Language of document : ECLI:EU:C:2012:685

Sag C-245/11

K

mod

Bundesasylamt

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Asylgerichtshof)

»Forordning (EF) nr. 343/2003 – afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, som er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne – humanitær klausul – denne forordnings artikel 15 – person, der er tildelt asyl i en medlemsstat, og som er afhængig af hjælp fra asylansøgeren, idet hun lider af en alvorlig sygdom – forordningens artikel 15, stk. 2 – forpligtelse for denne medlemsstat, der ikke er ansvarlig i henhold til de i samme forordnings kapitel III fastsatte kriterier, til at behandle den asylansøgning, som nævnte asylansøger har indgivet – betingelser«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 6. november 2012

Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning – forordning nr. 343/2003 – humanitær klausul – person, der er tildelt asyl i en medlemsstat, og som er afhængig af hjælp fra et familiemedlem, der har ansøgt om asyl i en anden medlemsstat – et ansvar for at behandle asylansøgningen, der tilkommer den første medlemsstat – klausul, som også omfatter de personer, der har familiemæssige bånd til asylansøgeren

(Rådets forordning nr. 343/2003, art. 15; Kommissionens forordning nr. 1560/2003, art. 11, stk. 4)

Artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne, skal fortolkes således, at under omstændigheder, hvor en person, som er tildelt asyl i en medlemsstat, bl.a. på grund af en alvorlig sygdom er afhængig af et familiemedlem, der har ansøgt om asyl, men hvis ansøgning i henhold til de i forordningens kapitel III fastsatte kriterier bliver behandlet i en anden medlemsstat, bliver den medlemsstat, hvor disse personer er bosiddende, ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.

Det tilkommer denne medlemsstat at påtage sig de forpligtelser, der er forbundet med dette ansvar, og at underrette den medlemsstat, som tidligere var ansvarlig, herom, selv om sidstnævnte ikke har fremsat en anmodning herom i henhold til samme artikels stk. 1, andet punktum.

Artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 finder nemlig anvendelse i en afhængighedssituation, hvor det ikke er asylansøgeren selv, der er afhængig af hjælp fra et familiemedlem, som befinder sig i en anden medlemsstat end den, der findes ansvarlig i henhold til de i kapitel III i forordning nr. 343/2003 fastsatte kriterier, men det familiemedlem, som befinder sig i denne anden medlemsstat, der er afhængig af hjælp fra asylansøgeren.

Bestemmelsen finder også anvendelse, når de heri omhandlede humanitære årsager er opfyldt af en afhængig person som omhandlet i denne bestemmelse, der uden at være et familiemedlem i den forstand, hvori dette begreb er anvendt i forordningens artikel 2, litra i), har et familiemæssigt bånd til asylansøgeren, og til hvem sidstnævnte reelt er i stand til at yde den nødvendige hjælp i henhold til artikel 11, stk. 4, i forordning nr. 1560/2003 om gennemførelsesforanstaltninger til forordning nr. 343/2003.

(jf. præmis 32, 43, 47 og 54 samt domskonkl.)