Language of document :

Sag anlagt den 12. september 2010 - Hamas mod Rådet

(Sag T-400/10)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Hamas (ved advokat L. Glock)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets bekendtgørelse C 188/13 af 13. juli 2010 annulleres.

Rådets afgørelse 2010/386/FUSP af 12. juli 2010 annulleres.

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 610/2010 af 12. juli 2010 annulleres.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Rådets bekendtgørelse 2010/C 188/09 1, af Rådets afgørelse 2010/386/FUSP 2, af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 610/2010 3, idet sagsøgers navn er blevet bibeholdt på listen over personer, grupper og enheder, hvis midler og økonomiske ressourcer indefryses i henhold til artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP 4 samt artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001 med henblik på at bekæmpe terrorisme.

Til støtte for sagen har sagsøgeren fremsat syv anbringender, herunder for så vidt angår Rådets bekendtgørelse 2010/C 188/09, at

artikel 297, stk. 2, tredje led, TEUF er blevet tilsidesat, idet sagsøgeren ikke har modtaget meddelelse om denne bekendtgørelse, og den blotte offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende ikke kan anses for en sådan meddelelse af dokumentet,

artikel 41, stk. 2, litra b), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er blevet tilsidesat, idet bekendtgørelsen har været nærmest utilgængelig for sagsøgeren, og

artikel 6, stk. 3, litra a) i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter "EMK") om den anklagedes ret til ufortøvet at modtage udførlig underretning på et sprog, som han forstår, om arten af og årsagen til den anklage, der er rejst mod ham, er blevet tilsidesat,

samt for så vidt angår afgørelse 2010/386/FUSP og forordning (EU) nr. 610/2010, at

der er blevet udvist et åbenbart fejlagtigt skøn, da Hamas er en lovligt valgt regering, som i henhold til princippet om ikke-indblanding i en stats indre anliggender ikke kan opføres på listerne over terrorister,

sagsøgerens grundlæggende rettigheder er blevet krænket ved tilsidesættelse af

retten til forsvar, såvel som retten til at forvente god forvaltningsskik, idet der ikke forud for afgørelsen om at bibeholde sagsøgeren på listen over personer, grupper og enheder, hvis midler og økonomiske ressourcer indefryses, blev givet meddelelse om de omstændigheder, som er blevet foreholdt sagsøgeren, og idet denne således har ikke været i stand til, med fuldt kendskab til sagen, at fremsætte sit synspunkt vedrørende disse omstændigheder, og

af ejendomsretten, idet indefrysningen af sagsøgerens midler udgør en uberettiget begrænsning i dennes ejendomsret,

ligesom begrundelsespligten efter artikel 296 TEUF er blevet tilsidesat, idet Rådet ikke har fremlagt en udtrykkelig begrundelse, hverken i afgørelse 2010/386/FUSP eller i forordning nr. 610/2010.

____________

1 - Rådets bekendtgørelse 2010/C 188/09 af 13.7.2010 til de personer, grupper og enheder, der er optaget på den liste, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme (EUT C 188, s. 13).

2 - Rådets afgørelse 2010/386/FUSP af 12.7.2010 om ajourføring af listen over de personer, grupper og enheder, som er omfattet af artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (EUT L 178, s. 28).

3 - Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 610/2010 af 12.7.2010 om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1285/2009 (EUT L 178, s. 1).

4 - Rådet fælles holdning af 27.12.2001 om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (EUT L 344, s. 93).