Sag T-29/11

Technische Universität Dresden

mod

Europa-Kommissionen

»Voldgiftsbestemmelse – Fællesskabets handlingsprogram for folkesundhed – kontrakt om fællesskabsstøtte til et projekt – annullationssøgsmål – debetnotat – tvistens kontraktrelaterede karakter – akt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål – afvisning – omkvalificering af søgsmålet – støtteberettigede omkostninger«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 24. oktober 2014

1.      Retslig procedure – retsgrundlag for et søgsmål – valget tilkommer sagsøgeren og ikke Unionens retsinstanser

2.      Annullationssøgsmål – søgsmål, som reelt vedrører en tvist af kontraktmæssig karakter – annullation af en debetnota, der er udstedt af Kommissionen – afvisning

(Art. 263 TEUF)

3.      Annullationssøgsmål – søgsmål, som reelt vedrører en tvist af kontraktmæssig karakter – omkvalificering af søgsmålet – betingelser

[Art. 272 TEUF; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

4.      Retslig procedure – indbringelse af sag for Retten på grundlag af en voldgiftsklausul – voldgiftsbestemmelse – begreb

(Art. 272 TEUF)

5.      Den Europæiske Unions budget – EU-støtte – modtageren forpligtet til at overholde betingelserne for tildeling af tilskud

(Art. 317 TEUF)

6.      Retslig procedure – indbringelse af sag for Retten på grundlag af en voldgiftsklausul – Rettens kompetence til at påkende et modkrav – krav fremsat i forbindelse med tilbagebetaling af en uforholdsmæssig høj støtte fra Kommissionen – krav om, at bemærkninger og bevismateriale skal være så tydelige, at Retten er i stand til at bedømme, om kravet skal tages til følge – manglende overholdelse – uanvendelighed

[Rettens procesreglement, art. 46, stk. 1, litra c)]

7.      Annullationssøgsmål – anbringender – overtrædelse af væsentlige formforskrifter – begrundelsespligten angår kun ensidige handlinger – ingen begrundelsespligt i forbindelse med en finansieringsaftale

(Art. 272 TEUF og 296 TEUF)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 24)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 29, 38 og 39)

3.      En omkvalificering af et annullations- eller erstatningssøgsmål til et søgsmål baseret på artikel 272 TEUF (voldgiftsbestemmelse) forudsætter, at to kumulative betingelser er opfyldt. Omkvalificeringen er således mulig, når sagsøgerens udtrykkelige tilkendegivelse ikke er til hinder herfor, og når mindst et af anbringenderne om tilsidesættelse af de bestemmelser, der finder anvendelse på det omhandlede kontraktforhold, er angivet i stævningen i henhold til bestemmelserne i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c).

(jf. præmis 42 og 44)

4.      Traktaten fastsætter ikke nogen særlige formkrav for en voldgiftsbestemmelse. Enhver bestemmelse, som angiver, at parterne ønsker, at eventuelle tvister ikke skal indbringes for de nationale domstole, men for Unionens retsinstanser, må derfor anses for tilstrækkelig til, at disse har kompetence i henhold til artikel 272 TEUF.

En bestemmelse i en finansieringsaftale med overskriften »Law applicable and competent court« (lovvalg og værneting), i henhold til hvilken »støttemodtagerne [kan] anlægge søgsmål mod Kommissionens afgørelser om anvendelsen af den pågældende aftales bestemmelser og retningslinjerne for gennemførelse af den ved Retten og i tilfælde af en appel ved Domstolen«, kan udgøre en voldgiftsbestemmelse.

Selv om den atypiske formulering af en sådan bestemmelse og den heri anvendte terminologi, navnlig brugen af ordene »afgørelse« og »støttemodtager«, kan minde om den legalitetskontrol, der foretages af annullationssøgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF, er dette forhold ikke af en sådan art, at det forhindrer, at denne bestemmelse betegnes som en voldgiftsbestemmelse.

For så vidt som denne bestemmelse bl.a. kan finde anvendelse på de afgørelser, som Kommissionen træffer på grundlag af aftalens bestemmelser, der er en uadskillelig del af kontraktforholdet – hvilke afgørelser ifølge fast retspraksis ikke er omfattet af anvendelsesområdet for annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF – ville en fortolkning af denne bestemmelse, hvorefter den blot udgør en påmindelse om annullationssøgsmål, medføre en kontraktmæssig udvidelse af betingelserne for realitetsbehandling af annullationssøgsmål, således som de er fastsat i artikel 263 TEUF, selv om de er ufravigelige, således at parterne ikke er rådige herover.

Anvendelsesområdet for denne bestemmelse kan desuden ikke ifølge dens ordlyd begrænses til søgsmål i tilknytning til afgørelser, som Kommissionen måtte træffe på grundlag af artikel 299 TEUF.

(jf. præmis 52, 53, 55, 56, 60, 61, 63, 64 og 66)

5.      Det følger af et grundlæggende princip, der gælder for finansiel EU-støtte, at EU kun kan tildele støtte til faktisk afholdte udgifter. Følgelig skal modtagerne af støtten, for at Kommissionen kan udøve sin kontrol, godtgøre rigtigheden af de udgifter, der er henført til de projekter, som støtten er tildelt til, idet den fremlæggelse af pålidelige oplysninger, som støttemodtagere skal sikre, er en afgørende forudsætning for, at det kontrol- og bevissystem, der er indført for at kontrollere, om betingelserne for tildeling af støtten er opfyldt, fungerer korrekt. Det er således ikke som begrundelse for tildeling af en bestemt støtte tilstrækkeligt at dokumentere, at et projekt er blevet gennemført. Støttemodtageren skal desuden føre bevis for, at han har afholdt de angivne udgifter i overensstemmelse med de betingelser, der gælder for tildeling af den pågældende støtte, idet alene behørigt dokumenterede udgifter er støtteberettigede. Forpligtelsen til at overholde de fastsatte finansielle betingelser udgør endvidere et af de afgørende tilsagn og er som sådan en forudsætning for tildeling af EU-støtten.

(jf. præmis 71)

6.      Hvis det antages, at Kommissionen har haft til hensigt at fremsætte et modkrav ved Retten, og at Retten til trods for formuleringen af voldgiftsbestemmelsen har kompetence til at træffe afgørelse om dette krav, henset til retspraksis, hvorefter kompetence til at træffe afgørelse i en hovedsag i Unionens retsmiddelsystem medfører, at der er kompetence til at træffe afgørelse om ethvert modkrav, der er fremsat under samme procedure, og som udspringer fra den samme retsakt eller den samme faktiske omstændighed, som er genstand for stævningen, må dette modkrav under alle omstændigheder afvises, henset til kravene i procesreglementets artikel 46, stk. 1, litra c). Det fremgår således hverken med den krævede tydelighed af Kommissionens skrivelser eller af de bemærkninger, den fremsatte under retsmødet, at der skulle være tale om et sådant krav, og det underbygges heller ikke af argumenter og beviselementer, der sætter Retten i stand til at bedømme, om kravet ville skulle tages til følge, og sagsøgeren i stand til at forberede sit forsvar.

(jf. præmis 116)

7.      Begrundelsespligten påhviler Kommissionen i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF. Den angår dog kun denne institutions ensidige handlinger. Den påhviler følgelig ikke Kommissionen i henhold til finansieringsaftalen. Anbringendet om en manglende begrundelse er således uden relevans i forbindelse med et søgsmål anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF, når en eventuel tilsidesættelse af denne forpligtelse er uden betydning for de forpligtelser, der påhviler Kommissionen i henhold til den pågældende aftale. Denne konklusion ændres ikke af sagsøgerens argument om, at det, da en beslutning om nedsættelse af en EU-støtte ifølge fast retspraksis har alvorlige konsekvenser for modtageren af støtten, af beslutningen skal fremgå klart, på hvilket grundlag støtten er blevet nedsat i forhold til det oprindeligt bevilgede beløb.

(jf. præmis 120-122)