Language of document : ECLI:EU:F:2009:144

PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

27. oktober 2009

Sag F-61/07

Gerhard Bauch

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – midlertidigt ansatte – udtrædelsesgodtgørelse – retlig karakter«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Gerhard Bauch har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 9. oktober 2006 om ikke at ændre den attest, som blev udstedt til ham vedrørende de udtrædelsespenge, han modtag i 1994 efter udløbet af hans kontrakt som midlertidigt ansat.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – udtrædelsesgodtgørelse – sammenhæng med retten til alderspension

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VIII, art. 11, stk. 1, og art. 12)

2.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – udtrædelsesgodtgørelse – beregning

1.      Selv om udtrædelsespenge ikke som sådan har samme karakter som alderspension, fremgår det af artikel 12 i bilag VII til den tidligere vedtægt, at udtrædelsespenge udbetales til de tjenestemænd eller øvrige ansatte, der ved et månedligt bidrag, som fratrækkes deres løn, er begyndt at optjene alderspensionsrettigheder, men som ikke har ret til at få udbetalt alderspension fra Fællesskaberne, da de ikke har opnået en tjenestetid på mindst ti år eller ikke kan påberåbe sig bestemmelserne i artikel 11, stk. 1, i bilag VIII til vedtægten i den affattelse, der var gældende indtil den 30. april 2004. Et beløb, der udbetales i henhold til artikel 12, litra b), i bilag VIII til vedtægten, og som udgør et af de to elementer i udtrædelsespengene til midlertidigt ansatte, beregnes i øvrigt på grundlag af de beløb, der indeholdes i disse ansattes grundløn som pensionsbidrag med renter på 3,5% p.a. Det kan derfor ikke hævdes, at udtrædelsespengene ikke har nogen sammenhæng med alderspensionsrettigheder.

(jf. præmis 51-56)

2.      Den omstændighed, at udtrædelsespengene udbetales som en godtgørelse til de ansatte, der er begyndt at optjene alderspensionsrettigheder, men som ikke har ret til at få udbetalt sådanne pensionsrettigheder, indebærer ikke nødvendigvis, at udtrædelsespengenes størrelse skal svare til den aktuarmæssige modværdi af de optjente alderspensionsrettigheder.

(jf. præmis 60)