Sag C-45/09

Gisela Rosenbladt

mod

Oellerking Gebäudereinigungsges. mbH

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Arbeitsgericht Hamburg)

»Direktiv 2000/78/EF – forskelsbehandling på grund af alder – ansættelseskontraktens ophør som følge af pensionsalderens indtræden«

Sammendrag af dom

1.        Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – ny forelæggelse vedrørende et spørgsmål, som Domstolen har afgjort – formaliteten

(Art. 267 TEUF)

2.        Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – forbud mod forskelsbehandling på grund af alder

(Rådets direktiv 2000/78, art. 6, stk. 1)

3.        Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – forbud mod forskelsbehandling på grund af alder

(Rådets direktiv 2000/78, art. 6, stk. 1)

4.        Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – forbud mod forskelsbehandling på grund af alder

(Rådets direktiv 2000/78, art. 1 og art. 2)

1.        Artikel 267 TEUF tillader altid en national ret på ny at forelægge Domstolen fortolkningsspørgsmål, hvis den finder det hensigtsmæssigt. Inden for rammerne af proceduren i artikel 267 TEUF tilkommer det desuden udelukkende den nationale retsinstans, som tvisten er indbragt for, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse. Dette er tilfældet, når den forelæggende ret rejser tvivl om, hvorvidt nationale retsforskrifter, der indeholder en bestemmelse om, at ansættelseskontrakterne for arbejdstagere, der er fyldt 65 år, automatisk ophører, fordi de kan gå på pension, er forenelige med direktiv 2000/78. En anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en sådan bestemmelse medfører forskelsbehandling, skal derfor antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 31, 32, 34 og 35)

2.        Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter bestemmelser om automatisk ophør af ansættelseskontrakterne som følge af den omstændighed, at arbejdstageren har nået pensionsalderen, anses for gyldige, for så vidt som den pågældende bestemmelse er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitisk mål, og midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Gennemførelsen af denne lovbestemmelse i form af en kollektiv overenskomst er ikke i sig selv undtaget fra enhver retslig kontrol, men skal i overensstemmelse med kravene i det nævnte direktivs artikel 6, stk. 1, også selv forfølge et sådant legitimt mål på en hensigtsmæssig og nødvendig måde.

Henset til den vide skønsmargin, som medlemsstaterne råder over ved valget af, ikke blot hvilket bestemt formål blandt andre, man ønsker at forfølge på området for socialpolitik og beskæftigelse, men også ved valget af, hvilke foranstaltninger der kan opfylde det, er sådanne bestemmelser nemlig objektivt og rimeligt begrundet, eftersom ophøret af ansættelseskontrakterne for arbejdstagere, der har nået pensionsalderen, direkte kommer de unge arbejdstagere til gode, idet det letter deres indtræden på arbejdsmarkedet, hvilket er blevet vanskeliggjort af den vedvarende arbejdsløshed, og de ældre arbejdstageres rettigheder desuden beskyttes på passende vis. Denne mekanisme hviler på en afvejning af politiske, økonomiske, sociale, demografiske og/eller budgetmæssige hensyn og afhænger af valget mellem at forlænge arbejdstagernes arbejdsliv eller at sørge for, at de pensioneres tidligt.

Denne mekanisme, der adskiller sig fra afskedigelse og frivillig fratræden, hviler på et overenskomstmæssigt grundlag. Det overenskomstmæssige grundlag gør det muligt for ikke blot arbejdstagere og arbejdsgivere – ved individuelle aftaler – men ligeledes arbejdsmarkedets parter – i form af kollektive overenskomster og således med en ikke ubetydelig grad af fleksibilitet – at gøre brug af denne mekanisme, således at der ikke blot kan tages behørigt hensyn til den overordnede situation på det berørte arbejdsmarked, men ligeledes til de særlige kendetegn ved de pågældende stillinger. Henset til disse elementer, forekommer det ikke urimeligt, at en medlemsstats myndigheder vurderer, at en foranstaltning, såsom tilladelsen til bestemmelser om automatisk ophør af ansættelseskontrakter som følge af den omstændighed, at arbejdstageren har nået den alder, der skal til for at få udbetalt pension, kan være hensigtsmæssig og nødvendig for at nå de legitime formål, der er opstillet inden for rammerne af den nationale arbejds- og beskæftigelsespolitik.

(jf. præmis 41, 43, 44, 49, 51 og 53 samt domskonkl. 1)

3.        Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en foranstaltning som den bestemmelse om automatisk ophør af ansættelseskontrakterne for arbejdstagere, der har nået pensionsalderen på 65 år, der er fastsat i den kollektive overenskomst, der finder almindelig anvendelse på arbejdstagere inden for bygningsrengøring.

Ved at sikre arbejdstagerne en vis stabilitet i ansættelsen og på længere sigt et løfte om en forudsigelig pensionering, samtidig med at arbejdsgiverne indrømmes en vis fleksibilitet i deres personaleadministration, er bestemmelsen om automatisk ophør af ansættelseskontrakterne nemlig en afspejling af en balance mellem divergerende, men legitime, interesser, der indgår i en kompleks sammenhæng af arbejdsforhold, som er snævert knyttet til de politiske valg med hensyn til pension og beskæftigelse.

Da den berørte medlemsstats nationale retsforskrifter ikke forbyder en person, der har nået pensionsalderen, at fortsætte sin erhvervsmæssige beskæftigelse, og da en arbejdstager, der befinder sig i en sådan situation, desuden fortsat er beskyttet mod forskelsbehandling på grund af alder, har det automatiske ophør af ansættelseskontrakten ikke som automatisk konsekvens, at de berørte personer tvinges til definitivt at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Ved disse retsforskrifter indføres følgelig ikke en ufravigelig ordning med tvungen pensionering. De er ikke til hinder for, at en arbejdstager, der eksempelvis af økonomiske årsager måtte ønske det, fortsætter sin erhvervsmæssige beskæftigelse efter pensionsalderens indtræden og berøver ikke de arbejdstagere, der har nået pensionsalderen, beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af alder, når de ønsker at forblive aktive på arbejdsmarkedet og søger anden beskæftigelse. Henset til disse elementer, går de nationale retsforskrifter ikke går ud over det, der er nødvendigt for at nå de forfulgte formål, henset til den vide skønsmargin, som er overladt medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter for så vidt angår social- og beskæftigelsespolitik.

(jf. præmis 68 og 74-77 samt domskonkl. 2)

4.        Artikel 1 og 2 i direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat erklærer, at en kollektiv overenskomst, der indeholder en bestemmelse om automatisk ophør af ansættelseskontrakterne for arbejdstagere inden for bygningsrengøring, finder almindelig anvendelse, forudsat at den ikke berøver de arbejdstagere, der er omfattet af overenskomsten, den beskyttelse, som de er blevet tildelt ved disse bestemmelser mod forskelsbehandling på grund af alder.

Direktiv 2000/78 regulerer nemlig ikke i sig selv betingelserne for, at medlemsstaterne kan erklære, at en kollektiv overenskomst finder almindelig anvendelse, selv om medlemsstaterne er forpligtet til ved egnede administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser at sikre sig, at alle arbejdstagere kan nyde hele den beskyttelse, som de ved direktiv 2000/78 er tildelt mod forskelsbehandling på grund af alder.

(jf. præmis 79 og 80 samt domskonkl. 3)