Appel iværksat den 21. juli 2023 af Stadtwerke Hameln Weserbergland GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde udvidede Afdeling) den 17. maj 2023 i sag T-314/20, Stadtwerke Hameln Weserbergland GmbH mod Europa-Kommissionen
(Sag C-466/23 P)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Stadtwerke Hameln Weserbergland GmbH (ved Rechtsanwältin I. Zenke og Rechtsanwalt T. Heymann)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Forbundsrepublikken Tyskland, E.ON SE og RWE AG
Appellanten har nedlagt følgende påstande
1. Den Europæiske Unions Rets dom af 17. maj 2023, Stadtwerke Hameln Weserbergland mod Kommissionen (T-314/20), ophæves, og Europa-Kommissionens afgørelse af 26. februar 2019 om fusion »RWE/E.ON Assets« (Sag M.8871, EUT 2020, C 111, s. 1) annulleres
1a. Subsidiært, under alle omstændigheder hjemvises sag T-314/20 til Retten med henblik på enhver nødvendig afgørelse.
2. Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de advokatomkostninger og rejseomkostninger, som appellanten har afholdt i sag T-314/20.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har med det første anbringende gjort gældende, at der foreligger en begrundelsesmangel, en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og en tilsidesættelse af processuelle regler.
For det første er den appellerede dom utilstrækkeligt begrundet, idet det ikke fremgår af dommen, om Retten har foretaget en bedømmelse af påvirkningen af appellantens stilling på markedet eller af, hvordan sagsøgerens stilling på markedet er påvirket (den appellerede doms præmis 23 ff.).
For det andet gengav Retten appellantens processkrift urigtigt, idet Retten anførte, at der med hensyn til påvirkningen af appellantens stilling på markedet ikke foreligger særlige omstændigheder (den appellerede doms præmis 31).
For det tredje tilsidesatte Rettens appellantens processuelle rettigheder, idet den ikke tog stilling til, om appellanten er materielt berørt.
Appellanten har med det andet anbringende foreholdt Retten, at den anvendte artikel 263, stk. 4, TEUF urigtigt. I den appellerede dom afvises det urigtigt, at appellanten er individuelt berørt som omhandlet i denne bestemmelse.
Retten lagde for det første med urette til grund, at en formel deltagelse i fusionskontrolprocedure M.8871 er en forudsætning for, at det kan fastslås, at appellanten var individuelt berørt.
For det andet var Rettens krav med hensyn til bevis for yderligere specifikke omstændigheder, der taler for at, at appellanten var individuelt berørt, uforholdsmæssigt høje.
Appellanten har med det tredje anbringende anfægtet, at Retten ikke behandlede appellantens materielle anbringender. Appellanten har med henvisning til dommen i sag T-312/20 gjort gældende, at Retten anlagde en urigtig fortolkning af EU-retten, særligt artikel 101 TEUF og artikel 21, stk. 1, i forordning (EF) 139/2004 1 .
For det første er EU-retten tilsidesat, idet artikel 101 TEUF ikke er anvendt på grund af en angivelig blokerende virkning af EF-fusionsforordningens artikel 21 (præmis 392 ff. i dommen i sag T-312/20).
For det andet er der ikke taget hensyn til den appellanten fremlagte dokumentation for, at RWE og E.ON har indgået en kartelaftale som omhandlet i artikel 101 TEUF (præmis 392 ff. i dommen i sag T-312/20).
For det tredje skal den af formelle grunde manglende hensyntagen til de af appellanten fremførte faktiske forhold anses for en tilsidesættelse af processuelle rettigheder (præmis 393 f. og 406 ff. i dommen i sag T-312/20).
Appellanten har med det fjerde anbringende gjort gældende, at Retten med urette ikke anså Kommissionens fusionskontrolprocedure i sag M.8871 og sag M.8870 samt Bundeskartellamts fusionskontrolprocedure i sag B8-28/19 som integrerende dele af en enkelt fusion, der skulle have været efterprøvet i en fusionsprocedure.
Herved foreholdes Retten for det første, at den så bort fra RWE’s erhvervelse af 16,67% af andelene i E.ON i sag B8-28/19 (præmis 65 ff. i dommen i sag T-312/20).
For det andet anfægtes fortolkningen af begrebet »en enkelt fusion« efter EF-fusionsforordningens artikel 3, sammenholdt med 20. betragtning hertil (præmis 74 ff. i dommen i sag T-312/20).
Det femte anbringende omhandler det forhold, at Retten også har tilsidesat EF-fusionsforordningens artikel 2 og anvendt denne bestemmelse forkert ved en urigtig markedsvurdering i sag M.8871.
For det første tiltrådte Retten med urette Kommissionens manglende afgrænsning af markedet (præmis 220 ff. i dommen i sag T-312/20).
For det andet kritiserede Retten ikke Kommissionens utilstrækkelige prognose for markedsudviklingen (præmis 229 ff. i dommen i sag T-312/20).
For det tredje har appellanten anfægtet den efter dennes opfattelse utilstrækkelige bedømmelse af RWE’s voksende markedsstyrke (præmis 260 ff. i dommen i sag T-312/20).
For det fjerde foreholdes Retten en mangelfuld bedømmelse af konkurrenceforholdet mellem RWE og E.ON og af E.ON’s udtræden af markedet (præmis 339 ff. i dommen i sag T-312/20).
Med det sjette anbringende foreholdes Retten endelig, at den tilsidesatte princippet om fordeling af bevisbyrden, idet den i dommen i sag T-312/20 pålagde uforholdsmæssigt høje beviskrav (præmis 273, 278 ff., 328, 341, 344 og 382 i denne dom).
____________
1 Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20.1.2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT 2004, L 24, s. 1).