Language of document : ECLI:EU:T:2022:261

RETTENS DOM (Ottende Afdeling)

27. april 2022 (*)

»Ansvar uden for kontraktforhold – samarbejde mellem medlemsstaternes politimyndigheder og andre retshåndhævende myndigheder – bekæmpelse af kriminalitet – videregivelse af oplysninger fra Europol til en medlemsstat – angivelig ulovlig behandling af oplysninger – forordning (EU) 2016/794 – artikel 50, stk. 1 – ikke-økonomisk skade«

I sag T-436/21,

Leon Leonard Johan Veen, Oss (Nederlandene), ved advokat T. Lysina,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) ved A. Nunzi, som befuldmægtiget, bistået af advokaterne G. Ziegenhorn og M. Kottmann,

sagsøgt,

har

RETTEN (Ottende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, J. Svenningsen (refererende dommer), og dommerne R. Barents og C. Mac Eochaidh,

justitssekretær: E. Coulon,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

og under henvisning til, at ingen af parterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og at Retten i henhold til artikel 106, stk. 3, i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,

afsagt følgende

Dom

1        Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 268 TEUF har sagsøgeren, Leon Leonard Johan Veen, nedlagt påstand om erstatning for den skade, som han angiveligt har lidt som følge af den ulovlige behandling af personoplysninger, som Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) har foretaget.

 Tvistens baggrund

2        I forbindelse med den efterforskning, der fulgte efter en beslaglæggelse på 1,5 ton metamfetamin, anmodede det slovakiske politi om bistand fra Europol på grundlag af artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, litra a), b) og h), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 om Europol og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2009/371/RIA, 2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA (EUT 2016, L 135, s. 53), og oplyste bl.a. til Europol, at sagsøgeren var mistænkt for at være involveret i handelen med dette stof.

3        På grundlag af oplysninger fremsendt af medlemsstaterne og behandlet i henhold til artikel 17, stk. 1, litra a), artikel 18, stk. 1, og artikel 18, stk. 2, litra a), c) og d), samt artikel 31 i forordning 2016/794 foretog Europol et krydstjek i henhold til den nævnte forordnings artikel 18, stk. 2, litra a), og udarbejdede derefter en rapport (herefter »rapporten«).

4        Rapporten, der havde fortrolighedsgraden »Europol ikkeklassificeret – grundlæggende beskyttelsesniveau«, blev kun videregivet til Den Franske Republik, Kongeriget Nederlandene, Den Slovakiske Republik og til United States Drug Enforcement Administration (USA’s narkotikapoliti).

5        I rapporten, der er udarbejdet på engelsk, fremgår sagsøgerens navn i det følgende afsnit:

»Both, Leon Leonard Johan Veen and [A] came into noticed in several Dutch investigations concerning suspicious transactions. In addition, Leon Leonard Johan Veen had been reported also in a Swedish investigation concerning drugs trafficking and a Polish investigation concerning fraud.«

 Parternes påstande

6        Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Europol tilpligtes at betale sagsøgeren 50 000 EUR.

–        Europol tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7        Europol har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

8        Med det foreliggende søgsmål har sagsøgeren påberåbt sig Europols skadevoldende adfærd som følge af ulovlige databehandlingsoperationer, og har nedlagt påstand om erstatning på 50 000 EUR for den ikke-økonomiske skade, der fulgte af denne adfærd, på grundlag af artikel 268 TEUF og 340 TEUF samt artikel 50, stk. 1, i forordning 2016/794.

9        I henhold til artikel 50, stk. 1, i forordning 2016/794 har enhver, der har lidt skade som følge af en ulovlig behandling af oplysninger, ret til erstatning for den forvoldte skade enten fra Europol i henhold til artikel 340 TEUF eller fra den medlemsstat, hvor den begivenhed, der gav anledning til skaden, indtraf, i henhold til medlemsstatens nationale ret.

10      Da sagsøgeren har anlagt sag ved Retten mod Europol, er det på grundlag af artikel 268 TEUF og 340 TEUF, at hans søgsmål skal behandles.

 Formaliteten

11      Europol har gjort gældende, at søgsmålet skal afvises på grund af stævningens manglende klarhed og præcision.

12      I henhold til artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der i henhold til samme statuts artikel 53, stk. 1, finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, og artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement skal stævningen indeholde søgsmålets genstand, de anbringender og argumenter, der gøres gældende, samt en kortfattet fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse oplysninger skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten i givet fald på det således foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsætning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentligste af de faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, fremgår af selve stævningen på en sammenhængende og forståelig måde (jf. kendelse af 11.3.2021, Techniplan mod Kommissionen, T-426/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:129, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

13      For at opfylde disse krav om klarhed og præcision skal en stævning, hvori der nedlægges påstand om betaling af erstatning for skade forvoldt af en EU-institution, nærmere bestemt indeholde oplysninger eller beviser, der gør det muligt at identificere den adfærd, som sagsøgeren foreholder institutionen, grundene til, at den pågældende antager, at der består en årsagsforbindelse mellem adfærden og det tab, vedkommende hævder at have lidt, samt karakteren og størrelsen af dette tab (jf. i denne retning dom af 7.10.2015, Accorinti m.fl. mod ECB, T-79/13, EU:T:2015:756, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

14      I det foreliggende tilfælde fremgår det af stævningen, at sagsøgeren ønsker at opnå erstatning for den skade, som han mener at have lidt som følge af to handlinger fra Europols side, nemlig dels angivelsen i rapporten af personoplysninger, der vedrører ham (første anbringende), dels Europols fremsendelse af denne rapport til sagsakterne i den slovakiske straffesag mod ham (andet anbringende), hvis ulovlige karakter sagsøgeren har redegjort for, henset til retsregler, der tillægger en borger rettigheder, herunder bestemmelser, der har til formål at sikre respekten for dennes personoplysninger.

15      Det skal derfor fastslås, at søgsmålets genstand og de anbringender, som sagsøgeren har fremsat i stævningen, fremgår på en tilstrækkelig forståelig måde af selve stævningen. Denne konstatering bekræftes i øvrigt af den omstændighed, at Europol var i stand til at tage stilling til de nævnte anbringender.

16      For så vidt angår Europols argumentation vedrørende formaliteten med henvisning til den utilstrækkelige karakter af de beviser, sagsøgeren har fremlagt vedrørende den angiveligt ulovlige adfærd og den hævdede skade, skal det bemærkes, at sådanne spørgsmål ikke vedrører vurderingen af, om erstatningspåstanden kan antages til realitetsbehandling, men derimod vurderingen af, hvorvidt den kan tages til følge (jf. i denne retning dom af 29.9.2021, Kočner mod Europol, T-528/20, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2021:631, præmis 39).

17      Det skal derfor fastslås, at søgsmålet opfylder kravene i procesreglementets artikel 76, litra d), og at det derfor kan antages til realitetsbehandling.

 Realiteten

18      Indledningsvis skal det bemærkes, at i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF skal Unionen for så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, erstatte skader forvoldt af dens institutioner eller af dens ansatte under udøvelsen af deres hverv.

19      Det følger for det første heraf, at artikel 340, stk. 2, TEUF kun giver Unionens retsinstanser kompetence til at erstatte skader forvoldt af Unionens institutioner eller af dens ansatte under udøvelsen af deres hverv, dvs. til at erstatte skader, der kan medføre, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold (kendelse af 9.7.2019, Scaloni og Figini mod Kommissionen, T-158/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:491, præmis 19, og dom af 29.9.2021, Kočner mod Europol, T-528/20, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2021:631, præmis 59).

20      Det følger i denne henseende af fast retspraksis, at begrebet »institution« som omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF omfatter ikke blot de EU-institutioner, der er opregnet i artikel 13, stk. 1, TEU, men også alle Unionens organer, kontorer og agenturer, der er oprettet ved eller i medfør af traktaterne, og som har til formål at bidrage til virkeliggørelsen af Unionens mål (jf. dom af 16.12.2020, Rådet m.fl. mod K. Chrysostomides & Co. m.fl., C-597/18 P, C-598/18 P, C-603/18 P og C-604/18 P, EU:C:2020:1028, præmis 80 og den deri nævnte praksis), herunder Europol (jf. i denne retning dom af 29.9.2021, Kočner mod Europol, T-528/20, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2021:631, præmis 60).

21      For det andet forudsætter Unionens ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF, at tre kumulative betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, som Unionens institutioner lægges til last, har været retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er en årsagsforbindelse mellem denne institutions adfærd og det hævdede tab (dom af 16.12.2020, Rådet m.fl. mod K. Chrysostomides & Co. m.fl., C-597/18 P, C-598/18 P, C-603/18 P og C-604/18 P, EU:C:2020:1028, præmis 79).

22      For så vidt som disse tre betingelser om ansvar er kumulative, er det tilstrækkeligt, at en af dem ikke er opfyldt, for at sagsøgte må frifindes i erstatningssøgsmål (dom af 25.2.2021, Dalli mod Kommissionen, C-615/19 P, EU:C:2021:133, præmis 42).

23      Det er i lyset af ovennævnte principper, at hvert af de to anbringender til støtte for erstatningspåstanden skal undersøges.

 Første anbringende

24      Sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning for den skade, han gør gældende, at han er blevet påført som følge af Europols ukorrekte og ikkebeviste angivelse i sin rapport af det forhold, at sagsøgeren skulle have været genstand for en efterforskning i Sverige af narkotikahandel og for en efterforskning i Polen af svig, på trods af, at der ikke pågår eller har pågået nogen efterforskning vedrørende ham i disse stater.

25      Angivelsen af disse ukorrekte og ikkebeviste oplysninger vedrørende sagsøgeren udgør en ulovlig behandling af personoplysninger, der er i strid med hans ret til respekt for privatliv og familieliv, hans ret til beskyttelse af personoplysninger og princippet om uskyldsformodning, som alle er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Disse oplysninger får sagsøgeren til at fremstå som en person, der har været involveret i narkotikahandel eller svig.

26      Ifølge sagsøgeren er denne krænkelse så meget desto mere ulovlig, eftersom han ikke har haft mulighed for at udtale sig om de oplysninger, der er indeholdt i rapporten, eftersom der ikke forud for rapporten blev truffet en retsafgørelse eller en afgørelse fra en uafhængig administrativ myndighed, og eftersom Europol ikke var i besiddelse af noget bevis, der godtgjorde rigtigheden af de oplysninger, der vedrørte ham.

27      Dette har påført sagsøgeren en følelse af uretfærdighed og krænket hans ære, omdømme og privatliv – navnlig i hans forhold til sin partner og søn.

28      Europol har bestridt sagsøgerens argumenter.

29      Hvad for det første angår betingelsen om, at den adfærd, som Europol lægges til last, er retsstridig, bemærkes, at sagsøgerens indsigelse om, at rapporten ulovligt nævnte to efterforskninger vedrørende ham i Sverige og Polen, beror på en fejlagtig læsning af denne rapport.

30      I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, følger det ikke det af omtvistede afsnit i denne rapport – på trods af dets sproglige klodsethed på engelsk, og uanset den måde sagsøgeren har fortolket det – at sagsøgeren har været genstand for to efterforskninger mod ham i Sverige og Polen, men blot, at hans navn har været genstand for en indberetning inden for rammerne af disse to efterforskninger, hvilket fremgår af den følgende formulering i rapporten: »In addition, Leon Leonard Johan Veen had been reported also in a Swedish investigation concerning drugs trafficking and a Polish investigation concerning fraud.« Europol har derudover i sit svarskrift forklaret, at når Europol i en rapport til de nationale politimyndigheder ønsker at angive, at en person er eller har været mistænkt inden for rammerne af en efterforskning, angiver agenturet det udtrykkeligt og utvetydigt – navnlig ved at bruge udtryk som »mistænkt« eller »genstand for en efterforskning«.

31      Det er derfor med urette, at sagsøgeren har foreholdt Europol ulovligt at have nævnt i rapporten, at han havde været genstand for to efterforskninger i Sverige og Polen, og dermed for at have udpeget ham som deltager i narkotikahandel eller svig.

32      Under alle omstændigheder kan angivelsen i en rapport fra Europol af personlige oplysninger vedrørende en person, hvis efternavn eller personoplysninger er blevet indsamlet eller opbevaret af dette agentur, ikke i sig selv udgøre en ulovlighed, der kan medføre, at agenturet ifalder ansvar.

33      Som det fremgår af artikel 3, stk. 1, i forordning 2016/794, sammenholdt med 12. og 13. betragtning til denne forordning, udgør Europol nemlig et knudepunkt for informationsudveksling på området for kriminalefterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder med formål om at støtte og styrke medlemsstaternes kompetente myndigheders indsats for og deres indbyrdes samarbejde om at forebygge og bekæmpe visse former for grov kriminalitet, der berører to eller flere medlemsstater.

34      Europol har med henblik på at nå disse mål og i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, litra a) og b), i forordning 2016/794 bl.a. til opgave at indsamle, opbevare, behandle, analysere og udveksle oplysninger, herunder kriminalefterretninger, samt uden ophold at give medlemsstaterne meddelelse om alle oplysninger og indbyrdes forbindelser mellem strafbare handlinger, der vedrører dem, og denne meddelelse kan endog have karakter af en underretningspligt i henhold til den nævnte forordnings artikel 22.

35      Med henblik herpå giver artikel 18, stk. 1 og 2, i forordning 2016/794, sammenholdt med forordningens 24. og 25. betragtning, Europol mulighed for at behandle oplysninger, herunder personoplysninger, bl.a. ved at foretage krydstjek med henblik på at finde sammenhænge eller andre relevante forbindelser mellem oplysninger om forskellige kategorier af personer.

36      Artikel 18, stk. 4, i forordning 2016/794 pålægger dog Europol at overholde de i denne forordning fastsatte databeskyttelsesgarantier. Som det fremgår af denne forordnings kapitel VI med overskriften »Databeskyttelsesgarantier« og af 40. betragtning til den nævnte forordning, har denne beskyttelse en selvstændig karakter, der er tilpasset den specifikke karakter af behandling af personoplysninger i forbindelse med retshåndhævelse, hvilket der gives mulighed for i erklæring nr. 21 om beskyttelse af personoplysninger inden for retligt samarbejde i straffesager og politisamarbejde, der er knyttet som bilag til EU-traktaten og EUF-traktaten, og som anerkender den specifikke karakter af behandling af personoplysninger i forbindelse med retshåndhævelse.

37      Inden for denne ramme præciserer artikel 38, stk. 2, 4, 5 og 7, i forordning 2016/794, sammenholdt med 47. betragtning hertil, ansvarsfordelingen på området for beskyttelse af personoplysninger mellem navnlig Europol og medlemsstaterne.

38      Europol har således bl.a. ansvaret for overholdelsen af de generelle principper om databeskyttelse, der er omhandlet i denne forordnings artikel 28, med undtagelse af kravet om, at disse oplysninger skal være korrekte og ajourførte, samt ansvaret for alle de databehandlingsoperationer, som det foretager, bortset fra ansvaret, der følger af den bilaterale udveksling af oplysninger, som benytter Europols infrastruktur. Medlemsstaterne er for deres vedkommende ansvarlige for kvaliteten af de personoplysninger, som de meddeler Europol, og for lovligheden af deres videregivelse.

39      I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren ikke tilvejebragt nogen oplysninger, der kan godtgøre, at Europol med hensyn til angivelsen af hans navn eller personoplysninger vedrørende ham i rapporten har tilsidesat nogen af de forpligtelser, der påhviler agenturet i henhold til forordning 2016/794, og som det kan holdes ansvarligt for i henhold til den nævnte forordnings artikel 38, sammenholdt med forordningens artikel 50, stk. 1.

40      Sagsøgeren har i denne henseende hverken gjort gældende eller a fortiori godtgjort, at Europol ved at krydstjekke de oplysninger, som agenturet rådede over, og dernæst ved at fremsende dem under fortrolighed til et begrænset antal retshåndhævende myndigheder, handlede uden for anvendelsesområdet for forordning 2016/794, der er defineret i artikel 18, stk. 5, eller overskred de beføjelser, som Europol er tillagt ved bl.a. den nævnte forordnings artikel 18, stk. 2.

41      For så vidt som sagsøgeren har anført, at de oplysninger vedrørende ham, der er indeholdt i rapporten, er urigtige, skal det bemærkes, at sagsøgeren på ingen måde har gjort gældende, at hans navn ikke er fremkommet inden for rammerne af de nævnte efterforskninger.

42      Selv hvis det antages, at de nævnte oplysninger er urigtige, har sagsøgeren på ingen måde godtgjort, at Europol kan holdes ansvarlig for, at de er ukorrekte. Som anført i præmis 38 ovenfor kan Europol nemlig ikke holdes ansvarlig for, at de oplysninger, der er fremsendt af en medlemsstat, eventuelt er ukorrekte. Sagsøgeren har imidlertid på ingen måde fremlagt bevis for eller antydning af bevis, der i det mindste gør det muligt at antage, at Europol skulle have ændret oplysninger fremsendt af de svenske og polske myndigheder.

43      Endelig er det, for så vidt som sagsøgeren har foreholdt Europol ikke at have hørt ham, inden agenturet angav personoplysninger vedrørende ham i rapporten, eller at have behandlet disse oplysninger uden forudgående tilladelse fra en dommer eller en uafhængig administrativ myndighed, tilstrækkeligt at bemærke, at sådanne forpligtelser ikke er fastsat i forordning 2016/794.

44      Navnlig ville et krav om, at Europol skulle høre enhver forud for angivelsen af personoplysninger vedrørende den pågældende i en rapport, der udelukkende er bestemt til politi- og retshåndhævende myndigheder, kunne underminere den effektive virkning af forordning 2016/794 og de nævnte myndigheders indsats, som forordningen tilsigter at støtte og styrke.

45      I øvrigt skal argumenterne om tilsidesættelse af chartrets artikel 7 og 8 samt artikel 48, stk. 1, om henholdsvis respekt for privatliv og familieliv, beskyttelse af personoplysninger og uskyldsformodningen forkastes.

46      Hvad angår anbringendet om tilsidesættelse af chartrets artikel 7 og 8 skal det bemærkes, at chartrets artikel 52, stk. 1, fastsætter, at enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret, skal være fastlagt i lovgivningen, hvilket navnlig indebærer, at det retsgrundlag, som tillader indgreb i disse rettigheder, selv skal definere rækkevidden af begrænsningen af udøvelsen af den pågældende rettighed, og at den lovgivning, som indebærer en foranstaltning, der tillader et sådant indgreb, skal fastsætte klare og præcise regler, der regulerer rækkevidden og anvendelsen af den pågældende foranstaltning, og som opstiller mindstekrav, således at de personer, hvis personoplysninger er blevet overført, råder over tilstrækkelige garantier, der gør det muligt effektivt at beskytte disse oplysninger mod risikoen for misbrug (jf. dom af 24.2.2022, Valsts ieņēmumu dienests (Behandling af personoplysninger til skatteformål), C-175/20, EU:C:2022:124, præmis 54 og 55 og den deri nævnte praksis).

47      Som det er anført i 76. betragtning til forordning 2016/794, er denne forordning blevet udarbejdet med henblik på bl.a. at sikre respekten af retten til beskyttelse af personoplysninger og retten til respekt for privatliv, således som beskyttet ved chartrets artikel 8 og 7, samtidig med, at forordningen forfølger det legitime og nødvendige mål om en effektiv bekæmpelse af grov kriminalitet, som berører to eller flere medlemsstater, eller som rækker ud over Unionens ydre grænser.

48      Inden for disse rammer, og således som det bl.a. fremgår af kapitel VI i forordning 2016/794, sammenholdt med 50. betragtning hertil, har EU-lovgiver udarbejdet klare og præcise regler vedrørende rækkevidden af de beføjelser, der er tillagt Europol, fastsat mindstekrav til Europols aktiviteter vedrørende beskyttelsen af personoplysninger og indført uafhængige, gennemsigtige og ansvarlige tilsynsstrukturer.

49      Eftersom sagsøgeren ikke har godtgjort, at Europol har tilsidesat de forpligtelser, der påhvilede agenturet, ved i rapporten at angive personoplysninger, der vedrørte sagsøgeren, kan der på grundlag af disse omstændigheder ikke fastslås en tilsidesættelse af chartrets artikel 7 og 8.

50      Hvad angår anbringendet tilsidesættelse af chartrets artikel 48, stk. 1, om uskyldsformodningen er der ikke fremført nogen argumenter til støtte herfor. Det opfylder således ikke kravene i procesreglementets artikel 76, litra d), og kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.

51      Det følger af det ovenstående, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at Europol har udvist en retsstridig adfærd inden for rammerne af første anbringende.

52      Hvad for det andet og under alle omstændigheder angår betingelserne om, at der faktisk er lidt et tab, og at der foreligger årsagsforbindelse mellem dette tab og Europols adfærd, skal det bemærkes, at sagsøgeren har begrænset sig til at gøre gældende, at rapporten var »tilgængelig« for anklageren, undersøgelsesdommeren, den nationale dommer og sagens parter, som sagsøgeren i øvrigt ikke har identificeret.

53      Da sagsøgeren ikke har godtgjort, at den fortrolighedsordning, som Europols rapport var underlagt, er blevet tilsidesat, eller at andre personer end dem, som sagsøgeren selv har henvist til, har haft adgang hertil, kan sagsøgerens anbringende om, at angivelsen i den nævnte rapport af personoplysninger vedrørende ham har krænket hans omdømme eller ære, ikke tiltrædes.

54      Af de samme grunde og i mangel af bevis til støtte for sit anbringende har sagsøgeren heller ikke godtgjort, at angivelsen af disse oplysninger i rapporten har påvirket hans forhold til sin partner og barn, som i lyset af de for Retten fremlagte oplysninger ikke har haft adgang til den nævnte rapport.

55      Det følger af det ovenstående, at første anbringende til støtte for erstatningspåstanden skal forkastes som ugrundet.

 Andet anbringende

56      Sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning for skade, som han mener at have lidt som følge af, at Europol føjede rapporten til sagsakterne i den slovakiske straffesag mod ham, for så vidt som denne fremsendelse ligeledes har påført ham en følelse af uretfærdighed og krænket hans ære, omdømme og hans ret til et familieliv.

57      Europol har bestridt sagsøgerens argumenter, idet agenturet bl.a. har gjort gældende, at det ikke har føjet rapporten til sagsakterne i den omhandlede straffesag.

58      Det skal i denne henseende bemærkes, at sagsøgeren hverken har fremlagt noget bevis eller blot antydningen af bevis, der gør det muligt at godtgøre, at tilføjelsen af rapporten til sagsakterne i den nævnte straffesag faktisk blev foretaget af Europol og ikke af de slovakiske retshåndhævende myndigheder.

59      Det fremgår endvidere udtrykkeligt af stævningens punkt 17, at Europol ifølge sagsøgeren fremsendte rapporten til de slovakiske politimyndigheder.

60      Denne konstatering understøttes i øvrigt af logikken bag forordning 2016/794 og af den opgave, der er pålagt Europol i det system for retshåndhævelsessamarbejde, der er indført ved denne forordning.

61      Det følger nemlig af artikel 3, stk. 1, i forordning 2016/794, at Europol har til opgave at støtte og styrke de handlinger, der udføres af medlemsstaternes kompetente myndigheder, der i forordningens artikel 2, litra a), defineres som »alle politimyndigheder og andre retshåndhævende tjenester i medlemsstaterne, der i henhold til national ret er ansvarlige for forebyggelse og bekæmpelse af strafbare handlinger«.

62      I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, og henset til de beviser, som sagsøgeren har fremlagt for Retten, kan tilføjelsen af rapporten til sagsakterne i den slovakiske straffesag, som han er genstand for, derfor ikke anses for at være foretaget af Europol.

63      Følgelig kan det tab, der angiveligt følger af tilføjelsen af rapporten til sagsakterne i straffesagen, ikke tilregnes Europol.

64      Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at andet anbringende til støtte for erstatningspåstanden skal forkastes som ugrundet, på samme måde som søgsmålet i sin helhed, uden at det er nødvendigt at tage stilling til sagsøgerens fremlæggelse af beviser samt hans anmodninger om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse, og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt de kan antages til realitetsbehandling, idet Retten finder, at sagen er tilstrækkelig oplyst af sagens akter til, at der kan træffes afgørelse i sagen.

 Sagsomkostninger

65      Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Europols påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):

1)      Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) frifindes.

2)      Leon Leonard Johan Veen betaler sagsomkostningerne.

Svenningsen

Barents

Mac Eochaidh

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. april 2022.

Underskrifter


*      Processprog: slovakisk.