DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
19. juli 2012 (*)
»Retligt samarbejde i civile sager – forordning (EF) nr. 44/2001 – kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler – kontrakt indgået med et tredjelands ambassade – arbejdsgiverstatens immunitet – begrebet »agentur, filial eller lignende virksomhed« som omhandlet i artikel 18, stk. 2 – foreneligheden af en værnetingsaftale, hvorefter tredjelandets retter er kompetente, med artikel 21«
I sag C-154/11,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Landesarbeitsgericht Berlin-Brandenburg (Tyskland) ved afgørelse af 23. marts 2011, indgået til Domstolen den 29. marts 2011, i sagen:
Ahmed Mahamdia
mod
Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling)
sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene A. Tizzano, K. Lenaerts, J.-C. Bonichot samt dommerne A. Rosas, R. Silva de Lapuerta, E. Levits, A. Ó Caoimh, L. Bay Larsen, T. von Danwitz, A. Arabadjiev, C. Toader (refererende dommer) og C.G. Fernlund,
generaladvokat: P. Mengozzi
justitssekretær: A. Calot Escobar,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
– Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet ved Rechtsanwalt B. Blankenhorn
– den spanske regering ved S. Centeno Huerta, som befuldmægtiget
– Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin og A.-M. Rouchaud-Joët, som befuldmægtigede
– Confédération suisse ved D. Klingele, som befuldmægtiget,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 24. maj 2012,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 18, stk. 2, og artikel 21 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).
2 Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Ahmed Mahamdia, ansat ved Den Demokratiske Folkerepublik Algeriets ambassade i Berlin (Tyskland), og hans arbejdsgiver.
Retsforskrifter
International ret
Wienerkonventionen
3 Artikel 3, stk. 1, i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser, undertegnet i Wien den 18. april 1961, bestemmer følgende:
»En diplomatisk repræsentations opgaver består navnlig i:
a) at repræsentere udsenderstaten i modtagerstaten
b) at beskytte udsenderstatens og dens statsborgeres interesser i modtagerstaten inden for de af folkeretten tilladte rammer
c) at forhandle med modtagerstatens regering
d) på enhver lovlig måde at skaffe sig oplysning om forhold og udvikling i modtagerstaten og indberette herom til udsenderstatens regering
e) at fremme de gode forbindelser og udvikle de økonomiske, kulturelle og videnskabelige forbindelser mellem udsenderstaten og modtagerstaten.«
EU-retten
Forordning nr. 44/2001
4 Anden betragtning til forordning nr. 44/2001 har følgende ordlyd:
»Visse forskelle mellem de nationale regler for retternes kompetence og for anerkendelse af retsafgørelser virker hæmmende for det indre markeds funktion. Det er tvingende nødvendigt at vedtage bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede […]«
5 Ottende og niende betragtning til forordningen, som vedrører de bestemmelser, der omhandler sagsøgte med bopæl i et tredjeland, har følgende affattelse:
»(8) Sager, der er omfattet af denne forordning, skal have en tilknytning til de medlemsstaters område, der er bundet af denne forordning. De fælles regler for retternes kompetence bør derfor principielt anvendes, når sagsøgte har bopæl på en af disse medlemsstaters område.
(9) En sagsøgt, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, er som hovedregel underlagt de nationale kompetenceregler, der gælder på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, og en sagsøgt med bopæl på en medlemsstats område, der ikke er bundet af denne forordning, skal fortsat være underlagt [konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (herefter »Bruxelleskonventionen«)].«
6 13. betragtning til forordningen, som bl.a. vedrører reglerne om kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler, har følgende ordlyd:
»For forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler er det ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.«
7 Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 definerer forordningens materielle anvendelsesområde som følger:
»Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.«
8 For så vidt angår retssager anlagt mod en person, der har bopæl i et tredjeland, bestemmer forordningens artikel 4, stk. 1, følgende:
»Har en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning, jf. dog artikel 22 og 23.«
9 Forordningens artikel 5, nr. 5), bestemmer, at en person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat »i sager vedrørende driften af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, ved retten på det sted, hvor virksomheden er beliggende«.
10 Afdeling 5 i kapitel II i forordning nr. 44/2001, der består af artikel 18-21, fastsætter kompetencereglerne vedrørende tvister, som omhandler individuelle arbejdsaftaler.
11 Artikel 18 i forordning nr. 44/2001 har følgende ordlyd:
»1. I sager om individuelle arbejdsaftaler afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5).
2. Har arbejdsgiveren ikke bopæl på en medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af en sådan virksomhed som havende bopæl på denne medlemsstats område.«
12 Forordningens artikel 19 bestemmer:
»En arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:
1) ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller
2) i en anden medlemsstat:
a) ved retten på det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller ved retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde, eller
b) såfremt arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i et bestemt land, ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende.«
13 Forordningens artikel 21 bestemmer:
»Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:
1) der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller
2) der giver arbejdstageren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling.«
Tysk ret
14 Artikel 25 i Grundgesetz für die Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tysklands forfatning) bestemmer:
»Folkerettens almindelige regler udgør en integrerende del af forbundsretten. De har forrang for lovene og skaber umiddelbart rettigheder og pligter for indbyggerne på Forbundsrepublikkens område.«
15 § 18 i Gerichtsverfassungsgesetz (lov om domstolenes organisation) i den affattelse, der blev offentliggjort den 9. maj 1975, bestemmer:
»Medlemmer af diplomatiske repræsentationer oprettet på det område, hvor denne lov finder anvendelse, deres familiemedlemmer og private tjenestefolk henhører i henhold til Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser […] ikke under tysk jurisdiktion […]«
16 Gerichtsverfassungsgesetz’ § 20 har følgende ordlyd:
»1. Tysk jurisdiktion omfatter heller ikke andre staters repræsentanter og disses ledsagere, som efter officiel indbydelse fra Forbundsrepublikken Tyskland opholder sig på det område, hvor denne lov finder anvendelse.
2. I øvrigt omfatter tysk jurisdiktion heller ikke andre personer end dem, der er nævnt i stk. 1 og i §§ 18 og 19, for så vidt som de nyder immunitet i forhold hertil på grundlag af folkerettens almindelige regler, folkeretlige aftaler eller andre retsforskrifter.«
17 § 38 i Zivilprozessordnung (den tyske retsplejelov) i den affattelse, der blev offentliggjort den 5. december 2005, som har overskriften »Tilladte værnetingsaftaler«, bestemmer i stk. 2:
»Det kan endvidere aftales, at en ret i første instans er kompetent, når mindst en af kontrahenterne ikke har almindeligt værneting i Tyskland. Aftalen skal være indgået skriftligt eller, såfremt den indgås mundtligt, bekræftes skriftligt […].«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
18 Ahmed Mahamdia, der er algerisk og tysk statsborger, har bopæl i Tyskland. Den 1. september 2002 indgik han en ansættelseskontrakt med Den Demokratiske Folkerepublik Algeriets udenrigsministerium, hvorefter han som kontraktansat i et år med mulighed for forlængelse skulle varetage chaufføropgaver for denne stats ambassade i Berlin.
19 I denne kontrakt, som er affattet på fransk, er indeholdt en værnetingsklausul med følgende ordlyd:
»VI. Bilæggelse af tvister
I tilfælde af uenighed eller tvister, der udspringer af denne kontrakt, er kun de algeriske retter kompetente.«
20 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Ahmed Mahamdias arbejde bestod i at køre gæster og medarbejdere – og lejlighedsvis også ambassadøren. Han skulle endvidere befordre ambassadens korrespondance til tyske myndigheder og til posthuset. Diplomatposten blev modtaget og fordelt af en anden medarbejder ved ambassaden, som Ahmed Mahamdia var chauffør for. Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelsen, at parterne derimod er uenige om, hvorvidt Ahmed Mahamdia også ydede tolketjenester.
21 Den 9. august 2007 indstævnede Ahmed Mahamdia Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet for Arbeitsgericht Berlin og nedlagde herved påstand om betaling for overarbejdstimer, som han påstod at have udført i årene 2005-2007.
22 Den 29. august 2007 blev Ahmed Mahamdia ved skrivelse fra ambassadens chargé d’affaires afskediget med virkning fra den 30. september 2007.
23 Sagsøgeren nedlagde derfor i tillæg til sin principale påstand en yderligere påstand ved Arbeitsgericht Berlin, hvorved han dels bestred lovligheden af ophævelsen af hans ansættelseskontrakt, dels gjorde krav på godtgørelse for den varslede opsigelse samt på fortsat ansættelse indtil tvistens løsning.
24 Inden for rammerne af afskedigelsessagen rejste Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet en formalitetsindsigelse vedrørende de tyske retters kompetence og påberåbte sig såvel de internationale regler om retlig immunitet som værnetingsklausulen i ansættelseskontrakten.
25 Ved dom af 2. juli 2008 tog Arbeitsgericht Berlin denne indsigelse til følge og afviste derfor Ahmed Mahamdias påstande. Denne ret fandt, at stater i overensstemmelse med de folkeretlige regler nyder immunitet under udøvelsen af deres suveræne beføjelser, og at sagsøgerens opgaver, som funktionelt var knyttet til ambassadens diplomatiske virksomhed, er unddraget de tyske retters kompetence.
26 Sagsøgeren i hovedsagen iværksatte appel til prøvelse af denne dom for Landesarbeitsgericht Berlin-Brandenburg, som ved dom af 14. januar 2009 delvist ophævede Arbeitsgericht Berlins dom.
27 Landesarbeitsgericht Berlin-Brandenburg anførte, at eftersom sagsøgeren var chauffør for ambassaden, indebar hans opgaver ikke udøvelse af den sagsøgte stats offentlige myndighed, men udgjorde hjælpevirksomhed i forhold til statens udøvelse af sin suverænitet. Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet havde derfor ikke immunitet i denne sag. Retten fandt endvidere, at de tyske retter har kompetence til at påkende tvisten, idet ambassaden udgør en »virksomhed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 44/2001. Reglerne i denne forordnings artikel 19 finder dermed anvendelse. I denne forbindelse anførte retten, at selv om det er korrekt, at en »virksomhed« normalt er et sted, hvor der udføres forretningsmæssige aktiviteter, kan artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 finde anvendelse på en ambassade, idet forordningen for det første ikke indeholder nogen bestemmelse, hvorefter staters diplomatiske repræsentationer er undtaget fra dens anvendelsesområde, og idet en ambassade for det andet har en egen ledelse, som selvstændigt indgår kontrakter, herunder kontrakter på det civilretlige område såsom ansættelseskontrakter.
28 Landesarbeitsgericht Berlin-Brandenburg forkastede ligeledes den værnetingsklausul, som er fastsat i den omhandlede ansættelseskontrakt. Retten fandt, at klausulen ikke opfylder betingelserne i artikel 21 i forordning nr. 44/2001, eftersom den er indgået, inden tvisten er opstået, og udelukkende henviser arbejdstageren til de algeriske retter.
29 Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet iværksatte revisionsanke for Bundesarbeitsgericht og påberåbte sig herved såvel retlig immunitet som nævnte værnetingsklausul.
30 Ved dom af 1. juli 2010 ophævede Bundesarbeitsgericht den appellerede dom og hjemviste sagen til Landesarbeitsgericht Berlin-Brandenburg. Bundesarbeitsgericht opfordrede bl.a. den forelæggende ret til på grundlag af de fremlagte beviser at kvalificere sagsøgeren i hovedsagens opgaver, herunder opgaverne vedrørende tolketjeneste, med henblik på at fastslå, om disse opgaver kan anses for at henhøre under den i hovedsagen sagsøgte stats suveræne funktioner. Hvis det under sagens behandling skulle fremgå, at staten ikke nyder retlig immunitet, pålagde Bundesarbeitsgericht desuden Landesarbeitsgericht Berlin-Brandenburg at fastlægge, hvilken ret der er kompetent til at påkende tvisten i hovedsagen, henset til bl.a. artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 og artikel 7 i den europæiske konvention om statsimmunitet, som er udarbejdet af Europarådet, og som blev åbnet for undertegnelse i Basel den 16. maj 1972.
31 For så vidt angår den lovgivning, der finder anvendelse på den i hovedsagen omhandlede kontrakt, bestemte Bundesarbeitsgericht, at appelretten skulle undersøge, om parterne ved ikke udtrykkeligt at have foretaget et lovvalg stiltiende har valgt algerisk lovgivning som den lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten. I denne forbindelse ville forhold såsom kontraktens sprog, sagsøgerens oprindelse eller arten af hans opgaver kunne udgøre indicier.
32 I forelæggelsesafgørelsen har Landesarbeitsgericht Berlin-Brandenburg anført, at stater i henhold til artikel 25 i Grundgesetz für die Bundesrepublik Deutschland kun kan påberåbe sig retlig immunitet i tvister, som omhandler udøvelsen af deres suverænitet. Ifølge Bundesarbeitsgerichts retspraksis henhører arbejdsretlige tvister mellem ansatte på en ambassade og den pågældende stat dog under de tyske retters kompetence, når arbejdstageren ikke for sin arbejdsgiverstat har udført opgaver, som henhører under denne stats suveræne funktioner.
33 I det foreliggende tilfælde »antager« den forelæggende ret, at Ahmed Mahamdia ikke har udført sådanne opgaver, da Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet ikke har påvist, at han skulle have deltaget deri.
34 Den forelæggende ret har endvidere anført, at de tyske retters kompetence følger af artikel 18 og 19 i forordning nr. 44/2001, men at det med henblik på anvendelsen af disse artikler skal fastslås, om en ambassade udgør »en filial, et agentur eller en lignende virksomhed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 44/2001. Det er nemlig kun i et sådant tilfælde, at Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet kan anses for at være en arbejdsgiver med bopæl i en medlemsstat.
35 Såfremt dette er tilfældet, finder værnetingsklausulen i den i hovedsagen omhandlede kontrakt i henhold til artikel 21, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 i princippet desuden ikke anvendelse med henblik på at afvise de tyske retters kompetence.
36 På baggrund af disse betragtninger har Landesarbeitsgericht Berlin-Brandenburg besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er en ambassade, der er beliggende i en medlemsstat, og som tilhører en stat, der ligger uden for anvendelsesområdet for [forordning nr. 44/2001], »en filial, et agentur eller en lignende virksomhed« som omhandlet i [denne forordnings] artikel 18, stk. 2 […]?
2) Såfremt Domstolen besvarer det første spørgsmål bekræftende: Kan en aftale om værneting, som er indgået, før tvisten er opstået, begrunde kompetencen for en ret, der er beliggende uden for anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, når værnetingsaftalen vil føre til, at en kompetence, der hviler på artikel 18 og 19 i forordning nr. 44/2001, bortfalder?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
37 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en ambassade udgør en »virksomhed« i denne bestemmelses forstand, og om forordningen følgelig finder anvendelse med henblik på at fastlægge, hvilken ret der har kompetence til at påkende en sag, som anlægges mod et tredjeland af en arbejdstager på dette tredjelands ambassade, som er beliggende i en medlemsstat.
38 Indledningsvis bemærkes, at forordning nr. 44/2001, som fastsætter reglerne vedrørende fastlæggelsen af kompetencen for medlemsstaternes retter, finder anvendelse på alle tvister på det civil- og handelsretlige område, bortset fra visse områder, som udtrykkeligt er opregnet i forordningen. Som det fremgår af denne doms præmis 10, fastsætter forordningens kapitel II, afdeling 5, der består af artikel 18-21, kompetencereglerne vedrørende tvister, som omhandler individuelle arbejdsaftaler.
39 For så vidt angår det stedlige anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001 fremgår det af anden betragtning til forordningen og af udtalelse 1/03 af 7. februar 2006 (Sml. I, s. 1145, præmis 143), at forordningen har til formål at gøre medlemsstaternes regler om kompetence ensartede, både for tvister inden for Unionen og for tvister med tilknytning til udlandet, med henblik på at fjerne de hindringer for det indre markeds funktion, der kan følge af forskellene mellem de eksisterende nationale lovgivninger på dette område.
40 Forordning nr. 44/2001 og navnlig dens kapitel II, som omfatter artikel 18, indeholder et sæt af regler, der udgør et fuldstændigt system, som ikke blot finder anvendelse på forholdene mellem forskellige medlemsstater, men også på forholdene mellem en medlemsstat og et tredjeland (jf. udtalelse 1/03, præmis 144).
41 Forordningens artikel 18, stk. 2, bestemmer navnlig, at når en arbejdstager indgår en ansættelseskontrakt med en arbejdsgiver, som har sin bopæl uden for Den Europæiske Unions område, men som er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat, skal denne arbejdstager anses for at have bopæl i denne medlemsstat med henblik på fastlæggelsen af den kompetente ret.
42 Med henblik på at sikre den fulde virkning af forordningen, herunder artikel 18, skal de juridiske begreber, der er indeholdt i forordningen, fortolkes selvstændigt og på en måde, der er fælles for alle staterne (jf. i denne retning for så vidt angår fortolkningen af Bruxelleskonventionen bl.a. dom af 22.11.1978, sag 33/78, Somafer, Sml. s. 2183, præmis 8).
43 Med henblik på at fastslå, hvilke elementer der kendetegner begreberne »filial«, »agentur« og »lignende virksomhed« som omhandlet i artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 44/2001, skal der i mangel af oplysninger herom i forordningens ordlyd navnlig tages hensyn til bestemmelsens formål.
44 For tvister vedrørende ansættelseskontrakter fastsætter afdeling 5 i kapitel II i forordning nr. 44/2001 en række regler, der – som det fremgår af 13. betragtning til forordningen – har til formål at beskytte den svageste part i aftalen ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser (jf. i denne retning dom af 22.5.2008, sag C-462/06, Glaxosmithkline og Laboratoires Glaxosmithkline, Sml. I, s. 3965, præmis 17).
45 Disse regler gør det bl.a. muligt for arbejdstageren at sagsøge sin arbejdsgiver for den ret, som arbejdstageren anser for at være nærmest hans interesser, idet de giver ham mulighed for at anlægge sag ved en ret i den stat, hvor han har sin bopæl, eller i den stat, hvor han sædvanligvis udfører sit arbejde, eller endelig i den stat, hvor arbejdsgiverens virksomhed befinder sig. Bestemmelserne i nævnte afdeling 5 begrænser ligeledes arbejdsgiverens ret til valg af værneting ved sagsanlæg mod arbejdstageren samt muligheden for at fravige de kompetenceregler, der er fastsat i forordningen.
46 Som det fremgår af Domstolens praksis vedrørende Bruxelleskonventionens kompetenceregler på området for ansættelseskontrakter (jf. dom af 26.5.1982, sag 133/81, Ivenel, Sml. s. 1891, præmis 14, af 13.7.1993, sag C-125/92, Mulox IBC, Sml. I, s. 4075, præmis 18, af 9.1.1997, sag C-383/95, Rutten, Sml. I, s. 57, præmis 22, og af 10.4.2003, sag C-437/00, Pugliese, Sml. I, s. 3573, præmis 18), skal bestemmelserne i afdeling 5 i kapitel II i forordning nr. 44/2001 fortolkes under hensyntagen til formålet om at sikre arbejdstageren, som den svageste part i kontrakten, en passende beskyttelse.
47 Med henblik på at sikre kontinuiteten mellem forordningen og Bruxelleskonventionen skal de deri indeholdte begreber »filial«, »agentur« og »lignende virksomhed« fortolkes i henhold til de kriterier, som Domstolen har anført i sin praksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 5), som indeholder de samme begreber, og som fastsætter særlige kompetenceregler vedrørende tvister om selskabers drift af et sekundært hjemsted. Denne bestemmelse er i øvrigt ordret gengivet i artikel 5, nr. 5), i forordning nr. 44/2001.
48 Domstolen har ved fortolkningen af begreberne »filial«, »agentur« og »lignende virksomhed« identificeret to kriterier til fastlæggelse af, om et søgsmål vedrørende driften af en af disse virksomhedskategorier har tilknytning til en medlemsstat. Begreberne »filial«, »agentur« og »lignende virksomhed« forudsætter for det første, at der foreligger et centrum for erhvervsudøvelsen, som udadtil varigt fremtræder som en repræsentation for hovedvirksomheden. Dette centrum skal have en ledelse og være materielt udstyret på en sådan måde, at det kan forhandle med tredjemand, således at denne ikke behøver at henvende sig direkte til hovedvirksomheden (jf. dom af 18.3.1981, sag 139/80, Blanckaert & Willems, Sml. s. 819, præmis 11). For det andet skal tvisten vedrøre enten handlinger i forbindelse med driften af disse enheder eller forpligtelser, som de har påtaget sig på hovedvirksomhedens vegne, når disse forpligtelser skal opfyldes i den stat, hvor enhederne er beliggende (jf. i denne retning Somafer-dommen, præmis 13).
49 I hovedsagen bemærkes indledningsvis, at en ambassades opgaver – således som det fremgår af artikel 3 i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser – i det væsentlige består i at repræsentere udsenderstaten, at beskytte udsenderstatens interesser og at fremme forbindelserne med modtagerstaten. Under udøvelsen af disse opgaver kan ambassaden ligesom enhver anden offentlig enhed handle jure gestionis og få civilretlige rettigheder og forpligtelser, herunder ved at indgå privatretlige aftaler. Dette er tilfældet, når ambassaden indgår ansættelseskontrakter med personer, som ikke udfører opgaver, der henhører under udøvelsen af offentlig myndighed.
50 Hvad angår det første kriterium nævnt i denne doms præmis 48 bemærkes, at en ambassade kan sidestilles med et centrum for erhvervsudøvelse, som udadtil varigt fremtræder som en repræsentation for den stat, den hidrører fra, og som bidrager til identifikationen heraf.
51 Hvad angår det andet kriterium i denne doms præmis 48 er det åbenbart, at genstanden for tvisten i hovedsagen, nemlig en uenighed vedrørende arbejdsforholdet, har en tilstrækkelig tilknytning til den i hovedsagen omhandlede ambassades funktion for så vidt angår dens ledelse af sit personale.
52 For så vidt angår ansættelseskontrakter, som en ambassade indgår på vegne af staten, udgør ambassaden derfor en »virksomhed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 44/2001, når opgaverne for de arbejdstagere, som disse kontrakter er indgået med, er tilknyttet de aktiviteter, som ambassaden udfører i modtagerstaten.
53 Såvel for de tyske retter som i indlæggene afgivet under denne præjudicielle procedure har Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet gjort gældende, at anerkendelsen af, at en ret i modtagerstaten er kompetent i forhold til en ambassade, tilsidesætter de folkeretlige sædvaneregler vedrørende retlig immunitet, og at forordning nr. 44/2001 og navnlig dens artikel 18, henset til disse regler, ikke finder anvendelse i en tvist som den i hovedsagen omhandlede.
54 I denne forbindelse bemærkes, at det i henhold til de principper i folkeretten, der almindeligvis anerkendes i forbindelse med retlig immunitet, er udelukket, at en stat kan sagsøges ved en ret i en anden stat i en tvist som den i hovedsagen omhandlede. En sådan retlig immunitet for stater er sikret i folkeretten og er baseret på princippet par in parem non habet imperium, idet en stat ikke kan undergives en anden stats kompetence.
55 Som generaladvokaten imidlertid har anført i punkt 17-23 i forslaget til afgørelse, har denne immunitet ikke en absolut værdi på det nuværende udviklingstrin af international praksis, men at den generelt anerkendes, når tvisten vedrører handlinger, der er udført jure imperii. Immunitet kan derimod være udelukket, hvis søgsmålet omhandler handlinger, der er udført jure gestionis, da disse ikke henhører under offentlig myndighed.
56 Henset til indholdet af nævnte princip i den folkeretlige sædvaneret om staters retlige immunitet, bemærkes derfor, at det ikke er til hinder for anvendelsen af forordning nr. 44/2001 på en tvist som den i hovedsagen omhandlede, hvor en arbejdstager har nedlagt påstand om betaling af godtgørelse og har anfægtet ophævelsen af den ansættelseskontrakt, som den pågældende har indgået med en stat, når den ret, for hvilken sagen er indbragt, konstaterer, at de opgaver, som denne arbejdstager har udført, ikke henhører under udøvelsen af offentlig myndighed, og når søgsmålet ikke risikerer at gribe ind i statens sikkerhedsmæssige interesser. På grundlag af denne konstatering kan den ret, for hvilken en tvist som den i hovedsagen omhandlede er indbragt, ligeledes fastslå, at tvisten er omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001.
57 Det fremgår af det ovenfor anførte, at det første spørgsmål skal besvares med, at artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at et tredjelands ambassade, som er beliggende på en medlemsstats område, udgør en »virksomhed« i denne bestemmelses forstand i en tvist vedrørende en ansættelseskontrakt, som er indgået af ambassaden på vegne af udsenderstaten, når de opgaver, som arbejdstageren har udført, ikke henhører under udøvelsen af offentlig myndighed. Det tilkommer den nationale ret, for hvilken sagen er indbragt, at fastlægge den præcise art af de opgaver, som arbejdstageren har udført.
Det andet spørgsmål
58 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 21, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en værnetingsaftale, som er indgået, inden tvisten er opstået, er omfattet af denne bestemmelse, når nævnte aftale fastsætter en enekompetence for en ret, som er beliggende uden for forordningens anvendelsesområde, hvorved den kompetence, der hviler på de særlige regler i forordningens artikel 18 og 19, bortfalder.
59 Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet er af den opfattelse, at nævnte artikel 21 ikke er til hinder for, at parterne ved en klausul i en ansættelseskontrakt tillægger en ret i et tredjeland kompetence til at påkende tvister vedrørende denne kontrakt. I det foreliggende tilfælde indebar dette valg ingen ulemper for arbejdstageren, og det var i overensstemmelse med aftaleparternes vilje, at kontrakten blev undergivet dette lands lovgivning.
60 Som det fremgår af 13. betragtning til forordning nr. 44/2001, er formålet med de særlige regler i afdeling 5 i kapitel II at sikre arbejdstageren en passende beskyttelse. Ifølge Domstolens praksis, som er nævnt i denne doms præmis 46, skal dette formål tages i betragtning ved fortolkningen af disse regler.
61 Artikel 21 i forordning nr. 44/2001 begrænser parternes mulighed for at indgå en værnetingsaftale i en ansættelseskontrakt. En sådan aftale skal således være indgået, efter at tvisten er opstået, eller skal – såfremt den er indgået inden – give arbejdstageren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er tillagt kompetence ved nævnte regler.
62 Henset til formålet med artikel 21 i forordning nr. 44/2001 skal sidstnævnte betingelse – således som generaladvokaten har anført i punkt 58 og 59 i forslaget til afgørelse – forstås således, at en sådan aftale, som er indgået, inden tvisten er opstået, skal give kompetence til at påkende søgsmål anlagt af arbejdsgiveren ved andre værneting ud over dem, som er fastsat i artikel 18 og 19 i forordning nr. 44/2001. Denne aftale bevirker således ikke, at sidstnævnte fratages kompetencen, men derimod at arbejdstagerens mulighed for at vælge mellem flere kompetente retter udvides.
63 Det fremgår desuden af ordlyden af artikel 21 i forordning nr. 44/2001, at værnetingsaftaler »giver arbejdstageren ret« til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i forordningens artikel 18 og 19. Heraf følger, at denne bestemmelse ikke kan fortolkes således, at det udelukkende er en værnetingsaftale, der kan finde anvendelse, hvorved arbejdstageren forbydes at anlægge sag ved de retter, der er kompetente i medfør af artikel 18 og 19.
64 Det i denne doms præmis 44 og 46 nævnte formål om at beskytte arbejdstageren som den svageste part i kontrakten kan således ikke opnås, hvis de værneting, som med henblik på at sikre denne beskyttelse er fastsat i artikel 18 og 19, kan bortfalde som følge af en værnetingsaftale, der er indgået, inden tvisten er opstået.
65 Det fremgår i øvrigt hverken af indholdet af eller formålet med artikel 21 i forordning nr. 44/2001, at en sådan aftale ikke kan tillægge kompetence til retter i et tredjeland, forudsat at den ikke udelukker de retter, som anerkendes på grundlag af forordningens artikler.
66 Det følger af det ovenfor anførte, at det andet spørgsmål skal besvares med, at artikel 21, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en værnetingsaftale, som er indgået, inden tvisten er opstået, er omfattet af denne bestemmelse, for så vidt som den giver arbejdstageren mulighed for at anlægge sag ved andre retter ud over dem, der sædvanligvis er kompetente i henhold til de særlige regler i forordningens artikel 18 og 19, herunder i givet fald ved retter, der er beliggende uden for Unionen.
Sagens omkostninger
67 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:
1) Artikel 18, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at et tredjelands ambassade, som er beliggende på en medlemsstats område, udgør en »virksomhed« i denne bestemmelses forstand i en tvist vedrørende en ansættelseskontrakt, som er indgået af ambassaden på vegne af udsenderstaten, når de opgaver, som arbejdstageren har udført, ikke henhører under udøvelsen af offentlig myndighed. Det tilkommer den nationale ret, for hvilken sagen er indbragt, at fastlægge den præcise art af de opgaver, som arbejdstageren har udført.
2) Artikel 21, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en værnetingsaftale, som er indgået, inden tvisten er opstået, er omfattet af denne bestemmelse, for så vidt som den giver arbejdstageren mulighed for at anlægge sag ved andre retter ud over dem, der sædvanligvis er kompetente i henhold til de særlige regler i forordningens artikel 18 og 19, herunder i givet fald ved retter, der er beliggende uden for Unionen.
Underskrifter