Sagerne T-141/07, T-142/07, T-145/07 og T-146/07
General Technic-Otis Sàrl m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
»Konkurrence – karteller – markedet for installation og vedligeholdelse af elevatorer og rulletrapper – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – manipulering af udbud – opdeling af markeder – prisfastsættelse«
Sammendrag af dom
1. Konkurrence – Unionens regler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for moderselskabets afgørende indflydelse på dets helejede datterselskaber
(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
2. Konkurrence – Unionens regler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for moderselskabets afgørende indflydelse på dets helejede datterselskaber – tilsidesættelse af princippet om individuel strafudmåling – foreligger ikke – tilsidesættelse af uskyldsformodningen – foreligger ikke
(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
3. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – indirekte begrundelse – lovlig
(Art. 253 EF)
4. Konkurrence – Unionens regler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – formodning for moderselskabets afgørende indflydelse på dets helejede datterselskaber – datterselskab, som ejes af et mellemliggende holdingselskab – omstændighed, der ikke kan gendrive formodningen
(Art. 81 EF)
5. Konkurrence – Unionens regler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – formodning for moderselskabets afgørende indflydelse på dets helejede datterselskaber – datterselskabernes ansattes uafhængige adfærd i forhold til datterselskaberne – foreligger ikke
(Art. 81 EF)
6. Konkurrence – Unionens regler – adressater – virksomheder – begreb – udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed – en enhed, som ejer kontrollerende kapitalandele i et selskab, og som blander sig i driften – omfattet
(Art. 81, stk. 1, EF)
7. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – klagepunktsmeddelelse – manglende fremlæggelse af et dokument ikke afgørende som støtte for et klagepunkt – bevisbyrde
8. Konkurrence – bøder – retningslinjer for beregning af bøder – retlig karakter
(Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)
9. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – vurdering – forpligtelse til at tage hensyn til den konkrete indvirkning på markedet – foreligger ikke – kriteriet om overtrædelsens art afgørende
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)
10. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – forpligtelse til at tage hensyn til markedets størrelse – foreligger ikke
(Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A, andet afsnit 2, tredje led)
11. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – hensyntagen til virksomhedens faktiske økonomiske muligheder for at påføre skade
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)
12. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens varighed – overtrædelser af lang varighed – automatisk forhøjelse på 10% af udgangsbeløbet pr. år
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 B, første afsnit, første-tredje led)
13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – afskrækkende virkning – kriterier for vurderingen af afskrækkelsesfaktoren – hensyntagen til den sanktionerede virksomheds størrelse og samlede ressourcer
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)
14. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bøden som modydelse for den anklagede virksomheds samarbejde – betingelser – betydelig merværdi af de bevisdokumenter, den pågældende virksomhed har fremlagt
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)
15. Retspleje – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – klagepunkt fremført i en fodnote til stævningen – afvisning
[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]
16. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – anvendelse af samarbejdsmeddelelsen – nedsættelse som følge af manglende anfægtelse uden for samarbejdsmeddelelsen
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 96/C 207/04 og 2002/C 45/03)
17. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – nedsættelse som følge af manglende anfægtelse uden for samarbejdsmeddelelsen – proportionalitet
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)
18. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – skønsbeføjelse forbeholdt Kommissionen – overholdelse af proportionalitetsprincippet – betingelser
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
1. Et datterselskabs adfærd kan tilregnes moderselskabet, bl.a. når datterselskabet, selv om det er en selvstændig juridisk person, ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to juridiske enheder. Moderselskabet og datterselskabet er i en sådan situation en del af samme økonomiske enhed og udgør derfor én virksomhed. Den omstændighed, at et moderselskab og dets datterselskab således udgør én virksomhed i artikel 81 EF’s forstand, giver Kommissionen mulighed for at rette en beslutning, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var direkte impliceret i overtrædelsen.
I denne henseende kan Kommissionen ikke indskrænke sig til at fastslå, at en virksomhed kan øve en sådan afgørende indflydelse på den anden virksomhed, uden at det er ufornødent at undersøge, om denne indflydelse faktisk er blevet øvet. Det påhviler derimod i princippet Kommissionen at påvise, at der har foreligget en sådan afgørende indflydelse, på grundlag af en flerhed af faktiske omstændigheder, herunder navnlig at en af virksomhederne eventuelt har haft ledelseskompetence i forhold til den anden.
I det konkrete tilfælde, hvor et moderselskab ejer 100% af dets datterselskab, som har overtrådt Unionens konkurrenceregler, kan det pågældende moderselskab dels øve afgørende indflydelse på dette datterselskabs adfærd, dels foreligger der en afkræftelig formodning for, at det pågældende moderselskab faktisk øver en afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd.
Det er under disse omstændigheder tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at hele kapitalen i et datterselskab ejes af moderselskabet, for at formode, at moderselskabet øver en afgørende indflydelse på dette datterselskabs handelspolitik. Kommissionen vil derefter være i stand til at anse moderselskabet for solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, medmindre dette moderselskab, som det påhviler at afkræfte den pågældende formodning, fører tilstrækkelige beviser med henblik på at bevise, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet.
Vurderingen af moderselskabernes eventuelle fælles kontrol med deres datterselskab skal i øvrigt foretages på grundlag af de faktiske omstændigheder i hver enkelt sag. Følgelig kan de vurderinger, som Kommissionen har foretaget af faktiske omstændigheder i tidligere sager, ikke overføres til andre sager, idet beslutninger vedrørende sådanne sager kun kan tjene som vejledning, eftersom de faktiske omstændigheder i sagerne ikke er de samme.
Det følger heraf, at når et moderselskab i overtrædelsesperioden direkte ejer 100% af kapitalen i et af sine datterselskaber og indirekte gennem dette 100% af kapitalen i andre datterselskaber beliggende i forskellige medlemsstater, kan Kommissionen med rette formode, at moderselskabet i denne overtrædelsesperiode øvede en afgørende indflydelse på datterselskabernes handelspolitik.
(jf. præmis 56-60, 69, 70, 108 og 381)
2. I medfør af princippet om individuelle straffe og sanktioner, der finder anvendelse i alle administrative procedurer, der kan medføre sanktioner i medfør af Unionens konkurrenceregler, kan en virksomhed kun forfølges for omstændigheder, som den pågældende individuelt kritiseres for. Dette princip skal imidlertid forliges med virksomhedsbegrebet. Der er nemlig i forholdet mellem moderselskabet og datterselskabet hverken tale om tilskyndelse til overtrædelsen eller end mindre førstnævntes inddragelse i den nævnte overtrædelse, men den omstændighed, at de udgør en enkelt virksomhed i artikel 81 EF’s forstand, som giver Kommissionen mulighed for at rette beslutningen, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet i en koncern af virksomheder.
Princippet om uskyldsformodning, der bl.a. fremgår af artikel 6, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention, indgår blandt de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt i Unionens retsorden og i øvrigt bekræftet af artikel 6, stk. 2, EU og i artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Henset til karakteren af de pågældende overtrædelser samt til karakteren og strengheden af de hertil knyttede sanktioner finder princippet om uskyldsformodning navnlig anvendelse på sager vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, og som vil kunne føre til at pålægge bøder eller tvangsbøder.
En regel vedrørende pålæggelse af ansvaret for en overtrædelse, såsom formodningen for, at et moderselskab, der ejer 100% af sine datterselskaber, faktisk øver en afgørende indflydelse på disse datterselskabers adfærd, tilsidesætter ikke uskyldsformodningen. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har således antaget, at artikel 6, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention ikke er til hinder for formodninger om faktiske og retlige omstændigheder, der findes i straffelovene, men fordrer, at brugen af sådanne formodninger holdes inden for rimelige grænser, som tager hensyn til, hvad der er på spil, og som opretholder retten til forsvar. Det kan således ikke anses for en tilsidesættelse af uskyldsformodningen, når der i konkurrencesager drages visse konklusioner på basis af erfaringer ud fra typiske hændelsesforløb, forudsat at de berørte virksomheder bevarer muligheden for at afkræfte disse konklusioner.
(jf. præmis 71, 73 og 77)
3. Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den EU-institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret.
Spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, skal ikke blot vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.
Begrundelsen kan i øvrigt fremgå indirekte, forudsat at de berørte får kendskab til begrundelsen for, at de pågældende foranstaltninger er truffet, og at Retten råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger.
(jf. præmis 80, 97, 301 og 302)
4. Et moderselskabs egenskab af holdingselskab i et diversificeret konglomerat, hvor overvågningen af et af dets datterselskabers aktiviteter er begrænset til det, der krævedes i henhold til de forpligtelser, der påhviler moderselskabet i forhold til selskabets egne aktionærer, kan heller ikke gendrive formodningen om ansvar for overtrædelser af Unionens konkurrenceregler for et moderselskab, der ejer 100% af kapitalen i sine datterselskaber. I sammenhæng med en koncern af selskaber er et holdingselskab et selskab, som kan samle deltagerne i de forskellige selskaber, og hvis funktion er at sikre en enhed i ledelsen.
(jf. præmis 84)
5. Hvad angår formodningen om, at et moderselskab, der ejer 100% af kapitalen i sine datterselskaber, er ansvarligt for overtrædelser af Unionens konkurrenceregler begået af datterselskaberne, kan det forhold, at visse lønmodtagere i disse datterselskaber havde handlet i strid med moderselskabets instruktioner, bl.a. ved at skjule deres adfærd for deres overordnede og dette selskab, ikke gendrive formodningen om, at de pågældende datterselskaber ikke var selvstændige. I denne henseende er sondringen mellem datterselskaberne og disses ansatte, som begik overtrædelserne, idet de skjulte deres adfærd for deres overordnede og moderselskabet, kunstig. Disse ansatte befinder sig i forhold til datterselskaberne, hvori de er ansat, i et forhold, der er kendetegnet ved, at de arbejder for hvert enkelt af dem og efter disses anvisninger og er en integrerende del af disse virksomheder, så længe dette forhold varer, og de danner således en økonomisk enhed med hver enkelt af dem.
(jf. præmis 87)
6. Begrebet virksomhed omfatter inden for konkurrencerettens område enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde. Selve besiddelsen af kapitalandele – selv kontrollerende andele – er ikke tilstrækkelig til at udgøre en økonomisk virksomhed udøvet af den, der har disse kapitalandele i sin besiddelse, når besiddelsen kun danner grundlag for udøvelsen af de rettigheder, der er knyttet til at være aktionær eller medindehaver, samt i givet fald for modtagelsen af udbytte, der blot er afkastet af ejendomsretten til et formuegode. En enhed, som ejer kontrollerende kapitalandele i et selskab, og som rent faktisk udøver denne kontrol ved direkte eller indirekte indblanding i driften af dette selskab, skal derimod anses for at deltage i den erhvervsvirksomhed, der udøves af den kontrollerede virksomhed. For at undersøge, om en sådan kontrol har fundet sted inden for rammerne af analysen af, om der foreligger en økonomisk enhed mellem flere selskaber i en gruppe, kan det tages i betragtning, om moderselskabet kunne påvirke prispolitikken, produktionen og distributionen, salgsmålene, bruttofortjenesten, salgsomkostningerne, likviditeten, varelagrene og markedsføringen, men tillige alle de faktorer, der er relevante for de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem selskaberne, der kan variere efter de enkelte tilfælde, og som følgelig ikke kan opregnes udtømmende.
(jf. præmis 101 og 103)
7. Retten til forsvar i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, navnlig bøder eller tvangsbøder, er et grundlæggende EU-retligt princip, der skal overholdes, selv om der er tale om en procedure af administrativ karakter. I denne henseende udgør klagepunktsmeddelelsen en processuel garanti, der anvender dette grundlæggende princip. Det følger heraf, at den klagepunktsmeddelelse, som Kommissionen adresserer til en virksomhed, som den påtænker at pålægge en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne, skal indeholde de væsentlige faktiske forhold, der gøres gældende over for denne virksomhed, såsom de påtalte faktiske omstændigheder, hvorledes disse kvalificeres, og de beviser, Kommissionen støtter sig på, således at virksomheden er i stand til effektivt at gøre sine argumenter gældende under den administrative procedure, der er indledt mod den.
I denne sammenhæng udgør den omstændighed, at et belastende dokument ikke er blevet udleveret, kun en tilsidesættelse af retten til forsvar, hvis den berørte virksomhed for det første påviser, at Kommissionen har anvendt dette dokument til støtte for sit klagepunkt om, at der foreligger en overtrædelse, og for det andet, at dette klagepunkt kun ville kunne bevises ved henvisning til nævnte dokument. Såfremt der findes andre dokumentbeviser, som de pågældende parter var bekendt med under den administrative procedure, og som konkret støtter Kommissionens konklusioner, kan den omstændighed, at det ikke udleverede, belastende dokument udelukkes som bevismiddel, ikke afkræfte rigtigheden af de klagepunkter, der er fastslået i en anfægtede beslutning. Det påhviler således den berørte virksomhed at bevise, at det resultat, som Kommissionen er nået til i beslutningen, ville have været et andet, såfremt et ikke udleveret dokument, som Kommissionen har benyttet som grundlag for at anse denne virksomhed for skyldig, måtte udelukkes som belastende bevis.
(jf. præmis 122-124 og 197)
8. Selv om retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten ikke kan anses for retsregler, som vedkommende myndighed under alle omstændigheder er forpligtet til at overholde, fastsætter de dog vejledende regler for den praksis, der skal følges, og som vedkommende myndighed ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet. Kommissionen har med vedtagelsen af sådanne vejledende regler og med offentliggørelsen heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sit skøn og kan ikke fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Endvidere fastlægger de pågældende retningslinjer generelt og abstrakt den metode, som Kommissionen har pålagt sig selv at anvende med henblik på fastsættelsen af størrelsen af de bøder, der pålægges, og garanterer dermed retssikkerheden for virksomheder.
(jf. præmis 137-139)
9. Grovheden af overtrædelser af Unionens konkurrenceregler skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.
I overensstemmelse med punkt 1A, første afsnit, i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten skal Kommissionen i forbindelse med vurderingen af overtrædelsens grovhed foretage en undersøgelse af overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet, når den kan måles. For at kunne vurdere denne indvirkning skal Kommissionen henholde sig til de konkurrenceforhold, der normalt ville have eksisteret i fravær af en overtrædelse. Hvis sagsøgerne ikke har godtgjort, at kartellets konkrete virkning kunne måles, er Kommissionen ikke forpligtet til at tage hensyn til overtrædelsernes konkrete indvirkning med henblik på at vurdere deres grovhed. Virkningen af en konkurrencebegrænsende adfærd er således ikke i sig selv et afgørende kriterium ved vurderingen af en overtrædelses grovhed. Forhold, der vedrører forsættet, kan have større betydning end forhold, der vedrører disse virkninger, særligt når der er tale om overtrædelser, der efter deres karakter er alvorlige, såsom opdeling af markeder. Overtrædelsens art spiller således en afgørende rolle for bl.a. at kendetegne overtrædelserne som »meget alvorlige«. Det fremgår af beskrivelsen af meget alvorlige overtrædelser i disse retningslinjer, at aftaler eller samordnet praksis, der navnlig tilsigter at opdele markederne, kan kvalificeres som »meget alvorlige« alene på grundlag af deres egen karakter, uden at det er nødvendigt at godtgøre, at de har en bestemt indvirkning eller geografisk udstrækning. Denne konklusion er underbygget af den omstændighed, at selv om beskrivelsen af alvorlige overtrædelser udtrykkeligt nævner indflydelsen på markedet og virkningen på store dele af fællesmarkedet, opstiller beskrivelsen af meget alvorlige overtrædelser derimod ikke noget krav om, at de har en konkret indvirkning på markedet eller gør sig gældende inden for et bestemt geografisk område.
Disse overtrædelser optræder ligeledes blandt de eksempler på aftaler, der udtrykkeligt er erklæret uforenelige med det fælles marked i artikel 81, stk. 1, litra c), EF. Ud over alvorlige ændringer af konkurrencevilkårene medfører disse aftaler også en isolering af markederne, idet de tvinger parterne til at respektere særskilte markeder, der ofte er afgrænsede af nationale grænser, hvilket modvirker det væsentligste formål med traktaten, nemlig integration af Fællesskabets marked. Også overtrædelser af denne karakter, navnlig horisontale aftaler, er i retspraksis blevet kvalificeret som »meget alvorlige« eller »åbenlyse overtrædelser«.
Endvidere udgør det geografiske markeds udstrækning ifølge disse retningslinjer kun ét af de tre relevante kriterier, som der skal tages hensyn til ved den samlede vurdering af overtrædelsens grovhed. Blandt disse indbyrdes sammenhængende kriterier er det geografiske markeds udstrækning ikke et selvstændigt kriterium i den forstand, at kun overtrædelser, der faktisk berører flere medlemsstater, kan kvalificeres som »meget alvorlige«. Det fremgår hverken af traktaten, forordning nr. 1/2003, de pågældende retningslinjer eller retspraksis, at kun geografisk set meget omfattende begrænsninger kan kvalificeres således. Endvidere udgør en medlemsstats hele område, selv om det i sammenligning med de øvrige medlemsstater er forholdsvis lille, under alle omstændigheder en væsentlig del af det fælles marked.
(jf. præmis 135, 151, 152, 156, 158-160, 163, 164, 180, 182-184, 195, 202 og 206)
10. Hvad angår beslutninger fra Kommissionen, som fastslår en overtrædelse af Unionens konkurrenceregler og pålægger bøder, er størrelsen af det berørte marked i princippet ikke et obligatorisk element, men blot et relevant forhold blandt andre ved vurderingen af overtrædelsens grovhed, hvorfor Kommissionen i øvrigt ikke er forpligtet til at foretage en opdeling af det berørte marked eller en vurdering af dettes størrelse, eftersom den omhandlede overtrædelse har et konkurrencebegrænsende formål. Retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten bestemmer nemlig ikke, at bøderne skal beregnes på grundlag af virksomhedernes samlede omsætning eller deres omsætning på det relevante marked. De er imidlertid heller ikke til hinder for, at sådanne omsætningstal tages i betragtning ved fastsættelsen af bødens størrelse med henblik på at overholde EU-rettens almindelige principper, og når omstændighederne gør det påkrævet.
Kommissionen fastsætter i øvrigt på sammenhængende vis de generelle udgangsbeløb for bøder for overtrædelser begået i flere medlemsstater, idet den under hensyn til de berørte markeders størrelse fastsatte højere generelle udgangsbeløb, jo større markederne var, uden dog at anvende en nøjagtig matematisk formel.
Herefter er det hverken nødvendigt at nedsætte størrelsen af det generelle udgangsbeløb for en bøde fastsat for en overtrædelse begået i Luxembourg, og som svarer til halvdelen af minimumstærsklen, som de pågældende retningslinjer normalt fastsætter for meget alvorlige overtrædelser, eller at fastslå, at dette beløb er for vidtgående.
(jf. præmis 168-172, 174, 176, 177, 180 og 203)
11. I forbindelse med beregningen af bøder pålagt i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 ligger en differentieret behandling af de pågældende virksomheder inden for Kommissionens beføjelser efter bestemmelsen. Inden for rammerne af Kommissionens skønsbeføjelse er den nemlig forpligtet til at pålægge individuelle sanktioner i forhold til de omhandlede virksomheders adfærd og kendetegn med henblik på at sikre Unionens konkurrencereglers effektivitet i hvert enkelt tilfælde. Retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten bestemmer således, at det i forbindelse med alvorlige overtrædelser begået af flere virksomheder, såsom karteller, i visse tilfælde kan være nødvendigt at variere det generelle udgangsbeløb for at fastsætte et beløb, som tager hensyn til den specifikke vægt og dermed de faktiske konkurrencemæssige konsekvenser af den rolle, som hver enkelt virksomhed har spillet som led i overtrædelsen, navnlig når der er tale om betydelige størrelsesforskelle mellem virksomheder, der har begået en overtrædelse af samme art. Det vil navnlig være nødvendigt at tage hensyn til de overtrædende virksomheders faktiske økonomiske muligheder for at påføre andre økonomiske beslutningstagere, herunder forbrugerne, alvorlig skade.
Disse retningslinjer præciserer ligeledes, at princippet om lige straf for en og samme adfærd kan føre til en differentiering af bødebeløbet for de berørte virksomheder, uden at denne differentiering er resultatet af en aritmetisk beregning.
Kommissionen overholder således ligebehandlingsprincippet, når den tager hensyn til forskellene mellem situationen for en virksomhed, som alene har deltaget i et enkelt aspekt af et kartel, som er fundet at stride mod konkurrencereglerne, på den ene side, og situationen for de andre karteldeltagere, som har deltaget i flere af kartellets aspekter, på den anden side, og således tager hensyn til den forskellige omsætning for de to kategorier af berørte virksomheder.
(jf. præmis 210-212, 220 og 221)
12. Ifølge artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 er overtrædelsens varighed en af de faktorer, der skal tages hensyn til ved fastsættelsen af den bøde, som skal pålægges virksomheder, der har gjort sig skyldige i overtrædelse af konkurrencereglerne, idet retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten sondrer mellem overtrædelser af kort varighed (almindeligvis under et år), for hvilke udgangsbeløbet fastsat ud fra grovheden ikke skal forhøjes, overtrædelser af mellemlang varighed (almindeligvis mellem et og fem år), for hvilke dette beløb kan forhøjes med op til 50%, og overtrædelser af lang varighed (almindeligvis over fem år), for hvilke beløbet kan forhøjes med 10% pr. år. Kommissionen kan således i henhold til de regler, som den har pålagt sig selv i disse retningslinjer, forhøje bødens udgangsbeløb med 80% eller 10% pr. år i medfør af overtrædelsens varighed for en overtrædelse, der er fastslået for en periode på mere end otte år, uden at en sådan forhøjelse kan anses for at være åbenbart uforholdsmæssig i betragtning af overtrædelsens lange varighed.
Når der er tale om en enkelt og vedvarende overtrædelse karakteriseret ved den omstændighed, at karteldeltagerne under hele overtrædelsens varighed forfulgte et fælles formål, som navnlig var at fordele projekter mellem sig og at begrænse deres individuelle handelsadfærd, når de fremsatte tilbud, og som følgelig havde en meget alvorlig karakter under hele overtrædelsens varighed, kan Kommissionen med rette anvende den samme forhøjelsessats for hele overtrædelsesperioden.
(jf. præmis 225, 226, 228, 229 og 232)
13. Behovet for at sikre bøden en tilstrækkelig afskrækkende virkning, når den ikke begrunder en forhøjelse af det generelle bødeniveau i forbindelse med konkurrencepolitikkens gennemførelse, kræver, at bøden fastsættes for at tage hensyn til den indvirkning, som den virksomhed, bøden pålægges, har søgt, og for at bøden ikke gøres ubetydelig, eller derimod overdreven, navnlig henset til den pågældende virksomheds økonomiske evne i overensstemmelse med kravene vedrørende dels behovet for at sikre bødens effektivitet, dels overholdelsen af proportionalitetsprincippet.
Kommissionen har i denne forbindelse ret til at anvende den samlede omsætning for hver virksomhed, der er del af kartellet, som relevant kriterium for fastsættelse af en multiplikationssats med afskrækkende virkning. En virksomheds samlede størrelse og ressourcer er således relevante kriterier, henset til det forfulgte formål, nemlig at garantere bødens effektivitet ved at fastsætte størrelsen heraf under hensyntagen til virksomhedens samlede ressourcer og dens evne til at mobilisere de nødvendige midler til at betale bøden. Fastsættelsen af den sats, som anvendes til forhøjelse af udgangsbeløbet for at sikre bødens tilstrækkeligt afskrækkende virkning, tilsigter nemlig snarere at garantere bødens effektivitet end at tage hensyn til overtrædelsens skadelighed i forhold til den normale konkurrence og dermed overtrædelsens grovhed.
Multiplikationssatsens lovlighed er på ingen måde påvirket af den eventuelle manglende vurdering af sandsynligheden for, at den pågældende virksomhed begår en lignende overtrædelse igen. Det kan ikke bestrides, at der er en forbindelse mellem virksomhedernes størrelse og samlede ressourcer og behovet for at sikre bødens afskrækkende virkning. En stor virksomhed, der råder over betydelige ressourcer i forhold til de øvrige medlemmer af et kartel, har lettere ved at fremskaffe de nødvendige midler til betaling af bøden, og det gør det berettiget med henblik på at sikre bøden en tilstrækkeligt afskrækkende virkning at pålægge denne virksomhed en forholdsmæssigt større bøde for den samme overtrædelse end en virksomhed, som ikke råder over sådanne ressourcer, f.eks. ved at anvende en multiplikationsfaktor.
Da forhøjelsen af udgangsbeløbet for at sikre bødens tilstrækkeligt afskrækkende karakter navnlig tilsigter at garantere bødens effektivitet, henset til virksomhedens økonomiske kapacitet, er Kommissionen endelig ikke forpligtet til at tage hensyn til, at den pågældende virksomhed har iværksat et program for overholdelse af konkurrencereglerne, når den fastlægger den multiplikationssats, der finder anvendelse.
(jf. præmis 239-242, 245 og 247)
14. Meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager er et instrument, som tilsigter at præcisere de kriterier, Kommissionen påregner at anvende i forbindelse med udøvelsen af sin skønsbeføjelse ved fastsættelsen af bøder pålagt for overtrædelser af Unionens konkurrenceregler, samtidig med, at trinhøjere retsregler overholdes. Heraf følger en selvbegrænsning af denne beføjelse, som dog ikke er uforenelig med opretholdelsen af en væsentlig skønsmargen for Kommissionen.
Kommissionen har en vid skønsmargen, når den skal vurdere, om de beviser, der er fremlagt af en virksomhed, som har udtrykt ønske om at drage fordel af samarbejdsmeddelelsen, har en betydelig merværdi i den i meddelelsens punkt 21 omhandlede forstand.
Kommissionen har på samme måde, når den har fastslået, at bevismaterialet har en betydelig merværdi i den i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen omhandlede forstand, en skønsmargen, når den skal fastlægge det nøjagtige niveau for den bødenedsættelse, som den pågældende virksomhed skal have. Samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), første afsnit, fastsætter nemlig intervaller for bødenedsættelsen for de forskellige kategorier af virksomheder.
Under disse omstændigheder overskred Kommissionen ikke åbenbart sin skønsmargen ved at indrømme en bødenedsættelse inden for dette interval, når bevismaterialet – uafhængigt af kvaliteten og nytten heraf – blev meddelt på et tidspunkt, hvor Kommissionen allerede var i besiddelse af oplysninger, som gjorde det muligt at fastslå en overtrædelse af artikel 81 EF, allerede havde organiseret en række kontrolundersøgelser og allerede havde modtaget en anmodning fra en anden virksomhed i medfør af denne meddelelse.
(jf. præmis 260, 261, 263-265, 270, 273, 274, 278, 282-284, 289, 291, 295, 298, 309-312, 322, 323, 326, 328-332, 345-349, 375 og 377)
15. Et klagepunkt, som er fremsat i en fodnote i stævningen, og som sagsøgerne slet ikke har redegjort nærmere for, opfylder ikke betingelserne i artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement og kan følgelig ikke antages til realitetsbehandling.
(jf. præmis 338)
16. Enhver borger, hos hvem Unionens administration har givet anledning til begrundede forhåbninger ved at afgive præcise løfter, kan påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Derimod kan en person ikke påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter. Sådanne løfter skal være præcise, ubetingede og samstemmende og stamme fra pålidelige og troværdige kilder.
I forbindelse med fastsættelsen af størrelsen af en bøde pålagt for overtrædelse af Unionens konkurrenceregler kan en angivelse i klagepunktsmeddelelsen om, at Kommissionen påtænkte at indrømme en nedsættelse af bøden uden for meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, ikke anses for at være et præcist løfte vedrørende størrelsen af eller satsen for den nedsættelse, der i givet fald skulle indrømmes de pågældende virksomheder. Der kan således i intet tilfælde skabes nogen berettiget forventning herom.
Kommissionens beslutningspraksis kan heller ikke udgøre de retlige rammer for de bøder, der pålægges på konkurrenceområdet.
(jf. præmis 359-364)
17. Proportionalitetsprincippet indebærer, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af det lovligt tilsigtede formål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål.
I denne forbindelse tilsidesætter en kommissionsbeslutning, som alene indrømmer en minimal nedsættelse på 1% af bøden på grund af den manglende anfægtelse af de faktiske omstændigheder, og henset til den marginale værdi af et samarbejde tilbudt efter klagepunktsmeddelelsen, ikke proportionalitetsprincippet, idet denne nedsættelse føjes til de bødenedsættelser, der allerede blev indrømmet i forbindelse med meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager.
(jf. præmis 366, 370 og 383)
18. Hvad angår overholdelsen af proportionalitetsprincippet i forbindelse med fastsættelsen af størrelsen af bøder pålagt for overtrædelse af Unionens konkurrenceregler må sådanne bøder ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål, dvs. i forhold til overholdelsen af konkurrencereglerne, og den bøde, som en virksomhed pålægges for en sådan overtrædelse på konkurrenceområdet, skal stå i forhold til overtrædelsen i sin helhed under hensyntagen navnlig til overtrædelsens grovhed. Endvidere er Kommissionen ved fastsættelsen af bøderne berettiget til at tage hensyn til behovet for at garantere bødernes tilstrækkeligt afskrækkende virkning.
(jf. præmis 384)