Language of document :

Appel iværksat den 29. juli 2022 af Tirrenia di navigazione SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 18. maj 2022 i sag T-593/20, Tirrenia di navigazione SpA mod Europa-Kommissionen

(Sag C-514/22 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Tirrenia di navigazione SpA (ved avvocati B. Nascimbene, F. Rossi Dal Pozzo og A. Moriconi)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Rettens dom af 18. maj 2022 i sag T-593/20 ophæves.

Kommissionens afgørelse (EU) 2020/1412 af 2. marts 2020 annulleres udelukkende med hensyn til artikel 2, 3 og 4, og subsidiært artikel 6 og 7, hvorved anordnes en umiddelbar og effektiv tilbagesøgning af den angivelige støtte.

Subsidiært til påstanden i punkt 2 hjemvises sagen til en anden afdeling ved Retten.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har anfægtet Rettens dom i sag T-593/20, Tirrenia di navigazione SpA mod Kommission, hvorved Retten frifandt Kommissionen for påstanden om annullation af artikel 2, 3 og 4, og subsidiært af artikel 6 og 7, i afgørelse (EU) 2020/1412 af 2. marts 2020, hvormed Kommissionen fastslog, at visse foranstaltninger vedrørende appellanten skulle anses for ulovlig og uforenelig statsstøtte.

Appellanten har med det første anbringende gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk.1, TEUF og artikel 108, stk. 2, TEUF samt af rammebestemmelserne for redning og omstrukturering fra 2004.

Appellanten har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, og at dens dom er behæftet med en begrundelsesmangel, for så vidt som den fastslog, at appellanten ikke sikrede sig, at bestemmelserne i punkt 25, litra c), i rammebestemmelserne fra 2004 var opfyldt.

Appellanten har derimod gjort gældende, at den italienske regering a) behørigt underrettede Kommissionen om privatiseringsplanen for forretningsdelen, b) bekræftede intentionen om at tilbagebetale redningsstøtten inden udløbet af fristen på seks måneder ved brug af provenuet fra privatiseringen, c) offentliggjorde likvidationsplanen på sit websted. Kommissionen blev således af den italienske regering givet fuldt kendskab til planerne om at foretage en privatisering inden for rammerne af likvidationsplanen og til at foretage tilbagebetaling af redningsstøtten.

Ifølge appellanten er den af Kommissionen vedtagne formalistiske tilgang, som Retten tilsluttede, i strid med det princip om god forvaltningsskik, som er fastsat i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, og princippet om den effektive virkning.

Med det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108, stk. 2, TEUF under henvisning til fritagelserne fra at betale nogle skatter.

Appellanten har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, og at dens dom er behæftet med en begrundelsesmangel, for så vidt som den med hensyn til de »indirekte skatter« fastslog, at den af Kommissionen i svarskriftet fremsatte formalitetsindsigelse er begrundet.

Retten begik endvidere en retlig fejl ved bedømmelsen af anvendeligheden af artikel 107, stk. 1, TEUF på den anfægtede foranstaltning rettet mod appellanten, og som vedrørte fritagelsen fra bestemte skatter, og Rettens bedømmelse i denne forbindelse er ikke begrundet.

Denne fritagelse fra selskabsskat er nemlig strengt betinget af fremtidige og usikre begivenheders indtræden, som indtil nu har hindret, at der er opstået nogen som helst fordel for appellanten og har gjort det fuldstændigt hypotetisk, at en sådan fordel skulle opstå i fremtiden, som det anerkendes i afgørelsen.

Appellanten har dernæst anført, at der ud over fraværet af en fordel heller ikke foreligger tre andre elementer, der udgør en forudsætning for begrebet støtte: foranstaltningens påvirkning af samhandlen i EU og en begrænsning af konkurrencen.

Den pågældende fritagelse falder derfor uden for begrebet statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF, og udgør derfor ikke statsstøtte.

Appellanten har med det tredje anbringende gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om god forvaltningsskik med hensyn til procedurens varighed samt af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

Appellanten har anført, at Retten begik en retlig fejl, og at dens dom er behæftet med en begrundelsesmangel, for så vidt som den fastslog, at proceduren, der førte til vedtagelsen af afgørelse (EU) 2020/1412 ikke var uforholdsmæssigt lang, og at der således ikke forelå en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om god forvaltningsskik og proportionalitetsprincippet. Retten fastslog med henvisning til tilsidesættelsen af proportionalitetsprincippet, at den af Kommissionen i svarskriftet fremsatte formalitetsindsigelse er begrundet, og derved begik den en retlig fejl.

Appellanten er ligeledes af den opfattelse, at afgørelse (EU) 2020/1412 i overensstemmelse med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og under overholdelse af artikel 16 og 17 i chartret om grundlæggende rettigheder, ikke havde kunnet fordre tilbagesøgning fra Tirrenia under insolvensbehandling. af de anfægtede støtteforanstaltninger

Retten begik ifølge appellanten en retlig fejl, idet den ikke fastslog, at Kommissionen havde tilsidesat de ovenfor nævnte almindelige principper samt chartret for grundlæggende rettigheder.

Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten forsømte at inddrage et bevis i sine sagsakter.

Appellanten har kritiseret det forhold, at selskabet ikke i henhold til artikel 85, stk. 3 i Rettens procesreglement kunne tilføje Kommissionens afgørelse af 30. september 2021 om foranstaltningerne SA.32014, SA.32015, SA.32016 (2011/C) (ex 2011/NN) gennemført af Italien og regionen Sardinien til fordel for Saremar til sagsakterne (C(2021) 6990 def.), som appellanten opnåede fra Kommissionen efter en anmodning om aktindsigt.

Den manglende inddragelse af det pågældende yderligere bevis har ifølge appellanten henset til betydningen af Saremar-afgørelsen, medført, at Rettens dom er behæftet med en mangel, både som følge af, at den er i strid med Rettens eget procesreglement og den begrundelsespligt, der påhviler enhver EU-institution, og som følge af en åbenbar tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar.

____________