RETTENS KENDELSE (Første Afdeling)
28. februar 2012 (*)
»Toldunion – import af farvefjernsynsmodtagere samlet i Tyrkiet – efteropkrævning af importafgifter – anmodning om fritagelse for efteropkrævning af told og fritagelse for told – artikel 220, stk. 2, litra b), og artikel 239 i forordning (EØF) nr. 2913/92 – afgørelse om afslag truffet af Kommissionen – den nationale retsinstans’ annullation af nationale myndigheders afgørelse om efterfølgende bogføring af told – ufornødent at træffe afgørelse«
I sag T-153/10,
Schneider España de Informática, SA, Torrejón de Ardoz (Spanien), ved advokaterne P. De Baere og P. Muñiz,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved R. Lyal og L. Bouyon, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
hvori der er nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2010) 22 endelig af 18. januar 2010, hvori det over for de spanske myndigheder fastslås, at det er begrundet at foretage efterfølgende bogføring af importafgift for farvefjernsyn samlet i Tyrkiet, og at det ikke er begrundet at indrømme fritagelse for disse importafgifter (sag REM 02/08),
har
RETTEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi, og dommerne E. Cremona og S. Frimodt Nielsen (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Sagens baggrund
1 I årene 1999, 2000 og 2001 importerede sagsøgeren, Schneider España de Informática, SA, farvefjernsyn til Spanien med henblik på disses overgang til fri omsætning og angav, at fjernsynene havde oprindelse i Tyrkiet.
2 Den 28. august 2002 oplyste de spanske toldmyndigheder sagsøgeren om, at de ville foretage en efterfølgende kontrol af den i præmis 1 nævnte import.
3 I forbindelse med et administrativt samarbejde i Tyrkiet fra den 29. april til den 2. maj 2003 mellem Kommissionens Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og embedsmænd fra visse medlemsstater blev det konkluderet, at sagsøgerens tyrkiske leverandør havde indsat katoderør med oprindelse i Kina eller Sydkorea i de af sagsøgeren importerede fjernsyn. En sådan import var underlagt antidumpingtold som fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 710/95 af 27. marts 1995 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af farvefjernsynsmodtagere med oprindelse i Malaysia, Den Kinesiske Folkerepublik, Republikken Korea, Singapore og Thailand og om endelig opkrævning af midlertidig told (EFT L 73, s. 3), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 2584/98 af 27. november 1998 (EFT L 324, s. 1).
4 Som følge af denne undersøgelse har de spanske toldmyndigheder ved tre afgørelser af 23. juni 2004 (herefter »afgørelserne om efterfølgende bogføring«) fastslået forekomsten af en toldskyld, der skyldes manglende betaling af antidumpingtold ved den i præmis 1 nævnte import, og har pålagt sagsøgeren at betale unddragne toldafgifter på i alt 51 639,89 EUR, med tillæg af renter på 10 008,97 EUR, samt betaling af moms, der beløber sig til 8 263,38 EUR, med tillæg af renter på 1 601,44 EUR (herefter »de omhandlede afgifter«).
5 Ved skrivelse af 18. maj 2005 har sagsøgeren anmodet om, at denne toldskyld ikke gøres til genstand for en efterfølgende bogføring under henvisning til artikel 220, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret (EFT L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«), samt en godtgørelse af denne i henhold til artikel 239 i samme forordning. Denne anmodning (herefter »sagsøgerens anmodning«) blev overgivet af Kongeriget Spanien til Kommissionen ved skrivelse af 17. marts 2008.
6 Samtidig med anmodningen anlagde sagsøgeren sag ved de nationale administrative myndigheder og domstole med påstand om annullation af afgørelserne om efterfølgende bogføring.
7 Den 21. november 2008 afviste Tribunal Económico-Administrativo Regional de Madrid (den regionale skattemyndighed i Madrid, Spanien) sagsøgerens krav. Sagsøgeren appellerede denne beslutning til Tribunal Superior de Justicia de Madrid (appelretten i Madrid).
8 Ved beslutning K(2010) 22 endelig af 18. januar 2010, hvorved Kommissionen fastslog, at efterfølgende bogføring af importafgifter var begrundet, og afgiftsfritagelse for disse afgifter ikke var begrundet i en bestemt sag (sag REM 02/08) (herefter »den anfægtede beslutning«), afviste Kommissionen sagsøgerens anmodning, der var fremlagt af Kongeriget Spanien.
9 I den anfægtede beslutning har Kommissionen for det første antaget, at i den foreliggende sag har toldmyndighederne ikke begået en fejl i henhold til toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og sagsøgeren har ikke udvist tilstrækkelig agtpågivenhed i henhold til samme bestemmelse. Kommissionen mener dernæst ikke, at der er tale om en særlig situation som omhandlet i toldkodeksens artikel 239.
10 Den 3. maj 2010 afviste de spanske toldmyndigheder sagsøgerens anmodning, idet de traf afgørelse i henhold til artikel 869 ff. og artikel 908, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til EF-toldkodeksen (EFT L 253, s. 1, herefter »gennemførelsesforordningen«), som affattet ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1335/2003 af 25. juli 2003 (EUT L 187, s. 16) og i overensstemmelse med den anfægtede beslutning.
Retsforhandlinger og parternes påstande
11 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. april 2010 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.
12 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag har sagsøgeren anmodet om, at der træffes foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, således at Kommissionen pålægges at fremlægge kopi af 28 dokumenter i deres helhed. I Kommissionens indlæg desangående, som fremlagt inden for den fastsatte frist, modsatte Kommissionen sig denne anmodning.
13 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
— Den anfægtede beslutning annulleres.
— Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
14 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
— Frifindelse.
— Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
15 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 21. september 2011 har sagsøgeren tilstillet Retten en kopi af dom nr. 178/11, afsagt den 16. marts 2011 af Tribunal Superior de Justicia de Madrid (herefter »dommen fra Tribunal Superior de Justicia«). I henhold til denne dom, som ikke kan appelleres, er afgørelserne om efterfølgende bogføring blevet ophævet som følge af forældelse i henhold til toldkodeksens artikel 221, stk. 3. I den medfølgende skrivelse anerkendte sagsøgeren, at som følge af denne annullation er virksomheden ikke længere forpligtet til at betale den pågældende told. Sagsøgeren har alligevel nedlagt påstand om, at Retten skal træffe afgørelse i sagen, eller subsidiært, såfremt den fastslår, at dette ikke længere er fornødent, at hver part idømmes at betale sine egne omkostninger.
16 Af svaret på et spørgsmål fra Retten fremgår det, at Kommissionen er af den opfattelse, at genstanden for den foreliggende sag er bortfaldet på grund af dommen fra Tribunal Superior de Justicia. Sagsøgeren har indgivet indlæg om Kommissionens standpunkt inden for den fastsatte frist.
Retlige bemærkninger
17 I henhold til procesreglementets artikel 113 kan Retten til enhver tid af egen drift efter høring af parterne fastslå, at sagen er blevet uden genstand, og at det er ufornødent at træffe afgørelse. I henhold til samme reglements artikel 114, stk. 3, forhandles der mundtligt, medmindre Retten bestemmer andet.
18 Efter at parterne er blevet hørt (jf. præmis 15 og 16 ovenfor), finder Retten, at den i denne sag råder over tilstrækkelige oplysninger til at træffe afgørelse uden yderligere forberedelse af sagen.
19 Med dette søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af den anfægtede beslutning, hvorved Kommissionen har afvist selskabets anmodning vedrørende manglende efterfølgende bogføring og fritagelse for den toldskyld, det var pålagt i henhold til afgørelserne om en efterfølgende bogføring. Det skal derfor afgøres, om annullationen af den anfægtede beslutning stadig kan tilføre sagsøgeren en fordel som følge af en endelig retsafgørelse om ophævelse af afgørelserne om efterfølgende bogføring. Uden en sådan interesse under sagens behandling må det fastslås, at den foreliggende sags genstand er bortfaldet, og at det følgelig er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.
20 Kravet om, at sagen skal bevare sin genstand, er en nødvendig betingelse for, at retsinstansen kan udøve sine beføjelser i relation til forekomsten af en konkret fordel, som sagsøgeren kan udlede af retsafgørelsen, således at denne afslutter sagen (jf. i denne retning Domstolens kendelse af 11.10.2007, sag C-301/05 P, Wilfer/OHMI, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).
21 Sagsøgerens interesse i at opnå en retsafgørelse skal vurderes i forhold til omfanget af retsinstansens beføjelser i relation til sagsanlægget (jf. i denne retning Domstolens dom af 24.11.2005, forenede sager C-138/03, C-324/03 og C-431/03, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 10043, præmis 25).
22 Spørgsmålet om, hvorvidt en sag bevarer sin genstand, skal sammenholdes med spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren har søgsmålsinteresse. Mens en manglende søgsmålsinteresse medfører, at sagen afvises, hvilket skal bedømmes på grundlag af den situation, der forelå på tidspunktet for stævningens indlevering (Domstolens dom af 18.4.2002, forenede sager C-61/96, C-132/97, C-45/98, C-27/99, C-81/00 og C-22/01, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 3439, præmis 23), kan det forhold, at sagens genstand forsvinder under sagens behandling, hvorved retsafgørelsen ikke længere kan tilføre sagsøgeren en fordel, medføre, at det er ufornødent at tage stilling til sagen (jf. Domstolens dom af 15.2.2005, sag C-13/03 P, Kommissionen mod Tetra Laval, Sml. I, s. 1113, præmis 23, og af 7.6.2007, sag C-362/05 P, Wunenburger mod Kommissionen, Sml. I, s. 4333, præmis 42, samt Rettens kendelse af 26.6.2008, forenede sager T-433/03, T-434/03, T-367/04 og T-244/05, Gibtelecom mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).
23 Konstateringen af at sagens genstand forsvinder, sker i givet fald af egen drift (jf. Domstolens dom af 3.12.2009, forenede sager C-399/06 P og C-403/06 P, Hassan og Ayadi mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 11393, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis). I et sådant tilfælde skal den retsinstans, der er forelagt sagen, afholde sig fra at træffe afgørelse i sagen, og den har herved ikke nogen skønsmargen hvad angår følgerne af en sådan konstatering (jf. i denne retning dommen i sagen Wunenburger mod Kommissionen, nævnt i præmis 22 ovenfor, præmis 39).
24 For at besvare spørgsmålet om, hvorvidt den foreliggende sag bevarer sin genstand, skal man for det første undersøge forholdet mellem de afgørelser fra de nationale toldmyndigheder, der fastslår forekomsten af en importørs toldskyld, som i den foreliggende sag er afgørelserne om efterfølgende bogføring, og de beslutninger, hvori Kommissionen har udtalt sig om anvendelsen af artikel 220, stk. 2, litra b), og toldkodeksens artikel 239 i forbindelse med den pågældende importørs situation, såsom den anfægtede beslutning.
25 I denne henseende præciserer toldkodeksens artikel 201-205 betingelserne for toldskyldens opståen ved import. I medfør af toldkodeksens artikel 201 har de i præmis 1 nævnte fjernsyns indførsel på Spaniens område med henblik på overgang til fri omsætning bevirket, at sagsøgerens toldskyld er opstået på det tidspunkt, hvor de spanske toldmyndigheder accepterede de toldanmeldelser, som sagsøgeren indgav i forbindelse med importen.
26 Ifølge toldkodeksens artikel 217-221 påhviler det de nationale toldmyndigheder at bogføre de toldbeløb, der svarer til hver toldskyld, og at underrette de importører, der ikke på korrekt vis har angivet den told, de skulle betale, om deres beslutninger (toldkodeksens artikel 221, stk. 2). I den foreliggende sag har de spanske toldmyndigheder, ved at vedtage afgørelserne om efterfølgende bogføring (jf. præmis 4 ovenfor), afkrævet sagsøgeren den pågældende told, dvs. betaling af antidumpingtold, som denne ikke havde anført i de angivelser, som den havde indgivet i forbindelse med den i præmis 1 nævnte import.
27 Selv om forekomsten af toldskylden er retmæssigt fastslået, og beløbet for denne skyld er beregnet korrekt, kan importøren imidlertid, i de tilfælde, der nævnes i toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og i artikel 239, efter anmodning fritages for at betale denne told.
28 Dette er for det første tilfældet, når det efter lovgivningen skyldige afgiftsbeløb ikke er blevet bogført som følge af en fejl, som toldmyndighederne selv har begået, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget, hvis sidstnævnte i øvrigt i forbindelse med toldangivelsen har handlet i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter om toldangivelse. Sådanne omstændigheder begrunder en manglende efterfølgende bogføring af den unddragne told i henhold til toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), første afsnit).
29 For det andet gælder dette ligeledes, når den afgiftspligtige beviser, at der foreligger særlige omstændigheder, hvor denne ikke har gjort sig skyldig i urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed, hvilket kan begrunde en godtgørelse eller, i givet fald, en fritagelse af toldskylden (toldkodeksens artikel 239). Toldkodeksens artikel 239 udgør en slags generel billighedsklausul (jf. analogt, om fortolkningen af artikel 13 i Rådets forordning (EØF) nr. 1430/79 af 2.7.1979 om godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter (EFT L 175, s. 1), Domstolens dom af 15.12.1983, sag 283/82, Papierfabrik Schoellershammer mod Kommissionen, Sml. s. 4219, præmis 7). For at blive omfattet heraf skal den betalingspligtige bevise, at han befinder sig i en usædvanlig situation i forhold til andre erhvervsdrivende, der udøver samme aktivitet, og at han ikke med rimelighed kunne opdage de fejl, der blev begået under anvendelsen af toldforordningen (jf. analogt Rettens dom af 10.5.2001, forenede sager T-186/97, T-187/97, T-190/97 – T-192/97, T-210/97, T-211/97, T-216/97 – T-218/97, T-279/97, T-280/97, T-293/97 og T-147/99, Kaufring m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1337, præmis 217-219 og den deri nævnte retspraksis).
30 Det følger heraf, at de forhold, der tages i betragtning i forbindelse med anvendelsen af toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og artikel 239, ikke har noget at gøre med spørgsmålet om, hvorvidt forekomsten af en toldskyld er retmæssigt fastslået, og om den told, der er pålagt importøren, er korrekt udregnet, og at de beslutninger, der er truffet under anvendelsen af disse artikler, i princippet hverken har til formål eller til følge at udtale sig om dette punkt (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 14.5.1996, forenede sager C-153/94 og C-204/94, Faroe Seafood m.fl., Sml. I, s. 2465, præmis 66-68, og af 24.9.1998, sag C-413/96, Sportgoods, Sml. I, s. 5285, præmis 41-43, samt Rettens dom af 16.7.1998, sag T-195/97, Kia Motors og Broekman Motorships mod Kommissionen, Sml. II, s. 2907, præmis 36, og af 11.7.2002, sag T-205/99, Hyper mod Kommissionen, Sml. II, s. 3141, præmis 98 og 99 og den deri nævnte retspraksis).
31 I den foreliggende sag har sagsøgeren anmodet de spanske toldmyndigheder om, at toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og artikel 239 finder anvendelse på dennes sag, og at han følgelig fritages for forpligtelsen til at betale den pågældende told (jf. punkt 5 ovenfor). Da sagsøgeren påstod, at Kommissionen dels havde begået en fejl i henhold til toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og havde tilsidesat sine forpligtelser, dels at omstændighederne i sagen var forbundet med resultatet af en fællesskabsundersøgelse (jf. præmis 3 ovenfor), forelagde de spanske myndigheder i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 871, stk. 1, og artikel 905, stk. 1, Kommissionen sagsøgerens anmodning, hvorefter denne vedtog den anfægtede beslutning.
32 De beslutninger, der træffes i medfør af toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og artikel 239, såsom den anfægtede beslutning, påvirker imidlertid kun, for så vidt som de forudsætter forekomsten af en toldskyld og udtaler sig om, hvorvidt, på trods heraf, betalingen af ubetalt told ikke kan pålægges importøren, den pågældende importørs retlige situation, såfremt den told, som han afkræves, er pålagt ham retmæssigt. Det følger af gennemførelsesforordningens artikel 871, stk. 6, fjerde led, og af artikel 905, stk. 6, fjerde led, at når det ikke er fastlagt, at der foreligger toldskyld, skal Kommissionen sende sagsakterne tilbage til toldmyndigheden og skal derfor afholde sig fra at udtale sig. Endvidere anses den af Kommissionen foretagne administrative procedure for aldrig at være indledt.
33 Afgørelserne om konstatering af toldskyld og beregning af skyldig told kan imidlertid påklages ved de nationale administrative myndigheder og domstole i henhold til toldkodeksens artikel 243. I den foreliggende sag har sagsøgeren anvendt disse klageadgange og anfægtet afgørelserne om efterfølgende bogføring ved de spanske administrative myndigheder og domstole og fået disse afgørelser annulleret som følge af forældelse i medfør af toldkodeksens artikel 221, stk. 3 (jf. punkt 6, 7 og 15 ovenfor), på det tidspunkt, hvor de blev meddelt sagsøgeren.
34 Herefter, hvilket parterne er enige om, har annullationen af afgørelserne om efterfølgende bogføring medført, at betaling af den pågældende told ikke kan afkræves sagsøgeren. Følgelig har den anfægtede beslutning mistet sin genstand og kan ikke påvirke sagsøgerens retlige situation. Således kan denne ikke få nogen fordel af en annullation af den pågældende beslutning.
35 Sagsøgerens påstande bør imidlertid desuagtet undersøges. Ifølge disse påstande bevarer den foreliggende sag, trods konstateringen i præmis 34 ovenfor, en genstand, der begrunder, at Retten træffer afgørelse i sagen.
36 For det første har sagsøgeren gjort gældende, at selv om en annullation af den anfægtede beslutning ganske vist ikke kan påvirke dennes retlige situation i henseende til betaling af den toldskyld, som denne blev pålagt ved afgørelserne om efterfølgende bogføring, kan Rettens afgørelse om gyldigheden af den anfægtede beslutning ikke desto mindre skabe retsvirkninger over for andre importører, hvis situation Kommissionen i medfør af gennemførelsesforordningens artikel 905, stk. 2, ikke har taget stilling til, da den henviste de nationale toldmyndigheder til den anfægtede beslutning hvad angår de øvrige tilfælde, som den har anset for sammenlignelige.
37 Det skal i denne henseende bemærkes, at i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 874, 875 og 908 meddeles Kommissionens beslutninger om anvendelse af toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og artikel 239, såsom den anfægtede beslutning, den pågældende medlemsstat, og de øvrige medlemsstater underrettes herom, da disse er forpligtede til at træffe afgørelse om de af de erhvervsdrivende indgivne ansøgninger i overensstemmelse med de beslutninger, som Kommissionen har truffet, uanset om Kommissionen har udtalt sig om den særlige situation for afsenderen af anmodningen om ikke at foretage en efterfølgende bogføring eller om en fritagelse, som de nationale toldmyndigheder var forelagt, eller om andre sager med sammenlignelige faktiske og retlige omstændigheder.
38 Sagsøgeren kan således med rette gøre gældende, at den anfægtede beslutning kan få virkninger for andre importører. Denne har i øvrigt dokumenteret, at der verserer procedurer vedrørende andre importører, hvor Kommissionen har henvist de nationale myndigheder til den anfægtede beslutning. Denne omstændighed er imidlertid ikke tilstrækkelig til at fastslå, at den foreliggende sag bevarer sin genstand.
39 Ifølge retspraksis (jf. præmis 20, 21 og 22 ovenfor) skal spørgsmålet om, hvorvidt sagen bevarer sin genstand, vurderes i forhold til sagsøgerens søgsmålsinteresse i relation til det pågældende sagsanlæg. Denne interesse er i princippet den samme som den, sagsøgeren skal dokumentere for at sikre, at dennes sag kan antages til realitetsbehandling (jf. dommen i sagen Wunenburger mod Kommissionen, nævnt i præmis 22 ovenfor, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
40 Det følger af fast retspraksis, at søgsmålsinteressen skal være personlig, og at en sagsøger ikke kan anlægge en sag med påstand om annullation i tredjemands interesse eller for at sikre lovmæssighed (jf. Rettens dom af 27.1.2000, sag T-256/97, BEUC mod Kommissionen, Sml. II, s. 101, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis). Den egentlige interesse skal endvidere være tilstrækkelig direkte (jf. i denne retning Domstolens dom af 31.3.1998, forenede sager C-68/94 og C-30/95, Frankrig m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1375, præmis 67). Den blotte omstændighed, at tredjemand har en interesse i, at sagsøgeren får den anfægtede beslutning annulleret, er, under disse omstændigheder, utilstrækkelig til at konkludere, at den foreliggende sag ikke har mistet sin genstand.
41 På den anden side er det korrekt, at sagsøgeren i sit svar på Kommissionens indlæg om dens skrivelse nævnt i præmis 15 ovenfor har præciseret, at denne ikke havde til hensigt at påberåbe sig andre importørers interesse med henblik på at gøre gældende, at den foreliggende sag ikke har mistet sin genstand. Under alle omstændigheder har Domstolen, i dommen i sagen Wunenburger mod Kommissionen, nævnt i præmis 22 ovenfor (præmis 50-52), fastslået, at en sagsøger kan have en interesse i at påstå annullation af en retsakt udstedt af en af Unionens institutioner eller organer for at gøre det muligt at forhindre, at den ulovlighed, som retsakten angiveligt er behæftet med, gentager sig fremover, men kun såfremt den hævdede ulovlighed kan formodes at ville gentage sig fremover uafhængigt af de omstændigheder i sagen, som har dannet grundlag for sagsøgerens søgsmål.
42 De tre anbringender, som sagsøgeren har påberåbt sig, omhandler imidlertid dels proceduremæssige klagepunkter, der vedrører denne personligt, og de øvrige to klagepunkter vedrører fejl, som Kommissionen angiveligt har begået ved at anvende toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), artikel 236 og 239 på omstændighederne i sagen. Hvad angår den anfægtede beslutning træffer den afgørelse om anvendelse af toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og artikel 239 på sagsøgerens særlige situation under de fastlagte omstændigheder. De af sagsøgeren påståede ulovligheder er derfor ikke af en sådan beskaffenhed, at de kan gentage sig uafhængigt af omstændighederne i den foreliggende sag.
43 I denne henseende kan den blotte omstændighed, at Kommissionen har kunnet vurdere, at andre importører kunne befinde sig i en lignende situation, ikke afkræfte denne konstatering. Disse kan kun stå over for det, som Kommissionen har besluttet i den anfægtede beslutning i forbindelse med en national beslutning truffet i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 874, 875 og 908 (jf. præmis 37 ovenfor) og under hensyn til deres særlige situation. Til støtte for sager, som disse andre importører kan anlægge ved de nationale retsinstanser mod de afgørelser, der vedrører dem, kan de imidlertid, i givet fald, anfægte gyldigheden af den anfægtede beslutning ved at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende dens gyldighed (jf. i denne retning dommen i sagen Hyper mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, præmis 98).
44 Hvad angår klagepunktet om, at de øvrige importører, ifølge sagsøgeren, ikke har direkte klageadgang til at anfægte den anfægtede beslutning ved Unionens retsinstanser, skyldes dette en anvendelse af betingelserne for antagelse til realitetsbehandling fastsat i artikel 263 TEUF, der ikke er genstand for Rettens behandling i denne sag. Selv om disse øvrige erhvervsdrivende ikke kan anses for at være direkte og individuelt berørt af den anfægtede beslutning, vil en sådan omstændighed under alle omstændigheder være uden betydning for afgørelsen af, om sagsøgeren bevarer en personlig interesse i annullationen af denne (jf. præmis 40 ovenfor).
45 Det følger heraf, at sagsøgerens første argument skal forkastes.
46 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at den foreliggende sag er moden til påkendelse, mens de øvrige sager, hvor lovligheden af den anfægtede beslutning kan anfægtes, er verserende sager.
47 Sådanne overvejelser af procesøkonomiske hensyn forudsætter imidlertid, at der kan foretages et hensigtsmæssighedsskøn. Det følger imidlertid af fast retspraksis (jf. præmis 23 ovenfor), at hvis sagen mister sin genstand, skal den retsinstans, der er forelagt sagen, afholde sig fra træffe afgørelse, uden at den har nogen skønsmargen hvad angår de konsekvenser, der kan følge af en sådan konstatering.
48 Sagsøgerens andet argument skal derfor forkastes som irrelevant.
49 For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede beslutning stadig skaber retsvirkninger for dennes situation, og dette på trods af ophævelsen af toldskylden.
50 På den ene side har sagsøgeren gjort gældende, at de spanske toldmyndigheder har truffet en afgørelse, der vedrører denne, og som er truffet på grundlag af den anfægtede beslutning (jf. præmis 10 ovenfor), og at der stadig verserer en sag til prøvelse af denne afgørelse.
51 Men en konstatering af ugyldigheden af afgørelserne om efterfølgende bogføring medfører, at sagsøgeren ikke længere er forpligtet til at betale den omhandlede afgift, således at de spanske toldmyndigheders afvisning af dennes anmodning ikke har nogen betydning for dennes retsstilling, og sagsøgeren kan derfor ikke påberåbe sig denne afgørelse for at gøre gældende, at han fortsat har en interesse i, at Retten træffer afgørelse om lovligheden af den anfægtede beslutning.
52 På den anden side har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede beslutning indeholder vurderinger, der er til skade for og kan hindre sagsøgeren i at få status som autoriseret økonomisk operatør som fastsat i toldkodeksens artikel 5a, såfremt sagsøgeren måtte ønske at ansøge om tildeling af denne status.
53 Sagsøgerens adfærd vurderes i 46.-58. betragtning til den anfægtede beslutning. Kommissionen har i det væsentlige anført, at spørgsmålet om den ikke-præferentielle oprindelse for de af sagsøgeren importerede farvefjernsyn ikke havde en kompleks karakter (48.-54. betragtning), at sagsøgeren burde anses for at være en erfaren importør (55. betragtning), at sagsøgeren ikke kunne bevise sin uskyld ved at påberåbe sig tekniske vanskeligheder, som denne kunne have afhjulpet ved at henvende sig til de nationale toldmyndigheder (56. betragtning), og at sagsøgerens adfærd under disse omstændigheder ikke kunne anses for omhyggelig (57. betragtning).
54 I modsætning til hvad sagsøgeren har anført, er den pågældende passage i den anfægtede beslutning ikke til skade for selskabet. På trods af sagsøgerens påstande har Kommissionen på ingen måde bestridt, at sagsøgeren var i god tro, men har kun anført, at henset til kompleksiteten i den gældende toldlovgivning burde en omhyggelig erhvervsdrivende med sagsøgerens betydelige erfaring have undgået at begå den fejl i toldangivelsen, som sagsøgeren har begået. I den anfægtede beslutning har Kommissionen ikke fremsat nogen værdibaseret antagelse vedrørende sagsøgeren eller dennes adfærd, men den har snarere bestræbt sig på at undersøge, om sagsøgeren kunne omfattes af de forhold fastsat i toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og artikel 239, som kan begrunde en fritagelse, eftersom de af denne begåede fejl i forbindelse med toldangivelsen ikke med rimelighed kunne have været undgået, eller om ansvaret for disse fejl derimod skulle tillægges sagsøgeren.
55 Hvad angår de vanskeligheder, som sagsøgeren angiveligt frygter at støde på, såfremt selskabet måtte ønske at ansøge om status som autoriseret økonomisk operatør i henhold til artikel 5a i EF-toldkodeksen, skal det først og fremmest bemærkes, at dette argument er af ren hypotetisk karakter. Under alle omstændigheder må der i den foreliggende sag henvises til de konsekvenser, der kan udledes af Kommissionens udtalelse, hvorefter annullationen af den anfægtede beslutning ikke ville give sagsøgeren nogen fordel overhovedet. Under disse omstændigheder kan den anfægtede beslutning ikke i sig selv udelukke, at sagsøgerens tidligere adfærd vedrørende overholdelse af toldkravene kan anses for »tilfredsstillende«, hvilket udgør et krav i toldkodeksens artikel 5a, stk. 2.
56 Sagsøgerens tredje argument skal derfor ligeledes forkastes.
57 Det følger af det ovenstående, at annullationen af den anfægtede beslutning ikke kan give sagsøgeren nogen fordel, og den foreliggende sag er derfor uden genstand. Følgelig er det ufornødent at træffe afgørelse i sagen eller tage stilling til sagsøgerens begæring om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som ligeledes er uden genstand.
Sagens omkostninger
58 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 6, er Retten frit stillet i sin afgørelse om sagens omkostninger, hvis det er ufornødent at træffe afgørelse om sagens genstand.
59 Efter sagens omstændigheder finder Retten, at hver part bør bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.
2) Hver part bærer sine egne omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 28. februar 2012.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |