Language of document : ECLI:EU:F:2012:146

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

23. oktober 2012

Sag F-61/11

Daniele Possanzini

mod

Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser i Medlemsstaterne af Den Europæiske Union (Frontex)

»Personalesag – midlertidig ansat – procedure vedrørende forlængelse af en kontrakt som midlertidigt ansat – fremsendelse til den ansatte af den negative udtalelse fra bedømmeren med hensyn til en forlængelse – akt, der indeholder et klagepunkt – foreligger ikke – anmodning om annullation af ugunstige bemærkninger vedrørende præstation i de årlige bedømmelsesrapporter – åbenbart, at sagen skal afvises«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106a, hvorved Daniele Possanzini i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af for det første »afgørelsen« af 24. januar 2011, som han fik kendskab til ved en personlig samtale med sin bedømmer, under hvilken sidstnævnte meddelte, at han ikke havde til hensigt at tilbyde ham en kontraktforlængelse, for det andet en del af hans bedømmelsesrapport fra den 1. august 2006 til den 31. december 2008, udarbejdet i 2009, og for det tredje en del af hans bedømmelsesrapport fra den 1. januar 2009 til den 31. december 2009, udarbejdet i 2010.

Udfald: Sagen afvises. Daniele Possanzini bærer sine egne omkostninger og betaler Frontex’ omkostninger.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – klar og præcis fremstilling af de påberåbte anbringender – manglende klarhed og præcision – afvisning

[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 3, art. 21, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 1 og 3; Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra e)]

2.      Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – forberedende akt – skrivelse, der meddeler den ansatte den negative udtalelse fra bedømmeren med hensyn til en forlængelse af hans kontrakt – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

1.      I henhold til artikel 35, stk. 1, litra e), i Personalerettens procesreglement skal stævningen indeholde søgsmålsgrundene og de faktiske og retlige anbringender, der gøres gældende. Disse oplysninger skal være så klare og præcise, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og Retten for at træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden yderligere oplysninger. Det er af retssikkerheds- og retsplejehensyn en forudsætning for, at et anbringende kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som anbringendet støttes på, fremgår på en sammenhængende og forståelig måde af selve stævningen.

Dette gælder så meget desto mere, som den skriftlige procedure for Personaleretten i henhold til artikel 7, stk. 3, i bilag I til statutten for Domstolen principielt kun omfatter én enkelt skriftveksling, medmindre Personaleretten bestemmer andet. Denne sidstnævnte særegenhed ved proceduren for Personaleretten forklarer, at fremstillingen af søgsmålsgrundene og argumenterne i stævningen ikke kan være kort i modsætning til det, der er fastsat for Domstolen eller for Retten, jf. artikel 21, første afsnit, i statutten for Domstolen. En sådan smidighed har i realiteten til virkning at fratage den specielle og efterfølgende regel i bilag I til statutten for Domstolen en stor del af dens relevans.

Artikel 19, stk. 3, i statutten for Domstolen, som finder anvendelse på rettergangsmåden ved Personaleretten i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til samme statut, bestemmer, at parter, bortset fra medlemsstater, Unionens institutioner, de medlemsstater, som er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt den i aftalen omhandlede Tilsynsmyndighed for Den Europæiske Frihandelsorganisation, skal repræsenteres af en advokat. Advokatens væsentligste rolle som juridisk rådgiver er netop at påse, at påstandene i stævningen hviler på en retlig argumentation, der er tilstrækkeligt forståelig og sammenhængende, netop henset til den omstændighed, at den skriftlige procedure for Personaleretten principielt kun består af én skriftveksling.

Da stævningens påstande alene er angivet generelt og i strid med bestemmelsen i artikel 35, stk. 1, litra e), i Personalerettens procesreglement ikke er understøttet af nogen argumentation, er det åbenbart, at de må afvises.

(jf. præmis 30-34)

Henvisning til:

Personaleretten: 15. februar 2011, sag F-76/09, AH mod Kommissionen, præmis 29 og 31

2.      Antagelsen til realitetsbehandling af en annullationspåstand, som udspringer af det ansættelsesforhold, som knytter en tjenestemand til institutionen, skal undersøges i lyset af bestemmelserne i vedtægtens artikel 90 og 91. Forekomsten af en bebyrdende akt i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, og artikel 91, stk. 1, er i denne forbindelse en ufravigelig betingelse for, at en annullationssag rejst af tjenestemændene mod deres institution kan realitetsbehandles. Kun foranstaltninger med bindende retsvirkninger, som berører en tjenestemands interesser ved at ændre hans retsstilling væsentligt, er retsakter, som indeholder et klagepunkt som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2. Sådanne retsakter skal hidrøre fra en myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter, og have karakter af en afgørelse. Når der er tale om retsakter eller afgørelser, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig sådanne, som afslutter en intern procedure, er det i princippet kun foranstaltninger, som definitivt fastlægger institutionens standpunkt som afslutning på denne procedure, der kan anfægtes, i modsætning til foreløbige foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige afgørelse. Med hensyn til tjenestemandssager kan akter til forberedelse af en afgørelse ikke indeholde klagepunkter og kan derfor kun anfægtes under et søgsmål til prøvelse af de retsakter, som kan være genstand for en annullation. Selv om visse rent forberedende foranstaltninger kan indeholde klagepunkter imod en tjenestemand, for så vidt som de påvirker indholdet af en senere anfægtelig retsakt, kan de ikke være genstand for et selvstændigt søgsmål, men skal anfægtes til støtte for et søgsmål til prøvelse af denne retsakt.

Følgelig udgør hverken den negative udtalelse fra bedømmeren med hensyn til kontraktforlængelsen for en ansat hos Frontex eller en skrivelse fra den administrerende direktør for Frontex, der afviser den ansattes klage over denne udtalelse, akter, der indeholder et klagepunkt.

(jf. præmis 40-43, 50, 60, 62 og 63)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 3. april 1990, sag T-135/, Pfloeschner mod Kommissionen, præmis 11; 25. oktober 1996, sag T-26/96, Lopes mod Domstolen, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis; 18. december 2003, sag T-215/02, Gómez-Reino mod Kommissionen, præmis 47; 29. juni 2004, sag T-188/03, Hivonnet mod Rådet, præmis 16; 16. marts 2009, sag T-156/08 P, R mod Kommissionen, præmis 49