Language of document :

Sag anlagt den 18. februar 2010 - Alfa Acciai mod Kommissionen

(Sag T-85/10)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Alfa Acciai SpA (Brescia, Italien) (ved avvocati D. Fosselard, S. Amoruso og L. Vitolo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionen beslutning K(2009) 7492 endelig udg. af 30. september 2009, COMP/37.956 Rundt armeringsbeton, genvedtagelse ("beslutningen"), som integreret i og fuldstændiggjort ved Kommissionens beslutning K(2009) 9912 endelig af 8. december 2009 ("integrering"), annulleres, for så vidt den fastslår, at Alfa Acciai SpA har overtrådt EKSF-traktatens artikel 65, og pålægger sidstnævnte en bøde på 7,175 mio. EUR.

Subsidiært annulleres beslutningens artikel 2, hvorved sagsøgeren pålægges sanktionen.

Mere subsidiært nedsættes sanktionens størrelse.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålsgrundene og de væsentligste argumenter svarer til de påberåbte i sag T-70/10, Feralpi Holding SpA mod Kommissionen, og sag T-83/10, Riva Fire Spa mod Kommissionen.

Sagsøgeren har særligt gjort gældende:

Kommissionen kan ikke straffe en overtrædelse af EKSF-traktatens artikel 65 efter denne traktats udløb og under alle omstændigheder ikke anvende artikel 7, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 1 som lovhjemmel.

Sagsøgerens ret til forsvar er blevet tilsidesat under den forudgående administrative procedure, idet Kommissionen ikke har tilsendt en ny klagepunktsmeddelelse, men alene har kommunikeret ved en skrivelse om hensigten til at genvedtage beslutningen. Medlemsstaterne er hverken blevet hørt eller har deltaget ved den endelige høring, og det var de facto umuligt for sagsøgeren at gøre sin egen opfattelse gældende i betragtning af beslutningens genvedtagelse.

Der er sket en tilsidesættelse af EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, da de i beslutningen beskrevne faktiske forhold ikke udgør et enkelt og vedvarende kartel.

Der er sket en tilsidesættelse af Retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003 samt af ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet ved vurderingen af sagsøgerens adfærd og ved fastsættelsen af bøden.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1).