RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

31. januar 2007

Sag T-166/04

C

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – opfyldelse af en af Retten afsagt dom – annullationssøgsmål – ufornødent at træffe afgørelse – erstatningssøgsmål – tjenstlig fejl – fortabt mulighed«

Angående: Dels påstand om annullation af den stiltiende afvisning af sagsøgerens anmodning om opfyldelse af den dom, der blev afsagt af Retten, samt, om fornødent, af afslaget på sagsøgerens klage af 12. februar 2004, dels påstand om erstatning af det økonomiske og ikke-økonomiske tab, sagsøgeren angiveligt har lidt.

Udfald: Det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende annullationspåstanden. Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren, C, 15 000 EUR. Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – klage – retlig interesse i søgsmål

(Art. 233 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – klage – dom om annullation – retsvirkninger – pligt til at træffe foranstaltninger til dommens opfyldelse

(Art. 233 EF)

3.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold

(Art. 233 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 91)

1.      Adressaten for en dom, hvorved en retsakt fra en institution annulleres, berøres principielt direkte af den måde, hvorpå institutionen opfylder dommen. Adressaten er derfor kompetent til at indbringe søgsmål ved Domstolen for at få konstateret, om institutionen eventuelt ikke har overholdt de forpligtelser, som påhviler den i medfør af gældende ret.

Dette gælder ikke – og det er ufornødent at træffe afgørelse herom – for annullationspåstand nedlagt inden for rammerne af et søgsmål om anfægtelse af en institutions metode til at opfylde en dom, hvori afslaget på sagsøgerens ansøgning vedrørende en ledig stilling – såfremt sagsøgeren efter sagsanlægget er blevet pensioneret – annulleres. Den pågældende institution kan herefter nemlig ikke genbehandle sagsøgerens ansøgning til den pågældende stilling, hvorfor den eneste opfyldelsesforanstaltning, som kan tages i betragtning over for sagsøgeren, består i at yde erstatning. Når der ikke desto mindre i et sådant søgsmål ligeledes nedlægges påstand om erstatning, skal der med henblik på at vurdere lovligheden af den adfærd, der foreholdes institutionen, henses til de anbringender og påstande, som er fremført i forbindelse med annullationspåstanden.

(jf. præmis 25-27 og 29)

Henvisning til: Domstolen, 28. februar 1989, forenede sager 341/85, 251/86, 258/86, 259/86, 262/86, 266/86, 222/87 og 232/87, Van der Stijl m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 511, præmis 18; Retten, 22. april 1999, forenede sager T-148/96 og T-174/96, Brognieri mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 65, og II, s. 329, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis.

2.      Administrationen tilsidesætter artikel 233 EF og begår en ansvarspådragende tjenstlig fejl, som den ifalder ansvar for, såfremt den under henvisning til, at det er umuligt at opfylde en dom, afholder sig fra at træffe enhver foranstaltning for at opfylde en annullationsdom, og ikke tager skridt over for sagsøgeren med henblik på at undersøge muligheden for en løsning. Selv om objektive omstændigheder således forhindrer administrationen i at opfylde en annullationsdom, indebærer omsorgspligten, at den skal underrette sagsøgeren herom hurtigst muligt, og indlede en drøftelse med denne med henblik på at nå frem til en rimelig kompensation for sagsøgerens tab.

(jf. præmis 49 og 52)

Henvisning til: Retten, 12. december 2000, sag T-11/00, Hautem mod EIB, Sml. II, s. 4019, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis.

3.      Såfremt administrationen begår en tjenstlig fejl på grund af tilsidesættelse af dens pligt til at opfylde en dom, hvorved afslaget på sagsøgerens ansøgning til en ledig stilling annulleres, kan de stigninger i løn- og pensionsrettigheder, som sagsøgeren ville have opnået, hvis han var blevet udnævnt til den pågældende stilling, ikke anses for et tilstrækkeligt bestemt tab til at kunne medføre en ret til erstatning. Selv om der ikke foreligger en ulovlighed, som har medført annullation af afslaget på hans ansøgning, havde sagsøgeren ikke nogen forsikring med hensyn til hans endelige udnævnelse, idet dette efter sagens natur er hypotetisk, idet det indebærer en udøvelse af det vide skøn, som ansættelsesmyndigheden har ved ansættelse og forfremmelser, både hvad angår sammenligningen af ansøgernes fortjenester og organisationen af ansættelsesproceduren for dens ansatte.

Ud fra det moralske aspekt udgør det tab, som er forvoldt på grund af den ulovlighed, som administrationen har begået, derimod en reel og sikker skade. Når der nemlig ikke er taget behørigt hensyn til sagsøgerens fortjenester, har denne nødvendigvis lidt et ikke-økonomisk tab som følge af følelsen af at have mistet muligheden for at opnå den pågældende stilling og se sine kvalifikationer anerkendt, hvilket beror på administrationens ulovlige adfærd. Eftersom administrationen ikke har truffet nogen opfyldelsesforanstaltning, som tager hensyn til sagsøgerens ansøgning under lovlige betingelser, bliver den mulighed for ansættelse, som sagsøgeren har fortabt, reel og sikker, på selve dagen for afvisningen af faktisk at opfylde en annullationsdom.

Administrationen kan herved ikke henvise til den retspraksis, hvorefter Fællesskabets restinstansers annullation af den beslutning, der ligger til grund for et sådant ikke-økonomisk tab, i princippet er tilstrækkelig til at erstatte det. Denne betragtning beror nemlig på administrationens pligt til at træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen.

(jf. præmis 66, 68 og 70-72)

Henvisning til: Domstolen, 27. oktober 1977, forenede sager 126/75, 34/76 og 92/76, Giry mod Kommissionen, Sml. s. 1937, præmis 28; Retten, 11. juni 2002, sag T-365/00, AICS mod Parlamentet, Sml. II, s. 2719, præmis 79 og 80.