Sag C-115/14

RegioPost GmbH & Co. KG

mod

Stadt Landau in der Pfalz

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Koblenz)

»Præjudiciel forelæggelse – Artikel 56 TEUF – fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – direktiv 96/71/EF – artikel 3, stk. 1 – direktiv 2004/18/EF – artikel 26 – offentlige kontrakter – posttjenester – en delstatslovgivning i en medlemsstat, som pålægger tilbudsgivere og deres underentreprenører at forpligte sig til at betale en mindsteløn til de ansatte, der udfører de tjenesteydelser, som er genstand for en offentlig kontrakt«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 17. november 2015

1.        Præjudicielle spørgsmål – domstolens kompetence – spørgsmål rejst i forbindelse med en tvist, som kun har tilknytning til én medlemsstat – spørgsmål vedrørende offentlige kontrakter, der er omfattet af EU-lovgivningen – omfattet henset til kontraktens klare grænseoverskridende interesse

(Art. 267 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18)

2.        Tilnærmelse af lovgivningerne – fremgangsmåder ved indgåelse af offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71, art. 3, stk. 1, første afsnit, litra c); og direktiv 2004/18, som ændret ved forordning nr. 1251/2011, art. 26]

3.        Fri udveksling af tjenesteydelser – begrænsninger – fremgangsmåder ved indgåelse af offentlige tjenesteydelseskontrakter – national lovgivning, som pålægger tilbudsgivere at forpligte sig til at betale en mindsteløn til de ansatte, der udfører tjenesteydelserne – lovlig

[Art. 56 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71, art. 3, stk. 1, første afsnit, litra c); og direktiv 2004/18, som ændret ved forordning nr. 1251/2011, art. 26]

4.        Tilnærmelse af lovgivningerne – fremgangsmåder ved indgåelse af offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter – direktiv 2004/18 – tildeling af kontrakter – grunde til udelukkelse fra deltagelse i en udbudsprocedure – en tilbudsgivers afvisning af at forpligte sig til at betale en mindsteløn til de ansatte, der deltager i udførelsen af tjenesteydelserne – lovlig

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71, art. 3, stk. 1, første afsnit, litra c); og direktiv 2004/18, som ændret ved forordning nr. 1251/2011, art. 26]

1.        Den omstændighed, at en national ret formelt har udformet det præjudicielle spørgsmål under henvisning til bestemte EU-retlige bestemmelser, ikke er til hinder for, at Domstolen oplyser denne ret om alle de fortolkningsmomenter, der kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for denne, uanset om den henviser til dem i sine spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke.

Hvad i denne forbindelse angår et fortolkningsspørgsmål vedrørende en af bestemmelserne i direktiv 2004/18 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter, skal et sådant spørgsmål antages til realitetsbehandling, selv hvis spørgsmålet er rejst inden for rammerne af en tvist, hvor samtlige elementer findes inden for en enkelt medlemsstat, hvis værdien af den omhandlede kontrakt klart overstiger den relevante grænse for anvendelse af direktiv 2004/18, og kontrakten har en klar grænseoverskridende interesse.

(jf. præmis 46, 49 og 51)

2.        Artikel 26 i direktiv 2004/18 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter, som ændret ved forordning nr. 1251/2011, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en delstatslovgivning i en medlemsstat, hvorefter tilbudsgivere og deres underentreprenører i en skriftlig erklæring afgivet sammen med deres tilbud skal forpligte sig til at betale de ansatte, der deltager i udførelsen af de tjenesteydelser, der er genstand for den omhandlede offentlige kontrakt, en mindsteløn, som er fastsat ved denne lovgivning.

Artikel 26 i direktiv 2004/18, sammenholdt med direktiv 96/71 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, giver således modtagermedlemsstaten mulighed for i forbindelse med tildeling af en offentlig kontrakt at fastsætte en bindende minimumsbeskyttelsesregel som omhandlet i sidstnævnte direktivs artikel 3, stk. 1, første afsnit, litra c), som pålægger virksomheder etableret i andre medlemsstater at overholde en mindsteløn til fordel for deres arbejdstagere, som er udstationeret på modtagermedlemsstatens område for at udføre denne offentlige kontrakt. En sådan bestemmelse er imidlertid del af det beskyttelsesniveau, som disse arbejdstagere skal sikres.

(jf. præmis 66 og 77 samt domskonkl. 1)

3.        Den omstændighed, at en tilbudsgiver og dennes eventuelle underentreprenører med hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvori den ordregivende myndighed er hjemmehørende, og hvori mindstelønnen er lavere, pålægges en mindsteløn i medfør af en national lovgivning, udgør en yderligere økonomisk omkostning, som kan være til hinder eller indebære ulemper for præstationen af vedkommendes tjenesteydelser i modtagermedlemsstaten eller gøre denne præstation mindre tiltrækkende. En sådan foranstaltning kan derfor udgøre en restriktion i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 56 TEUF. Denne kan imidlertid i princippet begrundes med formålet om arbejdstagernes beskyttelse. Det samme gør sig gældende for et niveau for mindstelønnen, der er fastsat ved en lovbestemmelse, der som bindende minimumsbeskyttelsesregel i princippet finder anvendelse generelt på indgåelse af alle offentlige kontrakter i den pågældende medlemsstat, uanset hvilken sektor det drejer sig om, og som sikrer en minimumsgrad af social beskyttelse, idet ingen anden national lovgivning pålægger en lavere mindsteløn i den omhandlede sektor.

(jf. præmis 69, 70, 75 og 76)

4.        Artikel 26 i direktiv 2004/18 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter, som ændret ved forordning nr. 1251/2011, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en delstatslovgivning i en medlemsstat, hvori det fastsættes, at tilbudsgivere og disses underentreprenører, som afviser ved en skriftlig erklæring afgivet sammen med tilbuddet at forpligte sig til at betale de ansatte, der deltager i udførelsen af de tjenesteydelser, der er genstand for den omhandlede offentlige kontrakt, en mindsteløn, som er fastsat ved denne lovgivning, udelukkes fra deltagelse i udbudsproceduren.

Udelukkelsen fra deltagelse i dette udbud kan i denne forbindelse kvalificeres som en sanktion. Det er blot en følge af en tilsidesættelse af et krav i udbudsbekendtgørelsen, og som tilsigter på forhånd at fremhæve vigtigheden af overholdelsen af en bindende minimumsbeskyttelsesregel udtrykkeligt tilladt ved artikel 26 i direktiv 2004/18. En sådan udelukkelse er rimelig og forholdsmæssig idet den alene finder anvendelse, hvis den pågældende operatør efter at være blevet opfordret til at supplere sit tilbud ved at eftersende den pågældende erklæring, nægter at efterkomme denne opfordring.

(jf. præmis 83, 87 og 88 samt domskonkl. 2)