Sag anlagt den 11. maj 2021 – Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

(Sag C-303/21)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved W. Roels og A. Spina, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Italienske Republik

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 18 TEUF og 63 TEUF, idet den udelukker unionsborgere, som ikke er italienske statsborgere og som ikke har til hensigt at bosætte sig i Italien, fra ordningen med en nedsat sats i forbindelse med førstegangskøb af bolig, som ikke er en luksusbolig, på det italienske område.

Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Der indrømmes en nedsat afgiftssats for registreringen af køb af en fast ejendom til beboelsesformål (»den første bolig«) på visse betingelser, bl.a. at ejendommen er beliggende på den kommunes område, hvor den pågældende afgiftspligtige bor eller har til hensigt at bosætte sig inden for 18 måneder af ejendomskøbet. Med henblik på anvendelsen af afgiftsnedsættelsen finder denne betingelse anvendelse uden sondring mellem italienske statsborgere og statsborgere fra de øvrige medlemsstater. På grundlag af de bestemmelser, der er genstand for dette søgsmål, finder betingelsen imidlertid ikke anvendelse for alene de italienske statsborgere, som af arbejdsmæssige årsager har bosat sig i udlandet.

Ifølge Kommissionen udgør den omhandlede nationale lovgivning, idet den med henblik på afgiftsnedsættelsen fastsætter, at italiensk statsborgerskab er den afgørende faktor, der ligger til grund for sondringen mellem italienske statsborgere og statsborgere fra de øvrige medlemsstater, en direkte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som er forbudt ved artikel 18 TEUF.

Det er desuden Kommissionens vurdering, at eftersom en ikke-statsborgers køb af en fast ejendom på en medlemsstats område udgør ejendomsinvestering, som henhører under de frie kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne, udgør den fordelagtige behandling, der er forbeholdt en medlemsstats statsborgere ved den omhandlede nationale lovgivning, en restriktion for de frie kapitalbevægelser, der er forbudt ved artikel 63, stk. 1, TEUF, som ikke kan begrundes objektivt ved artikel 65, stk. 1 og 3, TEUF.

____________