DOMSTOLENS DOM (Niende Afdeling)
9. marts 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – forordning (EF) nr. 1215/2012 – kompetence i sager om forbrugeraftaler – begrebet »forbruger« – adfærd hos den person, der hævder at være forbruger, som kan give den anden part i aftalen det indtryk, at den pågældende handler erhvervsmæssigt«
I sag C-177/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Landesgericht Salzburg (den regionale domstol i Salzburg, Østrig) ved afgørelse af 24. februar 2022, indgået til Domstolen den 8. marts 2022, i sagen
JA
mod
Wurth Automotive GmbH,
har
DOMSTOLEN (Niende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, L.S. Rossi, og dommerne J.-C. Bonichot og O. Spineanu-Matei (refererende dommer),
generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– JA ved Rechtsanwalt B. Heim,
– Europa-Kommissionen ved S. Noë og M. Wasmeier, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 17 og 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).
2 Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem JA, der er østrigsk statsborger, og det tyske selskab Wurth Automotive GmbH vedrørende de østrigske retters kompetence til at påkende et krav om erstatning for skjulte mangler ved et motorkøretøj omfattet af en købsaftale.
Retsforskrifter
3 Artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, der er indeholdt i afdeling 4 med overskriften »Kompetence i sager om forbrugeraftaler« under forordningens kapitel II med overskriften »Kompetence«, fastsætter:
»I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 6 og artikel 7, nr. 5):
a) når sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater
b) når sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande, eller
c) i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.«
4 Forordningens artikel 18, stk. 1, er sålydende:
»Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller, uanset medkontrahentens bopæl, ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
5 Sagsøgeren i hovedsagen, hvis samlever er bilforhandler og direktør for en internetplatform for salg af motorkøretøjer (herefter »samleveren«), var opført på denne platforms websted som grafisk designer og webdesigner uden reelt at have udøvet denne virksomhed på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen.
6 Efter anmodning fra sagsøgeren i hovedsagen, der havde udtrykt ønske om at købe et motorkøretøj, foretog samleveren søgninger og kontaktede sagsøgte i hovedsagen ved den 11. marts 2019 at fremsende denne en e-mail fra sin arbejdsmailadresse, hvori han afgav et pristilbud på køb, beskattet i henhold til fortjenstmargenordningen, af et køretøj, med en første indregistrering i Tyskland og mod kontant betaling. Det blev anført i e-mailen, at købekontrakten skulle indgås på vegne af sagsøgeren i hovedsagen. Der fandt ligeledes telefonisk kontakt sted mellem samleveren og en medarbejder for sagsøgte i hovedsagen, uden at der dog kunne føres tilstrækkeligt bevis for indholdet heraf.
7 Sagsøgte i hovedsagen sendte samleveren købekontrakten pr. e-mail, og som køber blev anført »selskabet JA« i købekontrakten, der indeholdt en rubrik med overskriften »Særlige aftaler: erhvervskøb/ingen tilbagetagelse, ingen garanti/udlevering sker først, når betalingen er modtaget […]«.
8 Sagsøgeren i hovedsagen underskrev denne kontrakt uden at anfægte dens indhold. Samleveren sendte efterfølgende kontrakten tilbage til sagsøgte i hovedsagen pr. e-mail og afhentede køretøjet hos denne den 13. marts 2019.
9 Den faktura, der blev udstedt ved denne lejlighed, indeholdt angivelsen »momsspecifikation ikke mulig – § 25a [i Umsatzsteuergesetz (momsloven)]«. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, ligger særlige aftaler ikke automatisk i sagsøgte i hovedsagens IT-system, men skal anføres af sælgeren i den pågældende købekontrakt. Tiltaleformen i forbindelse med kontrakter om salg til private er »hr./fru«. Disse kontrakter indeholder ligeledes en garantiklausul på et år.
10 Det pågældende køretøj blev indregistreret i sagsøgeren i hovedsagens navn. Nogle uger senere spurgte samleveren sagsøgte i hovedsagen, om det var muligt at angive momsbeløbet på den udstedte faktura, hvilket blev afslået.
11 Efter at have konstateret, at køretøjet var behæftet med skjulte mangler, anlagde sagsøgeren i hovedsagen sag ved Bezirksgericht Salzburg (distriktsdomstolen i Salzburg, Østrig), som sagsøgeren anså for at have kompetence i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1215/2012, og nedlagde påstand om, at sagsøgte i hovedsagen blev pålagt at betale et beløb på 3 257,52 EUR på grundlag af garantien. Til støtte for påstanden gjorde sagsøgeren i hovedsagen gældende, at hun i det foreliggende tilfælde havde indgået købekontrakten som forbruger, og at sagsøgte i hovedsagen rettede sin erhvervsmæssige virksomhed mod Østrig som omhandlet i artikel 17, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1215/2012.
12 Sagsøgte i hovedsagen fremsatte indsigelse om, at retten savnede kompetence, og bestred ligeledes, at påstanden kunne tages til følge. Ifølge sagsøgte udgør købekontrakten i hovedsagen en transaktion mellem erhvervsdrivende, hvilket fremgår af angivelserne i rubrikken »Særlige aftaler«, af købsprisen, hvis beløb er blevet fastsat under hensyntagen til beskatningen efter fortjenstmargenordningen, og af den brug, som sagsøgeren i hovedsagen agtede at gøre af fradraget for indgående moms. Sagsøgte i hovedsagen er derfor af den opfattelse, at de tyske retter har kompetence til at påkende tvisten i hovedsagen.
13 Ved en kendelse af 19. oktober 2021 fastslog Bezirksgericht Salzburg (distriktsdomstolen i Salzburg), at den ikke havde international kompetence til at påkende tvisten i hovedsagen. Denne domstol var af den opfattelse, at selv om sagsøgeren i hovedsagen faktisk ikke er erhvervsdrivende, har sagsøgeren hos sagsøgte i hovedsagen ved at underskrive købekontrakten og ved at inddrage sin samlever i forhandlingsforløbet med sidstnævnte givet det indtryk, at hun handlede som erhvervsdrivende. Sagsøgte i hovedsagen kunne derfor med rette forvente at indgå en aftale med en erhvervsdrivende, hvorfor betingelserne for anvendelse af artikel 17 i forordning nr. 1215/2012 ikke var opfyldt.
14 Sagsøgeren i hovedsagen har appelleret denne kendelse til den forelæggende ret, Landesgericht Salzburg (den regionale domstol i Salzburg, Østrig).
15 Denne ret har anført, at det i det foreliggende tilfælde er ubestridt, at sagsøgte i hovedsagen, der har hjemsted i Tyskland, ligeledes har rettet sin erhvervsmæssige virksomhed mod Østrig som omhandlet i artikel 17, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1215/2012, idet det alene er omtvistet, om sagsøgeren i hovedsagen handlede som forbruger ved indgåelsen af købekontrakten med sagsøgte i hovedsagen.
16 I denne henseende har den forelæggende ret anført, at selv om sagsøgeren i hovedsagen hævder at have indgået denne aftale som privatperson, der udøver lønnet beskæftigelse, fremgår det af førsteinstansens konstateringer, at det ikke kan udelukkes, at sagsøgeren har udøvet erhvervet som grafisk designer og webdesigner som selvstændig erhvervsdrivende. På denne baggrund er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt en sådan situation, hvor en faktisk omstændighed ikke er tilstrækkeligt godtgjort, kan være til skade for sagsøgeren i hovedsagen.
17 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at selv om det lægges til grund, at sagsøgeren i hovedsagen har købt det omhandlede køretøj til privat brug, er spørgsmålet, om denne omstændighed ligeledes var tydelig for sagsøgte i hovedsagen.
18 Endelig er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt andre særlige omstændigheder i hovedsagen i forbindelse med helhedsvurdering, som den skal foretage med henblik på at fastslå, om sagsøgeren i hovedsagen i det foreliggende tilfælde har indgået den i hovedsagen omhandlede aftale som forbruger, kan have en vis betydning, nemlig den omstændighed, at sagsøgeren i hovedsagen har benyttet en bilforhandler til at gennemføre de nødvendige skridt til indgåelse af kontrakten, at sagsøgeren i hovedsagen i august 2019 videresolgte køretøjet med fortjeneste, eller at der ikke var angivet moms på fakturaen. Hvad angår sidstnævnte aspekt har den forelæggende ret præciseret, at i henhold til tysk momsret kan den manglende særskilte angivelse af momsen på fakturaen finde sted såvel ved salg til en erhvervsdrivende som ved salg til en privatperson.
19 På denne baggrund har Landesgericht Salzburg (den regionale domstol i Salzburg, Østrig) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er det ved bedømmelsen af sagsøgerens egenskab af forbruger som omhandlet i artikel 17 og 18 i forordning [nr. 1215/2012] relevant,
a) om sagsøgeren kun udøvede den af hende i sagen oplyste beskæftigelse som grafisk designer og webdesigner som lønnet beskæftigelse eller i det mindste delvis også i forbindelse med en selvstændig virksomhed på tidspunktet for indgåelsen af købekontrakten og umiddelbart derefter, og
b) til hvilket formål sagsøgeren anskaffede bilen, altså kun til at dække hendes eget behov til privat brug eller også i forbindelse med en nuværende eller fremtidig erhvervsmæssig aktivitet eller målsætning?
2) Kan sagsøgeren ikke længere påberåbe sig egenskab af forbruger, når hun videresolgte bilen i august 2019, og er det relevant, om der er opnået en fortjeneste i denne forbindelse?
3) Har sagsøgeren ikke egenskab af forbruger allerede af den grund, at hun underskrev en af sagsøgte forud formuleret købekontrakt, som fortrykt indeholdt køberens betegnelse som »firma«, og hvor der under overskriften »Særlige aftaler«, som var skrevet med en mindre skrifttype, var tale om »erhvervskøb/ingen tilbagetagelse, ingen garanti/udlevering sker først, når betalingen er modtaget«, uden at protestere mod dette og henvise til sin egenskab af forbruger?
4) Skal sagsøgeren tilregnes adfærden hos sin samlever, der som automobilforhandler formidlede købet, når denne adfærd gav sagsøgte grund til at tro, at sagsøgeren var erhvervsdrivende?
5) Skal det ved bedømmelsen af egenskaben af forbruger lægges sagsøgeren til last, hvis retten i første instans ikke kunne konstatere, af hvilken grund den skriftlige købekontrakt afviger fra det forudgående tilbud, som var fremsat af sagsøgerens samlever, med hensyn til betegnelsen af køberen, og hvad der blev drøftet i denne forbindelse under de telefoniske kontakter mellem sagsøgerens samlever og en sælger hos sagsøgte?
6) Er det relevant for sagsøgerens egenskab af forbruger, hvis sagsøgerens samlever nogle uger efter overtagelsen af bilen telefonisk spurgte sagsøgte, om der var mulighed for at [angive] momsen?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
20 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at der med henblik på at afgøre, om en person, som har indgået en aftale, der er omfattet af denne bestemmelses litra c), kan kvalificeres som »forbruger« i den nævnte bestemmelses forstand, skal tages hensyn til de aktuelle eller fremtidige formål, der forfølges med indgåelsen af denne aftale, samt til, om den virksomhed, som denne person udøver, er lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed.
21 I denne forbindelse bemærkes, at kompetencereglerne i afdeling 4 i kapitel II i forordning nr. 1215/2012 udgør en undtagelse fra såvel hovedreglen om kompetence, der fremgår af forordningens artikel 4, stk. 1, hvorefter kompetencen tillægges retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, som den specielle kompetenceregel, der fremgår af samme forordnings artikel 7, nr. 1), hvorefter den kompetente ret i sager om kontraktforhold er retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes (jf. analogt dom af 25.1.2018, Schrems, C-498/16, EU:C:2018:37, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
22 Begrebet »forbruger« som omhandlet i artikel 17 og 18 i forordning nr. 1215/2012 skal derfor fortolkes snævert under henvisning til den pågældende persons status i relation til en bestemt aftale, sammenholdt med dennes karakter og formål, og ikke til personens subjektive forhold, og en og samme person kan anses for forbruger i relation til visse transaktioner og for erhvervsdrivende i relation til andre (dom af 14.2.2019, Milivojević, C-630/17, EU:C:2019:123, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).
23 Alene aftaler, der er indgået uden for og uafhængigt af nogen form for erhvervsmæssig virksomhed eller formål og alene med henblik på at opfylde en persons private, personlige forbrug, er omfattet af nævnte forordnings særlige ordning, der skal sikre forbrugeren beskyttelse som den forudsætningsvis økonomisk svagere part, mens denne særlige beskyttelse imidlertid savner begrundelse i forbindelse med aftaler, der har et erhvervsmæssigt formål, uanset om dette måtte være tænkt for fremtiden (jf. i denne retning dom af 14.2.2019, Milivojević, C-630/17, EU:C:2019:123, præmis 88 og 89 og den deri nævnte retspraksis).
24 Det følger heraf, at de specielle kompetenceregler i artikel 17-19 i forordning nr. 1215/2012 i princippet kun finder anvendelse for det tilfælde, at aftalen er indgået mellem parterne med et andet formål end erhvervsmæssig brug af den pågældende vare eller tjenesteydelse (dom af 3.10.2019, Petruchová, C-208/18, EU:C:2019:825, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
25 Hvad nærmere bestemt angår en person, der indgår en aftale med et dobbelt formål med henblik brug, der vedrører dels vedkommendes erhvervsmæssige virksomhed, dels private formål, har Domstolen fastslået, at en sådan person alene kan være omfattet af disse kompetenceregler, såfremt nævnte aftales forbindelse med den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed er så svag, at den må anses for marginal, og derfor kun spiller en ubetydelig rolle i forbindelse med den transaktion, som aftalen samlet set vedrører (dom af 14.2.2019, Milivojević, C-630/17, EU:C:2019:123, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis).
26 Hvad angår arten af den erhvervsmæssige virksomhed, som udøves af den person, der gør krav på at være forbruger, har Domstolen fastslået, at der med hensyn til, om erhvervsmæssig virksomhed er selvstændig virksomhed eller lønnet beskæftigelse, ikke følger nogen sondring af Domstolens praksis, hvorefter det alene skal undersøges, om kontrakten er indgået uden for og uafhængigt af nogen erhvervsmæssig virksomhed eller noget erhvervsmæssigt formål, og derfor er lønnet beskæftigelse også omfattet af begrebet »erhvervsmæssig virksomhed« som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 (jf. i denne retning dom af 20.10.2022, ROI Land Investments, C-604/20, EU:C:2022:807, præmis 54 og 55).
27 Det fremgår af denne retspraksis, at den pågældendes status som forbruger i denne bestemmelses forstand afhænger af, om det formål, der forfølges med indgåelsen af den omhandlede aftale, er erhvervsmæssigt eller privat. En person, der har indgået en aftale, skal nemlig kvalificeres som forbruger, hvis indgåelsen af denne aftale ikke er en del af vedkommendes erhvervsmæssige virksomhed, eller, i tilfælde af en aftale med et dobbelt formål – delvis erhvervsmæssigt og delvis privat – hvis den erhvervsmæssige brug er ubetydelig i forbindelse med den pågældende transaktion i sin helhed. Derimod er arten af den erhvervsmæssige virksomhed, som udøves af den person, der påberåber sig at være forbruger, irrelevant med henblik på en sådan kvalificering.
28 Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at der med henblik på at afgøre, om en person, som har indgået en aftale, der er omfattet af denne bestemmelses litra c), kan kvalificeres som »forbruger« i den nævnte bestemmelses forstand, skal tages hensyn til de aktuelle eller fremtidige formål, der forfølges med indgåelsen af denne aftale, uafhængigt af om den virksomhed, som denne person udøver, er lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed.
Det andet til det fjerde spørgsmål og det sjette spørgsmål
29 Med det andet til det fjerde spørgsmål og det sjette spørgsmål, som behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at der med henblik på at afgøre, om en person, som har indgået en aftale, der er omfattet af denne bestemmelses litra c), kan kvalificeres som »forbruger« i den nævnte bestemmelses forstand, kan tages hensyn til det indtryk, som denne persons adfærd har givet medkontrahenten, bl.a. ved den omstændighed, at den person, der påberåber sig at være forbruger, ikke har reageret på de bestemmelser i aftalen, der betegner vedkommende som erhvervsdrivende, den omstændighed, at denne person har indgået aftalen gennem en mellemmand, som udøver erhvervsmæssig virksomhed på det af aftalen omfattede område, og som efter aftalens underskrivelse har spurgt medkontrahenten, om der er mulighed for at angive momsen på fakturaen, eller den omstændighed, at denne person kort tid efter aftalens indgåelse har solgt det gode, der var genstand for aftalen, og eventuelt har opnået en fortjeneste.
30 I denne henseende bemærkes, at det fremgår af besvarelsen af det første spørgsmål, at den nationale ret i forbindelse med analysen af begrebet »forbruger« som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fastlægge de formål, der forfølges af den person, der påberåber sig denne egenskab ved indgåelsen af aftalen, og, når aftalen har et dobbelt formål, afgøre, om den nævnte aftale i ikke ubetydelig grad har til formål at dække behov, der er forbundet med den pågældende persons erhvervsmæssige virksomhed, eller private behov.
31 Med henblik herpå skal den forelæggende ret først og fremmest lægge de beviser, der objektivt fremgår af sagens akter, til grund, således at det, hvis disse beviser er tilstrækkelige til, at retten på dette grundlag kan udlede aftalens formål, vil være ufornødent at undersøge, om den erhvervsmæssige eller private brug var kendelig for medkontrahenten eller ej (jf. analogt dom af 20.1.2005, Gruber, C-464/01, EU:C:2005:32, præmis 48 og 49).
32 For så vidt som disse beviser ikke er tilstrækkelige, kan den forelæggende ret imidlertid tillige efterprøve, om den påståede forbruger ved sin egen adfærd over for sin medkontrahent reelt har givet medkontrahenten det indtryk, at vedkommende handlede erhvervsmæssigt, således at medkontrahenten med rimelighed kunne se bort fra det ikke-erhvervsmæssige formål med den pågældende transaktion (jf. analogt dom af 20.1.2005, Gruber, C-464/01, EU:C:2005:32, præmis 51).
33 Dette er eksempelvis tilfældet, når en privatperson uden yderligere præciseringer bestiller varer, der faktisk kan anvendes til den pågældendes erhvervsvirksomhed, til dette formål anvender brevpapir med et forretningsmæssigt brevhoved, lader varerne levere på sin forretningsadresse eller nævner muligheden for at kunne fratrække momsen (jf. analogt dom af 20.1.2005, Gruber, C-464/01, EU:C:2005:32, præmis 52).
34 I et sådant tilfælde finder de specielle kompetenceregler i sager om forbrugeraftaler i artikel 17 og 18 i forordning nr. 1215/2012 ikke anvendelse, selv om aftalen ikke som sådan forfølger et ikke ubetydeligt erhvervsmæssigt formål, idet den pågældende person må anses for at have givet afkald på den beskyttelse, der følger af nævnte artikler, i betragtning af det indtryk, vedkommende har givet sin medkontrahent, der er i god tro (jf. analogt dom af 20.1.2005, Gruber, C-464/01, EU:C:2005:32, præmis 53).
35 Det fremgår af denne retspraksis, at der kan tages hensyn til det indtryk, der er skabt af den adfærd, som den person, der hævder at være »forbruger«, jf. artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, har udvist i forhold til sin medkontrahent, for at fastslå, om denne person skal være omfattet af den proceduremæssige beskyttelse, der er fastsat i denne forordnings afdeling 4.
36 I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, om visse faktiske omstændigheder er relevante for spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren i hovedsagen kan kvalificeres som forbruger, nemlig at sagsøgeren i hovedsagen ikke reagerede på de bestemmelser i kontrakten, der betegner hende som erhvervsdrivende, at hendes samlever, der selv er bilforhandler, deltog under forhandlingen af denne kontrakt og efter kontraktens underskrivelse forhørte sig hos sagsøgte i hovedsagen om muligheden for at angive momsen på fakturaen, eller at køretøjet blev solgt kort tid efter kontraktens indgåelse og en eventuel fortjeneste blev opnået.
37 I denne henseende skal det indledningsvis præciseres, at det udelukkende tilkommer den forelæggende ret under hensyntagen til alle de oplysninger, som den råder over, herunder den sagsøgte i hovedsagens gode tro, at fastslå, om sagsøgeren i hovedsagen ved sin adfærd har givet det indtryk, at hun handlede erhvervsmæssigt. Under undersøgelsen skal den forelæggende ret henholde sig til alle omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af aftalen, idet omstændigheder, der er fremkommet senere, ligeledes kan være relevante, for så vidt som de bekræfter denne undersøgelse.
38 Hvad nærmere bestemt angår den omstændighed, at sagsøgeren i hovedsagen ikke reagerede på de bestemmelser i kontrakten, der betegner hende som erhvervsdrivende, bemærkes, at en sådan omstændighed, som i øvrigt kan forklares ved den måde, hvorpå sagsøgte i hovedsagen har udformet kontrakten, ikke i sig selv er afgørende for at udelukke sagsøgeren i hovedsagen fra at være omfattet af kompetencereglen i artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012. Ikke desto mindre kan en sådan passivitet, understøttet af andre oplysninger, udgøre et holdepunkt for, at sagsøgeren i hovedsagens adfærd kan have givet sagsøgte i hovedsagen det indtryk, at hun handlede erhvervsmæssigt.
39 Det kan således være relevant for den forelæggende rets undersøgelse, at en mellemmand, der selv er bilforhandler, deltog i forhandlingerne om kontrakten, og at han kort efter indgåelsen af denne kontrakt interesserede sig for muligheden for at angive moms på den faktura, der blev udstedt ved denne lejlighed. I denne forbindelse skal denne ret tillige tage hensyn til de særlige forhold, der kendetegner den tyske momsordning, idet det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at manglende særskilt angivelse af moms på fakturaen i henhold til tysk ret kan forekomme både ved salg til en erhvervsdrivende og ved salg til en privatperson.
40 Hvad derimod angår videresalget af det gode, der er genstand for aftalen, og den eventuelle fortjeneste, som sagsøgeren i hovedsagen således opnår, synes disse omstændigheder ikke umiddelbart at være relevante for vurderingen af det indtryk, som dette kunne have givet sagsøgte i hovedsagen. Det kan dog ikke udelukkes, at disse forhold også kan tages i betragtning af den forelæggende ret i forbindelse med dens helhedsvurdering af de oplysninger, som den har til rådighed.
41 Henset til ovenstående betragtninger skal det andet til det fjerde spørgsmål og det sjette spørgsmål besvares med, at artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at der med henblik på at afgøre, om en person, som har indgået en aftale, der er omfattet af denne bestemmelses litra c), kan kvalificeres som »forbruger« i den nævnte bestemmelses forstand, kan tages hensyn til det indtryk, som denne persons adfærd har givet medkontrahenten, bl.a. ved den omstændighed, at den person, der påberåber sig at være forbruger, ikke har reageret på de bestemmelser i aftalen, der betegner vedkommende som erhvervsdrivende, den omstændighed, at denne person har indgået aftalen gennem en mellemmand, som udøver erhvervsmæssig virksomhed på det af aftalen omfattede område, og som efter aftalens underskrivelse har spurgt medkontrahenten, om der er mulighed for at angive momsen på fakturaen, eller den omstændighed, at denne person kort tid efter aftalens indgåelse har solgt det gode, der var genstand for aftalen, og eventuelt har opnået en fortjeneste.
Det femte spørgsmål
42 Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at når det inden for rammerne af helhedsvurderingen af de oplysninger, som en national ret råder over, viser sig umuligt at anse visse omstændigheder i forbindelse med indgåelsen af en aftale for tilstrækkeligt godtgjort, bl.a. hvad angår angivelserne i denne aftale eller en mellemmands deltagelse i forbindelse med aftalens indgåelse, skal bevistvivlen komme den person, der påberåber sig at være »forbruger« i denne bestemmelses forstand, til gode.
43 I denne henseende bemærkes indledningsvis, at dette spørgsmål stilles i forbindelse med den forelæggende rets prøvelse af, om de østrigske retter har international kompetence til at påkende tvisten i hovedsagen i henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012. På dette trin vurderer retten ikke, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, eller om der kan gives medhold heri, men identificerer alene de tilknytningsmomenter til den stat, hvor retten er beliggende, som kan begrunde dens kompetence i medfør af denne bestemmelse. Nævnte ret kan derfor – alene med det formål at efterprøve, om den har kompetence – lægge til grund, at sagsøgerens relevante påstande er godtgjort (jf. analogt dom af 28.1.2015, Kolassa, C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).
44 Hvis sagsøgte anfægter det af sagsøgeren hævdede, kræver såvel målet om en forsvarlig retspleje, der ligger til grund for anvendelsen af forordning nr. 1215/2012, som respekten for dommernes uafhængighed i udøvelsen af deres hverv imidlertid, at den ret, for hvilken sagen er indbragt, kan undersøge sin internationale kompetence i lyset af alle de oplysninger, som den råder over, herunder i givet fald sagsøgtes anfægtelser (jf. analogt dom af 16.6.2016, Universal Music International Holding, C-12/15, EU:C:2016:449, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).
45 Hvad angår den bevisværdi, som disse oplysninger skal tillægges i forbindelse med helhedsvurderingen af beviserne, henhører dette aspekt alene under national ret. Forordning nr. 1215/2012 har nemlig ikke til formål at gøre medlemsstaternes procesregler ensartede, men at fordele retternes kompetence til at afgøre tvister på det civil- og handelsretlige område (dom af 6.10.2021, TOTO og Vianini Lavori, C-581/20, EU:C:2021:808, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).
46 I det foreliggende tilfælde tilkommer det derfor den forelæggende ret at undersøge de oplysninger, som den har til rådighed, vedrørende omstændighederne omkring indgåelsen af kontrakten i hovedsagen, bl.a. grunden til, at sagsøgeren i hovedsagen blev betegnet som erhvervsdrivende, og omfanget af de drøftelser, der fandt sted mellem mellemmanden og medarbejderne for sagsøgte i hovedsagen i forbindelse med forhandlingerne om denne kontrakt, og i lyset af alle de oplysninger, som den råder over, vurdere deres bevisværdi i henhold til de nationale retsregler, herunder spørgsmålet om, hvem der i givet fald skal have fordel af bevistvivl i tilfælde af, at det viser sig umuligt at anse visse af disse omstændigheder for tilstrækkeligt godtgjort.
47 Selv om Domstolen ganske vist har fastslået, at bevistvivlen i princippet skal komme den person, der påberåber sig at være forbruger, til gode, såfremt de objektive omstændigheder i sagen ikke i tilstrækkelig grad godtgør, at den transaktion, der gav anledning til indgåelsen af en aftale med et dobbelt formål, forfulgte et ikke ubetydeligt erhvervsmæssigt formål (jf. analogt dom af 20.1.2005, Gruber, C-464/01, EU:C:2005:32, præmis 50), kan det ikke udledes af denne retspraksis, at den effektive virkning af de bestemmelser, der regulerer kompetencen i sager om forbrugeraftaler, kræver, at en bevisfordel indrømmes den person, der påberåber sig at være forbruger, for så vidt angår alle omstændigheder i forbindelse med indgåelsen af en aftale, navnlig for så vidt angår de omstændigheder, der vedrører denne persons adfærd (jf. analogt dom af 20.1.2005, Gruber, C-464/01, EU:C:2005:32, præmis 51).
48 Henset til ovenstående betragtninger skal det femte spørgsmål besvares med, at artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at når det inden for rammerne af helhedsvurderingen af de oplysninger, som en national ret råder over, viser sig umuligt at anse visse omstændigheder i forbindelse med indgåelsen af en aftale for tilstrækkeligt godtgjort, bl.a. hvad angår angivelserne i denne aftale eller en mellemmands deltagelse i forbindelse med aftalens indgåelse, skal denne bedømme bevisværdien af disse oplysninger i henhold til de nationale retsregler, herunder spørgsmålet om, hvorvidt bevistvivlen skal komme den person, der påberåber sig at være »forbruger« i denne bestemmelses forstand, til gode.
Sagsomkostninger
49 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret:
1) Artikel 17, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
skal fortolkes således, at
der med henblik på at afgøre, om en person, som har indgået en aftale, der er omfattet af denne bestemmelses litra c), kan kvalificeres som »forbruger« i den nævnte bestemmelses forstand, skal tages hensyn til de aktuelle eller fremtidige formål, der forfølges med indgåelsen af denne aftale, uafhængigt af om den virksomhed, som denne person udøver, er lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed.
2) Artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012
skal fortolkes således, at
der med henblik på at afgøre, om en person, som har indgået en aftale, der er omfattet af denne bestemmelses litra c), kan kvalificeres som »forbruger« i den nævnte bestemmelses forstand, kan tages hensyn til det indtryk, som denne persons adfærd har givet medkontrahenten, bl.a. ved den omstændighed, at den person, der påberåber sig at være forbruger, ikke har reageret på de bestemmelser i aftalen, der betegner vedkommende som erhvervsdrivende, den omstændighed, at denne person har indgået aftalen gennem en mellemmand, som udøver erhvervsmæssig virksomhed på det af aftalen omfattede område, og som efter aftalens underskrivelse har spurgt medkontrahenten, om der er mulighed for at angive merværdiafgiften på fakturaen, eller den omstændighed, at denne person kort tid efter aftalens indgåelse har solgt det gode, der var genstand for aftalen, og eventuelt har opnået en fortjeneste.
3) Artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012
skal fortolkes således, at
når det inden for rammerne af helhedsvurderingen af de oplysninger, som en national ret råder over, viser sig umuligt at anse visse omstændigheder i forbindelse med indgåelsen af en aftale for tilstrækkeligt godtgjort, bl.a. hvad angår angivelserne i denne aftale eller en mellemmands deltagelse i forbindelse med aftalens indgåelse, skal denne bedømme bevisværdien af disse oplysninger i henhold til de nationale retsregler, herunder spørgsmålet om, hvorvidt bevistvivlen skal komme den person, der påberåber sig at være »forbruger« i denne bestemmelses forstand, til gode.
Underskrifter