Sagerne T-274/08 og T-275/08

Den Italienske Republik

mod

Europa-Kommissionen

»EGFL – afslutning af regnskaberne for medlemsstaternes betalingsorganer over de udgifter, der finansieres af EGFL – beløb, der kan tilbagesøges hos Den Italienske Republik, hvis de ikke er blevet inddrevet inden for de fastsatte frister – begrebet finansielle konsekvenser – hensyntagen til renter – artikel 32, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1290/2005«

Sammendrag af dom

Landbrug – fælles landbrugspolitik – finansiering af EGFL – regnskabsafslutningsprocedure

(Rådets forordning nr. 1290/2005, art. 32, stk. 5)

Artikel 32, stk. 5, i forordning nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik omhandler de særlige situationer, hvor medlemsstaterne ikke har tilbagesøgt skyldige beløb som følge af uregelmæssigheder eller forsømmelser enten inden en frist på fire år efter datoen for den første administrative eller retslige konstatering eller inden en frist på otte år, hvis inddrivelsen er genstand for søgsmål ved de nationale domstole. I sådanne situationer præciseres det, at de finansielle konsekvenser af den manglende inddrivelse bæres af den pågældende medlemsstat med 50% og af fællesskabsbudgettet med 50%.

Der skal ved fortolkningen af en fællesskabsbestemmelse ikke blot tages hensyn til ordlyden, men også til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af. For det første har udtrykket »finansielle konsekvenser« en vid rækkevidde, for så vidt som det kan omfatte alle følger af finansiel karakter forbundet med den manglende tilbagesøgning af de uretmæssigt udbetalte beløb. Blandt disse findes nødvendigvis de renter, der skulle have været udbetalt i henhold til nævnte forordnings artikel 32, stk. 1.

Denne ordlydsfortolkning støttes for det andet af artikel 34, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1290/2005, hvorefter beløb, som i henhold til nærværende forordnings artikel 31, 32 og 33 skal indbetales til fællesskabsbudgettet, herunder de påløbne renter, betragtes som formålsbestemte indtægter, jf. artikel 18 i forordning nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget. Denne fortolkning er ligeledes i overensstemmelse med den almindelige opbygning af proceduren for afslutning af regnskaber. Artikel 32, stk. 5, i forordning nr. 1290/2005 skal således læses i lyset af forordningens artikel 32, stk. 1, som udgør den almindelige ramme for tilbagebetaling til Fællesskabet af skyldige beløb som følge af uregelmæssigheder eller forsømmelser i anvendelsen af midlerne. For så vidt som artiklens stk. 5 på ingen måde ændrer princippet om pålæggelse af renter, men alene deler det finansielle ansvar mellem medlemsstaten og fællesskabsbudgettet i tilfælde af manglende tilbagesøgning af skyldige beløb inden for rimelige frister, følger det klart heraf, at de finansielle konsekvenser, som der henvises til i denne forordnings artikel 32, stk. 5, bl.a. omfatter hovedbeløbene og de påløbne renter.

Det fremgår for det tredje af præamblen til forordning nr. 1290/2005 og særligt betragtning 25 og 26 hertil, at ordningen med fælles finansielt ansvar, som er indført ved den pågældende forordnings artikel 32, stk. 5, tilsigter at beskytte fællesskabsbudgettets finansielle interesser ved at pålægge den berørte medlemsstat en del af de beløb, der skyldes som følge af uregelmæssigheder, og som ikke er blevet tilbagesøgt inden for en rimelig frist. Forpligtelsen til at inddrive de renter, der er påløbet mellem konstateringen af uregelmæssigheden og den effektive inddrivelse af de omhandlede beløb, har karakter af en kompensation, for så vidt som renterne vedrører det midlertidige tab, som fællesskabsbudgettet har lidt som følge af den manglende modtagelse af en fordring, der kan bogføres i Fællesskabets favør.

For det fjerde er princippet om, at renter er underordnede i forhold til hovedbeløbet, og at de følger regnskabsordningen, en generel bestemmelse inden for rammerne af lovgivningen vedrørende fællesskabsbudgettet, som det fremgår af artikel 86, stk. 1, i forordning nr. 2342/2002 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1605/2002, der er vedtaget i henhold til sidstnævnte forordnings artikel 71, stk. 4, som præciserer, at enhver fordring, der ikke er betalt, er rentebærende, jf. dog de særlige bestemmelser, der følger af anvendelsen af de sektorspecifikke regler.

(jf. præmis 36, 37, 39-41, 44 og 45)