Sag T-674/11
TV2/Danmark A/S
mod
Europa-Kommissionen
»Statsstøtte – public service radio- og tv-virksomhed – beslutning, der erklærer støtte forenelig med det indre marked – støtte, som den danske stat har tildelt den danske public service tv-station TV2/Danmark – offentlig finansiering tildelt som kompensation for omkostninger forbundet med udførelse af public service-forpligtelser – begrebet støtte – Altmark-dommen«
Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 24. september 2015
1. Annullationssøgsmål – retlig interesse – nødvendigheden af en eksisterende og faktisk interesse – vurdering på tidspunktet for sagens anlæg – søgsmål, der kan tilføre sagsøgeren en fordel – sag anlagt af den støttemodtagende virksomhed til prøvelse af en afgørelse fra Kommissionen, der erklærer støtten forenelig med det indre marked – eksisterende og faktisk risiko for sagsanlæg mod sagsøgeren – antagelse til realitetsbehandling
(Art. 263 TEUF)
2. Statsstøtte – begreb – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – ikke omfattet – betingelser opstillet i dom Altmark
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
3. Statsstøtte – begreb – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – ikke omfattet – betingelser opstillet i dom Altmark – mulighed for at fravige visse betingelser opstillet i dom Altmark – foreligger ikke
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
4. Statsstøtte – begreb – virksomheder der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse – radio- og tv-sektoren – sondring mellem Altmark-testen, som tilsigter at fastslå, om der foreligger statsstøtte, og testen i artikel 106, stk. 2, TEUF, som gør det muligt at fastslå foreneligheden af en støtte med det indre marked – protokollen om offentlig radio- og tv-virksomhed i medlemsstaterne alene relevant for vurderingen af, hvorvidt der foreligger en statsstøtte
(Art. 14 TEUF, art. 106, stk. 2, TEUF og art. 107, stk. 1, TEUF; protokol nr. 29 vedhæftet som bilag til EU- og EUF-traktaterne)
5. Statsstøtte – begreb – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – ikke omfattet – betingelser opstillet i dom Altmark – mindre stringent anvendelse af disse betingelser – betingelse – der findes ikke en konkurrencepræget og erhvervsmæssig dimension i den sektor, hvori modtageren af kompensationen er aktiv
(Art. 107, stk. 1, TEUF; protokol nr. 29 vedhæftet som bilag til EU- og EUF-traktaterne)
6. Præjudicielle spørgsmål – fortolkning – tidsmæssige virkninger af fortolkningsdomme – tilbagevirkende gyldighed – grænser – retssikkerhed
(Art. 107, stk. 1, TEUF og 267 TEUF)
7. Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – pligt til forudgående anmeldelse og til udsættelse af iværksættelsen af støtten – tilsidesættelse – mulighed for støttemodtageren for at påberåbe sig retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning for at modsætte sig anvendelsen af Altmark-betingelserne – foreligger ikke
(Art. 107, stk. 1, TEUF og art. 108, stk. 3, TEUF)
8. Statsstøtte – begreb – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – den anden betingelse opstillet i dom Altmark – undersøgelsen af betingelsen om at de kriterier, der er grundlaget for beregningen af kompensationen, skal være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemskuelig måde – hensyntagen til kravet om at sikre effektiviteten i udførelsen af public service-opgaverne –ikke tilladt
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
9. Annullationssøgsmål – formål – beslutning, der støttes på flere begrundelser, som hver især udgør et tilstrækkeligt grundlag for konklusionen – annullation af en sådan beslutning – betingelser
(Art. 263 TEUF)
10. Statsstøtte – begreb – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – fjerde betingelse opstillet i dom Altmark – hvis udvælgelsen af virksomheden ikke sker ved en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, fastlægges kompensationen på grundlag af en analyse af omkostningerne for en gennemsnitsvirksomhed inden for den pågældende sektor – ikke tilstrækkeligt at analysere omkostningerne for den virksomhed, der er pålagt public service-opgaver
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
11. Statsstøtte – begreb – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – fjerde betingelse opstillet i dom Altmark – hvis udvælgelsen af virksomheden ikke sker ved en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, fastlægges kompensationen på grundlag af en analyse af omkostningerne for en gennemsnitsvirksomhed inden for den pågældende sektor – bevisbyrden påhviler den pågældende medlemsstat
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
12. Retslig procedure – intervention – andre argumenter end dem, der er fremført af den part, der støttes – antagelse til realitetsbehandling – betingelser
(Statutten for Domstolen, art. 40, stk. 4; Rettens procesreglement, art. 116, stk. 3)
13. Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – forpligtelse til at betale beløb midlertidigt til andre virksomheder idet der alene handles som transitkanel eller betalingskanal – ikke omfattet – forpligtelse for en public service-virksomhed til at betale beløb, som stammer fra licensmidler, til virksomheder som vederlag for deres ydelser – omfattet
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
14. Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler – begrebet statsmidler – lovgivningsforanstaltning hvorved det fastsættes, at en tredjepart skal anvende sine egne midler på en bestemt måde – ikke omfattet
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
15. Statsstøtte – begreb – fordel tildelt ved statsmidler eller midler, som er under statens kontrol – rækkevidde – reklameindtægter for et radio- og tv-selskab pålagt public service-opgaver – ikke omfattet
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
16. Annullationssøgsmål – anbringender – anbringender, der kan fremsættes til anfægtelse af en kommissionsbeslutning på området for statsstøtte – anbringender, som ikke er blevet rejst under den administrative procedure – sondring mellem retlige anbringender, som kan gøres gældende, og faktiske anbringender, som ikke kan gøres gældende
(Art. 108, stk. 2, TEUF og 263 TEUF)
17. Statsstøtte – eksisterende og ny støtte – støtte tildelt en ny støttemodtager – sondring mellem støtteordninger og individuel støtte
(Art. 108 TEUF)
18. Statsstøtte – eksisterende og ny støtte – individuel støtte tildelt en juridisk enhed, som er oprettet efter indførelsen af støtten og medlemsstatens tiltrædelse af Unionen – kvalificering som eksisterende støtte – betingelse
(Art. 108 TEUF)
1. I annullationssøgsmål anlagt af støttemodtagere til prøvelse af afgørelser fra Kommissionen, der erklærer den omhandlede støtte fuldstændig forenelig med det indre marked eller erklærer en af de anfægtede finansieringsforanstaltninger forenelig, kan der udledes en retlig interesse af den notoriske risiko, der følger af, at sagsøgernes retsstilling kan blive berørt af sagsanlæg, eller at risikoen for sagsanlæg er eksisterende og faktisk på tidspunktet for anlæggelsen af sagen ved Den Europæiske Unions retsinstanser.
Der foreligger i denne forbindelse en »notorisk« eller en »eksisterende og faktisk« risiko for sagsanlæg mod en sagsøgende part, som er modtager af en støtte, som er ulovlig og forenelig med det indre marked, når for det første en sådan sag allerede var anlagt ved de nationale retter på tidspunktet for anlæggelsen af annullationssøgsmålet ved Retten, eller når sagen er anlagt ved disse retter, før Retten træffer afgørelse i annullationssøgsmålet, og for det andet den sag, der er anlagt ved de nationale retter, og som sagsøgeren påberåber sig, vedrører den støtte, der er omfattet af den afgørelse, som er genstand for sagen ved Retten.
Det følger heraf, at en modtager af en støtte, som er ulovlig og forenelig med det indre marked, kan have en aktuel og retlig interesse i at anlægge sag byggede på selve kvalificeringen af de omhandlede foranstaltninger som statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF og som ny støtte i henhold til artikel 1, litra c), i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93, når han er omfattet af en sag anlagt af en konkurrent ved en national retsinstans, som er suspenderet i afventning af Rettens dom, med påstand om at selskabet pålægges at tilbagebetale renter for den ulovlige periode og at betale erstatning for skade, som måtte være lidt som følge af den ulovlige støtte.
(jf. præmis 34 og 36-39)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 47-49)
3. På området for statsstøtte følger det klart af ordlyden af dom Altmark, at formålet med alle de fire betingelser er kvalificering af den pågældende foranstaltning som statsstøtte og nærmere bestemt fastlæggelsen af eksistensen af en fordel. Et statsligt indgreb, der ikke opfylder en eller flere af de nævnte betingelser, skal således betragtes som statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF.
Hvad nærmere bestemt angår forholdet mellem den tredje og den anden Altmark-betingelse forekommer det umuligt at fastslå, at en kompensation, som er tildelt en virksomhed med public service-forpligtelser, ikke overstiger, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne, uden først at vide, efter hvilke kriterier størrelsen af denne kompensation er fastsat, hvilket netop er formålet med den anden Altmark-betingelse.
(jf. præmis 54 og 55)
4. Det fremgår af ordlyden af protokol nr. 29 om offentlig radio- og tv-virksomhed i medlemsstaterne (Amsterdamprotokollen), at denne retsakt tilsigter at fortolke fravigelsen i artikel 106, stk. 2, TEUF. Den er således ikke relevant for vurderingen af anvendelsen af Altmark-kriterierne, som har til formål at fastslå, hvorvidt der foreligger en statsstøtte, og ikke, om denne er forenelig med det indre marked. Det kan i øvrigt ikke anerkendes, at Amsterdamprotokollen indebærer, at konkurrencereglerne ikke finder anvendelse, og forbyder Kommissionen at undersøge, om en statslig finansiering medfører en økonomisk fordel for public service-radio-/tv-selskaberne på grundlag af de af Domstolen opstillede betingelser i dom Altmark. Selv hvis det skulle anerkendes, at Amsterdamprotokollen var relevant for vurderingen af, om der foreligger en statsstøtte, er den i øvrigt begrænset til den første Altmark-betingelse vedrørende definitionen på public service-forpligtelser.
(jf. præmis 61 og 62)
5. I forbindelse med afgørelsen af om der foreligger en statsstøtte, er det, der kan retfærdiggøre en mindre stringent anvendelse af Altmark-betingelserne i et særligt tilfælde, den omstændighed, at der ikke findes en konkurrencepræget og erhvervsmæssig dimension i den sektor, hvori modtageren af kompensationen er aktiv. Idet der imidlertid tages hensyn til de særlige kendetegn ved public service radio- og tv-virksomhed, som er fremhævet i protokol nr. 29 om offentlig radio- og tv-virksomhed i medlemsstaterne, kan det imidlertid ikke anerkendes, at der ikke findes en konkurrencepræget og erhvervsmæssig dimension i radio- og tv-sektoren. Den omstændighed, at denne dimension findes, viser sig bl.a. ved, at et public service-radio-/tv-selskab, som delvist er finansieret af reklameindtægter, er aktiv på markedet for tv-reklame.
(jf. præmis 70)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 79, 80, 83 og 85)
7. De økonomiske konsekvenser for modtageren af en uanmeldt foranstaltning er ikke en omstændighed, som, henset til retssikkerhedsprincippet, berettiger en tidsmæssig begrænsning af virkningerne af en dom, hvorved Domstolen fortolker artikel 107, stk. 1, TEUF i den retning, at den pågældende foranstaltning viser sig at være en statsstøtte. Det følger heraf, at modtageren af en sådan foranstaltning ikke kan påberåbe sig negative økonomiske omstændigheder, som anvendelsen af Altmark-betingelserne på de omhandlede foranstaltninger og kvalificeringen af disse foranstaltninger som statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF som fortolket i dom Altmark ville have for selskabet for med henvisning til retssikkerhedsprincippet at kræve, at disse betingelser ikke skal finde anvendelse.
Spørgsmålet om, hvorvidt det er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet at pålægge modtageren af, hvad der på tidspunktet for de faktiske omstændigheder blev betragtet som en kompensation for udførelsen af public service-opgaver, en forpligtelse til at tilbagebetale et pengebeløb, som følger af en samlet anvendelse med tilbagevirkende kraft af domme vedrørende fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108, stk. 3, TEUF, som er afsagt flere år efter udbetalingen af denne kompensation, kan imidlertid ikke behandles inden for rammerne af nærværende sag, som vedrører gyldigheden af en afgørelse, hvorved Kommissionen har kvalificeret den pågældende kompensation som statsstøtte. Det tilkommer den nationale ret at vurdere – i givet fald efter at have forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål – om reglerne vedrørende forpligtelsen til at tilbagebetale renter for den ulovlige periode til staten og i givet fald forpligtelsen til at betale erstatning for skade, som selskabets konkurrenter måtte have lidt som følge af den ulovlige støtte, finder anvendelse under de for retten foreliggende omstændigheder.
(jf. præmis 82 og 84)
8. I forbindelse med afgørelsen af om der foreligger statsstøtte, stiller den anden Altmark-betingelse, hvorefter de kriterier, der er grundlaget for beregningen af kompensationen, skal være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemskuelig måde for at undgå, at kompensationen indebærer en økonomisk fordel, der kan begunstige den pågældende virksomhed i forhold til de konkurrerende virksomheder, tre krav, som kriterierne for beregningen af kompensationen skal opfylde for at sikre, at beregningen er troværdig og kan godkendes af Kommissionen. Disse krav indebærer, at kriterierne for beregningen af kompensationen skal være fastlagt på forhånd på en gennemskuelig måde, og at de efter deres art skal være objektive. Det fremgår ikke af dom Altmark, at kriterierne for beregningen af kompensationen ifølge den anden betingelse opstillet i dommen skal være fastlagt på en måde, som gør det muligt at få indflydelse på og kontrollere omfanget af de af kompensationsmodtageren afholdte udgifter.
En fortolkning af den anden Altmark-betingelse, hvorefter kriterierne for beregningen af kompensationen ikke alene skal være objektive og fastlagt på forhånd på en gennemskuelig måde, men at de endvidere skal sikre effektiviteten i udførelsen af public service-opgaverne, er i strid med ordlyden af den anden Altmark-betingelse og ville føre til en sammenblanding med den fjerde betingelse opstillet i den pågældende dom, som vedrører dette krav om effektivitet.
Ved at kræve, at kriterierne for beregningen af den kompensation, der er tildelt en virksomhed for udførelsen af public service-opgaver, skal være formuleret på en måde, som sikrer, at udførelsen af disse public service-opgaver sker på en effektiv måde, har Kommissionen begået en retlig fejl.
(jf. præmis 102-106)
9. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 109)
10. I forbindelse med afgørelsen af om der foreligger statsstøtte, forholder det sig for så vidt angår den fjerde Altmark-betingelse, hvoraf det fremgår, at når der ikke foreligger en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, som giver mulighed for at udvælge den ansøger, der kan levere de pågældende ydelser til de laveste omkostninger, skal størrelsen af den tildelte kompensation fastlægges med henvisning til en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret, således, at søgningen efter en sådan virksomhed tilsigter at optimere størrelsen af den kompensation, der betragtes som nødvendig for udførelsen af public service-opgaven, og undgå, at en ineffektiv virksomheds høje omkostninger bliver taget i betragtning som reference i beregningen af størrelsen af denne kompensation.
Det er således ikke tilstrækkeligt, for at betingelsen er opfyldt, at medlemsstaten har erklæret, at det som følge af public service-opgavens særlige kendetegn ikke er muligt på markedet at identificere en virksomhed, som er sammenlignelig med modtageren af kompensationen, for derefter at bestræbe sig på at godtgøre, at støttemodtageren selv er en virksomhed, som er »veldrevet og tilstrækkeligt udstyret« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne betingelse.
(jf. præmis 116, 117 og 131)
11. Hvad angår spørgsmålet om bevisbyrden på statsstøtteområdet forholder det sig således, at selv om det påhviler Kommissionen at godtgøre, at der foreligger statsstøtte, er den pågældende medlemsstat i henhold til artikel 10, stk. 2, sammenholdt med artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 forpligtet til at fremlægge alle de nødvendige oplysninger for Kommissionen, for at denne kan træffe en afgørelse vedrørende kvalificeringen af den undersøgte foranstaltning og i givet fald dennes forenelighed med det indre marked.
Der er en forpligtelse for medlemsstaten til at godtgøre, at i tilfælde, hvor der ikke er iværksat udbud med henblik på udvælgelse af den virksomhed, der er pålagt at udføre de pågældende public service-opgaver, er størrelsen af den kompensation, der er tildelt denne virksomhed, fastlagt på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde disse forpligtelser. Hvis dette ikke godtgøres, kan det ikke udelukkes, at den kompensation, der er tildelt den virksomhed, der er pålagt public service-opgaver, indebærer et element af statsstøtte.
(jf. præmis 124 og 126)
12. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 156)
13. På statsstøtteområdet forholder det sig således, at der i det tilfælde, hvor et beløb overføres til en part, som er forpligtet til at overføre hele beløbet til en tredjepart, i princippet ikke kan være tale om en fordel for den part, der alene agerer som »betalingsformidler« eller »betalingskanal«. I et sådant tilfælde har det pågældende beløb blot været i transit i partens formue. En anden konklusion kan alene tiltrædes, hvis det godtgøres, at den blotte transit indebærer en fordel for den pågældende part i form f.eks. af renter for den periode, hvor parten er i besiddelse af beløbet.
Når et selskab i denne forbindelse for at udføre en del af de public service-opgaver, som lovgiver har pålagt det skal gøre brug af andre virksomheders ydelser, hvilket indebærer, at selskabet over for disse skal påtage sig en forpligtelse til at betale et passende vederlag for disse ydelser, som gør det muligt for dem at levere de pågældende tjenester, skal det selskab, der er pålagt public service-opgaver selv påtage sig forpligtelser over for de andre virksomheder, hvorfor selskabets rolle ikke er begrænset til blot at være »transitkanal« for betalinger af licensmidlerne til andre virksomheder. Den omstændighed at de andre virksomheder er selvstændige juridiske personer, som er adskilte fra det selskab, der er pålagt public service-opgaver, har ingen betydning.
(jf. præmis 159 og 171)
14. På statsstøtteområdet kan de fordele, der ikke ydes ved hjælp af statsmidler, under alle omstændigheder ikke udgøre statsstøtte. I denne forbindelse forholder det sig således, at en fordel ydet ved hjælp af statsmidler er en fordel, der, når den er ydet, har en negativ virkning på statsmidlerne.
Den simpleste form, som denne negative virkning kan tage, er en overførsel af statsmidler til den, der får fordelen tildelt. Det er imidlertid ikke nødvendigt i alle tilfælde at godtgøre, at der har fundet en overførsel af statsmidler sted, for at den fordel, som er ydet en eller flere virksomheder, kan anses for en statsstøtte. Det er i denne forbindelse muligt at forestille sig en fordel, som har negative virkninger på statsmidlerne, og som ikke indebærer en overførsel af statsmidler. Dette vil bl.a. være tilfældet ved en foranstaltning, hvorved offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en afgiftsfritagelse, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de fritagne virksomheder en gunstigere økonomisk stilling end andre afgiftspligtige.
Hvad angår rækkevidden af begrebet statslige midler i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF, omfatter det alle økonomiske midler, som den offentlige sektor faktisk kan anvende til at støtte virksomheder, uden at det har nogen betydning, om disse midler til stadighed udgør en del af statens formue. Det er således ikke nødvendigt, at de beløb, som er anvendt til en given foranstaltning, hele tiden tilhører statskassen, idet det er tilstrækkeligt til at anse dem for statsmidler, at de konstant er under de offentlige myndigheders kontrol og dermed står til rådighed for de kompetente nationale myndigheder.
Statsmidler kan ligeledes bestå af midler, som stammer fra tredjemænd, men som enten frivilligt er blevet stillet til rådighed for staten af indehaverne, eller er blevet forladt af deres indehavere, og som staten står for forvaltningen af under udførelsen af sine enekompetencer. Det kan derimod ikke fastslås, at midler befinder sig under offentlig kontrol og således udgør statsmidler i den ovennævnte betydning af den simple årsag, at staten ved en lovgivningsforanstaltning har fastsat, at en tredjepart skal anvende sine egne midler på en bestemt måde.
(jf. præmis 190, 195, 196, 198, 201, 208 og 209)
15. Reklameindtægter for et radio- og tv-selskab pålagt public service-opgaver udgør den økonomiske modydelse indbetalt af annoncørerne for tilrådighedsstillelse af dets tv-reklametid. Indtægternes oprindelse stammer således ikke fra statsmidler, men fra private midler, nemlig annoncørernes midler.
Hvad angår spørgsmålet om hvorvidt der er muligt at fastslå, at disse midler, som stammer fra private midler, kontrolleres af den pågældende medlemsstats myndigheder, forholder det sig således, at der ikke er tale om midler, som frivilligt er placeret under statens kontrol af deres ejere, og de udgør heller ikke midler, der er blevet forladt af deres ejere, og som staten forvalter. I et tilfælde, hvor statens indgriben konkret består i fastsættelsen af, hvor stor en del af de omhandlede midler, som stammer fra reklameindtægter, der skal overføres til radio- og tv-selskabet og hvor de kompetente nationale myndigheder alene har mulighed for at sætte loft over den del af disse midler, der skal overføres til radio- og tv-selskabet, kan denne beføjelse ikke betragtes som tilstrækkelig til at fastslå, at det drejer sig om midler under offentlig kontrol.
Hvis en del af disse reklameindtægter derimod efter instruktion fra de danske myndigheder havde været stillet til rådighed for de pågældende myndigheder, ville denne del af reklameindtægterne have udgjort danske statsmidler. Der er derimod ikke grundlag for at fastslå, at den resterende del af reklameindtægterne, der ikke blev tilbageholdt, udgør statsmidler.
Den omstændighed, at medlemsstatens kulturminister kan tilbageholde en del af reklameindtægterne, kan ikke føre til en anden konklusion. En sådan omstændighed betyder således hverken, at de resterende ikketilbageholdte beløb udgør statsmidler, eller at overførslen heraf til radio- og tv-selskabet udgør en statsstøtte til fordel for dette selskab. Det manglende kontraktforhold mellem annoncørerne og radio- og tv-selskabet eller sidstnævntes manglende indflydelse på reklameaktiviteterne, er heller ikke relevant.
Det følger heraf, at for så vidt en afgørelse fra Kommissionen kvalificerer sådanne reklameindtægter som statsstøtte, har denne begået en retlig fejl, som medfører, at afgørelsen skal annulleres på dette punkt.
(jf. præmis 211, 212, 214, 217, 218 og 220)
16. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 229-231)
17. På statsstøtteområdet forholder det sig således, at når en støtte tildeles en ny støttemodtager, som er forskellig fra modtagerne af en eksisterende støtte, kan der i forhold til denne nye støttemodtager kun være tale om ny støtte. Det er i denne forbindelse nødvendigt at sondre mellem støtteordninger på den ene side og individuel støtte på den anden side.
(jf. præmis 236-239)
18. På området for konkurrenceretten, og herunder med henblik på anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF, omfatter begrebet »virksomhed« enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde.
Ved identifikationen af støttemodtageren af en eksisterende støtte skal der tages hensyn til den økonomiske enhed, som var modtager af denne støtte, uafhængigt af eventuelle ændringer i dennes retlige status. Selv en individuel støtte kan følgelig betragtes som en eksisterende støtte, selv om den er tildelt en juridisk enhed, som er oprettet efter indførelsen af støtten og medlemsstatens tiltrædelse af Unionen, hvis det viser sig, at den omhandlede juridiske enhed – selv om den ikke eksisterede som sådan på tidspunktet for støttens indførelse – på dette tidspunkt var del af den virksomhed, dvs. den økonomiske enhed, som den eksisterende støtte var tildelt.
(jf. præmis 243 og 244)