Language of document : ECLI:EU:T:2021:609

RETTENS DOM (Niende Afdeling)

22. september 2021 (*)

»EU-varemærker – procedure for tilbagekaldelse af afgørelser eller annullering af indførelser i registret – annullering af en indførelse i registret, der indeholder en åbenlys fejl, der kan tilskrives EUIPO – varemærke, der indgår i en konkursbehandling – registrering af varemærkets overdragelse – en konkursbehandlings eller lignende behandlings virkning over for tredjemand – EUIPO’s kompetence – forpligtelse til at udvise omhu – artikel 20, 24, 27 og 103 i forordning (EU) 2017/1001 – artikel 3, 7 og19 i forordning (EU) 2015/848«

I sag T-169/20,

Marina Yachting Brand Management Co. Ltd, Dublin (Irland), ved advokaterne A. von Mühlendahl, C. Eckhartt og P. Böhner,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved M. Capostagno, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten:

Industries Sportswear Co. Srl, Venedig (Italien), ved advokat P. Cervato,

angående et søgsmål til prøvelse af afgørelse truffet den 10. februar 2020 af Andet Appelkammer ved EUIPO (forenede sager R 252/2019-2 og R 253/2019-2) vedrørende sager om annullering af indførelser i registret mellem Industries Sportswear og Marina Yachting Brand Management,

har

RETTEN (Niende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, M.J. Costeira, og dommerne D. Gratsias og M. Kancheva (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig A. Juhasz-Toth,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 23. marts 2020,

under henvisning til EUIPO’s svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 13. august 2020,

under henvisning til intervenientens svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 5. august 2020,

og efter retsmødet den 5. maj 2021,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Den 10. august 2012 indgav Moncler Srl en ansøgning om registrering af et EU-varemærke til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1)).

2        Det varemærke, der blev ansøgt om registrering af, var ordtegnet MARINA YACHTING.

3        De varer og tjenesteydelser, som varemærkeansøgningen vedrørte, henhørte under klasse 18, 25 og 35 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.

4        Efter flere overdragelser af registreringsansøgningen blev varemærket registreret den 28. september 2014 under nr. 11111317 i intervenientens navn, Industries Sportswear Co. Srl.

5        Den 13. oktober 2017 blev intervenienten erklæret konkurs ved dekret nr. 142/2017 afsagt af Tribunale di Venezia (retten i Venedig, Italien) i forbindelse med insolvensbehandling nr. 138/2017.

6        Den 18. oktober 2017 blev overdragelsen af det omhandlede varemærke fra intervenienten til Spring Holdings Sarl indført i EUIPO’s register efter anmodning fra en fælles repræsentant for disse to parter (herefter »den fælles repræsentant«).

7        Den 25. oktober 2017 meddelte den udpegede kurator for intervenienten (herefter »kurator«) EUIPO, at intervenienten var blevet erklæret konkurs, og fremlagde en kopi af det dekret, der var blevet afsagt af Tribunale di Venezia (retten i Venedig) den 13. oktober 2017, og at insolvensen havde virkning fra sidstnævnte dato som følge af indførelsen af dette dekret i det italienske selskabsregister (registro delle imprese). Kurator anmodede ligeledes om, at oplysning om insolvensbehandlingen vedrørende intervenienten blev indført i EUIPO’s register i henhold til artikel 24 i forordning 2017/1001, og om, at indførelsen i registret af overdragelsen af det omhandlede varemærke til Spring Holdings blev annulleret i henhold til samme forordnings artikel 103.

8        Den 9. april 2018 meddelte EUIPO kurator og den fælles repræsentant sin afgørelse om at annullere indførelsen af denne overdragelse i registret, idet indførelsen var fejlagtig, og om at bekendtgøre rettelsen af fejlen samme dag.

9        Den 16. april 2018 indgav sagsøgeren, Marina Yachting Brand Management Co. Ltd, en ansøgning om registrering af overdragelsen af det omhandlede varemærke til dette selskab. Marina Yachting Brand Management Co. Ltd anførte, at dette varemærke først var blevet overdraget af intervenienten til Spring Holdings og herefter af Spring Holdings til selskabet. Hvad angår den første overdragelse fremlagde selskabet en bekræftet kopi af 21. marts 2018 af en overdragelsesaftale af 26. juni 2014, og hvad angår den anden overdragelse en bekræftet kopi af 1. marts 2018 af en overdragelsesaftale af 15. december 2017.

10      Samme dag, dvs. den 16. april 2018, blev overdragelserne af ejendomsretten til det omhandlede varemærke til Spring Holdings (indførelse T 014185659) og derefter til sagsøgeren (indførelse T 014188703) indført i EUIPO’s register.

11      Den 23. juni 2018 genfremsatte kurator sin begæring om indførelse af oplysning om insolvensbehandlingen vedrørende intervenienten i registret og anmodede i henhold til artikel 103 i forordning 2017/1001 om, at indførelse T 014185659 og T 014188703 blev annulleret på grundlag af artikel 42 i Regio decreto n. 267 (kongeligt dekret nr. 267/1942) af 16. marts 1942 (GU nr. 81 af 6.4.1942) (herefter »den italienske konkurslov«), som fratager et selskab under konkurs retten til at forvalte og råde over sine aktiver fra den dato, hvor det erklæres insolvent, dvs. for intervenientens vedkommende den 13. oktober 2017. Kurator præciserede ligeledes, at vedkommende allerede havde indgivet en sådan anmodning om annullering den 5. og den 14. juni 2018, men ikke fået en bekræftelse af modtagelsen heraf fra EUIPO.

12      Med hensyn til begæringen af 25. oktober 2017 om indførelse af oplysning om insolvensbehandlingen vedrørende intervenienten i registret meddelte EUIPO den 11. juli 2018 kurator, at begæringen var imødekommet, og anførte samtidig, at den »aldrig [var] blevet registreret i [EUIPO’s] database på grund af tekniske problemer, som indtraf denne dato«.

13      Den 12. juli 2018 gav EUIPO sagsøgeren meddelelse om anmodning om annullering T 014552205 (annullering af indførelse i registret T 014185659) og T 014480019 (annullering af indførelse i registret T 014188703) og opfordrede sagsøgeren til at fremsætte sine bemærkninger. Sagsøgeren fremsatte bemærkninger den 8. august 2018.

14      Den 21. august 2018 fremsendte EUIPO en kopi af disse bemærkninger til kurator, anmodede denne om at fremlægge »officielt bevis for [intervenientens] ejendomsret til det [omhandlede] varemærke på tidspunktet for insolvensbehandlingen« og opfordrede denne til at fremsætte sine bemærkninger. Den 20. og 21. september 2018 efterkom kurator denne opfordring og fremlagde dokumenter med henblik på at imødekomme EUIPO’s krav om fremlæggelse af bevis.

15      Den 25. september 2018 meddelte EUIPO sagsøgeren, at kontoret, henset til de dokumenter, som kurator havde indgivet, var af den opfattelse, at intervenienten var indehaver af det omhandlede varemærke på tidspunktet for insolvensbehandlingen, og at indførelse T 014185659 og T 014188703 derfor skulle annulleres. Sagsøgeren blev opfordret til at fremsætte sine bemærkninger.

16      Den 20. november 2018 afgav sagsøgeren sine bemærkninger, hvori selskabet bl.a. henviste til en »overdragelsesaftale« indgået den 26. juni 2014 mellem intervenienten og Spring Holdings og til en »aftale om licens til intellektuelle ejendomsrettigheder« (Intellectual Property Licence Agreement) indgået den 30. december 2014 mellem Spring Holdings som ny indehaver af det omhandlede varemærke siden den 26. juni 2014 og intervenienten som licenstager (herefter »licensaftalen«). Kurator fremsatte sine bemærkninger hertil den 17. januar 2019.

17      Den 30. januar 2019 vedtog den afdeling, der er ansvarlig for registret, jf. artikel 159, litra c), i forordning 2017/1001, i henhold til denne forordnings artikel 162 to afgørelser om annullering med tilbagevirkende kraft af indførelse i registret T 014185659 og T 014188703, der var foretaget den 16. april 2018, idet de lå efter den 13. oktober 2017. Denne afdeling fandt, at EUIPO havde begået en åbenlys fejl ved ikke at tage hensyn til et »væsentligt proceduremæssigt skridt«, som kontoret var blevet gjort opmærksom på den 25. oktober 2017, nemlig begæringen om indførelse af oplysning om en insolvensbehandling vedrørende intervenienten på grundlag af en endelig afgørelse truffet af Tribunale di Venezia (retten i Venedig) med virkning fra den 13. oktober 2017. Afdelingen bestemte desuden, at begæringen om indførelse af oplysning om insolvensbehandlingen på grundlag af retten i Venedigs afgørelse skulle registreres med tilbagevirkende kraft fra den 13. oktober 2017 (sag T 014459807) i henhold til artikel 24, stk. 3, i forordning 2017/1001.

18      Den 31. januar 2019 indgav sagsøgeren i henhold til artikel 66-71 i forordning 2017/1001 to klager over de afgørelser, der var truffet af den afdeling, der er ansvarlig for EUIPO’s register, om annullering af indførelse T 014185659 og T 014188703.

19      Den 9. april 2019 indgav kurator en anmodning om indførelse af oplysning om en kendelse af 13. marts 2019 afsagt af Tribunale di Venezia (retten i Venedig), der var ansvarlig for insolvensbehandlingen vedrørende intervenienten, om tilladelse til som en retsbevarende foranstaltning at foretage arrest i det omhandlede varemærke i henhold til den italienske civile retsplejelov. Kurator anførte, at vedkommende den 22. februar 2019 havde indgivet en anmodning til retten i Venedig med oplysning om, at kurator under sagen for EUIPO havde fået kendskab til »overdragelsesaftalen« og licensaftalen af 2014, som sagsøgeren havde påberåbt sig (jf. præmis 16 ovenfor), og begæret arrest i det omhandlede varemærke på grund af disse retshandlers ugyldighed og svigagtige karakter. Efter at have hørt alle de berørte parter bekræftede Tribunale di Venezia (retten i Venedig) den 5. juli 2019 nævnte kendelse af 13. marts 2019.

20      Ved afgørelse af 10. februar 2020 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog appelkammeret de i præmis 18 ovenfor nævnte klager, efter at de pågældende sager var blevet forenet.

21      For det første konstaterede appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 43-49 først, at intervenienten, der havde hjemsted i Italien, i den foreliggende sag var blevet erklæret insolvent af Tribunale di Venezia (retten i Venedig) den 13. oktober 2017. Appelkammeret udledte heraf, at insolvensbehandlingen vedrørende intervenienten var underlagt italiensk ret, nemlig den italienske konkurslov, således som kurator havde anført. Ifølge denne lov havde konkursdekretet virkning over for skyldneren (det insolvente selskab, i den foreliggende sag intervenienten) fra tidspunktet for dets indlevering til den italienske rets justitskontor og over for tredjemand (og følgelig over for erhververne af det omhandlede varemærke, dvs. Spring Holdings og sagsøgeren) fra tidspunktet for dets indførelse i det italienske selskabsregister i henhold til den italienske konkurslovs artikel 16, hvori der henvises til artikel 133 i den italienske civile retsplejelov.

22      Dernæst konstaterede appelkammeret, at konkursdekretet vedrørende intervenienten i den foreliggende sag var blevet afsagt, indgivet og indført i det italienske selskabsregister på samme dato, dvs. den 13. oktober 2017, således som det fremgik af dette dekret og af uddraget af rapporten fra det nævnte register. Appelkammeret udledte heraf, at intervenienten fra denne dato havde været frataget retten til at forvalte og råde over de aktiver, der var i selskabets besiddelse, i henhold til den italienske konkurslovs artikel 42, og at alle retshandler foretaget af selskabet efter afsigelsen af dette dekret ikke havde virkning over for dets kreditorer i henhold samme lovs artikel 44. Appelkammeret anførte ligeledes, at intervenienten samme dag var registreret som indehaver af det omhandlede varemærke i EUIPO’s register, og at dette varemærke i øvrigt fremgik af opgørelsen over konkursboets aktiver, der gengav oplysningerne i EUIPO’s register.

23      Appelkammeret konstaterede desuden, at kurator den 25. oktober 2017 havde fremsat begæring om, at oplysning om insolvensbehandlingen vedrørende intervenienten blev indført i EUIPO’s register, at EUIPO ikke havde taget hensyn til denne begæring, der stadig ikke var imødekommet den 16. april 2018, da ansøgningen om registrering af overdragelsen af det omhandlede varemærke til sagsøgeren blev indgivet, og at EUIPO ikke desto mindre havde registreret ændringen af indehaveren af dette varemærke ved samme dag at foretage to successive registreringer af overdragelser af varemærket (først til Spring Holdings og dernæst til sagsøgeren). Appelkammeret bemærkede ligeledes, at EUIPO nogle dage tidligere, nemlig den 9. april 2018, havde besluttet at annullere en tidligere registrering af den første af disse overdragelser, nemlig overdragelsen til Spring Holdings, efter at være blevet underrettet af kurator om dels intervenientens konkurs, dels den omstændighed, at den fælles repræsentant ikke havde kunnet repræsentere intervenienten som overdragende selskab.

24      For det andet besvarede appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 50-58 først sagsøgerens argument om, at EUIPO ikke burde have annulleret disse registreringer, eftersom det omhandlede varemærke, uanset intervenientens insolvens, allerede var blevet overdraget til Spring Holdings i løbet af juni 2014. Appelkammeret konstaterede i denne forbindelse, at de formaliteter, der er nødvendige for, at en retshandel kan få virkning over for tredjemand, i henhold til den italienske konkurslovs artikel 45 var irrelevante for så vidt angår konkursbehandlingen, hvis de var blevet gennemført efter insolvenserklæringen. Imidlertid var de angivelige overdragelser af det omhandlede varemærke ikke blevet indført i registret, inden intervenienten blev erklæret insolvent, og de havde derfor ikke virkning over for tredjemand, nemlig i den foreliggende sag kurator, i henhold til artikel 27, stk. 1, i forordning 2017/1001. Der var således ikke anledning til at afgøre, om datoen den 26. juni 2014, der var angivet i den første aftale om overdragelse af det omhandlede varemærke, var retsgyldig som omhandlet i den italienske lovgivning, hvilket parterne drøftede indgående, eftersom overdragelsen ikke var blevet indført i EUIPO’s register. Under alle omstændigheder var det appelkammerets opfattelse, at det – således som sagsøgeren selv anerkendte – ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om dette spørgsmål, der henhørte under de nationale domstoles kompetence. Selv om det ganske vist var korrekt, at indførelsen af en overdragelse i EUIPO’s register som anført af sagsøgeren ikke var en betingelse for denne overdragelses gyldighed inter partes, var der ifølge appelkammeret ikke desto mindre tale om en betingelse for, at overdragelsen af varemærket kunne have virkning over for tredjemand, nemlig i den foreliggende sag kurator.

25      Dernæst konstaterede appelkammeret, at den angivelige »forlængelse« af licensaftalen (som ifølge sagsøgeren havde bekræftet Spring Holdings ejendomsret til det omhandlede varemærke) ikke var blevet underskrevet af kurator, hvorfor sagsøgeren ikke med føje kunne gøre gældende, at kurator havde anerkendt Spring Holdings rettigheder til det nævnte varemærke. Appelkammeret anførte yderligere, at kurator havde anfægtet overdragelsesaftalen af 26. juni 2014 mellem intervenienten og Spring Holdings ved Tribunale di Venezia (retten i Venedig).

26      Appelkammeret konstaterede desuden, at eftersom det omhandlede varemærke var nævnt i den opgørelse over aktiverne, som var vedlagt konkursdekretet vedrørende intervenienten, og som EUIPO ikke var beføjet til at anfægte, eftersom det ikke kunne træde i de nationale retters sted, havde EUIPO pligt til at tage hensyn til denne omstændighed og indføre oplysning om insolvensbehandlingen vedrørende dette varemærke i registret i overensstemmelse med kurators begæring. Ifølge appelkammeret var den ansøgning om registrering af de successive overdragelser af det omhandlede varemærke, som sagsøgeren havde indgivet efter intervenientens konkurs, indgivet for sent, ligesom det ikke herved blev godtgjort, at konkursdekretet var fejlagtigt. Det påhvilede sagsøgeren at godtgøre over for EUIPO, at konkursdekretet ikke havde virkning i forhold til varemærket, på grundlag af en national retsafgørelse, hvilket sagsøgeren ikke havde gjort.

27      Endelig fandt appelkammeret, at EUIPO havde begået en åbenlys fejl ved at indføre de successive overdragelser af det omhandlede varemærke i registret den 16. april 2018, for så vidt som intervenienten, der var overdrager i den første af disse overdragelser, var en virksomhed, der var erklæret konkurs siden den 13. oktober 2017, hvilket EUIPO var blevet underrettet om. Appelkammeret præciserede, at den åbenlyse fejl således var begået i forbindelse med indførelserne den 16. april 2018 og ikke kun i 2017, således som sagsøgeren gjorde gældende. Appelkammeret tilføjede, at der var blevet truffet afgørelse om annulleringen af indførelserne i registret inden for et år efter datoen, hvor disse indførelser var blevet foretaget, nemlig den 30. januar 2019, således at de nødvendige betingelser for at anvende artikel 103 i forordning 2017/1001 var opfyldt. Følgelig fandt appelkammeret, at afgørelserne om at annullere indførelse i registret T 014185659 og T 014188703 var korrekte.

 Parternes påstande

28      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        EUIPO og intervenienten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

29      EUIPO har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

30      Intervenienten har nedlagt følgende påstande:

–      EUIPO frifindes.

–      Den anfægtede afgørelse stadfæstes med den følge, at EUIPO dels skal annullere indførelserne af overdragelserne af det omhandlede varemærke i registret foretaget den 16. april 2018 og på ny registrere intervenienten som eneindehaver af dette varemærke, dels indføre oplysning om insolvensbehandlingen vedrørende intervenienten i registret med virkning fra den 13. oktober 2017.

–      Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

 Formaliteten vedrørende intervenientens anden påstand

31      Intervenienten har med sin anden påstand anmodet Retten om at stadfæste den anfægtede afgørelse med den følge, at EUIPO dels skal annullere indførelserne af overdragelserne af det omhandlede varemærke i registret foretaget den 16. april 2018 og på ny registrere intervenienten som eneindehaver af dette varemærke, dels indføre oplysning om insolvensbehandlingen vedrørende intervenienten i registret med virkning fra den 13. oktober 2017.

32      Hvad angår påstanden om stadfæstelse af den anfægtede afgørelse skal denne forstås således, at den i det væsentlige vedrører frifindelse af EUIPO (jf. i denne retning dom af 5.2.2016, Kicktipp mod KHIM – Italiana Calzature (kicktipp), T-135/14, EU:T:2016:69, præmis 19 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis). Den er således reelt sammenfaldende med intervenientens første påstand om frifindelse af EUIPO.

33      Hvad angår de konsekvenser, som intervenienten har anmodet Retten om at drage af frifindelsen, hvorved der i det væsentlig nedlægges påstand om, at Retten pålægger EUIPO at foretage forskellige transaktioner i sit register, bemærkes alene, at det ikke tilkommer Retten at give EUIPO pålæg, men det påhviler EUIPO at drage konsekvenserne af konklusionen og præmisserne i dommene fra Unionens retsinstanser (jf. dom af 11.7.2007, El Corte Inglés mod KHIM – Bolaños Sabri (PiraÑAM diseño original Juan Bolaños), T-443/05, EU:T:2007:219, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

34      Intervenientens anden påstand skal derfor afvises på grund af inkompetence, for så vidt som den tilsigter, at Retten udsteder pålæg til EUIPO.

 Realiteten

35      Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet i det væsentlige fremsat et enkelt anbringende om tilsidesættelse af artikel 103 i forordning 2017/1001, sammenholdt med samme forordnings artikel 20, 24 og 27. Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at appelkammeret begik en fejl, da det fastslog, at betingelserne for tilbagekaldelse af en afgørelse eller annullering af en indførelse, der indeholder en »åbenlys fejl« som omhandlet i denne forordnings artikel 103, var opfyldt, selv om indførelserne af overdragelserne af det omhandlede varemærke i registret den 16. april 2018 opfyldte alle retlige betingelser.

36      Dette eneste anbringende er formelt opdelt i fire nært forbundne led, hvorved sagsøgeren for det første har gjort gældende, at de nævnte indførelser blev foretaget i overensstemmelse med gældende ret og ikke er behæftet med en »åbenlys fejl« som omhandlet i artikel 103 i forordning 2017/1001, for det andet, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, idet der ikke foreligger en »åbenlys fejl«, for det tredje, at samme forordnings artikel 27 ikke finder anvendelse, og for det fjerde, at intervenienten og kurator, selv om sidstnævnte bestemmelse fandt anvendelse, havde kendskab til overdragelserne af det omhandlede varemærke.

37      Retten finder i denne forbindelse, at klagepunkterne i de to første led i sagsøgerens eneste anbringende om, at EUIPO ikke begik en åbenlys fejl som omhandlet i artikel 103 i forordning 2017/1001, i realiteten udgør et selvstændigt femte led, der logisk set skal behandles efter de fire andre led vedrørende samme forordnings artikel 20, 24 og 27.

38      Retten finder ligeledes, at de fem led i sagsøgerens eneste anbringende skal omkvalificeres efter deres respektive indhold, således at de anses for i det væsentlige at vedrøre for det første EUIPO’s manglende forståelse for sine beføjelser i henhold til artikel 20 og 24 i forordning 2017/1001, for det andet EUIPO’s og appelkammerets fejlagtige hensyntagen til konkursdekretet af 13. oktober 2017, for det tredje uanvendeligheden af artikel 27, stk. 1, i forordning 2017/1001 i den foreliggende sag, for det fjerde anvendeligheden af undtagelsen vedrørende kendskab i artikel 27 i forordning 2017/1001 i den foreliggende sag samt intervenientens og kurators angivelige kendskab til overdragelsesaftalen af 2014 og for det femte appelkammerets fejlagtige anvendelse af artikel 103 i forordning 2017/1001 på EUIPO’s afgørelser om at annullere indførelserne af 16. april 2018.

39      EUIPO og intervenienten har gjort gældende, at sagsøgerens eneste anbringende skal forkastes, og bestridt sagsøgerens argumenter.

 Indledende bemærkninger

40      Indledningsvis bemærkes, at familie A, der bl.a. omfatter B og dennes søn C, der leder det sagsøgende selskab, som anført af intervenienten tidligere ledede det selskab, som er intervenient, mens kurator repræsenterer kreditorerne i konkursboet efter intervenienten.

41      I den foreliggende sag påhviler det Retten af afgøre, om det var med rette, at appelkammeret fastslog, at de afgørelser, der var truffet af den afdeling, der er ansvarlig for EUIPO’s register, om annullering af indførelserne af 16. april 2018 vedrørende de successive overdragelser af det omhandlede varemærke var forskriftsmæssige henset til artikel 103 i forordning 2017/1001. I denne henseende skal der tages hensyn til de relevante bestemmelser i denne forordning, herunder navnlig artikel 103, 20, 24 og 27, og til artikel 3, 7 og 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbehandling (EUT 2015, L 141, s. 19, berigtiget i EUT 2016, L 349, s. 9).

42      Artikel 103 i forordning 2017/1001, der har overskriften »Tilbagekaldelse af afgørelser«, men som ligeledes vedrører annullering af indførelser, bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.      Hvis [EUIPO] har foretaget en indførelse i registret eller truffet en afgørelse, der indeholder en åbenlys fejl, der kan tilskrives kontoret, sørger det for at annullere indførelsen eller tilbagekalde afgørelsen. Hvis der kun er én part i sagen, og indførelsen eller afgørelsen berører dennes rettigheder, foretages annulleringen eller tilbagekaldelsen, selv om parten ikke har været opmærksom på fejlen.

2.      Den afdeling, der har foretaget indførelsen eller truffet afgørelsen, foretager den i stk. 1 omhandlede annullering eller tilbagekaldelse ex officio eller efter anmodning fra en af parterne i sagen. Annulleringen af indførelsen i registret eller tilbagekaldelsen af afgørelsen skal finde sted senest et år efter datoen, hvor indførelsen blev foretaget i registret, eller afgørelsen blev truffet, efter høring af parterne i sagen og eventuelle personer, der er indehavere af rettigheder til det pågældende EU-varemærke, som er indført i registret. [EUIPO] skal føre registre over sådanne annulleringer og tilbagekaldelser.«

43      Artikel 20 i forordning 2017/1001 med overskriften »Overdragelse« fastsætter i stk. 1, 3-5 og 11:

»1.      Et EU-varemærke kan, uafhængigt af eventuelt overdragelse af en virksomhed, overdrages for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret.

[…]

3.      Overdragelsen af EU-varemærket skal være skriftlig […] og underskrevet af kontraktparterne, medmindre overdragelsen er en følge af en retsafgørelse; i modsat fald er overdragelsen ugyldig.

4.      Efter anmodning fra en af parterne indføres overdragelsen i registret og offentliggøres.

5.      En ansøgning om registrering af en overdragelse skal indeholde [nærmere angivne] oplysninger […].

[…]

11.      Så længe overdragelsen ikke er indført i registret, kan erhververen ikke gøre de rettigheder gældende, som følger af EU-varemærkets registrering.«

44      I artikel 13 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/626 af 5. marts 2018 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) 2017/1431 (EUT 2018, L 104, s. 37) er det præciseret, hvilke oplysninger en ansøgning om registrering af en overdragelse i henhold til artikel 20, stk. 5, i forordning 2017/1001 skal indeholde.

45      Artikel 24 i forordning 2017/1001 med overskriften »Konkursbehandling« fastsætter i stk. 1, første afsnit, og i stk. 3:

»1.      Et EU-varemærke kan kun inddrages i en konkursbehandling, der er blevet indledt i den medlemsstat, hvor centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig.

[…]

3.      Indgår et EU-varemærke i konkursbehandling, indføres dette på begæring af den kompetente nationale myndighed i registret og bekendtgøres i den i artikel 116 omhandlede EU-varemærketidende.«

46      Artikel 27 i forordning 2017/1001 med overskriften »Retsvirkning over for tredjemand« bestemmer i stk. 1 og 4:

»1.      De i artikel 20, 22 og 25 omhandlede retshandler vedrørende EU-varemærket har først virkning over for tredjemand i alle medlemsstaterne, når de er indført i registret. En sådan retshandel har dog også forud for indførelsen i registret virkning over for tredjemand, som har erhvervet ret til varemærket efter tidspunktet for den pågældende retshandel, men som var bekendt med retshandelen på tidspunktet for erhvervelsen af retten.

[…]

4.      Indtil fælles regler for medlemsstaterne vedrørende konkursbehandling træder i kraft, følger en konkursbehandlings eller lignende behandlings virkning over for tredjemand retsreglerne i den medlemsstat, hvor der først blev indledt en sådan behandling i henhold til den nationale lovgivning eller de konventioner, der finder anvendelse på dette område.«

47      Artikel 3 i forordning 2015/848 med overskriften »International kompetence« bestemmer i stk. 1, første og andet afsnit:

»Retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling […]. Centret for skyldnerens hovedinteresser er det sted, hvor skyldneren normalt forvalter sine interesser, og som er identificerbart for tredjemand.

For selskabers og juridiske personers vedkommende anses det registrerede hjemsted for at være centret for skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres […]«

48      Artikel 7 i forordning 2015/848 med overskriften »Lovvalg« fastsætter i stk. 1 og 2:

»1.      Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er den lovgivning, der finder anvendelse på insolvensbehandlingen og dens virkninger, lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes (»den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes«).

2.      Lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, er bestemmende for betingelserne for insolvensbehandlingens indledning og afslutning samt for dens forløb. Lovgivningen bestemmer navnlig følgende:

[…]

b)      hvilke aktiver der indgår i boet, der er under insolvensbehandling, og hvordan aktiver, som skyldneren erhverver efter insolvensbehandlingens indledning, skal behandles

[…]

m)      reglerne vedrørende omstødelse, ugyldighed i forhold til kreditorerne eller ugyldighed i sig selv i forbindelse med retshandler, som er til skade for kreditormassen.«

49      Artikel 19 i forordning 2015/848 med overskriften »Princip« fastsætter i stk. 1, første afsnit:

»Enhver afgørelse om indledning af insolvensbehandling, der træffes af en ret i en medlemsstat, som har kompetence i henhold til artikel 3, anerkendes i alle øvrige medlemsstater, fra det tidspunkt den får virkning i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt.«

50      Det bemærkes således, at den italienske konkurslov i henhold til forordning 2017/1001 finder anvendelse på visse aspekter af denne sag.

51      Først og fremmest regulerer den italienske konkurslov i sin egenskab af konkurslov i den medlemsstat, hvor centret for intervenientens hovedinteresser befandt sig på tidspunktet for konkurserklæringen, den konkursbehandling, hvori det omhandlede varemærke er inddraget, jf. artikel 24, stk. 1, i forordning 2017/1001, og jf. i øvrigt artikel 7 i forordning 2015/848. Desuden regulerer denne lov i henhold til artikel 27, stk. 4, i forordning 2017/1001 ligeledes spørgsmål i tilknytning til denne konkursbehandlings virkning over for tredjemand.

52      I øvrigt bestemmer den italienske konkurslov i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i forordning 2015/848 bl.a., jf. litra b), »hvilke aktiver der indgår i boet, der er under insolvensbehandling, og hvordan aktiver, som skyldneren erhverver efter insolvensbehandlingens indledning, skal behandles«, og, jf. litra m), »reglerne vedrørende omstødelse, ugyldighed i forhold til kreditorerne eller ugyldighed i sig selv i forbindelse med retshandler, som er til skade for kreditormassen«. På samme måde har det konkursdekret, som er afsagt af Tribunale di Venezia (retten i Venedig), i henhold til samme forordnings artikel 19 uden videre virkning i hele Unionen i forhold til alle tredjeparter og dermed i den foreliggende sag i forhold til sagsøgeren og EUIPO.

53      Den italienske konkurslov fastsætter i det væsentlige i artikel 16 og 17, at konkursdekretet har virkning over for skyldneren (den fysiske eller juridiske person, der er erklæret konkurs) fra det tidspunkt, hvor det er indleveret til retsinstansens justitskontor, og over for tredjemand fra det tidspunkt, hvor det er indført i det italienske selskabsregister (i den foreliggende sag den 13.10.2017); i artikel 42 vedrørende rådighedsberøvelse af skyldnerens aktiver, at forvaltningen af aktiverne overlades til den person, der varetager likvidationen; i artikel 44, at retshandler, som skyldneren har foretaget efter konkurserklæringen, eller som ikke har retsgyldig dato før konkurserklæringen, er uden retsvirkning og uden virkning over for tredjemand, herunder kreditormassen; og i artikel 45, at de formaliteter, der er nødvendige for, at en retshandel kan få virkning over for tredjemand, herunder kreditormassen, er irrelevante, hvis de er blevet gennemført efter konkurserklæringen.

54      Det er i lyset af disse bestemmelser, at de fem led i sagsøgerens eneste anbringende skal behandles.

 Det eneste anbringendes første led vedrørende EUIPO’s manglende forståelse for sine beføjelser i henhold til artikel 20 og 24 i forordning 2017/1001

55      Med det eneste anbringendes første led har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at EUIPO alene skal efterprøve de formelle betingelser for en ansøgning om registrering af en overdragelse af et varemærke i henhold til bl.a. artikel 20 i forordning 2017/1001, og at det ikke tilkommer EUIPO at undersøge de materielle spørgsmål, der ikke henhører under dets kompetence.

56      I den foreliggende sag har sagsøgeren gjort gældende, at EUIPO er gået ud over sin kompetence og har overskredet sine beføjelser dels ved at undersøge spørgsmål vedrørende ejendomsretten i henhold til italiensk ret, dels ved ikke at begrænse sig til en formel undersøgelse af de dokumenter, der var fremlagt til støtte for ansøgningerne om indførelse af overdragelserne af det omhandlede varemærke i registret, nemlig skriftlige aftaler, der var forsynet med de berørte parters underskrift. EUIPO burde således udelukkende have undersøgt, om der var blevet fremlagt tilstrækkeligt bevis for de nævnte overdragelser, og om de fremlagte dokumenter indeholdt de oplysninger, der var angivet i ansøgningerne om registrering af disse overdragelser. Det følger ligeledes af Rettens praksis, at EUIPO ikke er beføjet til at vurdere gyldigheden og retsvirkningerne af en overdragelse af et varemærke i henhold til gældende national ret. Appelkammeret gik imidlertid ud over sin kompetence og overskred sine beføjelser ved at foretage en materiel vurdering af, om den opgørelse over aktiverne, der var vedlagt konkursdekretet vedrørende intervenienten, godtgjorde ejendomsretten til det omhandlede varemærke.

57      Ifølge sagsøgeren er det ubestridt, at den ansøgning om registrering af overdragelserne af varemærket, der blev indgivet den 16. april 2018, opfyldte alle de materielle og formelle betingelser, idet overdragelsesaftalerne var blevet indgået skriftligt og underskrevet af de to parter, der var berørt af hver af disse overdragelser. Selv om sagsøgeren har medgivet, at den registrerede indehaver af varemærket på denne dato – hvor indførelserne af de nævnte overdragelser blev foretaget – var intervenienten, har selskabet imidlertid gjort gældende, at registret ikke afspejlede retsstillingen, eftersom intervenienten havde overdraget det omhandlede varemærke til Spring Holdings i 2014, som herefter overdrog det til sagsøgeren i løbet af december 2017. Sagsøgeren har på grundlag heraf konkluderet, at de nævnte overdragelser blev registreret den 16. april 2018 i overensstemmelse med de retlige betingelser, og at EUIPO ikke kunne undersøge, om de aftaler, der blev indgået i 2014 (overdragelse til Spring Holdings) og i 2017 (overdragelse til sagsøgeren), var gyldige i henhold til italiensk ret eller irsk ret.

58      Indledningsvis bemærkes for det første, at ifølge fast retspraksis, der finder anvendelse på EUIPO, har den kompetente institution eller det kompetente agentur pligt til omhyggeligt og upartisk at efterprøve alle relevante faktiske og retlige forhold i den konkrete sag (jf. i denne retning dom af 21.11.1991, Technische Universität München, C-269/90, EU:C:1991:438, præmis 14, af 15.7.2011, Zino Davidoff mod KHIM – Kleinakis kai SIA (GOOD LIFE), T-108/08, EU:T:2011:391, præmis 19, og af 25.9.2018, Grendene mod EUIPO – Hipanema (HIPANEMA), T-435/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:596, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis). EUIPO, der fører et offentligt register, skal derfor med fornøden omhu tage hensyn til de forhold, der kan have retlige konsekvenser for de oplysninger, som kontoret indfører i dette register.

59      For det andet bemærkes, at ifølge den retspraksis, som sagsøgeren har henvist til, kræver artikel 19 i forordning 2017/1001 principielt ikke, at EUIPO undersøger og anvender medlemsstaternes love vedrørende EU-varemærket som genstand for ejendomsret. Det fremgår navnlig ikke af denne bestemmelse, at EUIPO eller Unionens retsinstanser skal efterprøve eller træffe afgørelse om kontraktlige eller retlige spørgsmål, der er affødt af national ret (jf. i denne retning dom af 9.9.2011, Chalk mod KHIM – Reformed Spirits Company Holdings (CRAIC), T-83/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:450 præmis 27).

60      Ifølge samme retspraksis rejser en eventuel konflikt mellem to varemærkeoverdragelser aftaleretlige og ejendomsretlige spørgsmål, der går ud over rammerne for artikel 20 i forordning 2017/1001 og gennemførelsesforordning 2018/626, og som ikke henhører under EUIPO’s kompetence. Det følger heraf, at det ikke tilkommer EUIPO at vurdere gyldigheden og retsvirkningerne af en overdragelse af et EU-varemærke i henhold til gældende national ret (jf. i denne retning dom af 9.9.2011, CRAIC, T-83/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:450 præmis 30 og 31).

61      Som EUIPO i øvrigt har anført i svarskriftet, fremgår det af denne retspraksis, at EUIPO’s kompetence i forbindelse med behandlingen af en anmodning om registrering af en overdragelse af et EU-varemærke principielt er begrænset til en undersøgelse af, om de formelle betingelser i artikel 20 i forordning 2017/1001 og i artikel 13 i gennemførelsesforordning 2018/626 er opfyldt, og ikke omfatter en bedømmelse af de materielle spørgsmål, der kan opstå inden for rammerne af gældende national ret.

62      Ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal der ifølge fast retspraksis imidlertid ikke blot tages hensyn til dens ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. dom af 4.2.2016, Hassan, C-163/15, EU:C:2016:71, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

63      Navnlig skal artikel 20 i forordning 2017/1001 fortolkes i lyset af bestemmelserne i samme afdeling i forordning 2017/1001 med overskriften »EU-varemærket som genstand for ejendomsret« (kapitel II, afdeling 4, artikel 19-29), der har til formål at sikre, at varemærket kan »overdrages, pantsættes til tredjemand og gives i licens« (jf. 26. betragtning til forordningen).

64      I forbindelse med anvendelsen af artikel 20 i forordning 2017/1001 skal EUIPO således navnlig tage hensyn til denne forordnings artikel 27, stk. 1, hvorefter overdragelser af EU-varemærker principielt først har virkning over for tredjemand, når de er indført i EU-varemærkeregistret, hvoraf det i øvrigt følger, at en sådan indførelse ikke har tilbagevirkende kraft.

65      Desuden skal EUIPO, når der – som i den foreliggende sag – er indledt insolvensbehandling mod indehaveren af et varemærke, i givet fald tage hensyn til bestemmelserne i artikel 27, stk. 4, i forordning 2017/1001, hvoraf det fremgår, at en sådan behandlings virkning over for tredjemand følger de nationale retsregler.

66      I den foreliggende sag er insolvensbehandlingen vedrørende intervenienten undergivet italiensk ret, hvilket sagsøgeren ikke har bestridt. Først og fremmest fremgår det navnlig af de oplysninger, som kurator har fremlagt for EUIPO, at den italienske konkurslovs artikel 16 og 17 i det væsentlige fastsætter, at konkursdekretet har virkning dels over for skyldneren, nemlig den fysiske eller juridiske person, som er under konkurs, fra indleveringen af dette dekret til retsinstansens justitskontor, dels over for tredjemand fra det tidspunkt, hvor det er indført i det italienske selskabsregister. Dernæst fremgår det af denne lovs artikel 42, at forvaltningen af selskabet under konkurs overlades til kurator. Endelig fremgår det af lovens artikel 44 og 45 dels, at retshandler, som skyldneren har foretaget efter konkurserklæringen, eller som ikke har retsgyldig dato før konkurserklæringen, er uden retsvirkning og uden virkning over for tredjemand, herunder kreditormassen, dels at de formaliteter, der er nødvendige for, at en retshandel kan få virkning over for tredjemand, er irrelevante, hvis de er blevet gennemført efter konkurserklæringen.

67      I den foreliggende sag skulle virkningerne af konkursbehandlingen i overensstemmelse med artikel 27, stk. 4, i forordning 2017/1001 således udledes af italiensk ret, bl.a. ved at tage behørigt hensyn til konsekvenserne heraf for de retshandler, som skyldneren foretog efter konkurserklæringen, eller som ikke havde fået retsgyldig dato før denne erklæring.

68      I lyset af det ovenstående skal det derfor fastslås, at selv om EUIPO ganske vist skal begrænse sig til at undersøge, om de formelle betingelser for gyldigheden af en ansøgning om registrering af en overdragelse af et varemærke i henhold til artikel 20, stk. 5, i forordning 2017/1001 og artikel 13 i gennemførelsesforordning 2018/626 er opfyldt, indebærer denne undersøgelse ikke desto mindre, at der med fornøden omhu tages hensyn til de faktiske forhold, der kan have retlige konsekvenser for ansøgningen om registrering af en sådan overdragelse, herunder en eventuel konkursbehandling.

69      Den forpligtelse til at udvise omhu, som påhviler EUIPO i medfør af det princip, der er nævnt i præmis 58 ovenfor, gælder så meget desto mere, når EUIPO – som i den foreliggende sag – før modtagelsen af en ansøgning om registrering af en overdragelse af et EU-varemærke – ved en tidligere begæring om at foretage en indførelse i registret fremsat i henhold til artikel 24, stk. 3, i forordning 2017/1001 er blevet informeret om, at det pågældende varemærke indgår i en insolvensbehandling, dvs. en procedure med henblik på at realisere varemærkeindehaverens aktiver til fordel for dennes kreditorer. I et sådant tilfælde tilkommer det EUIPO at behandle ansøgningen om registrering af en overdragelse med særlig omhu af hensyn til formålet om at »sikre [insolvensbehandlingens] effektivitet« som omhandlet i 36. betragtning til forordning 2015/848, navnlig hvis kurator bestrider, at overdragelsen foreligger, eller anfægter dens gyldighed eller retsgyldige dato.

70      Sagsøgeren har imidlertid i det væsentlige gjort gældende, at en ansøgning om registrering af en overdragelse af et EU-varemærke er fuldstændig uafhængig af enhver tidligere begæring om indførelse af oplysning om en insolvensbehandling, der har betydning for det samme varemærke. Sagsøgeren har anført, at EUIPO alene har kompetence til at efterprøve, om de formelle betingelser for overdragelsen er opfyldt, og at EUIPO skal afholde sig fra enhver bedømmelse af den første begærings eventuelle betydning for de senere ansøgninger.

71      Henset til de betragtninger, der er anført i præmis 58-69 ovenfor, må denne argumentation imidlertid forkastes. Når EUIPO først er blevet underrettet om, at der er indledt en insolvensbehandling, der omfatter et EU-varemærke, ved en national ret, kan kontoret ikke se bort fra denne omstændighed, når der på et senere tidspunkt indgives en ansøgning om registrering af en overdragelse vedrørende det samme varemærke, især ikke når den person, der er ansvarlig for likvidationen af de aktiver, der indgår i boet, der er under insolvensbehandling, tilmed udtrykkeligt anfægter eksistensen eller gyldigheden af det dokument, der er fremlagt til støtte for ansøgningen, og der er anlagt et søgsmål til prøvelse heraf.

72      I den foreliggende sag medførte den omhandlede insolvensbehandling i henhold til italiensk ret desuden, således som det er blevet anført i præmis 66 ovenfor, at de formaliteter, der er nødvendige for, at en retshandel foretaget af skyldneren kan få virkning over for tredjemand, blev irrelevante, eftersom de var blevet gennemført efter konkurserklæringen. Eftersom denne erklæring havde fået virkning forud for ansøgningen om registrering af de omhandlede overdragelser, og EUIPO var blevet underrettet herom inden denne ansøgning, var EUIPO følgelig forpligtet til at udsætte indførelsen af disse overdragelser i registret, indtil den nationale ret havde realitetsbehandlet sagen.

73      Derimod ville en tiltrædelse af sagsøgerens argumentation ikke alene i praksis medføre en omgåelse af de nationale bestemmelser om insolvens og formålet med disse, nemlig at beskytte kreditorerne, men også fratage artikel 24, stk. 3, i forordning 2017/1001 en stor del af sin effektive virkning.

74      Det var således med rette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 56 bl.a. konstaterede, at eftersom det omhandlede varemærke var nævnt i den opgørelse over aktiverne, der var vedlagt konkursdekretet vedrørende intervenienten, havde EUIPO pligt til at tage hensyn til denne omstændighed og indføre oplysning om insolvensbehandlingen vedrørende dette varemærke i registret i overensstemmelse med kurators begæring. Herved henviste appelkammeret blot til den forpligtelse til at udvise omhu, der påhviler EUIPO, således som uddybet i præmis 58-69 ovenfor. Det var i øvrigt ligeledes med rette, at appelkammeret i samme punkt i afgørelsen anførte, at EUIPO ikke var beføjet til at anfægte den nævnte opgørelse, eftersom det ikke kunne træde i de nationale retters sted.

75      Det eneste anbringendes første led skal derfor forkastes.

 Det eneste anbringendes andet led vedrørende EUIPO’s og appelkammerets fejlagtige hensyntagen til konkursdekretet af 13. oktober 2017

76      Med det eneste anbringendes andet led har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at appelkammeret begik en fejl, da det fastslog, at et væsentligt proceduremæssigt skridt ikke var foretaget, idet EUIPO ikke, da det registrerede overdragelserne af det omhandlede varemærke den 16. april 2018, havde taget hensyn til det forhold, at det selv havde overset den tidligere begæring om indførelse i registret af insolvensbehandlingen vedrørende intervenienten, som kurator havde fremsat den 25. oktober 2017 i henhold til artikel 24 i forordning 2017/1001. Sagsøgeren er af den opfattelse, at intervenienten på tidspunktet for anmodningen om registrering af de nævnte overdragelser ikke længere kunne anses for at være indehaver af dette varemærke, eftersom dette tidligere var blevet overdraget af intervenienten til Spring Holdings ved en overdragelsesaftale af 26. juni 2014, hvorefter sidstnævnte selskab havde overdraget det til sagsøgeren. Ifølge sagsøgeren kunne indførelsen af oplysning om insolvensbehandlingen i henhold til artikel 24 i forordning 2017/1001 derfor ikke få nogen betydning, idet intervenienten i oktober 2017 og april 2018 ikke længere kunne anses for at være indehaver af varemærket.

77      Sagsøgeren er af den opfattelse, at selv om EUIPO havde indført oplysning om insolvensbehandlingen i registret, ville overdragelserne af det omhandlede varemærke, først til Spring Holdings og dernæst til sagsøgeren, alligevel skulle registreres, dels fordi alle betingelserne for registrering af en overdragelse i artikel 20 i forordning 2017/1001 (skriftlig aftale, underskrifter, ansøgning om registrering) var opfyldt, og det krævede bevis var blevet fremlagt, dels fordi intervenienten på tidspunktet for en sådan indførelse i registret ikke længere var indehaver af dette varemærke, som selskabet havde overdraget til Spring Holdings. Sagsøgeren har anført, at indførelse af oplysning om insolvensbehandlingen i registret ikke ville have kunnet bevirke, at der til de aktiver, der tilhørte intervenienten, som var et selskab under konkurs, blev tilbageført formuegoder – såsom dette varemærke – der på datoen for indledningen af insolvensbehandlingen ikke længere var en del af intervenientens aktiver. Sagsøgeren har tilføjet, at insolvensen i sig selv og indførelsen af insolvensbehandlingen i registret skaber virkninger for fremtiden, således som det følger af artikel 27, stk. 4, i forordning 2017/1001.

78      Indledningsvis bemærkes, at det er ubestridt mellem parterne, at intervenienten blev erklæret insolvent ved et konkursdekret, som blev afsagt den 13. oktober 2017 af Tribunale di Venezia (retten i Venedig) i henhold til den italienske konkurslov, og som fik virkning over for tredjemand samme dag i henhold til den nævnte lov, der i medfør af artikel 27, stk. 4, i forordning 2017/1001 regulerer spørgsmålet om insolvensbehandlingens virkninger over for tredjemand. Fra denne dato var intervenienten følgelig ikke længere berettiget til at overdrage det omhandlede varemærke i henhold til samme forordnings artikel 20, og EUIPO kunne ikke foretage registrering af en overdragelse efter ansøgning herom indgivet efter denne dato.

79      Appelkammeret henviste i den anfægtede afgørelses punkt 46 og 47 blot til konsekvenserne af et sådant konkursdekret for den part, der var registreret som indehaver af et EU-varemærke på tidspunktet for dette dekret, dvs. forbuddet for den pågældende mod at disponere over sine aktiver (formuegoder og adkomstbeviser, som er indført i registret) og ugyldigheden eller de manglende retsvirkninger af alle senere retshandler i forhold til kreditorerne (herunder de formaliteter, der er nødvendige for, at en retshandel kan få virkning over for tredjemand, og som er irrelevante, hvis de er gennemført efter insolvenserklæringen). Appelkammeret bemærkede, at intervenienten i den foreliggende sag var registreret som indehaver af det omhandlede varemærke i EUIPO’s register på datoen for afsigelsen af det nævnte dekret den 13. oktober 2017, og at dette varemærke fremgik af opgørelsen over konkursboets aktiver.

80      I denne henseende må det konstateres, at i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, foretog appelkammeret ikke en materiel vurdering af, om opgørelsen over aktiverne godtgjorde ejendomsretten til det omhandlede varemærke. Appelkammeret tog nemlig blot hensyn til et officielt dokument, der var godkendt af Tribunale di Venezia (retten i Venedig), som var ansvarlig for insolvensbehandlingen, og konstaterede i den anfægtede afgørelses punkt 56, at der ikke var blevet fremlagt bevis for, at dette dokument var blevet anfægtet for en domstol. I den anfægtede afgørelses punkt 48 og 49 anførte appelkammeret i øvrigt, at EUIPO ikke havde behandlet kurators begæring, der var modtaget den 25. oktober 2017, om indførelse i registret af insolvensbehandlingen vedrørende intervenienten, og at denne begæring stadig ikke var imødekommet den 16. april 2018, hvor ansøgningen om registrering af overdragelserne af varemærket fra intervenienten til Spring Holdings og fra sidstnævnte til sagsøgeren blev indgivet.

81      Det var således med rette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 50-54 fandt, at det ikke på grundlag af sagsøgerens argument om, at intervenientens overdragelse af det omhandlede varemærke til Spring Holdings havde fundet sted den 26. juni 2014 (dvs. før intervenienten blev erklæret konkurs), kunne lægges til grund, at indførelserne af overdragelser den 16. april 2018 var forskriftsmæssige, og i det væsentlige fastslog, at dette argument var irrelevant.

82      I denne forbindelse støttede appelkammeret sig med rette på artikel 27, stk. 1, i forordning 2017/1001 om retsvirkningerne over for tredjemand af retshandler såsom overdragelser af et varemærke, som først indtræder, når de er indført i registret. Appelkammeret fandt, at intervenientens angivelige overdragelse af det omhandlede varemærke, uanset om den var gyldig og havde retsgyldig dato, under alle omstændigheder ikke var blevet indført i EUIPO’s register inden konkursdekretet af 13. oktober 2017, og at den derfor ikke kunne have virkning i forhold til kurator, der måtte kvalificeres som »tredjemand«, eftersom vedkommende ikke var part i denne påståede overdragelse. Henset til samme forordnings artikel 27, stk. 4, var det i øvrigt med rette, at appelkammeret støttede sig på den italienske konkurslovs artikel 45, der bestemmer, at alle formaliteter, der er nødvendige for, at en retshandel kan få virkning over for tredjemand, er irrelevante, hvis de er gennemført efter insolvenserklæringen, således som det var tilfældet i den foreliggende sag.

83      Det fremgår således af den anfægtede afgørelse, at appelkammeret ikke traf afgørelse om de materielle retlige spørgsmål, der henhører under de nationale retters kompetence og under national ret, såsom spørgsmålet om ejendomsretten til det omhandlede varemærke i henhold til national ret eller den materielle gyldighed af de overdragelser af dette varemærke, der blev registreret den 16. april 2018. Appelkammeret erklærede tværtimod udtrykkeligt i den anfægtede afgørelses punkt 53 og 56, at det ikke havde nogen som helst kompetence i denne henseende, og anerkendte på behørig vis de nationale retters kompetence på området.

84      For så vidt som sagsøgeren har henvist til præmis 30 i dom af 9. september 2011, CRAIC (T-83/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:450), bemærkes endelig, at Retten i denne præmis i den nævnte dom fastslog, at den første ansøgning om registrering af en overdragelse af det varemærke, som var omhandlet i den sag, der gav anledning til denne dom, opfyldte kravene i regel 31 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EUT 1995, L 303, s. 1) (nu artikel 13 i gennemførelsesforordning 2018/626), idet den var ledsaget af et dokument om overdragelse af varemærket, som opfyldte kravene i henhold til denne regel, således at denne ansøgning og registreringen af erhververen som ny indehaver af det pågældende varemærke var gyldige. Derimod fastslog Retten, at en anden ansøgning om registrering af en overdragelse af det samme varemærke ikke var i overensstemmelse med disse krav, eftersom overdrageren ikke var den registrerede indehaver, der på det pågældende tidspunkt allerede var erhververen i forbindelse med den tidligere overdragelse af varemærket. Retten bemærkede i denne forbindelse, at en eventuel konflikt mellem de to overdragelser, som var foretaget af dette varemærke, rejste aftaleretlige og ejendomsretlige spørgsmål, som gik ud over rammerne for den nævnte regel, og som ikke henhørte under EUIPO’s kompetence.

85      Disse betragtninger indebærer imidlertid ikke, at appelkammeret i den foreliggende sag foretog en materiel vurdering af gyldigheden af overdragelserne af det omhandlede varemærke, således som sagsøgeren synes at mene. I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at i den tvist, hvori Retten traf afgørelse ved dom af 9. september 2011, CRAIC (T-83/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:450), havde sagsøgeren ikke til støtte for sin ansøgning om registrering af en overdragelse af varemærket henvist til en afgørelse fra en national ret om en insolvensbehandling svarende til det dekret, som i den foreliggende sag er afsagt af Tribunale di Venezia (retten i Venedig). EUIPO skulle derfor ikke anvende national ret, og henvisningen til den nævnte dom er følgelig ikke relevant. Under alle omstændigheder begrænsede appelkammeret sig i den anfægtede afgørelse til at tage nævnte italienske dekret til efterretning, og som det allerede er blevet anført i præmis 83 ovenfor, traf det hverken selv afgørelse om ejendomsretten til det omhandlede varemærke i henhold til italiensk ret eller foretog en materiel vurdering af gyldigheden af overdragelserne af dette.

86      Det eneste anbringendes andet led skal derfor forkastes.

 Det eneste anbringendes tredje led vedrørende uanvendeligheden af artikel 27, stk. 1, i forordning 2017/1001 i den foreliggende sag

87      Med det eneste anbringendes tredje led har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at artikel 27, stk. 1, i forordning 2017/1001 ikke kan finde anvendelse i den foreliggende sag, eftersom denne bestemmelse udelukkende vedrører situationer, hvor mere end en part påberåber sig en ret til et EU-varemærke, dvs. påberåber sig retshandler, der har til formål eller til følge at skabe eller overdrage rettigheder til et sådant varemærke. Derimod finder den ikke anvendelse på en situation som den i denne sag omhandlede, hvor en enhed ikke længere er indehaver af det pågældende varemærke på tidspunktet for indledningen af en insolvensbehandling vedrørende den pågældende enhed, eftersom den har overdraget varemærket til en anden enhed flere år tidligere.

88      I denne henseende bemærkes, at i henhold til artikel 27, stk. 1, første punktum, i forordning 2017/1001 har de i samme forordnings artikel 20, 22 og 25 omhandlede retshandler vedrørende EU-varemærket først virkning over for tredjemand i alle medlemsstaterne, når de er indført i registret.

89      Det må konstateres, at i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, var det med rette, at appelkammeret fandt, at denne bestemmelse fandt anvendelse i den foreliggende sag.

90      I den anfægtede afgørelses punkt 47-54 anførte appelkammeret nemlig, at ejendomsretten til det omhandlede varemærke på datoen den 13. oktober 2017, hvor den registrerede indehaver af dette varemærke, nemlig intervenienten, blev erklæret konkurs, var genstand for en tvist mellem sagsøgeren og kurator, der repræsenterede intervenientens kreditorer, og at den angivelige overdragelse af denne ejendomsret, som ifølge sagsøgeren havde fundet sted i 2014, under alle omstændigheder ikke havde virkning over for tredjemand, herunder kurator, eftersom den ikke var blevet indført i EUIPO’s register inden den 13. oktober 2017.

91      Det følger heraf, at artikel 27, stk. 1, i forordning 2017/1001 finder anvendelse i den foreliggende sag, navnlig på den angivelige aftale fra 2014 om overdragelse af det omhandlede varemærke, som ikke fik virkning over for tredjemand i overensstemmelse med denne bestemmelse inden den 13. oktober 2017, hvor konkursdekretet vedrørende intervenienten fik virkning og kunne gøres gældende over for tredjemand i overensstemmelse med den italienske konkurslov, der finder anvendelse i henhold til samme forordnings artikel 27, stk. 4, og artikel 19, stk. 1, i forordning 2015/848.

92      Det eneste anbringendes tredje led skal derfor forkastes.

 Det eneste anbringendes fjerde led om anvendeligheden af undtagelsen vedrørende kendskab i artikel 27, stk. 1, i forordning 2017/1001 i den foreliggende sag samt intervenientens og kurators angivelige kendskab til overdragelsesaftalen af 2014

93      Med det eneste anbringendes fjerde led har sagsøgeren i det væsentlige anført, at appelkammeret begik en fejl ved ikke at tage hensyn til den omstændighed, at både intervenienten og kurator havde kendskab til overdragelsen af det omhandlede varemærke i 2014, hvilket er godtgjort ved eksistensen af den licensaftale vedrørende dette varemærke, som blev indgået den 30. december 2014 mellem intervenienten og Spring Holdings, og kurators forlængelse af denne licensaftale ved en e-mail af 7. december 2017. Dette fremgår ligeledes af en »aftaleskrivelse« af 24. november 2017, hvorved Spring Holdings foreslog at forlænge licensaftalens varighed til den 30. november 2022.

94      Under alle omstændigheder kunne kurator ifølge sagsøgeren ikke anses for at være en tredjemand (selv om vedkommende handlede i intervenientens kreditorers interesse), eftersom kurator var indtrådt i et kontraktforhold med sagsøgeren som part i licensaftalen. Sagsøgeren har heraf udledt, at selv om artikel 27, stk. 1, i forordning 2017/1001 fandt anvendelse i den foreliggende sag, ville intervenienten og kurator selv ikke kunne påberåbe sig denne bestemmelse, eftersom de faktisk havde kendskab til den tidligere overdragelse af det omhandlede varemærke til Spring Holdings, der fandt sted i 2014.

95      Det bemærkes, at disse argumenter er støttet på undtagelsen vedrørende kendskab fastsat i artikel 27, stk. 1, andet punktum, i forordning 2017/1001, hvorefter en retshandel vedrørende et EU-varemærke, selv forud for dennes indførelse i EUIPO’s register, har virkning over for tredjemand, som har erhvervet ret til varemærket efter tidspunktet for den pågældende retshandel, hvis tredjemanden var bekendt med retshandelen på tidspunktet for erhvervelsen af retten.

96      Det må imidlertid konstateres, at EUIPO ikke kunne anvende denne undtagelse vedrørende kendskab i den foreliggende sag.

97      Som det allerede er blevet anført i præmis 74 ovenfor, var det nemlig med rette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 56 fastslog, at eftersom det omhandlede varemærke var nævnt i den opgørelse over aktiverne, der var vedlagt konkursdekretet af 13. oktober 2017, tilkom det ikke EUIPO at anfægte denne opgørelse, eftersom EUIPO ikke kunne træde i de nationale retters sted og var forpligtet til at indføre oplysning om insolvensbehandlingen vedrørende det nævnte varemærke i registret. Det var også med rette, at appelkammeret i samme punkt i den anfægtede afgørelse fastslog, at den ansøgning om registrering af overdragelserne af dette varemærke, som sagsøgeren havde indgivet, efter at intervenienten var blevet erklæret konkurs, var indgivet for sent, og at sagsøgeren ikke havde ført bevis for, at konkursdekretet var fejlagtigt, på grundlag af en national retsafgørelse.

98      Det tilkom følgelig ikke EUIPO at undersøge, om undtagelsen vedrørende kendskab på datoen for konkursdekretet vedrørende intervenienten kunne gøres gældende over for intervenienten og kurator. Det følger heraf, at dette led er irrelevant.

99      Hvad angår intervenientens og kurators hævdede kendskab på datoen den 13. oktober 2017 til intervenientens angivelige overdragelse af det omhandlede varemærke til Spring Holdings i 2014 bemærkes følgende.

100    For det første bemærkes med hensyn til intervenienten, at Domstolen hvad angår formålet med den regel, der fremgår af artikel 27, stk. 1, første punktum, i forordning 2017/1001, har fastslået, at den omstændighed, at de retshandler, der er omhandlet i denne forordningens artikel 20, 22 og 25, som ikke er blevet indført i registret, ikke har virkning over for tredjemand, tilsigter at beskytte personer, der har eller kan have rettigheder til et EU-varemærke som genstand for ejendomsret (jf. i denne retning dom af 4.2.2016, Hassan, C-163/15, EU:C:2016:71, præmis 25).

101    Det må derfor lægges til grund, at artikel 27, stk. 1, i forordning 2017/1001 i den foreliggende sag har til formål at beskytte enhver person, der har eller kan have rettigheder til det omhandlede varemærke som genstand for ejendomsret, dvs. kreditorerne i det intervenerende selskab, der er blevet erklæret konkurs. Intervenientens eget kendskab til overdragelsen af dette varemærke er derfor ikke relevant og kan ikke berøre kreditorernes rettigheder til intervenientens aktiver under likvidation.

102    For det andet skal det med hensyn til kurator undersøges, om vedkommende faktisk har bekræftet at have haft kendskab til overdragelsen i 2014 før den 13. oktober 2017, således som sagsøgeren har hævdet.

103    Det skal i denne forbindelse fremhæves, at undtagelsen vedrørende kendskab i henhold til artikel 27, stk. 1, i forordning 2017/1001 finder anvendelse på personer, som senere har erhvervet ret til det pågældende varemærke, men som var bekendt med retshandelen »på tidspunktet for erhvervelsen af retten«, dvs. i den foreliggende sag den 13. oktober 2017, således som sagsøgeren selv har anerkendt i stævningens punkt 74.

104    Først og fremmest er det imidlertid ubestridt, at kurator ikke var involveret i hverken den overdragelsesaftale eller den licensaftale, som sagsøgeren har henvist til, og som angiveligt blev indgået i 2014.

105    Dernæst fremgår det af sagsakterne, at kurator anfægtede gyldigheden af nævnte overdragelsesaftale og licensaftale ved Tribunale di Venezia (retten i Venedig). I selve det dokument, som sagsøgeren har henholdt sig til, nemlig den stævning, som kurator indgav til den nævnte ret den 13. juni 2019, er det udtrykkeligt anført, at kurator fik kendskab til overdragelsesaftalen »første (og eneste) gang« i løbet af juni 2018 (dvs. efter konkursdekretet af 13.10.2017), netop på grund af sagen for EUIPO.

106    Sagsøgeren har til støtte for sine argumenter blot henvist til »aftaleskrivelsen«, nemlig en korrespondance vedrørende forlængelsen af licensaftalen fra november og december 2017. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at den af sagsøgeren påberåbte korrespondance ligger efter konkursdekretet, der er dateret den 13. oktober 2017. Under alle omstændigheder fremgår det af sagsakterne, at kurator afviste sagsøgerens argumenter om, at det forslag om at forlænge licensaftalen, som Spring Holdings fremsatte den 24. november 2017, var »rent midlertidigt og foreløbigt og helt åbenbart udelukkede søgsmål anlagt til prøvelse af den hævdede overdragelse af varemærkerne«, herunder det omhandlede varemærke. Som det udtrykkeligt er anført i kurators anmodning om tilladelse til at acceptere denne forlængelse, var tilladelsen givet »med forbehold af søgsmål anlagt med henblik på en afgørelse af, om overdragelsen af varemærkerne var lovlig og foretaget til en rimelig pris, og med henblik på at fastlægge andre omstændigheder med hensyn til tvistens genstand«. Kurator bestred desuden for appelkammeret rigtigheden af den e-mail, som kurator angiveligt skulle have sendt som svar på det nævnte forslag, og som sagsøgeren har påberåbt sig, og sagsøgeren har ikke bevist, at kurator nogensinde underskrev dette forslag. Sådanne forhold kan således ikke godtgøre, at kurator den 13. oktober 2017 havde kendskab til den hævdede overdragelsesaftale af 26. juni 2014.

107    Det var således med rette, at appelkammeret i det væsentlige fandt, at undtagelsen vedrørende kendskab i artikel 27, stk. 1, i forordning 2017/1001 ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag, og at de hævdede overdragelses- og licensaftaler fra 2014, uanset om de var gyldige og havde retsgyldig dato i henhold til italiensk ret, under alle omstændigheder ikke havde virkning over for intervenienten og kurator den 13. oktober 2017.

108    Det eneste anbringendes fjerde led skal derfor forkastes.

 Det eneste anbringendes femte led vedrørende appelkammerets fejlagtige anvendelse af artikel 103 i forordning 2017/1001 på EUIPO’s afgørelser om at annullere indførelserne af 16. april 2018

109    Med det eneste anbringendes femte led har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at artikel 103 i forordning 2017/1001 ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, eftersom der ikke foreligger en »åbenlys fejl« i forbindelse med EUIPO’s indførelse i registret af overdragelsen af det omhandlede varemærke til sagsøgeren den 16. april 2018 under overholdelse af de lovgivningsmæssige betingelser. Sagsøgeren har gentaget, at intervenienten, inden selskabet blev erklæret konkurs, havde overdraget dette varemærke til Spring Holdings, som igen havde overdraget det til sagsøgeren. Endvidere skete den af intervenienten hævdede fejl, nemlig undladelsen af at foretage et proceduremæssigt skridt, ikke på datoen for indførelsen af den nævnte overdragelse, men tilbage i oktober 2017.

110    Det bemærkes i denne henseende, at ordlyden af artikel 103 i forordning 2017/1001, der trådte i kraft den 1. oktober 2017, adskiller sig fra ordlyden af artikel 80 i forordning nr. 207/2009, for så vidt som den omfatter enhver »åbenlys fejl«, der kan tilskrives EUIPO, og ikke længere kun enhver »åbenlys procedurefejl«, der er begået af kontoret, og som Domstolen har defineret som en tydelig fejl af proceduremæssig karakter, som er begået af EUIPO (jf. i denne retning dom af 31.10.2019, Repower mod EUIPO, C-281/18 P, EU:C:2019:916, præmis 29). Det er følgelig ikke en betingelse for at anvende artikel 103 i forordning 2017/1001, at den åbenlyse fejl er af proceduremæssig karakter.

111    Hvad angår den »åbenlyse« eller tydelige karakter af fejl, som berettiger, at der vedtages en afgørelse om tilbagekaldelse af en tidligere afgørelse eller om annullering af en indførelse, betegnes herved fejl, som i høj grad er åbenlyse, og som ikke gør det muligt at fastholde denne tidligere afgørelses konklusion eller denne indførelse, uden at den instans, som har truffet afgørelsen eller foretaget indførelsen, foretager en ny analyse (jf. i denne retning dom af 28.5.2020, Aurea Biolabs mod EUIPO – Avizel (AUREA BIOLABS), T-724/18 og T-184/19, EU:T:2020:227, præmis 29 og 30 og den deri nævnte retspraksis).

112    Mere generelt følger det af retspraksis, at en fejl kun kan kvalificeres som åbenlys, når den klart kan konstateres på baggrund af de kriterier, som lovgiver har ønsket skal anvendes ved administrationens udøvelse af sit skøn, og når de fremlagte beviser er tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at administrationens vurdering bliver usandsynlig, og denne vurdering ikke kan anses for at være korrekt og sammenhængende (jf. i denne retning dom af 2.4.2019, Fleig mod EU-Udenrigstjenesten, T-492/17, EU:T:2019:211, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

113    I den foreliggende sag bemærkes med hensyn til den manglende indførelse af oplysning om insolvensbehandlingen i registret, at en insolvens skal anses for at have virkning og kunne gøres gældende fra den dato, der er fastsat i gældende national ret, i det foreliggende tilfælde den 13. oktober 2017, jf. den italienske konkurslovs artikel 44 og 45 (jf. bl.a. præmis 53 og 66 ovenfor). Desuden havde EUIPO kendskab til intervenientens insolvens og havde ved afgørelsen af 9. april 2018 (jf. præmis 8 ovenfor) allerede udtrykkeligt meddelt, at kontoret ville tage hensyn hertil. Eftersom den første indførelse af intervenientens overdragelse af det omhandlede varemærke til Spring Holdings, som deres fælles repræsentant havde anmodet om den 18. oktober 2017, blev annulleret af EUIPO den 9. april 2018 med tilbagevirkende kraft, skulle varemærket således anses for at tilhøre intervenienten den 13. oktober 2017 og så meget desto mere den 16. april 2018.

114    Det må derfor fastslås, at den »åbenlyse fejl«, der kan tilskrives EUIPO som omhandlet i artikel 103 i forordning 2017/1001, blev begået, da kontoret den 16. april 2018 efter anmodning fra sagsøgeren indførte overdragelserne af det omhandlede varemærke i registret uden at tage hensyn til eksistensen og retsvirkningerne af konkursdekretet vedrørende intervenienten af 13. oktober 2017, som det havde undladt at indføre oplysning om, efter at kurator havde fremsat begæring herom den 25. oktober 2017.

115    Indførelserne i registret af de successive overdragelser af det omhandlede varemærke, der blev foretaget den 16. april 2018, udgjorde således »åbenlyse fejl«, som kunne tilskrives EUIPO som omhandlet i artikel 103 i forordning 2017/1001, eftersom intervenienten for det første var blev erklæret konkurs tidligere, nemlig den 13. oktober 2017, og eftersom EUIPO for det andet havde kendskab til indledningen af insolvensbehandlingen vedrørende den registrerede indehaver af dette varemærke, nemlig intervenienten, på datoen for disse indførelser.

116    Såfremt det dekret, hvorved den registrerede indehaver af det omhandlede varemærke blev erklæret insolvent, var blevet behørigt indført i registret på datoen for kurators begæring herom, nemlig den 25. oktober 2017, ville behandlingen af enhver senere ansøgning om registrering af en overdragelse vedrørende det samme varemærke under normale omstændigheder og uden forekomst af fejl automatisk være blevet udsat og kun kunne indledes med udtrykkelig tilladelse fra kurator eller den nationale ret med ansvar for insolvensbehandlingen.

117    EUIPO begik ved, efter ansøgning herom fra sagsøgeren, at indføre de anfægtede overdragelser i registret den 16. april 2018, efter at have undladt at indføre oplysning om insolvensbehandlingen vedrørende indehaveren af det omhandlede varemærke i registret i overensstemmelse med kurators begæring af 25. oktober 2017, en åbenlys fejl, således at kontoret var forpligtet til så hurtigt som muligt at annullere disse indførelser af 16. april 2018, der var behæftet med denne åbenlyse fejl.

118    I denne henseende har Domstolen i det væsentlige fastslået, at den forpligtelse til at tilbagekalde en afgørelse eller annullere en indførelse, der er behæftet med en åbenlys fejl, der kan tilskrives EUIPO, som nu påhviler kontoret i henhold til artikel 103 i forordning 2017/1001, tager sigte på at sikre god forvaltningsskik såvel som procesøkonomi (jf. i denne retning og analogt dom af 31.10.2019, Repower mod EUIPO, C-281/18 P, EU:C:2019:916, præmis 32).

119    I øvrigt blev fristen på et år fra datoen for indførelsen i registret, således som fastsat i artikel 103, stk. 2, i forordning 2017/1001, behørigt overholdt i forbindelse med, at den afdeling, der er ansvarlig for EUIPO’s register, den 30. januar 2019 vedtog de to afgørelser om annullering af indførelse i registret T 014185659 og T 014188703, der var foretaget den 16. april 2018.

120    Det følger heraf, at betingelserne for, at EUIPO og navnlig den afdeling, der er ansvarlig for registret, kunne anvende artikel 103 i forordning 2017/1001, var opfyldt.

121    Det var derfor med rette, at appelkammeret stadfæstede denne afdelings afgørelse af 30. januar 2019 om at annullere de indførelser vedrørende de successive overdragelser af det omhandlede varemærke, som var foretaget den 16. april 2018.

122    Det eneste anbringendes femte led skal derfor forkastes.

123    Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det eneste anbringende forkastes, og EUIPO må dermed frifindes i det hele.

 Sagsomkostninger

124    I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

125    Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med EUIPO’s og intervenientens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling):

1)      Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)      Marina Yachting Brand Management Co. Ltd bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO og Industries Sportswear Co. Srl afholdte omkostninger.

Costeira

Gratsias

Kancheva

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 22. september 2021.

Underskrifter


Indhold



*      Processprog: engelsk.