Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour constitutionnelle (Belgien) den 10. december 2020 – Airbnb Ireland UC mod Région de Bruxelles-Capitale

(Sag C-674/20)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour constitutionnelle

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Airbnb Ireland UC

Sagsøgt: Région de Bruxelles-Capitale

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 1, stk. 5, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF 1 af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked fortolkes således, at en national lovgivning, som forpligter leverandører af en formidlingstjeneste, der består i mod betaling og ved hjælp af en elektronisk platform at formidle kontakt mellem potentielle lejere og professionelle eller ikke-professionelle udlejere, der udbyder ydelser i form af indkvartering af kortere varighed, til efter skriftlig anmodning fra skatteforvaltningen og under administrativt bødeansvar at meddele »oplysninger om driftsbestyreren og turistindkvarteringsvirksomhedernes kontaktoplysninger samt antallet af overnatninger og anvendte indkvarteringsenheder i det forudgående år« med henblik på at identificere de personer, som er pligtige at betale en regional skat på turistindkvarteringsvirksomhederne og deres skattepligtige indtægter, er omfattet af »beskatningsområdet« og dermed må anses for at falde uden for dette direktivs anvendelsesområde?

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 1-3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF 2 af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked da fortolkes således, at dette direktiv finder anvendelse på en national lovgivning som den i det første præjudicielle spørgsmål beskrevne? Skal artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde i givet fald fortolkes således, at den finder anvendelse på en sådan lovgivning?

Skal artikel 15, stk. 2, i direktiv 2000/31/EF fortolkes således, at denne bestemmelse finder anvendelse på en national lovgivning som den i det første præjudicielle spørgsmål beskrevne, og således, at den tillader en sådan lovgivning?

____________

1     EFT 2000, L 178, s. 1.

2     EUT 2006, L 376, s. 36.