Sag C-371/08

Nural Ziebell

mod

Land Baden-Württemberg

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af

Verwaltungsgerichtshof Baden-Württemberg)

»Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – arbejdskraftens frie bevægelighed – artikel 7, stk. 1, andet led, og artikel 14, stk. 1, i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 – direktiv 64/221/EØF, 2003/109/EF og 2004/38/EF – opholdsret for en tyrker født på værtsmedlemsstatens område, hvor han som barn af en tyrkisk arbejdstager har opholdt sig lovligt og uden afbrydelse i mere end ti år – straffedomme – en udvisningsafgørelses lovlighed – betingelser«

Sammendrag af dom

1.        Internationale aftaler – associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – associeringsrådet oprettet ved associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – afgørelse nr. 1/80 – fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – begrænsninger begrundet i hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed – rækkevidde – fastboende udlændinge

(Rådets direktiv 2003/109, art. 12; afgørelse nr. 1/80 vedtaget af associeringsrådet EØF-Tyrkiet, art. 7, stk. 1, andet led, og art. 14, stk. 1)

2.        Internationale aftaler – associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – associeringsrådet oprettet ved associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – afgørelse nr. 1/80 – beskyttelse mod udsendelse – fastboende udlændinge

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 28, stk. 3, litra a); afgørelse nr. 1/80 vedtaget af associeringsrådet EØF-Tyrkiet, art. 7, stk. 1, andet led, og art. 14, stk. 1]

1.        Ved anvendelsen af artikel 14, stk. 1, i afgørelse 1/80 vedtaget af associeringsrådet EØF-Tyrkiet er EU-rettens referenceramme for så vidt angår en udlænding, der har opholdt sig lovligt og uden afbrydelse i værtsmedlemsstaten i mere end ti år, artikel 12 i direktiv 2003/109 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding, der i mangel af gunstigere regler i bestemmelserne om associeringen EØF-Tyrkiet har karakter af en minimumsbeskyttelsesregel mod udsendelse af enhver tredjelandsstatsborger, der har status som fastboende udlænding på en medlemsstats område.

Desuden er undtagelsen vedrørende den offentlige orden på området for den frie bevægelighed for arbejdstagere, der er EU-borgere – således som den er fastsat i traktaten og finder analog anvendelse på associeringen EØF-Tyrkiet – en fravigelse af denne grundlæggende frihed, som skal fortolkes strengt, og dens rækkevidde kan ikke bestemmes ensidigt af medlemsstaterne. Således kan foranstaltninger begrundet i den offentlige orden eller sikkerhed kun træffes, såfremt det efter de kompetente myndigheders konkrete vurdering i det enkelte tilfælde viser sig, at den pågældendes personlige adfærd aktuelt udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. I forbindelse med denne vurdering skal myndighederne desuden påse, at såvel proportionalitetsprincippet som den berørte persons grundlæggende rettigheder overholdes, navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv. Sådanne foranstaltninger kan derfor ikke automatisk træffes efter en straffedom eller med generalpræventive formål, der skal afholde andre udlændinge fra at begå lovovertrædelser. Når den omstændighed, at der foreligger flere tidligere straffedomme, således ikke i sig selv er af betydning med henblik på at begrunde en udvisning, der fratager en tyrkisk statsborger de rettigheder, han er tillagt direkte ved afgørelse nr. 1/80, må det tilsvarende så meget desto mere gælde hvad angår en begrundelse baseret på varigheden af det fængselsophold, som den pågældende har afsonet. Det er således i forhold til denne persons nuværende situation, at den nationale ret skal foretage en afvejning mellem på den ene side nødvendigheden af at foretage den påtænkte indgriben i hans opholdsret med henblik på at beskytte det lovlige formål, som værtsmedlemsstaten forfølger, og på den anden side realiteten i de integrationsfaktorer, der kan muliggøre hans reintegrering i nævnte stats samfund.

(jf. præmis 78, 79, 81-83 og 85)

2.        Artikel 14, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 vedtaget af associeringsrådet EØF-Tyrkiet skal fortolkes således, at

- den beskyttelse mod udsendelse, som bestemmelsen giver tyrkiske statsborgere, ikke har samme rækkevidde som den, der tildeles unionsborgere i medfør af artikel 28, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, hvorfor den ordning for beskyttelse mod udsendelse, der gælder for unionsborgere, ikke kan finde tilsvarende anvendelse på tyrkiske statsborgere ved fastlæggelsen af betydningen og rækkevidden af nævnte artikel 14, stk. 1

- denne bestemmelse i afgørelse nr. 1/80 ikke er til hinder for, at en udsendelsesforanstaltning begrundet i hensyn til den offentlige orden kan træffes over for en tyrkisk statsborger, der har den i medfør af nævnte afgørelses artikel 7, stk. 1, andet led, tillagte retsstilling, for så vidt som vedkommendes personlige adfærd aktuelt udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse i værtsmedlemsstaten, og denne foranstaltning er strengt nødvendig for at beskytte en sådan interesse. Det tilkommer den nationale ret at vurdere under hensyntagen til alle de relevante forhold, der karakteriserer den berørte tyrkiske statsborgers situation, om en sådan foranstaltning er lovligt begrundet i den konkrete sag.

(jf. præmis 86 og domskonkl.)