Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 24. oktober 2005 - Kommissionen mod Reagecon Diagnostics

(Sag T-391/05)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber [ved: L. Flynn, som befuldmægtiget]

Sagsøgt: Reagecon Diagnostics Ltd

Sagsøgerens påstande

Sagsøgte tilpligtes at betale Kommissionen

a) 169 658,65 EUR (et hundrede niogtres tusinde seks hundrede otteoghalvtreds euro og femogtres cents), hvilket svarer til det skyldige beløb på 161 953,99 EUR med tillæg af 7 704,66 EUR i morarenter fra den 21. oktober 2005 og til en rentesats på 5,53%

b) 24 537,14 EUR pr. dag i renter fra den 16. november 2005 og indtil fuld tilbagebetaling er sket, til en rentesats på 5,53%.

Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det Europæiske Fællesskab, repræsenteret ved Europa-Kommissionen, indgik kontrakt nr. MAS3-CT-1998-0177 med sagsøgte som led i særprogrammet for forskning og teknologisk udvikling samt demonstration inden for havforskning og -teknologi, kaldet "MAST III programmet" 1. Kontrakten vedrørte gennemførelsen af det fælles forskningsprojekt, "Udvikling og afprøvning af et nyt ionselektivt elektrodeovervågnings- og kontrolsystem for totalkvælstof i havvand", der skulle finde sted over en periode på 24 måneder, fra den 1. december 1998.

Ifølge kontrakten skulle Kommissionen yde et finansielt bidrag til det omhandlede projekt, og et forskud på 268 000 ECU blev udbetalt til sagsøgte den 1. december 1998. Endvidere blev der udbetalt et aconto-beløb på 134 417 EUR den 6. september 2000. Således var det samlede beløb, Kommissionen udbetalte til sagsøgte, på 402 417 EUR.

Kommissionen foretog en revision af kontrakten den 24. og 25. september 2001. Ifølge revisionen overskred det bidrag, Kommissionen indtil dette tidspunkt havde ydet, 50% af de foreløbige udgifter til projektet. Det fremgik endvidere af revisionen, at den opgørelse over omkostningerne, som en af de andre deltagere havde indgivet, i strid med reglerne var blevet underskrevet af sagsøgte.

Den 25. januar 2002 indgav sagsøgte yderligere opgørelser over omkostningerne for perioden fra den 1. december 1999 til den 30. november 2000.

Kommissionen udførte to uafhængige tekniske vurderinger af projektet og udvekslede korrespondance med sagsøgte vedrørende resultaterne af revisionen og de to vurderinger samt de overvejelser, disse gav anledning til. Herefter udstedte Kommissionen en debetnota til sagsøgte, hvorved den krævede tilbagebetaling af 161 953,99 EUR, hvilket er forskellen på de samlede, af Kommissionen godkendte, omkostninger på 240 463,01 EUR, og det samlede beløb, som Kommissionen tidligere havde udbetalt til sagsøgte.

Kommissionen har i stævningen nedlagt påstand om tilbagebetaling af det ovennævnte beløb med tillæg af renter i overensstemmelse med irsk lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten.

____________

1 - Rådets beslutning nr. 94/804/EF af 23.11.1994, EFT L 334, s. 59.