Sag T-219/10 RENV

World Duty Free Group SA, tidligere Autogrill España, SA

mod

Europa-Kommissionen

»Statsstøtte – bestemmelser vedrørende selskabsskat, der giver virksomheder, som har skattemæssigt hjemsted i Spanien, mulighed for at afskrive goodwill, der følger af erhvervelser af kapitalandele i virksomheder, som har skattemæssigt hjemsted i udlandet – afgørelse, der erklærer støtten uforenelig med det indre marked og kræver tilbagesøgning heraf – begrebet statsstøtte – selektivitet – referencesystem – undtagelse – forskelsbehandling – begrundelsen for forskelsbehandlingen – virksomheder, der er omfattet af foranstaltningen – berettiget forventning«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Udvidede Afdeling) af 15. november 2018

1.      Retslig procedure – behandling af sagens realitet før behandling af formaliteten – lovlig

2.      Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – foranstaltning, der tildeler en skattemæssig fordel – referenceramme til fastlæggelse af, om der foreligger en fordel – materiel afgrænsning – kriterier – forbindelse mellem formålet med den omhandlede foranstaltning og referencerammens formål – sammenlignelig karakter af situationer, der henhører under den omhandlede foranstaltning, og situationer, der henhører under referencerammen

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

3.      Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – foranstaltning, der tildeler en skattemæssig fordel – foranstaltning af generel karakter, der finder anvendelse uden forskel for enhver erhvervsdrivende – foranstaltning, der ikke finder anvendelse på transaktioner, som er sammenlignelige med de transaktioner, der er en betingelse for indrømmelse af den med foranstaltningen forbundne fordel – foranstaltning, der kan kvalificeres som selektiv

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

4.      Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – foranstaltning, der tildeler en skattemæssig fordel – referenceramme til fastlæggelse af, om der foreligger en fordel – materiel afgrænsning – foranstaltning, der udgør sin egen referenceramme – betingelser – klart afgrænset skatteordning, der forfølger specifikke formål – foreligger ikke – en foranstaltnings systematiske og generelle karakter

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

5.      Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – undtagelse fra den almindelige beskatningsordning – differentiering mellem virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation – bedømmelseskriterier – sammenligning i forhold til det formål, der forfølges med den almindelige skatteordning i sin helhed

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

6.      Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – undtagelse fra den almindelige beskatningsordning – begrundet med systemets karakter og opbygning – bedømmelseskriterier – foranstaltning, der har til formål at gennemføre et formål, som henhører under mekanismer, der er uadskilleligt forbundet med det almindelige skattesystem – passende størrelse – omfanget af bevisbyrden

(Art. 107, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999)

7.      Annullationssøgsmål – formål – delvis annullation – betingelse – de anfægtede bestemmelser kan udskilles – objektivt kriterium – betingelse ikke opfyldt – afvisning

(Art. 263 TEUF)

8.      Statsstøtte – begreb – vurdering i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF – hensyntagen til en tidligere praksis – ikke omfattet

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

9.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – identifikation af støttemodtageren – effektiv nydelse – bedømmelse

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

10.    Statsstøtte – begreb – bedømmelse på grundlag af den objektive karakter uafhængigt af institutionernes adfærd – hensyntagen til nævnte adfærd ved undersøgelsen af pligten til at tilbagesøge støtte, der er uforenelig med det indre marked – beskyttelse af den berettigede forventning

(Art. 107, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 14)

11.    Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – støtte ydet i strid med procedurereglerne i artikel 108 TEUF – eventuelt berettiget forventning hos støttemodtagerne – foreligger ikke, medmindre der er ekstraordinære omstændigheder – berettigede forventninger, som er opstået som følge af Kommissionens specifikke, ubetingede og samstemmende garantier – offentliggørelse af beslutningen om at indlede den formelle undersøgelse, som bringer denne berettigede forventning til ophør

(Art. 107, stk. 1, TEUF og art. 108, stk. 3, TEUF)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 29 og 30)

2.      Europa-Kommissionen skal for i forbindelse med anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF at kvalificere en national skatteforanstaltning som »selektiv« først identificere, hvad der er den almindelige eller »normale« skatteordning i den pågældende medlemsstat, og derefter godtgøre, at den omhandlede skatteforanstaltning udgør en afvigelse fra den almindelige ordning, for så vidt som den indfører en differentiering mellem erhvervsdrivende, der i forhold til det formål, der forfølges med dette almindelige skattesystem, befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation. Begrebet »statsstøtte« omfatter imidlertid ikke foranstaltninger, der indfører en differentiering mellem virksomheder, der i forhold til det formål, der forfølges med den omhandlede retlige ordning, befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation, og dermed umiddelbart er selektive, når den berørte medlemsstat kan godtgøre, at denne differentiering er begrundet, eftersom den følger af karakteren eller den almindelige opbygning af den ordning, som foranstaltningerne er en del af.

Hvad angår identificeringen af en almindelig national skatteordning, dvs. den første etape af den ovenfor nævnte metode, foretages den materielle afgrænsning af denne referenceramme i princippet i lyset af denne foranstaltning, der anses for at udgøre statsstøtte. Foruden forbindelsen mellem formålet med den omhandlede foranstaltning og den normale ordnings formål gør undersøgelsen af den sammenlignelige karakter af situationer, der henhører under denne foranstaltning, og situationer, der henhører under denne ordning, det ligeledes muligt at foretage en materiel afgrænsning af nævnte ordnings rækkevidde. Denne sammenlignelige karakter bedømmes på grundlag af det formål, der forfølges med den normale ordning. Det er i øvrigt den sammenlignelige karakter af disse situationer, der også giver grundlag for at konkludere, at der foreligger en afvigelse, når de situationer, der henhører under den omtvistede foranstaltning, behandles anderledes end de situationer, der henhører under den normale ordning, selv om de er sammenlignelige hermed. Et samlet ræsonnement vedrørende de to første etaper i den metode, som er nævnt ovenfor, kan således i visse tilfælde føre til fastlæggelsen af både den normale ordning og den omstændighed, at der foreligger en afvigelse.

(jf. præmis 63, 64, 95, 98, 102-104 og 106)

3.      På statsstøtteområdet følger en konstatering af en national skatteforanstaltnings selektivitet således ikke nødvendigvis af en manglende mulighed for visse virksomheder for at blive omfattet af den skattemæssige fordel, der følger af den omhandlede foranstaltning, som følge af juridiske, økonomiske eller praktiske hindringer, der forhindrer dem i at gennemføre den transaktion, der er en betingelse for indrømmelse af denne fordel, men kan alene følge af konstateringen af, at der foreligger en transaktion, der, selv om den er sammenlignelig med den transaktion, som er en betingelse for indrømmelse af den omhandlede fordel, ikke giver ret til at blive omfattet af fordelen. Det følger heraf, at en skatteforanstaltning kan være selektiv, selv om enhver virksomhed frit kan vælge at gennemføre den transaktion, der er en betingelse for indrømmelse af den fordel, som denne foranstaltning fastsætter.

(jf. præmis 82)

4.      Med henblik på bedømmelsen af betingelsen om selektivitet på statsstøtteområdet, kan en foranstaltning, der tildeler en skattemæssig fordel, udgøre sin egen referenceramme, når den indfører en klart afgrænset skatteordning, der forfølger specifikke formål og således adskiller sig fra alle andre skatteordninger, der finder anvendelse i den omhandlede medlemsstat. I et sådant tilfælde skal det fastlægges, om visse erhvervsdrivende udelukkes fra foranstaltningens anvendelsesområde, selv om disse erhvervsdrivende i betragtning af det formål, som foranstaltningen forfølger, befinder sig i en faktisk og retlig situation, der er sammenlignelig med situationen for de erhvervsdrivende, som foranstaltningen finder anvendelse på.

Hvad angår en foranstaltning, der ikke indfører en klart afgrænset skatteordning, men som indgår i en mere omfattende retlig pakke, skal der derimod lægges vægt på en foranstaltnings systematiske og generelle karakter med henblik på i givet fald at fastlægge en selvstændig ordning, der kan udgøre en referenceramme. I denne sammenhæng er det hensigtsmæssigt som vejledning at henvise til de meddelelser, som Europa-Kommissionen har vedtaget på området.

(jf. præmis 127, 128, 130 og 131)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 143-149)

6.      Begrebet »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF omfatter ikke foranstaltninger, der indfører en differentiering mellem virksomheder, som i forhold til det formål, der forfølges med den almindelige ordning, befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation, og dermed umiddelbart er selektive, når den berørte medlemsstat kan godtgøre, at denne differentiering er begrundet, eftersom den følger af karakteren eller den almindelige opbygning af den ordning, som foranstaltningerne er en del af.

Der skal i denne henseende sondres mellem de formål, som er tillagt ved en skatteforanstaltning eller et særligt skattesystem og ligger uden for det almindelige skattesystem, og de mekanismer, som er uadskilleligt forbundet med selve skattesystemet, og som er nødvendige for at gennemføre sådanne formål. Følgelig kan skattelempelser, som følger af et formål, der ikke har noget at gøre med det skattesystem, som de indgår i, ikke fritages fra kravene efter artikel 107, stk. 1, TEUF.

På grundlag af denne sondring kan en medlemsstat gyldigt basere sig på princippet om skattemæssig neutralitet for at begrunde en differentiering i behandlingen, der blev indført med en foranstaltning, som tildeler visse virksomheder en skattemæssig fordel. Det tilkommer imidlertid den berørte medlemsstat at godtgøre, at afvigelsen fra det almindelige skattesystem er berettiget. I denne henseende kan en skattemæssig afgivelse ikke anses for berettiget i forhold til princippet om skattemæssig neutralitet, når medlemsstaten ikke har godtgjort, at denne afvigelse gør det muligt at genetablere den skattemæssige neutralitet, eller når den omhandlede foranstaltning selv indfører en forskelsbehandling.

I denne sammenhæng påhviler det ikke Europa-Kommissionen i sin afgørelse, hvorved en foranstaltning, der tildeler en skattemæssig fordel, erklæres uforenelig med det indre marked, at fastsætte betingelser for anvendelse af den omtvistede foranstaltning, der kan gøre det muligt for Kommissionen i visse tilfælde at undlade at kvalificere en foranstaltning som statsstøtte. Såfremt Kommissionen blev pålagt en forpligtelse til at foretage en undersøgelse af forskellige økonomiske transaktioner, som den omhandlede fordel gyldigt kan finde anvendelse på, uden at det kan fastslås, at der foreligger en støtteordning, ville nævnte institution således blive foranlediget til at ændre indholdet eller betingelserne for anvendelsen af den undersøgte foranstaltning og ikke blot til at afgrænse dens geografiske eller sektormæssige rækkevidde. En sådan forpligtelse ville foranledige Kommissionen til at overskride de kompetencer, som den er tillagt i henhold til bestemmelserne i TEUF og i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af [artikel 108 TEUF].

(jf. præmis 166, 167, 171, 172, 179 -188, 190 -199, 206 og 211)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 221)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 224 og 249)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 238-247)

10.    Når en national foranstaltning med rette kan kvalificeres som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, kan forudgående forsikringer fra Europa Kommissionen om, at denne foranstaltning ikke udgør støtte, ikke være forenelige med artikel 107, stk. 1, TEUF, eftersom begrebet statsstøtte har en objektiv karakter. Følgelig kan en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke påberåbes med henblik på at anfægte afgørelsen fra Kommissionen, for så vidt som denne kvalificerer den nævnte foranstaltning som statsstøtte.

Anbringendet om, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, kan imidlertid gyldigt påberåbes med henblik på at anfægte en afgørelse, hvormed Kommissionen har bestemt, at den berørte medlemsstat skal ophæve eller ændre en national foranstaltning inden for en frist, som Kommissionen har fastsat, eller endog har anordnet tilbagesøgning. Støttemodtageren kan således med henblik på at bestride, at en afgørelse fra Kommissionen er lovlig, for så vidt som der heri anordnes tilbagesøgning af den tildelte støtte, gyldigt kan påberåbe sig anbringendet om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning for Retten og i denne henseende henvise til forsikringer, som den pågældende kunne være givet af Kommissionen med hensyn til, at den omtvistede foranstaltning ikke ville blive kvalificeret som støtte, hvilket nødvendigvis indebærer, at den fordel, som denne foranstaltning giver nævnte støttemodtager, ikke kan være genstand for en tilbagesøgning eller alene en tilbagesøgning, der er forenelig med disse forsikringer.

Selv om første punktum i artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af [artikel 108 TEUF] fastsætter, at »[Kommissionen] bestemmer […], at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren«, er der fastsat en undtagelse til forpligtelsen til at anordne tilbagesøgning af ulovlig støtte, der er uforenelig med det indre marked, i det andet punktum i nævnte stykke, der fastsætter, at Kommissionen ikke kræver tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i EU-retten. Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er anerkendt som et almindeligt EU-retligt princip. Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er anerkendt som et almindeligt EU-retligt princip. Hertil kommer, at idet andet punktum i artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 netop har til formål at sikre beskyttelsen af den berettigede forventning, kan bestemmelsens første punktum ikke fortolkes således, at det udelukker anvendelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

(jf. præmis 258, 259, 266 og 268-272)

11.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 274-297)