtede afgørelse end ikke denne mulighed og behandlede alene PET-brugernes interesse i EU, idet den så bort fra interesserne for de uafhængige importører, råvareleverandørerne og PET-genbrugerne, som Kommissionen undersøgte i forslaget om antidumpingtold. I replikken har sagsøgerne anført, at Rådets konklusion om, at der ikke ville forekomme fornyet skadevoldende dumping, hvis foranstaltningerne ikke blev forlænget, er åbenbart urigtig.

147    Hvad nærmere bestemt angår PET-brugernes interesser i EU har sagsøgerne bemærket, at de tre forhold, som Rådet lagde til grund i 19.-22. betragtning til den anfægtede afgørelse, blev modsagt af forholdene lagt til grund i 234., 249. og 252.-260. betragtning til gennemførelsesforordning nr. 461/2013, der er støttet på Kommissionens analyse. Kommissionen har endvidere anført, at det påhvilede Rådet at føre positivt bevis for, at det ikke var i Unionens interesse at anvende de pågældende antidumpingforanstaltninger.

148    Rådet har, støttet af de private intervenienter, gjort gældende, at det i den anfægtede afgørelse foretog en detaljeret undersøgelse af spørgsmålet, om denne dumping var skadevoldende for EU-erhvervsgrenen, navnlig i 4. betragtning vedrørende import med oprindelse i Indonesien og Malaysia og i 5., 12., 15. og 16. betragtning vedrørende Indien, Thailand og Taiwan. Rådet har således opfyldt sin forpligtelse til at vurdere alle involverede parters interesser som helhed og har ikke tilsidesat grundforordningens artikel 21, stk. 1. Hvad angår den angiveligt åbenbart urigtige vurdering har Rådet og de private intervenienter anført, at Rådet fandt, at det var usandsynligt, at EU-erhvervsgrenen ville lide skade, hvis de pågældende antidumpingforanstaltninger blev ophævet, og at Rådet tog hensyn til denne konklusion som led i sin vurdering af Unionens interesse i overensstemmelse med grundforordningens artikel 21.

149    Hvad nærmere bestemt angår PET-brugernes interesser i Unionen har Rådet anført, at sagsøgerne hverken har bestridt, at PET-priserne var høje i Unionen, eller, at disse brugere havde meget begrænsede forsyningskilder. Sagsøgerne har derimod bestridt den måde, hvorpå Rådet vurderede de faktiske omstændigheder, og de konklusioner, det udledte heraf. Denne vurdering er hverken behæftet med en åbenbar fejl eller urimelig. De faktiske forhold, som denne vurdering er støttet på, er heller ikke åbenbart urigtige. De private intervenienter har tilføjet, at Rådets konstateringer vedrørende EU-erhvervsgrenen nødvendigvis vedrører råvareproducenternes interesser. De har ligeledes anført, at Rådet fokuserede på brugernes situation, eftersom brugerne udgør Unionens væsentligste interesse (ud over PET-producenterne), som viste sig under undersøgelsen. Hverken importørerne eller PET-genbrugsindustrien deltog eller fremsatte bemærkninger under undersøgelsen. De private intervenienter har ligeledes anført det særlige problem med tab af arbejdstagere hos aftapningsvirksomhederne samt SMV’ernes specifikke problemer.

150    Endelig har Rådet hvad angår vurderingen i gennemførelsesforordning nr. 461/2013 gjort gældende, at denne hørte under en anden procedure og vedrørte andre faktiske forhold. Endvidere blev denne forordning ikke forelagt Retten til prøvelse.

151    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de private intervenienter selv har anerkendt, at konklusionen i 23. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at det klart ikke var i Unionens interesse at opretholde foranstaltningerne, er støttet på Rådets konklusioner om, at det var usandsynligt, at Unionen igen ville blive forvoldt væsentlig skade, hvis foranstaltningerne bortfaldt (17. betragtning), eller i hvert fald at en sådan sandsynlighed ikke var dokumenteret (5. betragtning).

152    Rådet har således i det væsentlige henvist til 8.-17. betragtning til den anfægtede afgørelse, mens det i 20. betragtning til denne afgørelse anførte, at EU’s PET-industri »[var] rentabel og [burde] kunne være internationalt konkurrencedygtig«. Rådets konstatering i 19. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter »det [var] klart, at antidumpingforanstaltninger [havde] øget brugerindustriens omkostninger«, var nødvendigvis støttet på konstateringen i 14. betragtning om, at »[p]risniveauet i EU [...] [var] højere end på andre større markeder, eftersom disse langvarige foranstaltninger [var] i kraft«.

153    Som anført i præmis 142 ovenfor er Rådets analyse af sandsynligheden for en risiko for skade behæftet med åbenbart urigtige vurderinger samt visse steder med en begrundelsesmangel eller en selvmodsigende begrundelse. Disse mangler påvirker således ligeledes Rådets konklusion vedrørende Unionens interesse i at opretholde de pågældende antidumpingforanstaltninger.

 Konklusion om annullationspåstanden

154    I betragtning af det ovenstående, og uden at det er nødvendigt at undersøge sagsøgernes første og tredje anbringende, skal det andet anbringende tiltrædes, og den anfægtede afgørelse annulleres delvist, idet den er behæftet med åbenbart urigtige vurderinger og begrundelsesmangler, der påvirker analysen af både sandsynligheden for, at der igen forvoldes skade, hvis den pågældende antidumpingtold ikke forlænges, og af Unionens interesse i at opretholde denne told.

2.     Erstatningspåstanden

155    Rettens kompetence inden for erstatningsansvar uden for kontraktforhold er fastsat i artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2 og 3, TEUF. Det fremgår af den sidstnævnte bestemmelse, at Unionen i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, skal erstatte skader forvoldt af dets institutioner eller af dets ansatte under udøvelsen af deres hverv.

156    Ifølge fast retspraksis forudsætter Unionens erstatningsansvar uden for kontraktforhold for dets institutioners eller dets organers ulovlige adfærd efter artikel 340, stk. 2, TEUF, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, der lægges institutionen eller organet til last, er retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er årsagsforbindelse mellem denne adfærd og det påståede tab (dom af 29.9.1982, Oleifici Mediterranei mod EØF, 26/81, EU:C:1982:318, præmis 16, og af 14.12.2005, Beamglow mod Parlamentet m.fl., T-383/00, EU:T:2005:453, præmis 95).

157    I nærværende sag har sagsøgerne gjort gældende, at de tre betingelser er opfyldt, hvilket Rådet har bestridt.

158    Inden det undersøges, om de i præmis 156 anførte betingelser for Unionens erstatningsansvar er opfyldt i nærværende sag, skal rækkevidden af sagsøgernes påstande afklares.

 Rækkevidden af sagsøgernes påstande

159    I henhold til retspraksis er artikel 268 TEUF ikke til hinder for anlæggelse af et erstatningssøgsmål for umiddelbart forestående og med tilstrækkelig sikkerhed påregnelige skader, selv om tabet endnu ikke kan opgøres (jf. i denne retning dom af 8.6.2000, Camar og Tico mod Kommissionen og Rådet, T-79/96, T-260/97 og T-117/98, EU:T:2000:147, præmis 192 og 193 og den deri nævnte retspraksis).

160    I nærværende sag anlagde sagsøgerne erstatningssøgsmål den 14. august 2013, dvs. ca. to og en halv måned efter den anfægtede afgørelses ikrafttrædelse, idet de gjorde gældende, at de led tab efter dette tidspunkt som følge af en alvorlig tilsidesættelse af de højereliggende retsregler, der beskytter EU-erhvervsgrenen.

161    Ifølge sagsøgerne var det angivelige tab efter sin art dobbelt.

162    Den første type tab skyldtes, at sagsøgerne efter den anfægtede afgørelse var tvunget til at bevare deres salgspriser i Unionen på et ikke-rentabelt niveau for at konkurrere med dumpingimporten med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand. De tabte fortsat markedsandele til de indiske, taiwanske og thailandske producenter. Dette tab bestod af forskellen mellem deres resultat før renter, skatter og afdrag (herefter »EBITA«) vurderet for perioden (som til dels er fremtidig efter anlæggelsen af søgsmålet) fra juni 2013 til maj 2014 og den allerede opnåede EBITA for den (tidligere) periode fra april 2012 til marts 2013. Sagsøgerne har som bilag til stævningen fremlagt en beregning af den skønnede skade og anmodet Retten om tilladelse til på et senere tidspunkt under sagens behandling at ajourføre deres oplysninger og beregninger. Ifølge sagsøgerne har Retten tidligere indrømmet en sådan mulighed (jf. i denne retning dom af 30.9.1998, Coldiretti m.fl. mod Rådet og Kommissionen, T-149/96, EU:T:1998:228, præmis 49 og 50).

163    Den anden type tab, som er kort angivet i stævningen, følger af den omstændighed, at sagsøgerne havde været tvunget til at afskedige ansatte eller lukke produktionssteder i EU som følge af den anfægtede afgørelse. I bilaget til stævningen har sagsøgerne nævnt den umiddelbart forestående lukning af en af UAB Indorama Polymers Europe UK’s fabrikker i Det Forenede Kongerige og [fortroligt]’s fabrik (2). I replikken har Lotte Chemical UK ligeledes nedlagt påstand om erstatning for lukning af en PTA-fabrik, som var forbundet med lukningen af UAB Indorama Polymers Europe UK’s fabrik i Det Forenede Kongerige.

164    Det fremgår af sagsøgernes oprindelige beregninger, der er fremlagt i stævningen og i replikken, at det samlede tab, de har lidt, er [fortroligt] for Cepsa Química, [fortroligt] for Equipolymers, [fortroligt] for Indorama Group (som omfatter fire sagsøgere, nemlig: Indorama Ventures Poland, UAB Indorama Polymers Europe, UAB Orion Global pet og Ottana Polimeri), [fortroligt] og [fortroligt] for Lotte Chemical UK, [fortroligt] for M & G Polimeri Italia, [fortroligt] for Novapet og [fortroligt] for UAB Neo Group.

165    Som led i ajourføringen af deres erstatningspåstande (jf. præmis 28 ovenfor) har syv sagsøgere – nemlig Cepsa Química, Indorama Ventures Poland, Lotte Chemical UK, Ottana Polimeri, UAB Neo Group, UAB Indorama Polymers Europe og UAB Orion Global pet – frafaldet deres påstande om skadeserstatning som følge af det lidte tab (den første type påståede tab). Alene tre sagsøgere har opretholdt denne påstand – nemlig Equipolymers, M & G Polimeri Italia og Novapet – og alene for en periode på ni måneder fra juni 2013 til februar 2014. Sagsøgerne har forklaret, at denne begrænsning skyldtes ikrafttrædelsen af Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/109/EU af 4. februar 2014 om ophævelse af afgørelse 2000/745/EF om godtagelse af tilsagn i forbindelse med antidumping- og antisubsidieprocedurerne vedrørende importen af visse typer polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i bl.a. Indien (EUT 2014, L 59, s. 35). Ifølge sagsøgerne medførte denne afgørelses tilbagetrækning fra den 1. marts 2014 af tilsagnene om mindstepriser over for flere indiske producenter et betydeligt fald i importen til EU af PET med oprindelse i Indien.

166    Hvad angår den anden type påståede tab – nemlig omkostningerne til lukning af visse produktionssteder – har alene UAB Indorama Polymers Europe og Lotte Chemical UK opretholdt påstanden og alene for det tab til lukning, de oplevede i 2013.

167    Endvidere har sagsøgerne for de to typer påståede tab anerkendt, at en del heraf kunne tilskrives de tab, der var forårsaget af importen med oprindelse i Indonesien og Malaysia, og ikke de ulovligheder, som gøres gældende vedrørende den anfægtede afgørelse. På denne baggrund har de nedlagt påstand om erstatning for 77% af dette tab og for de påståede omkostninger til lukning.

168    Endelig har sagsøgerne hvad angår CPME præciseret, at denne som sammenslutning ikke havde lidt et tab.

169    Det følger heraf, at alene følgende sagsøgere har opretholdt påstandene om erstatning: Equipolymers, M & G Polimeri Italia, Novapet, UAB Indorama Polymers Europe og Lotte Chemical UK.

170    Det skal således undersøges, om disse påstande opfylder de tre betingelser for, at Unionen kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, jf. præmis 156 ovenfor.

171    Det følger af fast retspraksis, at når en af disse betingelser ikke er opfyldt, vil Unionen være at frifinde for så vidt angår erstatningspåstandene, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de øvrige to betingelser er opfyldt (jf. i denne retning dom af 15.9.1994, KYDEP mod Rådet og Kommissionen, C-146/91, EU:C:1994:329, præmis 81, og af 20.2.2002, Förde-Reederei mod Rådet og Kommissionen, T-170/00, EU:T:2002:34, præmis 37). I øvrigt er Unionens retsinstanser ikke forpligtet til at undersøge disse betingelser i en bestemt rækkefølge (dom af 9.9.1999, Lucaccioni mod Kommissionen, C-257/98 P, EU:C:1999:402, præmis 13).

172    Retten finder det hensigtsmæssigt først at undersøge betingelsen om årsagsforbindelse mellem den påklagede adfærd og det påberåbte tab.

 Den klare årsagsforbindelse

173    Det følger af fast retspraksis vedrørende tilstedeværelsen af en årsagsforbindelse mellem den påklagede adfærd og det påberåbte tab, at dette tab skal fremgå tilstrækkeligt klart af den påklagede adfærd, idet adfærden skal være den afgørende årsag til tabet (dom af 4.10.1979, Dumortier m.fl. mod Rådet, 64/76, 113/76, 167/78, 239/78, 27/79, 28/79 og 45/79, EU:C:1979:223, præmis 21; jf. ligeledes dom af 10.5.2006, Galileo International Technology m.fl. mod Kommissionen, T-279/03, EU:T:2006:121, præmis 130 og den deri nævnte retspraksis). Det tilkommer sagsøgeren at føre bevis for årsagsforbindelsen mellem den påklagede adfærd og det påståede tab (jf. dom af 30.9.1998, Coldiretti m.fl. mod Rådet og Kommissionen, T-149/96, EU:T:1998:228, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

174    I nærværende sag skal det undersøges, om sagsøgerne har ført tilstrækkeligt bevis for, at de to påståede typer tab (jf. præmis 162 og 163 ovenfor) fremgik tilstrækkeligt klart af den påklagede adfærd.

 De af Equipolymers, M & G Polimeri Italia og Novapet lidte tab

175    Som led i ajourføringen af deres erstatningspåstand, der er støttet på reelle oplysninger, har sagsøgerne sammenlignet oplysningerne for en periode på ni måneder fra den anfægtede afgørelses ikrafttrædelse (juni 2013 til februar 2014) med den nimåneders periode, der gik umiddelbart forud for ikrafttrædelsen (fra september 2012 til maj 2013).

176    Sagsøgerne har anført, at importen med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand, udtrykt i procent af forbruget i EU, som var ca. 2 119 425 metriske ton (MT) i de to undersøgte perioder, var stedet fra ca. 3,8% i perioden mellem september 2012 og maj 2013 til 5,6% i perioden fra juni 2013 til februar 2014. Priserne på import med oprindelse i disse tre lande var faldet med 88 EUR/MT mellem de to perioder fra 1 202 EUR/MT i perioden mellem september 2012 og maj 2013 til 1 114 EUR/MT i perioden mellem juni 2013 og februar 2014. Ifølge sagsøgerne er det således indlysende, at den ulovlige fjernelse af den pågældende antidumpingtold medførte en umiddelbar og betydelig stigning af importen med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand, ligesom et væsentligt prisfald, hvilket havde en negativ indflydelse på sagsøgernes resultater.

177    Sagsøgerne har vurderet, at tabet forbundet med indtægtstabet efter den anfægtede afgørelse udgør 77% af forskellen i EBITA i perioden mellem september 2012 og maj 2013 og EBITA i perioden mellem juni 2013 og februar 2014. Det er sagsøgernes opfattelse, at EBITA er det bedst egnede forhold til at fastsætte det tab, der følger af den anfægtede afgørelse. Denne indikator er nemlig i det væsentlige støttet på fortjenesten og driftsomkostningerne og tager ikke hensyn til andre kilder til tab (eller fortjeneste), såsom kapitaludgifter eller omkostninger til fabrikslukning. Endvidere kan EBITA let efterprøves måned for måned i sagsøgernes driftssystemer.

178    Sagsøgerne har ligeledes anført, at priserne på de væsentligste råvarer, som kunne påvirke EBITA, faldt en anelse fra den ene periode til den anden og således ikke har haft negativ indvirkning på resultatet af EU-erhvervsgrenens EBITA.

179    På denne baggrund har Equipolymers nedlagt påstand om en skadeserstatning på [fortroligt] (i stedet for det oprindelige beløb på [fortroligt]), M & G Polimeri Italia på [fortroligt] (i stedet for det oprindelige beløb på [fortroligt]) og Novapet på [fortroligt] (i stedet for det oprindelige beløb på [fortroligt]).

180    Rådet har for det første bemærket, at sagsøgerne har ændret påstanden i deres ajourføring af skadeserstatningen, som den oprindeligt var defineret. Sagsøgerne har nemlig i deres stævning gjort gældende, at de led tabt fortjeneste efter den anfægtede afgørelse – hvilket omfattede de tab, de led i forbindelse med opretholdelsen af deres markedsandele over for importen – mens de i ajourføringen alene har henvist til det lidte aktivitetstab. Sagsøgerne har imidlertid bevaret den samme metode til at opgøre de to typer tab – nemlig sammenligningen af EBITA over to perioder – hvilket godtgør metodens svaghed. Det er endvidere Rådets opfattelse, at retspraksis, der indrømmer en vis fleksibilitet hvad angår et fremtidigt tab eller den manglende mulighed for at opgøre et tab, ikke kan udvides til metoden (eller til ændringer i den forudfastsatte metode), som skal benyttes til at foretage denne opgørelse.

181    For det andet har Rådet gjort gældende, at EBITA kan påvirkes af andre faktorer end den anfægtede afgørelse og ikke måler aktivitetstab, men selskabernes rentabilitet. Endvidere har sagsøgerne sammenlignet det EBITA, der var fastslået i forskellige perioder af året (september 2012 til maj 2013 og juni 2013 til februar 2014), hvilket går ud over en almindelige ajourføring og fordrejer analysen, eftersom efterspørgslen på PET i nogle måneder er større end i andre.

182    For det tredje er det Rådets opfattelse, at den omstændighed, at hovedparten af sagsøgerne har trukket deres erstatningspåstande tilbage, viser, at disse ikke kunne godtgøre, at der forelå et tab, og at det tab, som de tre sagsøgere, der har opretholdt deres påstande, har lidt, ikke skyldes den anfægtede afgørelse, men andre forhold. Oplysningerne fra Den Europæiske Unions Statistiske Kontor (Eurostat) viser, at importen med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand faldt i 2014 og 2015, hvilket forklarer sagsøgernes begrænsning af deres påstand om erstatning til perioden fra juni 2013 til februar 2014.

183    Endelig har Rådet anført, at prisfaldet på de væsentligste råvarer, såfremt det følges af et prisfald på PET, kan have haft en indvirkning på resultaterne af EBITA, som sagsøgerne ikke har vurderet.

184    Det skal indledningsvis bemærkes, at den oprindelige fastlæggelse af den skade, sagsøgerne angiveligt er påført som følge af det tab, de led efter den anfægtede afgørelse (den første påståede skade), til dels var støttet på en vurdering vedrørende perioden fra juni 2013 til maj 2014 (jf. præmis 162 ovenfor). Denne beregning omfattede en vurdering af de tab, der kunne tilregnes den forventede skadevoldende dumping efter den ulovlige vedtagelse af den anfægtede afgørelse. Denne vurdering var støttet på Kommissionens analyse foretaget i 2000, da den pågældende antidumpingtold for første gang blev pålagt. Kommissionen fastslog således i sin forordning (EF) nr. 1742/2000 af 4. august 2000 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på visse typer PET med oprindelse i Indien, Indonesien, Malaysia, Republikken Korea, Taiwan og Thailand (EFT 2000, L 199, s. 48), at EU-erhvervsgrenen måtte sænke sine priser betydeligt for at matche dumpingimportens priser for at genvinde tabte markedsandele, hvilket medførte et tab på 15% af nettoomsætningen. En anden beregningsvariabel, som sagsøgerne har benyttet, var støttet på den vurdering af stigningen i importen med oprindelse i de pågældende lande, som Kommissionen havde foretaget i sit forslag til forordning. Følgelig har sagsøgerne ikke på grundlag af reelle oplysninger godtgjort, at der foreligger en skade, som kan tilregnes den ulovlige vedtagelse af den anfægtede afgørelse.

185    Denne vurdering er blevet erstattet af en opgørelse af tabet, som sagsøgerne har foretaget i deres ajourføring på grundlag af det EBITA, der rent faktisk blev fastslået for perioden fra juni 2013 til februar 2014.

186    Påstandene skal herefter undersøges som fremsat som led i denne ajourføring.

187    Det skal i denne forbindelse fastslås, at de oplysninger, som sagsøgerne har fremlagt som led i ajourføringen, ikke giver mulighed for at føre tilstrækkeligt bevis for en årsagsforbindelse mellem den ulovlige vedtagelse af den anfægtede afgørelse og de påståede tab.

188    Som Rådet har fremhævet, har sagsøgerne i nedsættelsen af deres EBITA nemlig ikke sondret mellem den del, der var forårsaget af den forøgede import til lavpris efter den ulovlige vedtagelse af den anfægtede afgørelse, og den del, der skyldtes andre forhold, som kunne skabe eller medføre nedsættelse af denne økonomiske indikator. EBITA kunne være påvirket af andre forhold end den anfægtede afgørelse, navnlig ændringen af afsætningspraksis, konkurrencen mellem EU-producenterne og konkurrencen mellem disses produkter og import fra andre lande end Indien, Taiwan, Thailand, Malaysia og Indonesien. Det skal i denne forbindelse bemærkes, som Rådet har gjort, at importen med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand i perioden fra juni 2013 til februar 2014 kun udgjorde 5,6% af forbruget i EU, og at importen fra Malaysia og Indonesien kun udgjorde 1,72% af dette forbrug.

189    Det følger heraf, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at der er en klar og tilstrækkelig årsagsforbindelse, der kan indebære, at Unionen ifalder et erstatningsansvar.

 UAB Indorama Polymers Europe og Lotte Chemical UK’s omkostninger til lukning af visse produktionssteder

190    Som bemærket ovenfor i præmis 163 har sagsøgerne kort i stævningen angivet, at de ligeledes havde været tvunget til at afskedige ansatte eller lukke produktionssteder i EU som følge af den anfægtede afgørelse.

191    I ajourføringen har sagsøgerne begrænset påstanden om erstatning herfor til de omkostninger, som UAB Indorama Polymers Europe måtte afholde som følge af lukningen af selskabets fabrik i Det Forenede Kongerige, og til Lotte Chemical UK’s omkostninger som følge af lukningen af virksomhedens PTA-fabrik. Som bemærket ovenfor i præmis 167 har sagsøgerne alene nedlagt påstand om erstatning af 77% af disse omkostninger, eftersom en del af disse ifølge sagsøgerne kan tilregnes importen med oprindelse i Malaysia og Indonesien. På dette grundlag har UAB Indorama Polymers Europe nedlagt påstand om et beløb på [fortroligt] (i stedet for [fortroligt]), og Lotte Chemical UK har nedlagt påstand om [fortroligt] (i stedet for [fortroligt]).

192    Rådet har bestridt, at der foreligger en årsagsforbindelse. Desuden har Rådet i sine bemærkninger til sagsøgernes ajourføring af deres erstatningspåstande gjort gældende, at de opretholdte påstande skal afvises i medfør af procesreglementets artikel 84, idet de er fremsat for sent, nemlig i replikken for Lotte Chemical UK’s vedkommende og i ajourføringen for UAB Indorama Polymers Europes vedkommende.

193    Det skal i denne forbindelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt disse påstande er begrundede, fastslås, som Rådet har gjort, at sagsøgerne for at godtgøre, at der er årsagsforbindelse mellem de angivelige tab og den påklagede adfærd, blot i stævningen og replikken har fremlagt pressemeddelelser eller skrivelser, der erklærede, at fabrikslukningerne skyldtes den anfægtede afgørelse. Disse dokumenter, som sagsøgerne selv har udfærdiget, godtgør imidlertid ikke, at lukningen af disse produktionssteder kan tilregnes den anfægtede afgørelse, eftersom der ikke er fremlagt noget indicium eller oplysninger til støtte herfor. Hvad angår UAB Indorama Polymers Europes fabrik i Det Forenede Kongerige fremgår det endvidere af selve ordlyden af pressemeddelelsen om lukningen af fabrikken, at lukningen ikke skyldes den anfægtede afgørelse, men faldet i marginer og en øget konkurrence fra især Asien. Som Rådet har fremhævet, steg importen med oprindelse i Sydkorea, som ligeledes ligger i Asien, i den betragtede periode og kan udmærket være årsag til fabrikslukningen. Endvidere har sagsøgerne hvad angår Lotte Chemical UK’s fabrik til PTA-produktion ikke gjort gældende, at lukningen heraf direkte kan tilregnes den ulovlige vedtagelse af den anfægtede afgørelse, men har blot anført, at »en af de væsentligste årsager« til en sådan lukning er lukningen af UAB Indorama Polymers Europes PET-fabrik i Det Forenede Kongerige.

194    Sagsøgerne har i deres ajourføring af erstatningspåstandene ikke fremlagt supplerende beviser, der kan godtgøre denne årsagsforbindelse. Sagsøgerne har nemlig blot fremlagt konsoliderede regnskaber for UAB Indorama Polymers Europe og Lotte Chemical UK med henblik på at godtgøre omkostningerne forbundet med de afskedigelser, der lå til grund for deres påstande, uden at de har fremlagt andre forhold, som kan godtgøre en årsagsforbindelse mellem de påståede tab og de påklagede ulovligheder.

195    På denne baggrund skal Rådet frifindes for sagsøgernes påstande vedrørende de omkostninger til lukning, som UAB Indorama Polymers Europe og Lotte Chemical UK har måttet afholde, uden at det er fornødent at undersøge, om disse påstande er fremsat for sent i strid med procesreglementets artikel 84, som Rådet har gjort gældende.

196    Det følger af det ovenstående, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at der er en klar og tilstrækkelig årsagsforbindelse, der kan indebære, at Unionen ifalder et erstatningsansvar.

 Konklusion om erstatningspåstandene

197    Eftersom den manglende overholdelse af en enkelt af de betingelser, der er nødvendige for, at Unionen kan ifalde erstatningsansvar, i overensstemmelse med den ovenfor i præmis 171 nævnte retspraksis er tilstrækkelig til at forkaste en erstatningspåstand, skal Rådet frifindes for sagsøgernes erstatningspåstande som helhed, uden at det er nødvendigt at undersøge betingelserne om, at der skal foreligge en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder, og at der foreligger et tab.

 Sagens omkostninger

198    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Retten kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part, ud over at bære sine egne omkostninger, skal betale en del af modpartens omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i sagen, deres egne omkostninger.

199    Eftersom Rådet har tabt sagen hvad angår sagsøgernes annullationspåstand, og sagsøgerne har tabt sagen hvad angår deres erstatningspåstand, bør det pålægges sagsøgerne og Rådet bære deres egne omkostninger med undtagelse af de nedenfor i præmis 200 omhandlede omkostninger.

200    De private intervenienter bærer deres egne omkostninger og betaler de af sagsøgerne afholdte omkostninger i forbindelse med deres intervention i overensstemmelse med sagsøgernes påstande herom.

201    Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):

1)      Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/226/EU af 21. maj 2013, som forkaster forslag til Rådets gennemførelsesforordning om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009 og om afslutning af udløbsundersøgelsen vedrørende importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indonesien og Malaysia, for så vidt som forslaget indfører en endelig antidumpingtold på importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand, annulleres, for så vidt som den afviste forslaget om at indføre en endelig antidumpingtold på import med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand og afsluttede den fornyede undersøgelse af importen af polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i disse tre lande.

2)      Rådet for Den Europæiske Union frifindes for påstandene om erstatning.

3)      Committee of Polyethylene Terephthalate (PET) Manufacturers in Europe (CPME), Cepsa Química, SA, Equipolymers Srl, Indorama Ventures Poland sp. z o.o., Lotte Chemical UK Ltd, M & G Polimeri Italia SpA, Novapet, SA, Ottana Polimeri Srl, UAB Indorama Polymers Europe, UAB Neo Group og UAB Orion Global pet bærer deres egne omkostninger med undtagelse af de nedenfor i punkt 5) omhandlede.

4)      Rådet bærer sine egne omkostninger.

5)      European Federation of Bottled Waters (EFBW), Caiba, SA, Coca-Cola Enterprises Belgium (CCEB), Danone, Nestlé Waters Management & Technology, Pepsico International Ltd og Refresco Gerber BV bærer deres egne omkostninger og betaler de af sagsøgerne afholdte omkostninger i forbindelse med deres intervention.

6)      Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

Kanninen Pelikánová Buttigieg

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 5. april 2017.

Underskrifter

Indhold

Retlige rammer

Tvistens baggrund

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

1.  Om annullationspåstanden

Det andet anbringende om en åbenbart urigtig vurdering og tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 2, og artikel 21, stk. 1

Den analyse, Rådet skal foretage i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, og rækkevidden af Rettens prøvelse af den anfægtede afgørelse

Om undersøgelsen af sandsynligheden for, at der igen vil blive forvoldt skade som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 2

–  Forekomsten af positive økonomiske indikatorer, bl.a. prisstigning på PET

–  Den ubetydelige import med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand under den fornyede undersøgelse

–  De reelt begunstigede af foranstaltningerne med hensyn til markedsandele

–  Fraværet af prisunderbud i den betragtede periode

–  Den ubetydelige import med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand i tilfælde af ophævelse af foranstaltningerne

–  Den tilstrækkelige beskyttelse af EU-erhvervsgrenen ved andre handelsbeskyttelsesforanstaltninger

–  Påvirkningen af andre erhvervsdrivende, hvis foranstaltningerne ophæves

–  Konklusion om undersøgelsen af sandsynligheden for fornyet skade

Undersøgelsen af Unionens interesse som omhandlet i grundforordningens artikel 21, stk. 1

Konklusion om annullationspåstanden

2.  Erstatningspåstanden

Rækkevidden af sagsøgernes påstande

Den klare årsagsforbindelse

De af Equipolymers, M & G Polimeri Italia og Novapet lidte tab

UAB Indorama Polymers Europe og Lotte Chemical UK’s omkostninger til lukning af visse produktionssteder

Konklusion om erstatningspåstandene

Sagens omkostninger

Bilag

Cepsa Química, SA, Madrid (Spanien),

Equipolymers Srl, Milano (Italien),

Indorama Ventures Poland sp. z o.o., Włocławek (Polen),

Lotte Chemical UK Ltd, Cleveland (Det Forenede Kongerige),

M & G Polimeri Italia SpA, Patrica (Italien),

Novapet, SA, Zaragoza (Spanien),

Ottana Polimeri Srl, Ottana (Italien),

UAB Indorama Polymers Europe, Klaipėda (Litauen),

UAB Neo Group, Rimkai (Litauen),

UAB Orion Global pet, Klaipėda.

* Processprog: engelsk.

1      Listen over de øvrige sagsøgere er kun bilagt den udgave, der forkyndes for parterne.

2 Fortrolige oplysninger udeladt.