Language of document : ECLI:EU:C:2016:987

Sag C-119/15

Biuro podróży »Partner« Sp. z o.o. sp.k. w Dąbrowie Górniczej

mod

Prezes Urzędu Ochrony Konkurencji i Konsumentów

(anmodning om præjudicielafgørelse indgivet af Sąd Apelacyjny w Warszawie)

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 93/13/EØF – direktiv 2009/22/EF – forbrugerbeskyttelse – virkning erga omnes af urimelige kontraktvilkår, som er optaget i et offentligt register – økonomisk sanktion pålagt en erhvervsdrivende, der har anvendt et vilkår, der anses for at svare til vilkår, som er optaget i registret – erhvervsdrivende, som ikke har deltaget i den procedure, der har ført til, at et vilkår anses for urimeligt – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – begrebet »national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres««

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 21. december 2016

1.        Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – midler, der har til formål at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør – national lovgivning, hvorefter en erhvervsdrivendes brug af vilkår, som anses for at svare til vilkår, der er erklæret ulovlige, og som er optaget i et nationalt registret, anses for en ulovlig handling – lovlighed – betingelse – overholdelse af retten til effektiv domstolsbeskyttelse – den nationale rets efterprøvelse

(Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22, art. 1, og 2; Rådets direktiv 93/13, som ændret ved direktiv 2011/83, art. 6, stk. 1, 7, og 8 samt art. 8a)

2.        Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – fortolkningsspørgsmål – forelæggelsespligt – omfang – en national ret som omhandlet i artikel 267, stk. 3, TEUF – begreb

(Art. 267, stk. 3, TEUF)

1.      Artikel 6, stk. 1, og artikel 7 i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, sammenholdt med artikel 1 og 2 i direktiv 2009/22 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser samt artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at anvendelsen af vilkår i almindelige forretningsbetingelser, som indholdsmæssigt svarer til vilkår, der er erklæret ulovlige i en retskraftig dom, og som er optaget i et nationalt register over ulovlige vilkår i almindelige forretningsbetingelser, anses for en ulovlig handling i forhold til en erhvervsdrivende, som ikke var part i den sag, der endte med optagelsen af disse vilkår i det nævnte register, forudsat, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve forekomsten af, at den erhvervsdrivende har adgang til effektive retsmidler med henblik på både at få prøvet den afgørelse, hvorved det fastslås, at de vilkår, der sammenlignes, svarer til hinanden, og som vedrører spørgsmålet om, hvorvidt disse vilkår – henset til samtlige relevante omstændigheder i hvert enkelt tilfælde – materielt set, og bl.a. henset til deres negative virkninger for forbrugerne, svarer til hinanden, og den afgørelse, som i givet fald fastsætter bødens størrelse.

Det kan nemlig ikke bestrides, at oprettelsen af et sådant register er i overensstemmelse med EU-retten. Det fremgår i denne forbindelse af bestemmelserne i direktiv 93/13, og navnlig af dets artikel 8, at medlemsstaterne kan oprette fortegnelser over kontraktvilkår, der betragtes som urimelige. Medlemsstaterne er i henhold til direktivets artikel 8a, som er ændret ved direktiv 2011/83, forpligtede til at underrette Kommissionen om oprettelsen af sådanne fortegnelser. Det fremgår af disse bestemmelser, at disse fortegnelser eller registre, som oprettes af nationale myndigheder, i princippet opfylder det i direktiv 93/13 opstillede mål om forbrugerbeskyttelse. Registret skal imidlertid forvaltes på en gennemsigtig måde af hensyn til såvel forbrugerne som de erhvervsdrivende. Dette krav indebærer, at registret skal være overskueligt, uanset hvor mange vilkår det måtte indeholde. Vilkårene i dette register skal desuden opfylde kravet til aktualitet, hvilket indebærer, at registreret skal ajourføres omhyggeligt, og at de vilkår, som ikke længere skal være optaget heri, fjernes i henhold til retssikkerhedsprincippet.

Desuden bør en erhvervsdrivende, som pålægges en bøde for anvendelsen af et vilkår, der anses for at svare til et vilkår, som fremgår af et register, kunne klage over denne sanktion i henhold til princippet om effektiv retsbeskyttelse. Denne klageadgang bør både omfatte en vurdering af den handling, som anses for ulovlig, og størrelsen af den bøde, som er fastsat af den nationale kompetente myndighed. I denne sammenhæng er den undersøgelse som er foretaget af den kompetente ret, ikke en ren formel sammenligning af de omtvistede vilkår og de vilkår, som er opført i det pågældende register. Denne undersøgelse består derimod i en vurdering af indholdet af de omtvistede vilkår med henblik på at fastslå, om de – henset til samtlige relevante omstændigheder i hvert enkelt tilfælde – materielt set, og bl.a. henset til deres retsvirkninger, er identiske med de vilkår, der er optaget i dette register.

(jf. præmis 36, 38-40, 42 og 47 samt domskonkl. 1)

2.      Artikel 267, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at en ret, hvis afgørelser inden for rammerne af en tvist kan gøres til genstand for en kassationsappel, ikke kan anses for en »ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres«.

(jf. præmis 54 og domskonkl. 2)