Sag T-318/01

Omar Mohammed Othman

mod

Rådet for Den Europæiske Union ogKommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for personer og enheder med tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban – indefrysning af midler – annullationssøgsmål – tilpasning af påstandene – grundrettigheder – ejendomsret, ret til kontradiktion og ret til en effektiv domstolsprøvelse«

Sammendrag af dom

1.      Retspleje – beslutning, som under en sag erstatter den anfægtede beslutning – ny omstændighed – udvidelse af de oprindelige påstande og anbringender

2.      De Europæiske Fællesskaber – domstolskontrol med lovligheden af institutionernes retsakter – forordning om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban

3.      De Europæiske Fællesskaber – domstolskontrol med lovligheden af institutionernes retsakter – forordning om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban

1.      En beslutning, der under en sag erstatter en anden om samme forhold, må betragtes som et nyt element, der gør det muligt for sagsøgeren at ændre sine påstande og anbringender. Det ville nemlig stride mod retsplejehensyn og procesøkonomiske hensyn at tvinge sagsøgeren til at anlægge en ny sag. Det ville i øvrigt være ubilligt, hvis den pågældende institution for at imødegå de indsigelser, der i en stævning for en af Fællesskabets retsinstanser rettes mod en beslutning, kunne ændre den anfægtede beslutning eller lade en anden træde i stedet og under sagen påberåbe sig denne ændring eller nye beslutning for at hindre modparten i at udvide de oprindelige påstande og anbringender til at omfatte den senere beslutning eller i at fremsætte supplerende påstande og anbringender angående denne.

Denne løsning kan overføres på et tilfælde, hvor en forordning, som direkte og individuelt berører en enkeltperson, under sagen erstattes af en forordning om samme forhold.

(jf. præmis 53 og 54)

2.      Når Rådet ikke på noget tidspunkt har meddelt en person de omstændigheder, der lægges denne til last som grundlag for de restriktive foranstaltninger, som den pågældende er blevet pålagt i henhold til forordning nr. 881/2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban, eller givet vedkommende adgang til at gøre sig bekendt med disse omstændigheder inden for en rimelig frist, efter at denne er blevet pålagt disse foranstaltninger, har denne person ikke været i stand til at fremføre sine synspunkter i denne henseende. Denne persons ret til forsvar, særligt retten til kontradiktion, er dermed ikke blevet overholdt.

Desuden har denne person heller ikke, eftersom den pågældende ikke er blevet oplyst om de omstændigheder, som er blevet lagt vedkommende til last, og henset til forholdet mellem retten til forsvar og retten til en effektiv søgsmålsadgang, under tilfredsstillende betingelser kunnet forsvare sine rettigheder for Fællesskabets retsinstanser under hensyn til disse omstændigheder, hvorfor det endvidere må fastslås, at der foreligger en tilsidesættelse af nævnte ret til en effektiv søgsmålsadgang.

(jf. præmis 85 og 86)

3.      Pålæggelsen af restriktive foranstaltninger, såsom indefrysning af midler, i henhold til forordning nr. 881/2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban, over for en person på grund af, at den pågældende er optaget på den liste, som er indeholdt i bilag I til nævnte forordning, udgør en ubegrundet begrænsning af den pågældendes ejendomsret, når denne forordning blev vedtaget, uden at der var tilvejebragt nogen garanti for, at den pågældende havde adgang til at tale sin sag over for de kompetente myndigheder, tilmed i en situation, hvor begrænsningen af denne persons ejendomsret må betegnes som betydelig, henset til indefrysningens generelle karakter og den faktiske varighed af de restriktive foranstaltninger, som den pågældende er omfattet af.

(jf. præmis 91 og 92)