Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van Beroep te Gent (Belgien) den 13. juli 2023 – Belgische Staat/Federale Overheidsdienst Financiën mod Volvo Group Belgium NV

(Sag C-436/23, Volvo Group Belgium)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hof van Beroep te Gent

Parter i hovedsagen

Appellant: Belgische Staat/Federale Overheidsdienst Financiën

Indstævnt: Volvo Group Belgium NV

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning som den, der er blevet anfægtet for den forelæggende ret (som blev erklæret ugyldig af Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstol), men hvis virkninger blev opretholdt under tilsidesættelse af etableringsfriheden, hvorfor den opretholdte nationale bestemmelse ikke kan finde anvendelse på overskud, som udloddes af selskaber, der er etableret i en anden medlemsstat og råder over et belgisk driftssted), og hvorefter

–    der skal betales skat af udlodning af overskud, som ikke er indeholdt i det endelige skattepligtige resultat for et hjemmehørende selskab, på hvis forretningsførelse et selskab med etableringssted i en anden medlemsstat har en sådan indflydelse, at det kan træffe afgørelse om dets drift,

–    mens denne skat ikke ville skulle betales af et sådant overskud, hvis dette selskab med etableringssted i en anden medlemsstat udøvede sin virksomhed i Belgien gennem et driftssted eller en filial?

____________