PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

11. december 2008

Sag F-113/06

Didier Bouis m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse i den såkaldte anden forfremmelsesrunde – forfremmelsesåret 2005 – tildeling af forfremmelsespoint – overgangsbestemmelser – de almindelige bestemmelser til gennemførelse af vedtægtens artikel 45 – ligebehandling – formaliteten«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Didier Bouis og tre andre tjenestemænd ved Kommissionen i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af afgørelserne om ikke for årene 2003 og 2004 at tildele dem de forfremmelsespoint, som hvert generaldirektorat råder over, eller forfremmelsespoint til påskønnelse af de opgaver, der er udført i institutionens interesse, samt om annullation af afgørelserne om ikke at optage dem på listen over fortjenester eller på listen over de tjenestemænd, der blev forfremmet til lønklasse A 13 i forfremmelsesåret 2005.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – afslag på optagelse på listen over de mest fortjenstfulde tjenestemænd – forberedende akt – afvisning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – søgsmålsinteresse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – forfremmelsesordning indført af Kommissionen – afgørelse om tildeling af visse kategorier af forfremmelsespoint – forberedende akt – afgørelse, hvorved tjenestemændene tildeles det samme antal point – afgørelse, der kan anfægtes ved et søgsmål

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, 90 og 91)

4.      Tjenestemænd – forfremmelse – overgang fra en ordning til en anden

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1, første afsnit)

1.      Listen over fortjenester samt afgørelsen om ikke at optage en tjenestemand på denne liste udgør akter, der er forberedende, forudgående og nødvendige for den endelige afgørelse om forfremmelser. Det følger heraf, at afgørelsen om ikke at optage en tjenestemand på listen over fortjenester ikke kan være genstand for et selvstændigt annullationssøgsmål, men at afgørelsens lovlighed altid kan anfægtes i forbindelse med et søgsmål til prøvelse af den af ansættelsesmyndigheden trufne endelige afgørelse om forfremmelser.

(jf. præmis 32 og 33)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 9. april 2003, sag T-134/02, Tejada Fernández mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 125, og II, s. 609, præmis 18; 19. oktober 2006, sag T-311/04, Buendía Sierra mod Kommissionen, Sml. II, s. 4137, præmis 96-98.

2.      En tjenestemand har ikke kompetence til at handle i lovens eller institutionernes interesse og kan ikke til støtte for et annullationssøgsmål gøre andre end sine egne indsigelser gældende. Et søgsmål, der anlægges af en tjenestemand med påstand om annullation af listen over tjenestemænd, som blev forfremmet til en højere lønklasse i et forfremmelsesår, skal åbenbart afvises, for så vidt som listen ikke indeholder hans navn, såfremt denne ikke har anført, hvori hans personlige interesse i at anlægge sagen består. Dette er tilfældet, når tjenestemanden blot påberåber sig det antal prioritetspoint, som han har fået tildelt for det pågældende forfremmelsesår, uden imidlertid at afgive konkrete oplysninger i sine skrivelser, som gør det muligt at afgøre, om han burde være blevet forfremmet i det pågældende forfremmelsesår, og om den annullation, som han har nedlagt påstand om, åbner op for en forfremmelse, henset til hans personlige situation og navnlig til de opnåede forfremmelsespoint samlet set og i hver pointkategori samt til forfremmelsestærsklen for den pågældende lønklasse, som finder anvendelse i det pågældende forfremmelsesår.

(jf. præmis 34-39)

Henvisning til:

Domstolen: 30. juni 1983, sag 85/82, Schloh mod Rådet, Sml. s. 2105, præmis 14.

Retten i Første Instans: 10. december 1997, sag T-134/96, Smets mod Kommissionen, Sml. II, s. 2333, præmis 47; 22. november 2006, sag T-434/04, Milbert m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 273, og II-A-2, s 1423, præmis 31-33.

Personaleretten: 14. juni 2006, sag F-34/05, Lebedef m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 33, og II-A-1, s. 105, præmis 21.

3.      Inden for rammerne af den af Kommissionen indførte forfremmelsesordning udgør de individuelle afgørelser, hvorved visse kategorier af forfremmelsespoint tildeles, og som vedtages, før ansættelsesmyndigheden endeligt fastsætter det samlede antal point, som hver tjenestemand har opnået, forberedende og forudgående forvaltningsakter, der er nødvendige for den endelige afgørelse om fastsættelse af det samlede antal point. Dette er navnlig tilfældet ved generaldirektørernes tildeling – i henhold til en intern kommissionsbeslutning – af de prioritetspoint, der er stillet til rådighed for hvert generaldirektorat, eller ved ansættelsesmyndighedens tildeling på forslag af forfremmelsesudvalgene af prioritetspoint som anerkendelse for det arbejde, der er udført i institutionens tjeneste, i henhold til denne beslutning.

På denne baggrund udgør ansættelsesmyndighedens endelige afgørelse om fastsættelse af det samlede antal point, som hver tjenestemand har opnået, og som fremgår af de individuelle forfremmelsesakter, en samling af endelige afgørelser om tildeling af særlige kategorier af forfremmelsespoint. Generelt fremgår disse afgørelser af fordelingen af det samlede antal point, som hver tjenestemand har opnået, sådan som det følger af tjenestemandens individuelle forfremmelsesakter. Selv om også disse afgørelser om tildeling af visse kategorier af forfremmelsespoint skal anses for at være forberedende og forudgående afgørelser for den afgørelse, der fastsætter det samlede antal point, og dermed ikke kan få klagefristen til at løbe, udgør de ikke desto mindre afgørelser, der endeligt fastsætter den berørte tjenestemands situation i forhold til den omhandlede kategori af point.

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at tjenestemanden nødvendigvis har haft til hensigt at anfægte det samlede antal point, som denne har opnået, ved på slutstadiet af forfremmelsesproceduren at anmode om annullation af listen over tjenestemænd, som er blevet tildelt prioritetspoint som anerkendelse for det arbejde, der er udført i institutionens tjeneste, og tjenestemandens søgsmål kan ikke afvises alene af den grund, at søgsmålet formelt ikke er rettet mod afgørelsen om fastsættelsen af det samlede antal point.

(jf. præmis 64-68)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: Buendía Sierra mod Kommissionen, præmis 96 og 97.

4.      De krav, der følger med overgangen fra en forvaltningsmåde til en anden for så vidt angår tjenestemænds karriere, kan pålægge forvaltningen midlertidigt og inden for visse grænser at forkaste den strenge anvendelse af regler og principper af vedvarende værdi, som sædvanligvis finder anvendelse på de pågældende situationer. Sådanne forkastelser skal imidlertid være begrundet i et tvingende behov forbundet med overgangen, og hverken varigheden eller rækkevidden kan gå ud over det, der er nødvendigt for at sikre en korrekt overgang fra en ordning til en anden.

Når det ved den første forfremmelsesrunde inden for rammerne af en ny forfremmelsesordning, der er indført ved Kommissionens interne regler, hvorved der fastsættes foreløbige foranstaltninger til sikring af overgangen fra den tidligere ordning, hvilken ordning hviler på kumulation af fortjenester, bestemmes, at tjenestemænd i lønklasse A 12 tildeles forskellige typer forfremmelsespoints for det år, der ligger forud for forfremmelsesåret, men Kommissionen beslutter at begrænse tildelingen af overgangsforfremmelsespoints, kan en sådan begrænsning ikke anses for en overskridelse af den beføjelse, som forvaltningen har til i en overgangsperiode at foretage ændringer i reglerne vedrørende forfremmelse af tjenestemænd. Den fastsætter nemlig alene en begrænsning vedrørende inddragelsen af tidligere anerkendte fortjenester.

Det er ganske vist teoretisk muligt at forestille sig en anden ordning, men administrationen har ingen forpligtelse i den forbindelse. Ændringen af de gældende metoder for forfremmelse af tjenestemænd har nemlig hypotetisk til formål at afhjælpe visse ulemper, der følger af de tidligere reglers anvendelse. Den er derfor en følge af en sådan reformproces, som forvaltningen kan bedømme med den herfor nødvendige handlingsmargin og på en given dato at lade vurderingen af tjenestemænds fortjenester hvile på nye grundlag.

(jf. præmis 79-81 og 85)

Henvisning til:

Domstolen: 1. juli 1976, sag 62/75, de Wind mod Kommissionen, Sml. s. 1167, præmis 17.

Retten i Første Instans: 13. juli 1995, sag T-557/93, Rasmussen mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 195, og II, s. 603, præmis 20; 11. februar 2003, sag T-30/02, Leonhardt mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 41, og II, s. 265, præmis 51, 55 og 56; 3. maj 2006, sag T-393/04 Klaas mod Parlamentet, Sml. Pers. s. I-A-2, s. 103, og II-A-2, s. 465, præmis 56; Buendía Sierra mod Kommissionen, præmis 213 og 220.