Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 29. august 2005 - Neirinck / Kommissionen

(Sag T-334/05)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Wineke Neirinck (Bruxelles, Belgien) [ved: avocats G. Vandersanden, L. Levi og C. Ronzi]

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af den stiltiende afvisning af ansøgningen om tilkendelse af erstatning og, om fornødent, af det udtrykkelige afslag på sagsøgerens klage.

Sagsøgeren tilkendes erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, hun har lidt som følge af Kommissionens tilsidesættelse af sit tilsagn om at ansætte hende i Kontoret for undersøgelse og disciplin (IDOC) senest at regne fra den 1. maj 2004, hvilket beløb efter billighed fastsættes til 576.593,20 EUR.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren arbejdede først i Kommissionen som udstationeret national ekspert i perioden fra den 1. maj 1998 til den 30. april 2001, og dernæst som midlertidig ansat i henhold til en kontrakt, som udløb den 30. april 2004.

Sagsøgeren iværksatte fra oktober 2003 forskellige skridt for at opnå en ny ansættelse som midlertidig ansat fra den 1. maj 2004. Hun har anført, at hun blev tilbudt en stilling i Kontoret for undersøgelse og disciplin, men at hendes ansættelse dog ikke blev gennemført som følge af en af Kommissionens tjenestegrene begået fejl. Hun har anført, at GD ADMIN afviste at ansætte hende med den begrundelse, at hun havde nået den maksimale ansættelsesperiode på seks år. Ifølge sagsøgeren er denne fortolkning forkert, idet der ikke bør tages hensyn til hendes første tre år i Kommissionen som national ekspert. Hun har anført, at administrationen til sidst indrømmede fejlen, men den stilling, hun var blevet tilbudt, var i mellemtiden allerede forsvundet som følge af en omstrukturering.

Sagsøgeren tilsigter med søgsmålet at opnå erstatning for det tab, hun angiveligt har lidt. Hun har anført, at der er sket tilsidesættelse af de almindelige principper om beskyttelse af den berettigede forventning, om retssikkerhed, om god tro, om begrundelse, om gennemsigtighed, om reglen "patere legem quam ipse fecisti legem", om forpligtelsen til at udvise god forvaltningsskik, om retten til kontradiktion, om omsorgspligt samt om tjenestens interesse.

____________