Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Amsterdam (Nederlandene) den 22. juli 2022 – europæisk arrestordre udstedt mod CJ, den anden part Openbaar Ministerie

(Sag C-492/22)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Amsterdam

Parter i hovedsagen

Europæisk arrestordre udstedt mod: CJ

Den anden part: Openbaar Ministerie

Præjudicielle spørgsmål

Er artikel 12 og artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA 1 , sammenholdt med artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, til hinder for, at en eftersøgt person, hvis overgivelse med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf er blevet endeligt godkendt men udsat »for at vedkommende kan retsforfølges i den fuldbyrdende medlemsstat […] for en anden overtrædelse end den, der ligger til grund for den europæiske arrestordre« varetægtsfængsles under denne strafforfølgning for at fuldbyrde den europæiske arrestordre?

a. Er en afgørelse om anvendelse af den i artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA omhandlede beføjelse til udsættelse af overgivelsen en afgørelse om fuldbyrdelse af [den europæiske arrestordre], som i henhold til artikel 6, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, sammenholdt med ottende betragtning til denne ramme afgørelse, en afgørelse, der skal træffes af den fuldbyrdende judicielle myndighed?

b. I bekræftende fald, har den omstændighed, at denne afgørelse er truffet uden mellemkomst af en fuldbyrdende judiciel myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, da til følge, at den eftersøgte ikke længere må være varetægtsfængslet med henblik på fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, der er udstedt på ham?

a. Er artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, sammenholdt med artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, til hinder for, at overgivelse af en eftersøgt person udsættes med henblik på strafforfølgning i den fuldbyrdende medlemsstat alene af den grund, at den eftersøgte person efter at være adspurgt ikke ønsker at frafalde sin ret til at være til stede under denne strafforfølgning?

b. I bekræftende fald, hvilke faktorer skal den fuldbyrdende judicielle myndighed da tage i betragtning ved sin afgørelse om udsættelse af den faktiske overgivelse?

____________

1     Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EUT L 190, s. 1).