Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administratīvā apgabaltiesa (Letland) den 2. februar 2024 – AS Gaso og AS Conexus Baltic Grid mod Sabiedrisko pakalpojumu regulēšanas komisija

(Sag C-87/24)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Administratīvā apgabaltiesa

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: AS Gaso og AS Conexus Baltic Grid

Sagsøgt: Sabiedrisko pakalpojumu regulēšanas komisija

Præjudicielt/Præjudicielle spørgsmål

1)    Er artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73/EF 1 til hinder for en national lovgivning, som ikke pålægger tilsynsmyndigheden en forpligtelse til, når den beregner tariffer eller fastsætter metodikker, at begrunde, hvorledes det sikres, at transmissions- og distributionssystemoperatørerne får passende incitamenter på både kort og lang sigt til at øge effektiviteten, fremme integrationen af markederne og forsyningssikkerheden og støtte de dermed forbundne forskningsaktiviteter?

2)    Er det foreneligt med artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73/EF at fortolke en national lovgivning således, at der sikres passende incitamenter på både kort og lang sigt til at øge effektiviteten, fremme integrationen af markederne og forsyningssikkerheden og støtte de dermed forbundne forskningsaktiviteter, når brugernes betaling af tarifferne kun dækker de økonomisk begrundede omkostninger til opfyldelse af offentlige serviceforpligtelser og der i det mindste sikres et minimum af rentabilitet?

3)    Er en national lovgivning, som i forbindelse med fastsættelsen af »passende incitamenter både på kort og lang sigt« og incitamenter til at »fremme integrationen af markederne og forsyningssikkerheden og støtte de dermed forbundne forskningsaktiviteter« ikke bestemmer, at der skal tages hensyn til de på det finansielle område anerkendte principper for fastlæggelse af den vægtede gennemsnitlige sats for kapitalforrentning under hensyntagen til sammenlignelige virksomheder, der opererer på det frie marked, forenelig med de formål, der er anført i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73/EF?

4)    Skal tilsynsmyndigheden ved fortolkningen af begreberne »rimeligt afkast« som omhandlet i artikel 13 i forordning [(EF) nr. 715/2009] 1 og »anspor[else] til investeringer« som omhandlet i artikel 41 i direktiv 2009/73 tage hensyn til begrebet vægtet gennemsnitlig sats for kapitalforrentning (WACC), som er anerkendt på det finansielle område, og til den metodik, der anvendes ved fastlæggelsen heraf?

5)    Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, kan tilsynsmyndigheden da lovligt se bort fra den metodik, der anvendes på det finansielle område til at fastlægge den vægtede gennemsnitlige sats for kapitalforrentning og tilpasse denne sats på den måde, den finder hensigtsmæssig?

6)    Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, kan tilsynsmyndigheden da lovligt tilpasse den vægtede gennemsnitlige sats for kapitalforrentning således, at der ved beregningen heraf tages hensyn til en størrelsesafhængig præmie på grundlag af låneomkostningerne for de øvrige virksomheder i medlemsstatens økonomi?

7)    Såfremt det fjerde spørgsmål besvares bekræftende, kan tilsynsmyndigheden da lovligt tilpasse den vægtede gennemsnitlige sats for kapitalforrentning således, at transmissions- eller lagersystemoperatøren for naturgas ikke kompenseres for inflationsstigningen i den forudgående tarifperiode?

8)    Såfremt det femte spørgsmål besvares bekræftende, og såfremt systemoperatøren ikke er enig i den vægtede gennemsnitlige sats for kapitalforrentning, som tilsynsmyndigheden har foreslået, eller i de elementer, den er baseret på, skal tilsynsmyndigheden da ved fastlæggelsen af den vægtede gennemsnitlige sats for kapitalforrentning, WACC, inddrage en tredjepart til at vurdere, hvilket beløb for denne sats der er passende?

9)    Er en procedure for fastsættelse af tariffer, hvorved den vægtede gennemsnitlige sats for kapitalforrentning fastlægges af tilsynsmyndigheden, og hvorved transport- eller lagersystemoperatøren for naturgas ikke har ret til at tilpasse denne beregning til de individuelle indikatorer for systemoperatørens virksomhed, forenelig med de formål, der er anført i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73/EF?

10)    Skal artikel 1, [stk. 1], litra b), i forordning [(EF) nr. 715/2009], sammenholdt med samme artikels stk. 2, fortolkes således, at syvende og ottende betragtning til og artikel 13, stk. 1, i denne forordning finder anvendelse på lagerfaciliteter for naturgas og de af tilsynsmyndigheden fastsatte tariffer, hvis adgangen til lagerfaciliteterne for flydende naturgas er reguleret?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13.7.2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EUT 2009, L 211, s. 94).

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1775/2005 (EUT 2009, L 211, s. 36).