Sag anlagt den 2. september 2010 - Duravit m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-364/10)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Duravit AG (Hornberg, Tyskland); Duravit SA (Bischwiller, Frankrig); og Duravit BeLux BVBA (Overijse, Belgien) (ved Rechtsanwälte R. Bechtold, U. Soltész og C. von Köckritz)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Artikel 1, stk. 1, artikel 2 og artikel 3 i Kommissionens beslutning K(2010) 4185 endelig af 23. juni 2010 i sag COMP/39092 - sanitære installationer, annulleres i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF i det omfang, den berører sagsøgerne.

Subsidiært: Bøden, der er pålagt sagsøgerne i henhold til beslutningens artikel 2, nr. 9, nedsættes.

Kommissionen tilpligtes i henhold til Rettens procesreglement, artikel 87, stk. 2, at betale sagsøgernes omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne har reageret mod Kommissionens beslutning K(2010) 4185 endelig af 23. juni 2010 i sag COMP/39092 - sanitære installationer. I den anfægtede beslutning er sagsøgerne og andre virksomheder blevet pålagt bøder på grund af overtrædelse af artikel 101, TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen. Sagsøgerne har efter Kommissionens opfattelse deltaget i en vedvarende aftale eller samordnet praksis inden for sektoren for sanitære installationer i Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien, Nederlandene og Østrig.

Sagsøgerne har som begrundelse for søgsmålet gjort ni søgsmålsgrunde gældende.

Som første søgsmålsgrund bliver sagsøgte kritiseret for ikke at have fremlagt tilstrækkelige beviser for sagsøgernes deltagelse i samordning af priser og andre konkurrencestridige former for praksis. Kommissionen har i forbindelse med sin undersøgelsesprocedure misforstået sin bevisbyrde og kravene vedrørende beviser for overtrædelse af artikel 101, TEUF og har pålagt sagsøgerne overdrevne krav til argumentation og beviser.

Som den anden søgsmålsgrund har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen har gjort sagsøgerne ansvarlige for den fælles overtrædelse på grund af deres deltagelse i angivelige "kartelmøder" i et tysk centralforbund vedrørende produkter i denne sektor uden at henvise til sagsøgernes deltagelse i aftaler om disse produkter. I den forbindelse har sagsøgerne anført, at Kommissionen med urette og uden hensyntagen til de konkrete samfundsmæssige og retlige bevæggrunde har kvalificeret drøftelserne i det tyske centralforbund som ulovlig konkurrencebegrænsning.

Sagsøgerne har endvidere som den tredje søgsmålsgrund gjort gældende, at Kommissionen ikke har godtgjort, at der foreligger en ulovlig konkurrencebegrænsning på det tyske marked for sanitær keramik. Sagsøgerne har i denne sammenhæng påtalt, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved at betegne drøftelserne i et tysk keramikerfagforbund som samordning af priser og ulovlig konkurrencebegrænsning, og at Kommissionen på grundlag af klart ikke-relevante beviser har udledt uantagelige belastende konklusioner og dermed har tilsidesat sagsøgernes ret til en retfærdig og upartisk sagsbehandling.

Som den fjerde søgsmålsgrund har sagsøgerne anført, at de ikke har deltaget i en samordning af priser i Frankrig og Belgien. Kommissionen har efter sagsøgernes opfattelse med urette betegnet drøftelserne i de belgiske og franske keramikerfagforbund som samordning af priser samt vurderet varigheden af den angivelige overtrædelse forkert og dermed anvendt artikel 101, TEUF fejlagtigt.

Sagsøgerne har i forbindelse med den femte søgsmålsgrund gjort gældende, at Kommissionen med urette har betegnet forholdene på armatur-, brusekabine- og keramikmarkedet som en samlet og vedvarende overtrædelse og dermed har anvendt artikel 101, TEUF fejlagtigt. Sagsøgerne har i den henseende påtalt, at de i retspraksis udviklede kriterier for formodningen om, at der foreligger en samlet og vedvarende overtrædelse, ikke er opfyldt.

Som den sjette søgsmålsgrund har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen ved den overdrevent lange sagsbehandling og udskiftningen efter gennemførelsen af den mundtlige høring af alle de i Kommissionen ansatte personer, der har deltaget i beslutningsprocessen, har tilsidesat - på en måde, der er væsentlig for beslutningens vedtagelse - sagsøgernes ret til forsvar og mundtlig høring i henhold til artikel 12 og 14 i forordning (EF) nr. 773/2004 ¹.

I forbindelse med den syvende søgsmålsgrund har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen ved beregningen af bøden urigtigt har støttet ret på sine retningslinjer for beregning af bøder ², idet disse retningslinjer er ugyldige efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten, henset til, at de udgør en krænkelse af artikel 290, stk. 1, TEUF og artikel 52, stk. 1 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Som den ottende søgsmålsgrund har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionens beregning af bøden er behæftet med fejl, idet Kommissionen ikke ved fastsættelsen af grundbeløbet har taget hensyn til den ringere grovhed af sagsøgernes angivelige deltagelse i overtrædelsen, men har vurderet grovheden af overtrædelsen ens i forhold til alle de berørte virksomheder. Dette er efter sagsøgernes opfattelse en tilsidesættelse af princippet om personligt ansvar.

Endelig har sagsøgerne i forbindelse med den niende søgsmålsgrund anført, at størrelsen af den pålagte bøde strider imod proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet, idet sagsøgerne ikke har deltaget i de groveste ulovlige konkurrencebegrænsninger.

____________

¹ - Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7.4.2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT L 123, s. 18).

² - Retningslinjer for beregning af bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2).