Language of document :

Appel iværksat den 10. februar 2022 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 1. december 2021 i sag T-546/20, Sopra Steria Benelux og Unisys Belgium mod Kommissionen

(Sag C-101/22 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved L. André, M. Ilkova og O. Verheecke, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Sopra Steria Benelux og Unisys Belgium

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Ophævelse af den appellerede doms præmis 52-57, 60, 61, 66, 68 og 69.

Frifindelse for annullationspåstanden.

Sopra Steria Benelux og Unisys Belgium tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med nærværende sag for Domstolen såvel som i sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Kommissionen har i forbindelse med appellen fremsat tre anbringender.

Det første anbringende vedrører en retlig fejl, som Retten begik, da den kvalificerede sagsøgerne i første instans’ skrivelse af 10. juli 2020 som en »udtrykkelig anmodning« med henblik på at få tilsendt de grunde, der foranledigede den ordregivende myndighed til ikke at anse det antagne bud som forekommende unormalt lavt.

Det andet anbringende vedrører en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, idet Retten foretog en urigtig bedømmelse af indholdet af Kommissionens svar af 20. juli 2020.

Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af rækkevidden af den begrundelsespligt, der påhviler den ordregivende myndighed i henhold til artikel 296 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og finansforordningens artikel 170, stk. 3, når den ordregivende myndighed vurderer, at det antagne bud ikke forekommer unormalt lavt.

____________