Language of document :

Sag anlagt den 18. juni 2008 - Szomborg mod Kommissionen

(Sag T-228/08)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Grzegrorz Szomborg (Jastarnia, Polen) (ved adwokat R. Nowosielski)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 27 i Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 af 21. december 2005 1, idet den har undladt at fremlægge en videnskabelig vurdering af virkningerne af brugen af specielt hildingsgarn, toggegarn og indfiltringsgarn på hvaler og at sende resultaterne heraf til Europa-Parlamentet og Rådet.

Kommissionen tilpligtes at bære sine egne sagsomkostninger.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I henhold til artikel 27 i forordning nr. 2187/2005 var Kommissionen forpligtet til senest den 1. januar 2008 at sørge for, at der gennemføres en videnskabelig vurdering af virkningerne af brugen af specielt hildingsgarn, toggegarn og indfiltringsgarn på hvaler, og at resultaterne heraf sendes til Europa-Parlamentet og Rådet. Da Kommissionen ikke havde fremlagt en sådan ekspertudtalelse inden for den fastsatte frist, opfordrede sagsøgeren med skrivelse af 25. februar 2008 Kommissionen til at handle. I besvarelsen på opfordringen fra sagsøgeren erklærede Kommissionen, at den pågældende videnskabelige vurdering endnu ikke var blevet fremlagt, fordi andre interesserede parter ikke havde samarbejdet.

Sagsøgeren anser det under disse omstændigheder for uomtvistet, at Kommissionen ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 27 i forordning nr. 2187/2005, og har derfor anlagt nærværende passivitetssøgsmål i medfør af artikel 232 EF.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 af 21.12.2005 om bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen, Bælterne og Øresund gennem tekniske foranstaltninger, om ændring af forordning (EF) nr. 1434/98 og ophævelse af forordning (EF) nr. 88/98 (EUT L 349, s. 1).