Language of document : ECLI:EU:T:2014:88

Sag T-128/11

(offentliggørelse i uddrag)

LG Display Co. Ltd

og

LG Display Taiwan Co. Ltd

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – verdensmarkedet for flydende krystalskærme (LCD) – aftaler og samordnet praksis vedrørende priser og produktionskapacitet – internt salg – ret til forsvar – bøder – delvis bødefritagelse – samlet og vedvarende overtrædelse – princippet ne bis in idem«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 27. februar 2014

1.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – beregningsmetode fastsat i Kommissionens retningslinjer – beregning af bødens grundbeløb – fastlæggelse af afsætningens værdi – kriterier – hensyntagen til salg til tredjemand – betingelse

(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)

2.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – beregningsmetode fastsat i Kommissionens retningslinjer – beregning af bødens grundbeløb – fastlæggelse af afsætningens værdi – kriterier – hensyntagen til salg til selskaber, der er en del af den samme gruppe, men som ikke udgør en enkelt virksomhed sammen med den anklagede virksomhed – forskellig behandling af salg inden for enkelte virksomheder, der ligeledes deltog i kartellet – tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet – foreligger ikke

(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)

3.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bøden som modydelse for den anklagede virksomheds samarbejde – sondring mellem en situation, der giver bødeimmunitet, og en anden situation, der giver bødenedsættelse – delvis bødefritagelse – betingelser – indskrænkende fortolkning

[Art. 101, stk. 1, TEUF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 8, litra b), og punkt 23, litra b), tredje afsnit]

4.      Karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis udgør en enkelt overtrædelse – en virksomhed kan tilregnes ansvar for hele overtrædelsen – betingelser

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

5.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – bødenedsættelse som modydelse for den anklagede virksomheds samarbejde – delvis bødefritagelse indrømmet for en vis periode – følger – denne periode udelukkes fra ethvert trin i bødeberegningen

[Art. 101, stk. 1, TEUF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 23, litra b), tredje afsnit]

6.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – retningslinjer for beregningen af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne – bødenedsættelse som modydelse for den anklagede virksomheds samarbejde uden for samarbejdsmeddelelsens anvendelsesområde – betingelser

(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03 og 2006/C 210/02, punkt 29, fjerde led)

7.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – samlet og vedvarende overtrædelse – Kommissionens forpligtelse til at forfølge adfærd, der vedrører en samlet og vedvarende overtrædelse, ved én enkelt procedure – foreligger ikke – Kommissionens skønsbeføjelse med hensyn til procedurernes omfang – grænser – overholdelsen af princippet ne bis in idem

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

8.      Konkurrence – administrativ procedure – beslutning, der fastslår en overtrædelse – begrundelsespligt – rækkevidde

(Art. 101, stk. 1, TEUF, 102 TEUF og 296 TEUF)

9.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – rækkevidde

(Art. 101 TEUF, 102 TEUF og 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

1.      Hvad angår fastsættelsen af grundbeløbene for bøder pålagt for overtrædelser af konkurrenceretten gælder det, at når en deltager i en overtrædelse sælger de produkter, der er omfattet af overtrædelsen, til selskaber, der ikke udgør en enkelt virksomhed sammen med denne deltager, kan de omhandlede salg anses for at være sket til en uafhængig tredjemand, selv om der findes en forbindelse mellem denne deltager og disse selskaber. Kommissionen er imidlertid stadig forpligtet til at forklare, hvilken forbindelse de omhandlede salg har til kartellet.

(jf. præmis 60-63)

2.      Hvad angår fastsættelsen af grundbeløbet for bøder pålagt for overtrædelse af konkurrenceretten kan den omstændighed, at salg inden for en enkelt virksomhed behandles anderledes end salg mellem selskaber, der tilhører den samme gruppe, men som ikke kvalificeres som enkelt virksomhed, ikke kritiseres på grundlag af princippet om ligebehandling, idet den omstændighed, at der er tale om en enkelt virksomhed, afføder en anden situation, som begrunder anvendelsen af forskellige kategorier i forhold til de respektive deltagere.

(jf. præmis 136-140)

3.      Punkt 23, litra b), sidste afsnit, i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse og bødenedsættelse i kartelsager finder alene anvendelse i de tilfælde, hvor to betingelser er opfyldt: For det første skal virksomheden være den første virksomhed, der fremlægger beviser for faktiske omstændigheder, som Kommissionen ikke tidligere har haft kendskab til, og for det andet skal disse faktiske omstændigheder, der skal være af direkte betydning for alvoren eller varigheden af det formodede kartel, gøre det muligt for Kommissionen at nå til en anden konklusion vedrørende overtrædelsen.

Der skal anlægges en restriktiv fortolkning af disse betingelser, således at denne bestemmelse kun finder anvendelse på de tilfælde, hvor et selskab, der har deltaget i et kartel, giver Kommissionen nye oplysninger om kartellets grovhed eller varighed, og ikke de tilfælde, hvor et selskab kun tilvejebringer oplysninger, der bestyrker beviserne for overtrædelsens eksistens. Den effektive virkning af samarbejdsordningen ville således blive påvirket, hvis virksomhederne ikke følte sig tilskyndet til at være de første til at tilvejebringe oplysninger, der kan afsløre eksistensen af et kartel over for Kommissionen.

Den prøvelse, der er beskrevet i samarbejdsmeddelelsens punkt 8, litra b), adskiller sig derudover fra den, der er fastsat i samme meddelelses punkt 23, litra b), sidste afsnit. Den første af de nævnte bestemmelser foreskriver, at der gives bødefritagelse til den virksomhed, der er den første til at fremlægge bevismateriale, som efter Kommissionens opfattelse kan sætte den i stand til at konstatere en overtrædelse. Den omstændighed, at der er tale om forskellige prøvelser, udgør en objektiv begrundelse, der bevirker, at Kommissionen ikke behøver at tilskynde den første og den anden virksomhed til at fremlægge bevismateriale på samme måde uden derved at tilsidesætte ligebehandlingsprincippet.

De kriterier, der anvendes ved vurderingen af, om en nedsættelse for betydelig merværdi som omhandlet i samarbejdsmeddelelsens punkt 21 og 22 skal indrømmes, adskiller sig ligeledes fra de kriterier, som anvendes ved fastlæggelsen af, om en virksomheds erklæring kan danne grundlag for en delvis bødefritagelse som omhandlet i denne meddelelses punkt 23, litra b), sidste afsnit.

(jf. præmis 157, 166, 167, 178, 179 og 190)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 193, 220 og 221)

5.      Inden for konkurrenceretten indebærer den omstændighed, at en virksomhed indrømmes en delvis bødefritagelse i henhold til punkt 23, litra b), i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse og bødenedsættelse i kartelsager, at virksomheden skal behandles, som om den ikke havde deltaget i den omhandlede overtrædelse i den periode, der er omfattet af bødefritagelsen med henblik på beregningen af den bøde, virksomheden skal pålægges. I denne bestemmelse foreskrives det ikke, at Kommissionen kun skal se bort fra de omhandlede omstændigheder med henblik på beregning af koefficienten for overtrædelsens varighed, idet fritagelsen skal tillægges en mere generel rækkevidde, hvilket udelukker, at de nævnte omstændigheder tages i betragtning i forhold til alle aspekter, der vedrører fastsættelsen af bødebeløbet, herunder beregningen af gennemsnittet for den relevante afsætningsværdi. Den delvise bødefritagelse som omhandlet i samarbejdsmeddelelsen udgør således i det væsentlige en »retlig fiktion«, i medfør af hvilken Kommissionen med henblik på beregning af bødebeløbet bør lade som om, at den virksomhed, der indrømmes bødefritagelsen, ikke havde deltaget i overtrædelsen i den periode, der er omfattet af fritagelsen.

(jf. præmis 199 og 201)

6.      Punkt 29, fjerde led, i retningslinjerne for beregningen af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 skal fortolkes således, at det ikke giver mulighed for, at der for det samme samarbejde med Kommissionen indrømmes en virksomhed en dobbelt nedsættelse af bødebeløbet dels i henhold til Kommissionens meddelelse om bødefritagelse og bødenedsættelse i kartelsager, dels i henhold til retningslinjerne for beregningen af bøder. Hvad angår overtrædelser, som henhører under anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen, kan den berørte i princippet ikke med føje kritisere Kommissionen for, at den ikke har taget hensyn til graden af dennes samarbejde som en formildende omstændighed uden for de retlige rammer, som samarbejdsmeddelelsen udgør. Den løsning, hvorefter Kommissionen i usædvanlige situationer har pligt til at indrømme en nedsættelse af bøden til en virksomhed på grundlag af punkt 29, fjerde led, i retningslinjerne for beregningen af bøder, skal fortolkes således, at en forudsætning for, at der foreligger sådanne situationer, er, at den pågældende virksomheds samarbejde går ud over dens retlige pligt til at samarbejde, hvilket imidlertid ikke giver virksomheden ret til en bødenedsættelse i medfør af samarbejdsmeddelelsen.

(jf. præmis 205-208)

7.      Selv om fortolkningen af begrebet samlet og vedvarende overtrædelse inden for konkurrenceretten giver Kommissionen mulighed for ved hjælp af en enkelt procedure og en enkelt afgørelse samtidig at forfølge en række handlinger, der kunne forfølges individuelt, er det ikke ensbetydende med, at Kommissionen er forpligtet til at handle på denne måde. Kommissionen kan derfor i princippet ikke kritiseres for separat at forfølge forskellige handlinger, som den kunne have samlet i en enkelt og sammenhængende overtrædelse. Det følger heraf, at Kommissionen råder over en skønsbeføjelse for så vidt angår rækkevidden af de procedurer, den indleder. Kommissionen kan nemlig ikke som følge af de skønsbeføjelser, den har i denne henseende, være forpligtet til at finde frem til og sanktionere al konkurrencebegrænsende adfærd, ligesom Unionens retsinstanser heller ikke – selv om det kun er med det formål at nedbringe bøden – kan fastslå, at Kommissionen i lyset af de beviser, den rådede over, burde have fundet, at en bestemt virksomhed i en bestemt periode begik en overtrædelse.

Udøvelsen af denne skønsbeføjelse er undergivet domstolsprøvelse. Det er imidlertid kun, såfremt det kan påvises, at Kommissionen uden saglig grund har indledt to særskilte procedurer vedrørende én faktisk situation, at Kommissionens valg kan betragtes som magtfordrejning. Når der er Kommissionens opfattelse, at den ikke har tilstrækkelige beviser mod visse virksomheder, der mistænkes for at have deltaget i den samme samlede overtrædelse, eller når der ikke foreligger bevis for en samlet plan og fælles metoder, udgør disse omstændigheder objektive begrundelser, som kan begrunde Kommissionens valg om at forfølge forskellige erhvervsdrivende ved særskilte procedurer.

I øvrigt kan en virksomhed, der er omfattet af den første procedure, som Kommissionen har indledt vedrørende en overtrædelse, ikke påberåbe sig princippet om ne bis in idem mod den afgørelse, der afslutter proceduren, på grund af risikoen for, at virksomheden vil kunne forfølges af Kommissionen i forbindelse med en mulig anden procedure vedrørende den samme samlede og vedvarende overtrædelse. Dette princip kan ikke påberåbes som en forebyggende foranstaltning og fritager ikke virksomheden for dens forpligtelse til at samarbejde med Kommissionen under en mulig anden procedure.

(jf. præmis 222-225, 231 og 242-244)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 238)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 255 og 256)