Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 28. december 2020 – Paget Approbois SAS mod Depeyre entreprises SARL og Alpha Insurance A/S samt Alpha Insurance A/S mod Paget Approbois SAS og Depeyre entreprises SARL

(Sag C-724/20)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Paget Approbois SAS og Alpha Insurance A/S

Sagsøgte: Depeyre entreprises SARL, Alpha Insurance A/S og Paget Approbois SAS

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 292 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, det såkaldte Solvens II-direktiv 1 , fortolkes således, at en verserende retssag, der er anlagt ved en ret i en medlemsstat af en kreditor til en skadesforsikringserstatning med henblik på at få denne erstatning udbetalt af et forsikringsselskab, som er undergivet en likvidationsprocedure, der er indledt i en anden medlemsstat, vedrører et aktiv eller en rettighed i massen i denne bestemmelses forstand?

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer, da regulere alle virkninger af likvidationen for denne retssag?

Skal den navnlig anvendes, for så vidt som den

-    foreskriver, at indledning af en likvidation medfører, at den verserende retssag afbrydes

-    gør genoptagelse af retssagen betinget af, at kreditor anmelder sin fordring på forsikringserstatning i forsikringsselskabets bo, og at de organer, som det påhviler at gennemføre likvidationen, inddrages i retssagen, og

-    forbyder, at der afsiges dom til betaling af en erstatning, idet erstatningen kun kan gøres til genstand for en konstatering af, at fordringen herpå består, og fastsættelse af dens størrelse?

____________

1     EUT 2009, L 335, s. 1.