DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
8. juli 2010 (*)
»Direktiv 2000/78/EF – artikel 8 og 9 – national procedure med henblik på, at forpligtelserne i henhold til direktivet efterkommes – frist for sagsanlæg – ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet – princippet om forbud mod forringelse af det eksisterende beskyttelsesniveau«
I sag C-246/09,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Landesarbeitsgericht Hamburg (Tyskland) ved afgørelse af 3. juni 2009, indgået til Domstolen den 6. juli 2009, i sagen:
Susanne Bulicke
mod
Deutsche Büro Service GmbH,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J.N. Cunha Rodrigues, og dommerne P. Lindh (refererende dommer), A. Rosas, A. Ó Caoimh og A. Arabadjiev,
generaladvokat: Y. Bot
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Susanne Bulicke ved Rechtsanwalt K. Bertelsmann
– den tyske regering ved M. Lumma og N. Graf Vitzthum, som befuldmægtigede
– Irland ved D. O’Hagan, som befuldmægtiget, bistået af barrister N.J. Travers
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Enegren og B. Conte, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8 og 9 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT L 303, s. 16, herefter »direktivet«).
2 Anmodningen er blevet fremsat inden for rammerne af en retssag, der føres mellem Susanne Bulicke og Deutsche Büro Service GmbH (herefter »Deutsche Büro«) i anledning af et krav om skadesløsholdelse for forskelsbehandling på grund af alder, som Susanne Bulicke mente at have været udsat for i forbindelse med ansættelsen.
Retsforskrifter
EU-retlige forskrifter
3 I henhold til direktivets artikel 1 er dets formål med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
4 28.-30. betragtning til direktivet er affattet som følger:
»(28) Dette direktiv fastsætter mindstekrav og giver således medlemsstaterne mulighed for at indføre eller opretholde gunstigere bestemmelser. Gennemførelsen af dette direktiv kan ikke anvendes som begrundelse for en forringelse af eksisterende vilkår på dette felt i de enkelte medlemsstater.
(29) Personer, som udsættes for forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, bør sikres den fornødne retsbeskyttelse. […]
(30) Effektiv gennemførelse af princippet om ligebehandling forudsætter passende retsbeskyttelse mod repressalier.«
5 Direktivets artikel 8 bestemmer:
»1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling end bestemmelserne i dette direktiv.
2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under ingen omstændigheder til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau i medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af direktivet.«
6 Direktivets artikel 9 fastsætter følgende:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser, herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.
[…]
3. Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om ligebehandling.«
Nationale bestemmelser
Den almindelige ligebehandlingslov
7 Direktivet blev gennemført ved den almindelige ligebehandlingslov (Allgemeines Gleichbehandlungsgesetz) af 14. august 2006 (BGBl. 2006 I, s. 1897, herefter »AGG«).
8 AGG’s § 1 med overskriften »Lovens formål« bestemmer:
»Denne lov har til formål at forhindre eller afskaffe forskelsbehandling på grund af race, etnisk oprindelse, køn, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«
9 AGG’s § 15 med overskriften »Godtgørelse og skadeserstatning« er affattet som følger:
»1) Ved tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling skal arbejdsgiveren erstatte den forvoldte skade. Dette gælder ikke, såfremt arbejdsgiveren ikke er ansvarlig for tilsidesættelsen.
2) Arbejdstageren kan kræve en passende økonomisk godtgørelse for en ikke-økonomisk skade. Såfremt der ikke sker ansættelse, kan godtgørelsen ikke overstige tre månedslønninger, hvis arbejdstageren heller ikke ville være blevet ansat i tilfælde af ikke-diskriminerende udvælgelse.
3) I forbindelse med anvendelsen af kollektive aftaler skal arbejdsgiveren kun betale godtgørelse, såfremt han har handlet forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
4) Et krav i henhold til stk. 1 eller 2 skal gøres gældende inden for to måneder, med mindre andet er bestemt ved overenskomst. Ved ansøgning om ansættelse eller forfremmelse regnes fristen fra modtagelse af afslaget og i andre tilfælde af forskelsbehandling fra det tidspunkt, hvor forskelsbehandlingen kommer til arbejdstagerens kundskab.
5) I øvrigt berøres andre krav i forhold til arbejdsgiveren, der følger af andre lovbestemmelser, ikke.
6) Arbejdsgiverens tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling i § 7, stk. 1, medfører ikke krav på ansættelse, erhvervsuddannelse eller forfremmelse, medmindre dette følger af et andet retsgrundlag.«
Den borgerlige lovbog
10 § 195 i den tyske borgerlige lovbog (Bürgerliches Gesetzbuch, herefter »BGB«) bestemmer, at den almindelige forældelsesfrist er på tre år.
11 BGB’s § 611a i den affattelse, der var gældende indtil den 17. august 2006, hvor AGG trådte i kraft, bestemte:
»1) En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle en arbejdstager på grundlag af køn i forbindelse med indgåelsen af en aftale eller iværksættelsen af en foranstaltning, navnlig ikke ved etablering af et ansættelsesforhold […]
2) Såfremt en arbejdsgiver ved etableringen af et ansættelsesforhold tilsidesætter det i stk. 1 fastsatte forbud mod forskelsbehandling, kan den ansøger, der herved stilles ringere, kræve en passende økonomisk erstatning […]
4) Krav i henhold til stk. 2 […] skal fremsættes skriftligt inden for en frist, der løber fra modtagelsen af afslaget på ansøgningen. Fristens længde afhænger af den præklusive frist, der gælder for fremsættelse af krav om skadeserstatning vedrørende det tilstræbte ansættelsesforhold; minimumsfristen er på to måneder. Såfremt der ikke er fastsat en sådan frist for det tilstræbte ansættelsesforhold, er fristen på seks måneder.
[…]«
Arbejdsretsloven
12 § 61b i arbejdsretsloven (Arbeitsgerichtsgesetz) af 2. juli 1979 (BGBl. 1979 I, s. 853, herefter »ArbGG«) præciserer, at »ethvert krav på skadeserstatning i henhold til [AGG’s] § 15 skal indbringes for retten inden for tre måneder efter, at kravet skriftligt er gjort gældende« over for arbejdsgiveren.
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
13 Den 16. november 2007 svarede Susanne Bulicke, der på dette tidspunkt var 41 år, på en stillingsannonce, som Deutsche Büro havde indrykket i en avis. Stillingsannoncen var affattet som følger:
»Vi søger til vores unge team i City motiverede medarbejdere m/k. Kan du lide at snakke i telefon? Så er du den helt rigtige for os. Vi giver dig tilmed mulighed for at tjene penge på det. Er du mellem 18 og 35 år, har gode tyskkundskaber og søger fuldtidsbeskæftigelse? […]«
14 Den 19. november 2007 fik Susanne Bulicke telefonisk besked om, at hendes ansøgning ikke var blevet imødekommet. Dette afslag blev bekræftet ved skrivelse af 21. november 2007, hvoraf det fulgte, at alle stillinger var blevet besat. Det viste sig dog, at to personer på 20 og 22 år var blevet ansat den 19. november 2007.
15 Deutsche Büro indrykkede tilsvarende annoncer den 22. november 2007 samt den 9. april, den 3. september og den 10. september 2008. Samtlige annoncer brugte vendingerne »unge team« og »mellem 18 og 35 år«.
16 Den 29. januar 2008 anlagde Susanne Bulicke sag ved Arbeitsgericht Hamburg med henblik på at få erstatning for den skade, hun mente at have lidt som følge af den forskelsbehandling, hun påstod at have været udsat for.
17 Ved dom af 10. december 2008 frifandt denne ret Deutsche Büro med den begrundelse, at Susanne Bulicke ikke forudgående havde fremsat sit krav over for Deutsche Büro inden for den i AGG’s § 15, stk. 4, fastsatte frist.
18 Susanne Bulicke appellerede afgørelsen til Landesarbeitsgericht Hamburg. Ifølge denne ret står det fast, at Susanne Bulicke ikke har overholdt fristen i AGG’s § 15, stk. 4.
19 Den forelæggende ret har rejst spørgsmålet, om AGG’s § 15, stk. 4, er i overensstemmelse med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, dels fordi der ikke i arbejdsretten – ud over i kollektive aftaler – findes nogen præklusiv frist, men alene almindelige forældelsesfrister, sådan som fristen i BGB’s § 195, dels fordi fristen i AGG er for kort til, at ansøgeren til en stilling kan gøre sine rettigheder gældende.
20 Den forelæggende ret har også konstateret, at den i AGG’s § 15, stk. 4, fastsatte frist er kortere end den, der var fastsat i BGB’s § 611a i den indtil den 17. august 2006 gældende affattelse i forhold til forskelsbehandling på grund af køn. Den nye lovgivning er dermed et tilbageskridt i forhold til den tidligere.
21 Landesarbeitsgericht Hamburg har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er en national lovgivning, hvorefter der (uden for det kollektive overenskomstområde) med hensyn til adgangen til skriftligt at rejse krav om skadeserstatning og/eller godtgørelse på grund af forskelsbehandling ved ansættelse gælder en frist på to måneder fra modtagelse af afslaget – eller fortolket: fra det tidspunkt, hvor forskelsbehandlingen er kommet til kundskab – i strid med primær fællesskabsret (sikring af en effektiv retsbeskyttelse) og/eller med det fællesskabsretlige forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, jf. [direktivet], når der for tilsvarende krav i henhold til national ret gælder en forældelsesfrist på tre år, og/eller med forbuddet mod forringelser i henhold til artikel 8 i [samme direktiv], såfremt en tidligere national forskrift indeholdt en længere præklusiv frist ved forskelsbehandling på grund af køn?«
Om det præjudicielle spørgsmål
22 Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, hvorvidt direktivets artikel 8 og 9 er gennemført korrekt ved en bestemmelse, såsom AGG’s § 15, stk. 4, som bestemmer, at den, som ved ansættelse har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder, skal fremsætte sit krav over for den, der står bag forskelsbehandlingen, inden for en frist på to måneder fra modtagelsen af afslaget på ansættelse – eller, efter en anden fortolkning af bestemmelsen, fra det tidspunkt, hvor forskelsbehandlingen er kommet til kundskab.
23 Den forelæggende ret ønsker mere specifikt oplyst, hvorvidt denne bestemmelse er i overensstemmelse dels med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, navnlig i forhold til andre bestemmelser i den nationale lovgivning, som underlægger eventuelt sammenlignelige krav længere frister, dels med princippet om ikke at forringe beskyttelsesniveauet i forhold til en ældre bestemmelse i den nationale lovgivning, som fastsatte en præklusiv frist, der i tilfælde af forskelsbehandling på grund af køn var længere.
Om ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet
24 Direktivets artikel 9 fastsætter, dels at medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til direktivet, dels at disse forpligtelser for medlemsstaterne ikke berører nationale regler om tidsfrister for anlæggelse af retssager vedrørende dette princip. Det følger af det heri fastsatte, at spørgsmålet om frister for at indlede et søgsmål for at sikre, at forpligtelserne i henhold til direktivet efterkommes, ikke er reguleret i EU-retten.
25 Det følger af fast retspraksis, at det, når der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, men disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. bl.a. dom af 13.3.2007, sag C-432/05, Unibet, Sml. I, s. 2271, præmis 43, af 7.6.2007, forenede sager C-222/05 – C-225/05, van der Weerd m.fl., Sml. I, s. 4233, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.2.2008, sag C-2/06, Kempter, Sml. I, s. 411, præmis 57).
26 Det er en betingelse for, at ækvivalensprincippet er overholdt, at den omtvistede regel finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af EU-retten, og søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret, og hvor sagsgenstanden og søgsmålsgrundlaget er de samme (jf. dom af 1.12.1998, sag C-326/96, Levez, Sml. I, s. 7835, præmis 41, af 16.5.2000, sag C-78/98, Preston m.fl., Sml. I, s. 3201, præmis 55, og af 29.10.2009, sag C-63/08, Pontin, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 45).
27 Dette princip kan dog ikke fortolkes således, at en medlemsstat er forpligtet til at udvide den gunstigste nationale ordning til at omfatte alle sager, der – sådan som i tvisten i hovedsagen – anlægges på det arbejdsretlige område (jf. i denne retning Levez-dommen, præmis 42, og Pontin-dommen,, præmis 45).
28 For at kunne vurdere, om ækvivalensprincippet overholdes i tvisten i hovedsagen, skal den nationale ret, der er den eneste, som har direkte kendskab til de processuelle regler for sagsanlæg på det arbejdsretlige område, efterprøve såvel formålet med som de væsentligste momenter ved søgsmål på grundlag af national ret, som hævdes at være tilsvarende søgsmål (jf. Levez-dommen, præmis 43, dommen i sagen Preston m.fl., præmis 56, og Pontin-dommen, præmis 45).
29 Hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse giver en dårligere beskyttelse end procesreglerne for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, skal bedømmes af den nationale ret under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale instanser (jf. Levez-dommen, præmis 44, dommen i sagen Preston m.fl., præmis 61, og Pontin-dommen, præmis 46).
30 På baggrund af oplysningerne fra den forelæggende ret synes muligheden for at opnå erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade, der er lidt som følge af tilsidesættelsen af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af race, etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, at være blevet indført ved AGG, og der fandtes derfor ikke før vedtagelsen af denne lov i egentlig forstand tilsvarende procedurer.
31 Ifølge den forelæggende ret er der ingen præklusiv frist, som finder anvendelse på arbejdsretten – ud over i kollektive aftaler – men alene almindelige forældelsesfrister. Den har dog anført, at Arbeitsgericht Hamburg i sin dom af 10. december 2008 påpegede, at der findes situationer, hvor arbejdstagerne er nødt til at gøre deres krav gældende inden for korte frister. Dette gælder således for sager vedrørende beskyttelse mod opsigelse, der skal anlægges inden tre uger efter modtagelse af opsigelsen. En sag med påstand om at få en tidsbegrænset ansættelseskontrakt erklæret ugyldig skal tilsvarende anlægges inden tre uger efter, at kontrakten er udløbet som aftalt. Endelig anførte Arbeitsgericht, at der i kollektive aftaler ofte findes præklusive frister, hvorefter krav forældes, såfremt de ikke rejses retsligt inden for korte frister.
32 Ifølge den forelæggende ret fastsatte BGB’s § 611a i den affattelse, der var gældende, indtil AGG trådte i kraft, en minimumsfrist på to måneder til at fremsætte en klage til arbejdsgiveren i tilfælde af forskelsbehandling på grund af køn, når en præklusiv frist var fastsat for at fremsætte andre krav om godtgørelse på grundlag af det omhandlede ansættelsesforhold. I mangel af en sådan frist var den frist, der fandt anvendelse inden for rammerne af BGB’s § 611a, således på seks måneder.
33 Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at fristen i AGG’s § 15, stk. 4, kun vedrører klagen til arbejdsgiveren. Den tyske regering har anført, at denne frist skal kombineres med den i ArbGG’s § 61b fastsatte. Det er kun, hvis arbejdsgiveren ikke imødekommer den klage, der er fremsat i henhold til AGG’s § 15, stk. 4, at den person, som mener at have været udsat for forskelsbehandling, har en frist på tre måneder fra tidspunktet, hvor kravet fremsættes skriftligt over for arbejdsgiveren, til at indbringe sagen for arbejdsretten. Klagen til arbejdsgiveren kan erstattes af, at der iværksættes et søgsmål, forudsat at iværksættelsen heraf og stævningens forkyndelse for arbejdsgiveren sker inden for den i den nævnte § 15, stk. 4, fastsatte frist.
34 En bestemmelse, såsom AGG’s § 15, stk. 4, som bestemmer, at den, som ved ansættelse har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder, inden for en frist på to måneder skal fremsætte sit krav over for den, der står bag forskelsbehandlingen, for at opnå erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade, forekommer ikke at være mindre gunstig end bestemmelserne vedrørende tilsvarende søgsmål i henhold til national arbejdsret. Det påhviler imidlertid den nationale ret at efterprøve, hvorvidt de processuelle frister, som Arbeitsgericht Hamburg henviste til i sin afgørelse af 10. december 2008, er sammenlignelige frister. Såfremt det skulle vise sig, at et eller flere af de retsmidler, der er omtalt i forelæggelsesafgørelsen, eller andre nationale retsmidler, der ikke er blevet nævnt for Domstolen, ligner det søgsmål med krav om godtgørelse, som indledes efter en forskelsbehandling, ville det stadig påhvile den forelæggende ret at vurdere, om sådanne søgsmål er undergivet gunstigere processuelle regler (jf. analogt Pontin-dommen, præmis 56). Desuden påhviler det den nationale ret at efterprøve, hvorvidt den af den tyske regering foreslåede fortolkning, hvorefter den i AGG’s § 15, stk. 4, fastsatte frist kombineres med den i ArbGG’s § 61b fastsatte, kan tiltrædes.
35 Hvad angår effektivitetsprincippet har Domstolen fastslået, at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale instanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, bl.a. beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling (jf. dom af 14.12.1995, sag C-312/93, Peterbroeck, Sml. I, s. 4599, præmis 14, Unibet-dommen, præmis 54, dom af 6.10.2009, sag C-40/08, Asturcom Telecomunicaciones, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 39, samt Pontin-dommen, præmis 47).
36 Det er fast retspraksis, at fastsættelsen af rimelige, præklusive søgsmålsfrister i princippet opfylder kravet om effektivitet, for så vidt som det er udtryk for det grundlæggende retssikkerhedsprincip (jf. dom af 10.7.1997, sag C-261/95, Palmisani, Sml. I, s. 4025, præmis 28, dommen i sagen Preston m.fl., præmis 33, dom af 24.9.2002, sag C-255/00, Grundig Italiana, Sml. I, s. 8003, præmis 34, samt Kempter-dommen, præmis 58). Sådanne frister kan nemlig ikke antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten (jf. Grundig Italiana-dommen, præmis 34, Kempter-dommen, præmis 58, og Pontin-dommen, præmis 48). Med dette forbehold kan medlemsstaterne frit fastsætte mere eller mindre lange frister (jf. dom af 17.6.2004, sag C-30/02, Recheio – Cash & Carry, Sml. I, s. 6051, præmis 20). For så vidt angår præklusive frister har Domstolen ligeledes fastslået, at det tilkommer medlemsstaterne for de nationale bestemmelser, der henhører under fællesskabsrettens anvendelsesområde, at fastsætte frister i forhold til, bl.a. hvor afgørende den beslutning, der skal træffes, er for de berørte, kompleksiteten af de procedurer og den lovgivning, der finder anvendelse, antallet af personer, der kan være berørt, og andre offentlige eller private interesser, hvortil der skal tages hensyn (jf. Pontin-dommen, præmis 48).
37 Det skal derfor efterprøves, hvorvidt den i AGG’s § 15, stk. 4, fastsatte frist opfylder effektivitetsprincippets krav hvad angår både fristens længde og starttidspunkt.
38 Den nævnte § 15, stk. 4, fastsætter en frist på to måneder for at fremsætte krav over for arbejdsgiveren. Som den tyske regering har anført, er det væsentligt, at arbejdsgiveren hurtigt meddeles et krav, og at han, henset til AGG’s bevisregler, ikke pålægges at opbevare dokumenter vedrørende ansættelsesprocedurer uforholdsmæssigt længe.
39 Fastsættelsen af denne frist til to måneder synes ikke at kunne gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt svært at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten.
40 Hvad angår søgsmålsfristens starttidspunkt følger det af ordlyden af AGG’s § 15, stk. 4, at »[v]ed ansøgning om ansættelse […] regnes fristen fra modtagelse af afslaget« på ansøgningen. I en sådan situation er der risiko for, at arbejdstageren ikke inden for fristen på to måneder fra afslaget på ansøgningen ved, om han har været udsat for forskelsbehandling, eller kender omfanget heraf – navnlig på grund af arbejdsgiverens adfærd – hvilket gør det umuligt at anlægge det søgsmål, som direktivet fastsætter bestemmelse om (jf. i denne retning Levez-dommen, præmis 31).
41 Imidlertid fremgår det både af forelæggelsesafgørelsen og af den tyske regerings indlæg, at starttidspunktet for den frist, der er fastsat i AGG’s § 15, stk. 4, ud fra en formålsfortolkning af denne bestemmelse ikke nødvendigvis er tidspunktet for modtagelsen af afslaget på ansøgningen, men det tidspunkt, hvor den påståede forskelsbehandling kommer til arbejdstagerens kundskab. Under disse omstændigheder kan denne bestemmelse ikke gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt svært at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten.
42 I lyset af disse betragtninger skal den første del af spørgsmålet besvares med, at primær EU-ret og direktivets artikel 9 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national processuel regel, hvorefter den, som ved ansættelse har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder, over for den, der har udøvet forskelsbehandlingen, skal fremsætte et krav om godtgørelse for økonomisk og ikke-økonomisk skade inden for en frist på to måneder, forudsat
– dels at denne frist ikke er mindre gunstig end den, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national arbejdsret
– dels at fastsættelsen af det tidspunkt, fra hvilket denne frist begynder at løbe, ikke gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til direktivet.
Det påhviler den nationale ret at efterprøve, hvorvidt disse to betingelser er opfyldt.
Om princippet om forbud mod forringelse af beskyttelsesniveauet
43 Direktivets artikel 8 bestemmer, at gennemførelsen af dette direktiv under ingen omstændigheder berettiger til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau i medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af direktivet.
44 Hvad angår Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43), og mere specifikt for så vidt angår denne rammeaftales § 8, stk. 3, hvoraf det fremgår, at dens gennemførelse ikke kan udgøre en gyldig begrundelse for medlemsstaterne til at sænke det generelle niveau for beskyttelse af arbejdstagere, som tidligere gjaldt i det nationale retssystem, på det område, som aftalen omfatter, har Domstolen allerede fastslået, at en forringelse af den beskyttelse, som arbejdstagerne nyder godt af på området for tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke i sig selv er forbudt i henhold til denne rammeaftale, da denne forringelse for at falde ind under forbuddet i aftalens § 8, stk. 3, dels skal være forbundet med rammeaftalens »gennemførelse«, dels skal vedrøre »det generelle niveau for beskyttelse« af arbejdstagere i tidsbegrænset ansættelse (jf. dom af 23.4.2009, forenede sager C-378/07 – C-380/07, Angelidaki m.fl., Sml. I, s. 3071, præmis 126 og den deri nævnte retspraksis).
45 Da direktivets artikel 1 ikke nævner køn som en anledning til forskelsbehandling, kan den mulige forringelse af beskyttelsesniveauet for forskelsbehandling på dette grundlag under alle omstændigheder ikke anses for at falde ind under de af direktivet regulerede områder.
46 Længden af fristen for at fremsætte krav om erstatning for forskelsbehandling på grund af køn, sådan som anført i BGB’s § 611a i den affattelse, der var gældende, før AGG trådte i kraft, henhører følgelig ikke under begrebet »beskyttelsesniveau[et] […] over for forskelsbehandling« som omhandlet i direktivets artikel 8, stk. 2.
47 I lyset af disse betragtninger skal den anden del af spørgsmålet besvares med, at direktivets artikel 8 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national processuel regel, der er vedtaget til gennemførelse af direktivet, og som ændrer en tidligere lov, der fastsatte en frist for at fremsætte krav om godtgørelse i tilfælde af forskelsbehandling på grund af køn.
Sagens omkostninger
48 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
1) Primær EU-ret og artikel 9 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national processuel regel, hvorefter den, som ved ansættelse har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder, over for den, der har udøvet forskelsbehandlingen, skal fremsætte et krav om godtgørelse for økonomisk og ikke-økonomisk skade inden for en frist på to måneder, forudsat
– dels at denne frist ikke er mindre gunstig end den, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national arbejdsret
– dels at fastsættelsen af det tidspunkt, fra hvilket denne frist begynder at løbe, ikke gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til direktivet.
Det påhviler den nationale ret at efterprøve, hvorvidt disse to betingelser er opfyldt.
2) Artikel 8 i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national processuel regel, der er vedtaget til gennemførelse af direktivet, og som ændrer en tidligere lov, der fastsatte en frist for at fremsætte krav om godtgørelse i tilfælde af forskelsbehandling på grund af køn.
Underskrifter