RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)
8. marts 2012
Sag T-126/11 P
Luigi Marcuccio
mod
Europa-Kommissionen
»Appel – personalesag – tjenestemænd – social sikring – godtgørelse af udgifter til lægebehandling – akt, der indeholder et klagepunkt – stiltiende afslag – begrundelsespligt – åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«
Angående: Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (enedommer) den 14. december 2010, Marcuccio mod Kommissionen (sag F-1/10, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne dom.
Udfald: Appellen forkastes, idet det er åbenbart, at den delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet. Kontraappellen forkastes, idet det er åbenbart, at den delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler derudover Europa-Kommissionens omkostninger i appelsagen. Hver part bærer sine egne omkostninger i forbindelse med kontraappellen.
Sammendrag
1. Appel – anbringender – Rettens kontrol af den retlige status af retsakter, der er fastsat af Personaleretten – lovlig
(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)
2. Appel – anbringender – anbringende rettet mod Personalerettens afgørelse af sagsomkostningerne – afvisning i tilfælde af, at alle de øvrige anbringender forkastes
(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 2)
3. Appel – anbringender – Rettens kontrol af Personalerettens bedømmelse af beviselementer – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt
(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1)
4. Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – begrundelsespligt – fuldstændig mangel på begrundelse – afhjælpning efter sagens anlæggelse – ikke tilladt
(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)
1. Den retlige status af en af Personaleretten fastsat retsakt, såsom spørgsmålet om, hvorvidt en note udarbejdet af Kommissionen til svar på en ansøgning om ekstra godtgørelse af lægeudgifter skal betragtes som en retsakt, der indeholder et klagepunkt, udgør et retligt spørgsmål, der kan gøres gældende inden for rammerne af en appel.
(jf. præmis 27 og 29)
Henvisning til:
Domstolen: 1. juni 1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, præmis 49; 26. april 2007, sag C-412/05 P, Alcon mod KHIM, Sml. I, s. 3569, præmis 38-40
Retten: 13. oktober 2008, sag T-43/07 P, Neophytou mod Kommissionen, Sml. Pers. I-B-1, s. 53, og II-B 1, s. 373, præmis 45
2. Det fremgår af artikel 11, stk. 2, i bilag I til statutten for Domstolen, at en appel ikke kan iværksættes alene til forandring af afgørelser om sagsomkostningerne eller om disses størrelse. Det følger heraf, at såfremt alle de øvrige anbringender under en appelsag til prøvelse af en afgørelse fra Personaleretten forkastes, må en påstand om, at Personalerettens afgørelse vedrørende sagsomkostningerne er retsstridig, afvises.
(jf. præmis 37)
Henvisning til:
Retten: 9. september 2009, sag T-375/08 P, Nijs mod Revisionsretten, Sml. Pers. I-B-1, s. 65, og II-B-1, s. 413, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis
3. Spørgsmålet om, hvilken beviskraft dokumenterne i sagen har, henhører under den vurdering af de faktiske omstændigheder, som kun Personaleretten kan foretage, og som ikke er undergivet Rettens prøvelsesret under appelsagen, medmindre Personaleretten har foretaget en urigtig gengivelse af de forelagte beviser, eller det fremgår af de fremlagte dokumenter, at Personalerettens konstateringer er materielt urigtige.
(jf. præmis 41)
Henvisning til:
Domstolen: 10. juli 2001, sag C-315/99 P, Ismeri Europa mod Revisionsretten, Sml. I, s. 5281, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis
Retten: 21. juni 2011, sag T-452/09 P, Rosenbaum mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 41
4. En fuldstændig mangel på begrundelse, inden der anlægges sag, kan ikke afhjælpes ved forklaringer, der afgives af den nævnte myndighed efter sagens anlæg. Muligheden for at afhjælpe en fuldstændig mangel på begrundelse efter et sagsanlæg ville nemlig gøre indgreb i retten til forsvar, idet sagsøgeren da kun ville have lejlighed til i replikken at anføre sine anbringender over for en begrundelse, som først blev ham bekendt efter sagsanlægget.
(jf. præmis 47)
Henvisning til:
Retten: 20. september 1990, sag T-37/89, Hanning mod Parlamentet, Sml. II, s. 463, præmis 41 og 44; 12. februar 1992, sag T-52/90, Vogler mod Parlamentet, Sml. II, s. 121, præmis 40 og 41; 4. juli 2006, sag T-88/04, Tzirani mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 149, og II-A 2, s. 703, præmis 46; 2. marts 2010, sag T-248/08 P, Doktor mod Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 93