PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

9. december 2010

Sag F­83/05

Kristine Ezerniece Liljeberg m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag — tjenestemænd — udnævnelse — juristlingvister, der er opført på en liste over egnede ansøgere før ikrafttrædelsen af den nye vedtægt — vedtægten — forskelsbehandling i forhold til juristlingvister, der ansættes ved andre unionsinstitutioner eller -organer«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Kristine Ezerniece Liljeberg og ni andre tjenestemænd, der alle er ansat som juristlingvister ved Kommissionen, principalt har nedlagt påstand om annullation af de afgørelser af 6. oktober 2004, hvorved de blev udnævnt som tjenestemænd, for så vidt som de derved blev indplaceret i lønklasse A*6, selv om de burde have været indplaceret i lønklasse A*7.

Udfald: Kommissionen frifindes. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af sagsøgernes omkostninger. Sagsøgerne bærer halvdelen af deres egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd — ansættelse — udnævnelse i lønklasse — indførelse af en ny karrierestruktur ved forordning nr. 723/2004 — overgangsbestemmelser om indplacering i lønklasse

(Tjenestemandsvedtægten, bilag XIII, art. 13, stk. 2; Rådets forordning nr. 723/2004)

2.      Tjenestemænd — ansættelse — udnævnelse i lønklasse — indplacering i højere lønklasse inden for stillingsgruppen — ansættelsesmyndighedens skøn — domstolsprøvelse — grænser

(Tjenestemandsvedtægten, bilag XIII, art. 13, stk. 2; Rådets forordning nr. 723/2004)

3.      Tjenestemænd — placering — sammenhæng mellem lønklasse og stilling — ansættelse i en stilling svarende til en højere lønklasse — ret til omplacering — foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

4.      Tjenestemænd — ligebehandling — forskellig behandling af de forskellige grupper af ansatte med hensyn til vedtægtsmæssige garantier — forskelsbehandling foreligger ikke

5.      Tjenestemænd — principper — beskyttelse af den berettigede forventning — betingelser

6.      Tjenestemænd — administrationens omsorgspligt — rækkevidde — grænser

(Tjenestemandsvedtægten, bilag XIII, art. 13, stk. 2)

1.      Afgørelser om indplacering i lønklasser, der er truffet af andre institutioner end Kommissionen i henhold til artikel 13, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten, udgør foranstaltninger, som ikke kan påberåbes til støtte for et anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat ligebehandlingsprincippet.

Hvad angår argumentet om, at juristlingvister, som Kommissionen har indplaceret i lønklasse A*6, udsættes for forskelsbehandling i forhold til de ansøgere, der har bestået den samme udvælgelsesprøve, og som andre institutioner har indplaceret i lønklasse A*7, fremgår det af artikel 13, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten, at hver enkelt institution kan beslutte at indplacere en juristlingvist i lønklasse A*7. Det følger heraf, at de tjenestemænd, der er ansat af en institution og indplaceret på grundlag af denne bestemmelse, skal anses for at befinde sig i en anden situation end den, som de tjenestemænd, der er ansat ved en anden institution, der ikke har valgt at anvende denne bestemmelse, befinder sig i.

Den omstændighed, at flere personer er opført på den samme reserveliste, er ikke relevant for anvendelsen af artikel 13, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten, eftersom det som nævnt ovenfor tilkommer hver enkelt institution at beslutte, om denne bestemmelse skal finde anvendelse med henblik på at indplacere en juristlingvist i lønklasse A*7. Dertil kommer, at den retspraksis, hvorefter alle ansøgere til den samme udvælgelsesprøve befinder sig i den samme situation, vedrører tjenestemænd, der ansættes ved den samme institution, og ikke ved forskellige institutioner. Selv om det følger af princippet om administrationens enhed, som fastsat i Amsterdamtraktatens artikel 9, stk. 3, at alle tjenestemænd i alle Unionens institutioner er underlagt den samme vedtægt, indebærer et sådant princip endelig ikke, at institutionerne skal udøve den skønsbeføjelse, som de er tillagt i medfør af vedtægten, på samme måde, men at institutionerne derimod i princippet kan varetage deres personaleadministration »selvstændigt«.

(jf. præmis 55, 58 og 59)

Henvisning til:

Retten: 16. september 1997, sag T­220/95, 16. september 1997, Gimenez mod Regionsudvalget, Sml. Pers. I­A, s. 275, og II, s. 775, præmis 72

2.       Når ansættelsesmyndigheden har et vidt skøn med hensyn til at afgøre, om en bestemmelse skal finde anvendelse, skal administrationen, for at bestemmelsen ikke skal fratages sin effektive virkning, på baggrund af de særlige omstændigheder, som er fremført for administrationen, foretage en konkret vurdering af, om den pågældende bestemmelse skal anvendes.

I henhold til ordlyden af artikel 13, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten kan institutionerne ikke desto mindre ansætte tjenestemænd med juristlingvistfunktioner i lønklasse A*7 eller AD 7, hvilket indebærer, at ansættelsesmyndigheden ikke har pligt til at anvende denne bestemmelse, og at nyansatte tjenestemænd ikke har en individuel ret til en sådan indplacering.

Eftersom ansættelsesmyndigheden har et vidt skøn med hensyn til at afgøre, om den skal anvende artikel 13, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten, kan prøvelsen af en afgørelse om indplacering i lønklasse ikke erstatte ansættelsesmyndighedens vurdering. Unionens retsinstanser må derfor begrænse sig til at efterprøve, om der foreligger tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, om ansættelsesmyndigheden har lagt ukorrekte eller ufuldstændige faktiske oplysninger til grund for sin afgørelse, eller om afgørelsen er behæftet med magtfordrejning, en retlig mangel eller utilstrækkelig begrundelse, eller om ansættelsesmyndigheden har anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

(jf. præmis 75-77)

Henvisning til:

Retten: 5. oktober 1995, sag T­17/95, Alexopoulou mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 227, og II, s. 683; 26. oktober 2004, sag T­55/33, Brendel mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 311, og II, s. 1437, præmis 60; 15. november 2005, sag T­145/04, Righini mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 349, og II, s. 1547, præmis 53

Personaleretten: 26. april 2006, sag F16/05, Falcione mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­1, s. 3, og II­A­1, s. 7, præmis 49; 20. september 2007, sag F­111/06, Giannopoulos mod Rådet, Sml. Pers. I­A­1, s. 253, og II­A­1, s. 1415, præmis 52

3.      Selv om en tjenestemand accepterer at varetage en stilling, der svarer til en højere lønklasse end hans egen, giver princippet om sammenhæng mellem lønklasse og stilling ikke tjenestemanden en ret til omplacering i en højere lønklasse.

Vedtægten eller ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte indeholder under alle omstændigheder ikke bestemmelser, der indebærer en pligt for administrationen til at tage hensyn til den situation, som ansøgere til en udvælgelsesprøve tidligere befandt sig i, med henblik på at indplacere dem i lønklasser.

(jf. præmis 89 og 90)

Henvisning til:

Domstolen: 12. juli 1973, sag 28/72, Tontodonati mod Kommissionen, Sml. s. 779, præmis 8

Retten: 7. maj 1991, sag T­18/90, Jongen mod Kommissionen, Sml. II, s. 187, præmis 27; 6. juli 1991, forenede sager T­112/96 og T­115/96, Séché mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 115, og II, s. 623, præmis 182

Personaleretten: 12. marts 2009, sag F­104/06, Arpaillange m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­1, s. 57, og II­A­1, s. 273, præmis 106

4.      Der kan ikke rejses tvivl om, at forskellige kategorier af ansatte ved Unionen har forskellig status, alt efter om de er egentlige tjenestemænd eller falder ind under de forskellige kategorier af ansatte, der er omfattet af ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte. Definitionen af hver enkelt af de pågældende kategorier svarer nemlig til unionsadministrationens velbegrundede behov og arten af de arbejdsopgaver, vedvarende eller midlertidige, som den pågældende kategori af ansatte skal udføre.

(jf. præmis 93)

Henvisning til:

Personaleretten: 17. november 2009, sag F­57/08, Palazzo mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­1, s. 437, og I­A­1, s. 2371 og den deri nævnte retspraksis

5.      Enhver privatperson, som befinder sig i en situation, hvor administrationen har givet anledning til at nære begrundede forventninger ved at have afgivet præcise løfter over for ham, kan påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Retten til at påberåbe sig en berettiget forventning er betinget af, at tre betingelser er opfyldt. Der skal for det første foreligge præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer fra en hertil bemyndiget og ansvarlig kilde, og som administrationen har meddelt den berørte. For det andet skal disse forsikringer være af en sådan art, at de er egnede til at skabe en berettiget forventning hos den, til hvem de er rettet. For det tredje skal forsikringerne være i overensstemmelse med vedtægten og alment gældende bestemmelser, eller en sædvanlig omhyggelig tjenestemand burde i det mindste have opdaget den eventuelle ulovlighed, hvorved henses til tjenestemandens evne til at foretage de nødvendige efterprøvelser, uden at han således kan dispenseres for enhver overvejelse og kontrol.

Hvad angår afgørelser om indplacering i lønklasser kan de eventuelle udtalelser, som en kontorchef fremsætter, ikke anses for oplysninger, der hidrører fra en bemyndiget og ansvarlig kilde, eftersom disse afgørelser udelukkende kan træffes af ansættelsesmyndigheden.

(jf. præmis 98, 99 og 101)

Henvisning til:

Retten: 6. juli 1999, sag T­203/97, Forvass mod Kommissionen Sml. Pers. I­A­1, s. 129, og II, s. 705, præmis 70; 11. juli 2002, sag T­381/00, Wasmeier mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 125, og II, s. 677, præmis 106, Righini mod Kommissionen, præmis 130 og 131; 8. december 2005, sag T­237/00, Reynolds mod Parlamentet, Sml. Pers. I­A, s. 385, og II, s. 1731, præmis 146

Personaleretten: 11. september 2008, sag F­51/07, Bui Van mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­1, s. 289, og II­A­1, s. 1533, præmis 55; 11. maj 2010, sag F­55/09, Maxwell mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A.1, s. 0000, og II­A­1, s. 0000, præmis 87

6.       Omsorgspligten er udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt mellem den offentlige myndighed og de ansatte i den offentlige tjeneste. Denne pligt indebærer bl.a., at myndigheden, når den træffer afgørelse vedrørende en tjenestemands eller en ansats situation, skal tage samtlige omstændigheder i betragtning, der kan være bestemmende for dens afgørelse, og at den herved skal tage hensyn til ikke blot tjenestens interesse, men tillige til den berørte tjenestemands interesse. Beskyttelsen af tjenestemændenes rettigheder og interesser skal dog altid ske inden for rammerne af de gældende bestemmelser.

Omsorgspligten kan ikke indebære, at den mulighed, der foreskrives i artikel 13, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten, ændres til en pligt for administrationen. Den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden ikke har anvendt den nævnte artikel 13, stk. 2, udgør således ikke en tilsidesættelse af omsorgspligten.

(jf. præmis 110 og 111)

Henvisning til:

Retten: Forvass mod Kommissionen, præmis 53 og 54 og den deri nævnte retspraksis

Pesonaleretten: 28. juni 2006, sag F­101/05, Grünheid mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­1, s. 55, og II­A­1, s. 199, præmis 149