RETTENS KENDELSE (Anden Afdeling)

25. oktober 2001 (1)

»Konkurrence - afvisning af en klage - formalitetsindsigelse - beslutning, der bekræfter en beslutning, der er anfægtet inden for fristen - afvisning«

I sag T-354/00,

Métropole télévision SA (M6), Paris (Frankrig), ved avocat D. Théophile, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Wiedner og B. Mongin, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 12. september 2000 om at afvise en klage, sagsøgeren havde indgivet den 6. marts 2000,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R.M. Moura Ramos, og dommerne J. Pirrung og A.W.H. Meij,

justitssekretær: H. Jung,

afsagt følgende

Kendelse

Sagens faktiske omstændigheder og baggrund

1.

    European Broadcasting Union (herefter »EBU«) er en erhvervssammenslutning uden kommercielt sigte bestående af radio- og tv-selskaber. Den blev oprettet i 1950 og har hovedkvarter i Genève (Schweiz). I henhold til artikel 2 i sammenslutningens vedtægter, som ændret den 3. juli 1992, har EBU til formål at varetage sine medlemmers interesser på bl.a. programområdet, det juridiske og det tekniske område, og navnlig at fremme alle former for udveksling af radio- og tv-programmer - f.eks. gennem Eurovision og Euroradio - og enhver anden form for samarbejde mellem medlemmerne indbyrdes og mellem disse og andre radio- og tv-selskaber eller grupper af sådanne selskaber, samt at bistå de aktive medlemmer i forhandlinger af enhver art eller, på deres anmodning, forhandle på deres vegne.

2.

    Eurovision er den vigtigste ramme for programudvekslingen mellem EBU's aktive medlemmer. Eurovision har bestået siden 1954 og udgør et væsentligt led i EBU's målsætning. I artikel 3, stk. 6, i EBU's vedtægter, som affattet den 3. juli 1992, hedder det: »Eurovision er et udvekslingssystem for tv-programmer, der organiseres og koordineres af EBU og er baseret på en forpligtelse for medlemmerne til, på betingelse af gensidighed, indbyrdes at tilbyde dækning af [...] sportsarrangementer og kulturelle arrangementer på deres nationale område, for så vidt som de kan være af interesse for de øvrige medlemmer af Eurovision, således at medlemmerne hver især får mulighed for at give deres respektive lyttere og seere en dækning af høj kvalitet på disse områder.« Eurovision's medlemmer er EBU's aktive medlemmer og konsortier af aktive EBU-medlemmer. Alle EBU's aktive medlemmer kan deltage i en ordning for fælles erhvervelse og deling af tv-rettigheder (og hermed forbundne udgifter) til internationale sportsarrangementer - de såkaldte »Eurovisions-rettigheder«.

3.

    For at blive aktivt medlem er det nødvendigt, at et radio- og tv-selskab opfylder de i vedtægternes artikel 3, stk. 3, opregnede betingelser (herefter »optagelsesbetingelser«). Disse betingelser omhandler bl.a. den nationale dækningsgrad, programmernes karakter og deres finansiering.

4.

    Indtil den 1. marts 1988 var det udelukkende medlemmerne, der havde adgang til EBU's og Eurovision's ydelser. I 1988-vedtægterne blev der imidlertid indsat et nyt stykke i artikel 3 (stk. 6), hvorefter associerede EBU-medlemmer og selskaber, der ikke er medlem af EBU, kan få kontraktmæssig adgang til Eurovision.

5.

    På baggrund af en klage af 17. december 1997 fra selskabet Screensport foretog Kommissionen en undersøgelse af foreneligheden af de bestemmelser, der regulerer den pågældende ordning for fælles køb og deling af tv-rettigheder til sportsarrangementer, med artikel 81 EF. Klagen vedrørte bl.a. EBU's og dennes medlemmers afvisning af at give underlicenser til sportsarrangementer. Den 12. december 1988 fremsendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til EBU vedrørende reglerne om erhvervelse og anvendelse af de tv-rettigheder til sportsarrangementer inden for Eurovision, der i almindelighed har en eksklusiv karakter. Kommissionen erklærede sig parat til at overveje en fritagelse for de nævnte regler på betingelse af, at der blev fastsat en forpligtelse til at meddele underlicens til selskaber, der ikke var medlemmer af EBU, for en betydelig del af de pågældende rettigheder og på rimelige vilkår.

6.

    Den 3. april 1989 indgav EBU en anmeldelse til Kommissionen af sine vedtægtsbestemmelser og andre regler om erhvervelse af tv-rettigheder til sportsarrangementer, om udveksling af sportsprogrammer inden for Eurovision og om tredjemands kontraktmæssige adgang til sådanne programmer med henblik på at opnå negativattest, subsidiært fritagelse i medfør af artikel 81, stk. 3, EF.

7.

    Efter at EBU havde givet sit samtykke til at gøre reglerne for opnåelse af underlicenser til de omhandlede programmer mere lempelige, vedtog Kommissionen den 11. juni 1993 beslutning 93/403/EØF om en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel [81] (EFT L 179, s. 23), hvorved den indrømmede en fritagelse i henhold til den nævnte artikels stk. 3 (herefter »den første fritagelsesbeslutning«).

8.

    Denne beslutning blev annulleret ved Rettens dom af 11. juli 1996 i sagen Métropole télévision m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-528/93, T-542/93, T-543/93 og T-546/93, Sml. II, s. 649, herefter »dommen af 11. juli 1996«).

9.

    Métropole télévision (herefter »M6«) har siden 1987 indgivet seks ansøgninger om optagelse til EBU. M6's ansøgning blev hver gang afvist med den begrundelse, atkanalen ikke opfyldte de i EBU's vedtægter fastsatte optagelsesbetingelser. Efter EBU's sidste afslag indgav M6 den 2. juni 1997 en klage til Kommissionen over EBU's praksis over for M6, navnlig det »automatiske forhåndsafslag«, dets optagelsesansøgninger blev mødt med.

10.

    Den 3. april 1998 ændrede EBU sine vedtægters artikel 3, stk. 3, idet der bl.a. blev tilføjet en betingelse om, at den ansøgende kanal skulle være uafhængig af de agenturer, der i konkurrence med EBU opkøber sportsrettigheder. EBU vedtog også nye regler om fortolkningen af disse betingelser (herefter »de nye optagelsesbetingelser«). Disse nye regler blev samme dag meddelt Kommissionen.

11.

    Ved beslutning af 29. juni 1999 afviste Kommissionen sagsøgerens klage.

12.

    Ved dom af 21. marts 2001 annullerede Retten denne beslutning om afvisning som følge af manglende begrundelse og tilsidesættelse af de forpligtelser, der påhviler Kommissionen i forbindelse med behandling af klager (Métropole télévision mod Kommissionen, sag T-206/99, Sml. II, s. 1057).

13.

    I mellemtiden havde M6 den 6. marts 2000 indgivet et ny klage til Kommissionen, hvormed selskabet anmodede Kommissionen om at erklære EBU's nye optagelsesbetingelser konkurrencebegrænsende og uegnede til at blive fritaget i henhold til artikel 81, stk. 3, EF.

14.

    Kommissionen vedtog den 10. maj 2000 en ny fritagelsesbeslutning (beslutning 2000/400/EF om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 (EFT L 151, s. 18)), hvori den bl.a. i henhold til artikel 81, stk. 3, EF erklærede artikel 81, stk. 1, EF uanvendelig fra den 26. februar 1993 til den 31. december 2005 på de anmeldte aftaler vedrørende fælles erhvervelse af tv-rettigheder til sportsarrangementer, om deling af de kollektivt erhvervede sports-tv-rettigheder, om udveksling af tv-signalet til sportsarrangementer, om regler for ikke-EBU-medlemmers adgang til Eurovisions-sportsrettigheder og om underlicensregler vedrørende udnyttelse af Eurovisions-rettigheder på betalings-tv-kanaler (artikel 1). Til fritagelsen efter artikel 1 knyttes en betingelse og et påbud (artikel 2).

15.

    Kommissionen præciserede i denne beslutning om optagelsesbetingelserne:

»(67)    Kommissionen erkender, at [den første fritagelsesbeslutning] på grund af dens uklare formulering gav Retten grund til at anlægge den fortolkning, at Kommissionen havde fundet EBU's regler for medlemskab konkurrencebegrænsende og indrømmet fritagelse for dem, hvilket rent faktisk ikke var tilfældet. For reglerne for optagelse i EBU som aktivt medlem i vedtægternes artikel 3, stk. 3, var ikke engang blevet anmeldt til Kommissionen af EBU, det var kun Eurovisions-systemet, der blev anmeldt.

(68)     Kommissionen finder fortsat, at en tv-organisations regler for medlemskab ikke i sig selv kan være konkurrencebegrænsende efter EF-traktatens artikel 81,stk. 1. Man må erindre, at mange andre organisationer og sammenslutninger i Europa med økonomiske aktiviteter på markedet har interne regler, der indeholder betingelser for medlemskab svarende til EBU's. Sådanne organisationer kan ikke efter EF-traktatens artikel 81, stk. 1, have pligt til at optage medlemmer mod deres ønske. Det gælder ikke mindst for organisationer som EBU, hvis markedsposition ikke giver dem mulighed for at udelukke konkurrencen [...] Det står alle andre frit for selv at etablere tilsvarende organisationer.

(69)     Kommissionen finder, at spørgsmålet om, hvorvidt der kan have været aftalt konkurrencebegrænsninger inden for sådanne sammenslutninger, er et helt andet spørgsmål. Disse mulige konkurrencebegrænsninger vurderes særskilt under betragtning 71-80.«

16.

    Den 13. juli 2000 anlagde M6 sag til prøvelse af denne beslutning. Sagen blev registreret på Rettens Justitskontor som sag nr. T-185/00.

17.

    Ved skrivelse af 12. september 2000 (herefter »den anfægtede beslutning«) afviste Kommissionen klagen af 6. marts 2000 med følgende formulering:

»Jeg kan fastslå, at Deres klage gentager formuleringer og argumenter fra den klage, De indgav den 5. december 1997, og som Kommissionen afviste ved beslutning af 29. juni 1999. De har den 15. september 1999 anlagt sag til prøvelse af denne beslutning. Derfor er de spørgsmål, der er rejst i klagen, nu forelagt Retten i Første Instans, der vil skulle undersøge de forskellige fremførte argumenter.

Der er ikke siden december 1997 indtrådt nogen ændring i omstændighederne, der begrunder, at M6 indgiver en ny klage.

Endelig anlagde De den 13. juli 2000 sag ved Retten i Første Instans til prøvelse af beslutningen af 10. maj 2000, der fritog EBU's ordning for fælleskøb. I denne sag har De, fuldstændig som i de to klager og med de samme argumenter, også rejst spørgsmålet om optagelsesbetingelserne og deltagelse i EBU-systemet.

Henset til samtlige disse forhold og til, at Deres klage af 6. marts 2000 har karakter af gentagelse, tjener klagen intet formål for så vidt som der er tale om spørgsmål, der er forelagt Retten til pådømmelse.

Derfor er der ikke grund til at fortsætte undersøgelsen.«

Retsforhandlinger og parternes påstande

18.

    Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. november 2000 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.

19.

    Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 21. december 2000 fremsatte Kommissionen i overensstemmelse med artikel 114 i Rettens procesreglement en formalitetsindsigelse i sagen.

20.

    Sagsøgeren har indgivet sit indlæg om denne indsigelse den 12. februar 2001.

21.

    Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 17. april 2001 har EBU indgivet begæring om at måtte intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstande.

22.

    Kommissionen har i sin formalitetsindsigelse nedlagt følgende påstande:

-    Afvisning.

-    Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

23.

    Sagsøgeren har i sit indlæg om formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:

-    Sagen antages til realitetsbehandling.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

24.

    Ved skrivelse af 5. april 2001 anmodede Retten sagsøgeren om at meddele, om selskabet fandt det hensigtsmæssigt at fortsætte sagen henset til, at en eventuel annullation af den anfægtede beslutning i givet fald ville medføre en forpligtelse for Kommissionen til at tage stilling til de nye optagelsesbetingelser, og til, at den allerede havde taget stilling hertil i beslutning 2000/400, som sagsøgeren har anfægtet i sag T-185/00.

25.

    Sagsøgeren svarede Retten ved telefax af 19. april 2001. Selskabet har i sit svar påberåbt sig to grunde til, at det finder det hensigtsmæssigt at fortsætte retsforhandlingerne i sagen. For det første tog Kommissionen ikke i beslutning 2000/400 stilling til samtlige de i sagsøgerens klage af 6. marts 2000 rejste punkter og navnlig ikke til sagsøgeren kritik af det forhold, at de nye optagelsesbetingelser ikke kan fritages i medfør af artikel 81, stk. 3, EF. Sagsøgeren har i den forbindelse præciseret, at »idet Kommissionen ikke behandler disse punkter i sin beslutning af 10. maj 2000, vil en afslutning af sagen ved Retten fratage M6 enhver mulighed for at få svar på det væsentlige i den argumentation, selskabet har fremført«.

26.

    Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at idet selskabets søgsmål er baseret på en tilsidesættelse af visse processuelle regler på området for behandling af klager, har det fortsat en interesse i at få denne tilsidesættelse konstateret i form af en af Retten afsagt dom.

Formaliteten

27.

    I henhold til procesreglementets artikel 113 kan Retten til enhver tid af egen drift efterprøve, om en sag skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt, og herunder hører efter fast retspraksis betingelserne for antagelse til realitetsbehandling af annullationssøgsmål. Afgørelse herom træffes i henhold til bestemmelserne i procesreglementets artikel 114, stk. 3 og 4 (jf. bl.a. Rettens kendelse af 15.9.1998, sag T-100/94, Michailidis m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3115, præmis 49, og den deri nævnte retspraksis). Derfor er Retten ikke bundet til kun at tage stilling til de anbringender, sagsøgte har gjort gældende til støtte for den rejste formalitetsindsigelse.

28.

    Retten finder, at den i denne sag råder over tilstrækkelige oplysninger og beslutter i henhold til denne artikel at træffe afgørelse uden at fortsætte retsforhandlingerne.

29.

    Ifølge fast retspraksis kan en fysisk eller juridisk person i henhold til artikel 230, stk. 4, EF kun anfægte retsakter, der har retligt bindende virkninger, som kan berøre personens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling (Rettens dom af 10.7.1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 367, præmis 42, og Rettens kendelse af 16.3.1998, sag T-235/95, Goldstein mod Kommissionen, Sml. II, s. 523, præmis 37).

30.

    Det skal derfor undersøges, om den anfægtede beslutning berører sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling. Dette er en betingelse for, at sagsøgeren kan anses for at have en interesse i at få den anfægtede retsakt annulleret.

31.

    Det skal fastslås, at Kommissionen, inden den traf den anfægtede beslutning, vedtog beslutning 2000/400, hvis ordlyd er gengivet ovenfor i præmis 15. Kommissionen finder i denne beslutning, at EBU's optagelsesbetingelser ikke omfattes af anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 1, EF, idet »en tv-organisations regler for medlemskab [optagelsesbetingelser] af [...] ikke i sig selv kan være konkurrencebegrænsende efter EF-traktatens artikel 81, stk. 1«, og anfører, at Kommissionen, selv om »der kan have været aftalt konkurrencebegrænsninger inden for sådanne sammenslutninger«, finder, at dette er et helt andet spørgsmål.

32.

    Det må fastslås, at eftersom Kommissionen i den anfægtede beslutning kun har henvist til den stilling, den allerede havde givet klart og udtrykkeligt udtryk for i sin beslutning 2000/400, er den anfægtede beslutning udelukkende en bekræftelse af beslutning 2000/400 (jf. Domstolens dom af 25.10.1977, sag 26/76, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 1875, præmis 4).

33.

    Sagsøgeren har med hensyn til muligheden for at anfægte en bekræftende retsakt påberåbt sig retspraksis, hvorefter en sag, der anlægges til prøvelse af en bekræftende beslutning, kun skal afvises, hvis den bekræftede beslutning er blevet endelig i forhold til den pågældende, idet der ikke er anlagt sag til prøvelse af beslutningen inden søgsmålsfristens udløb. I det tilfælde, hvor sagsøgeren, som inærværende sag, har anfægtet den bekræftede beslutning inden for søgsmålsfristen, vil den pågældende være berettiget til enten at anfægte denne eller den bekræftende beslutning eller begge disse beslutninger (Domstolens dom af 11.5.1989, forenede sager 193/87 og 194/87, Maurissen og Union syndicale mod Revisionsretten, Sml. s. 1045, præmis 26, og Rettens dom af 27.10.1994, sag T-64/92, Chavane de Dalmassy m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers, I-A, s. 227, og II, s. 723, præmis 25).

34.

    Det er korrekt, at begrebet bekræftende retsakt bl.a. er blevet udformet i retspraksis for at forhindre anlæggelse af søgsmål, der bevirker, at søgsmålsfrister, der er udløbet, begynder at løbe på ny (jf. bl.a. Rettens dom af 16.9.1998, sag T-188/95, Waterleiding Maatschappij mod Kommissionen, Sml. II, s. 3713, præmis 108). Derfor har Fællesskabets retsinstanser i de tilfælde, hvor en sådan omgåelse af søgsmålsfristerne ikke kan påvises, i visse tilfælde antaget sager anlagt til prøvelse af både en bekræftet beslutning og en bekræftende beslutning til realitetsbehandling under det samme søgsmål.

35.

    Denne løsning kan dog ikke anvendes, når den bekræftede beslutning og den bekræftende beslutning som i denne sag anfægtes ved to forskellige søgsmål, og sagsøgeren kan forsvare sin opfattelse og gøre sine anbringender gældende inden for rammerne af det første søgsmål.

36.

    Denne konklusion kan ikke ændres ved nogen af de anbringender, sagsøgeren har fremført med henblik på at godtgøre, at det kun var klagen af 6. marts 2000, der fik Kommissionen til at tage stilling til de nye optagelsesbetingelser, hvorfor den anfægtede beslutning indeholder et nyt element, der kan have retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af selskabets retsstilling.

37.

    Det fremgår således af de skrivelser, der indgår i sagsakterne, og som sagsøgeren fremsendte til Kommissionen, navnlig skrivelserne af 16. juli 1997, 21. april og 11. december 1998, at sagsøgeren allerede under den administrative procedure vedrørende beslutning 2000/4000 havde henledt Kommissionens opmærksomhed på EBU's nye optagelsesbetingelser og på det forhold, at de indtrådte ændringer ikke ifølge sagsøgeren gjorde det muligt at imødekomme den kritik, Retten havde fremsat i sin dom af 11. juli 1996, hvorfor Kommissionen ikke kunne fritage disse betingelser. Det følger heraf, at Kommissionen, da den vedtog beslutning 2000/400, fandt, at betingelserne for optagelse i EBU, indbefattet de nye regler, ikke begrænser konkurrencen, og at Kommissionen vurderede dette med fuldt kendskab til sagsøgerens stilling i forhold til de nævnte betingelser for optagelse.

38.

    Hertil kommer, at idet Kommissionen i beslutning 2000/4000 fandt, at betingelserne, herunder de nye, ikke omfattes af anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 1, EF, kan den ikke kritiseres for ikke at have behandlet spørgsmålet om, hvorvidt de nye optagelsesbetingelser kan fritages i henhold til artikel 81, stk. 3, EF. Under disse omstændigheder er sagsøgerens argument om, at selskabet bevarer eninteresse i dette søgsmål, idet Kommissionen ikke i beslutning 2000/400 behandlede samtlige de i sagsøgerens klage af 6. marts 2000 rejste punkter, uden ethvert grundlag.

39.

    Yderligere er spørgsmålet om, hvorvidt optagelsesbetingelserne er konkurrencebegrænsende, og om Kommissionen kan fritage Eurovision-systemet ved at se bort fra betingelser, der gør det muligt for en tv-kanal at få adgang til dette system som medlem, netop det centrale i de problemer, der er rejst af sagsøgeren i sag T-185/00, der vedrører beslutning 2000/400.

40.

    Endelig forkastes det argument for, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, som er baseret på sagsøgerens interesse i at få fastslået de tilsidesættelser, Kommissionen hævdes at have begået på området for behandling af klager. Da Kommissionen i den anfægtede beslutning kun har henvist til sin stillingtagen i en tidligere beslutning, der er blevet anfægtet af sagsøgeren, kan de anbringender, sagsøgeren har fremført til anfægtelse af den anfægtede beslutning, ikke i sig selv godtgøre en interesse i, at der føres to sager ved Retten.

41.

    Det følger af det ovenfor anførte, at søgsmålet må afvises.

42.

    Idet nærværende søgsmål afvises, og idet Retten har givet Kommissionen medhold i dens påstande, er det ufornødent at tage stilling til EBU's interventionsbegæring.

Sagens omkostninger

43.

    I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør selskabet dømmes til at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling)

1)    Sagen afvises.

2)    Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

3)    Det er ufornødent at tage stilling til European Broadcasting Union's interventionsbegæring.

Således bestemt i Luxembourg den 25. oktober 2001.

H. Jung

R.M. Moura Ramos

Justitssekretær

Afdelingsformand

1: Processprog: fransk.